LATINAMERIKA // KLIMAFORANDRINGER – Latinamerika oplever stadig hyppigere og voldsommere klimafænomener. En økonomisk elite bidrager mest til krisen med CO2-udledning, mens den selv er mindst påvirket af den aktuelle klimakrise.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I årtier har Latinamerika været den mest ulige region på kloden. På trods af at regionens samlede udledning udgør ca. 8,3 pct. af den globale udledning, er regionen meget sårbar over for konsekvenserne af klimakrisen. Det er især tydeligt i strategiske områder som Amazonas og Mellemamerika, som er afgørende for kontrollen med produktions- og energiressourcer. Der er en klar asymmetri mellem udledninger og skabelsen og opretholdelsen af sårbarheder i regionen.
Forskning viser, at fattige befolkninger er mere sårbare over for konsekvenserne af klimakrisen, samtidig med at de udleder mindre kulstof end grupper med højere indkomst. For eksempel viste Oxfams analyse af kulstofulighed i 2020, at de rigeste 10 pct. af verdens befolkning ikke kun er ansvarlige for 46 pct. af udledningsvæksten mellem 1990 og 2015, men også vil bruge resten af kulstofbudgettet op inden 2030.
Det er ikke længere nok blot at anerkende en uholdbar udviklingsmodel. Det er bydende nødvendigt at indrømme, at der findes en klimagæld, som adskiller de udviklede lande, som for eksempel Danmark, fra de fattige som eksempelvis de fleste lande i Latinamerika.
Denne gæld manifesterer sig også internt i landene og afspejler den voksende ulighed, som kommer til udtryk i sociale og miljømæssige konsekvenser, der fordeles asymmetrisk blandt befolkningen, som fx hedebølger og tørke. Man ser den også i den ulige adgang til fælles goder som vand og jord. Endelig er det tydeligt i uretfærdighederne i forbindelse med finansiering og ansvar for erstatning. Det er på tide at tage fat på disse problemer.
Asymmetri i virkningerne
FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA) har fra deres regionale kontor for Latinamerika og Caribien insisteret på, at klimabegivenheder øger risici og sårbarhed netop der, hvor fattigdom, ulighed, fødevaremangel og vold er koncentreret.
Sult i El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua påvirkede 2,2 millioner mennesker i 2018 og næsten 8 millioner i 2021
Disse aspekter påvirker sammen med faktorer som tvangsforflytning og udvindingsindustriens handlinger lokalbefolkningens evne til at forberede sig på og reagere hensigtsmæssigt på den nuværende klimakrise. Denne situation påvirker især kvinder og piger, som også står over for forskellige risici og aggressioner, der ofte har til formål at underminere deres lederskab og udøvelse af deres rettigheder.
På den anden side lider tusindvis af mennesker af moderat eller alvorlig fødevareusikkerhed i Latinamerika. Ekstreme vejrforhold som tørke og høje temperaturer påvirker afgrøder og jordudbytte.
Sult i El Salvador, Guatemala, Honduras og Nicaragua påvirkede 2,2 millioner mennesker i 2018 og næsten 8 millioner i 2021. Ifølge FN’s Fødevareprogram (WFP) var denne stigning relateret til corona-krisen, men også til ekstreme vejrfaktorer. Det er værd at huske på, at orkanerne Eta og Iota påvirkede omkring 9 millioner mennesker og efterlod materielle skader for omkring en milliard dollars i de mellemamerikanske lande og i Mexico.
Ulige adgang til fælles goder
Adgang til en livsvigtig ressource som vand er også alvorligt påvirket af klimakrisen. Afskovning, overudnyttelse, ændringer i arealanvendelse, udvidelse af urbanisering, intensive produktionsaktiviteter (såsom industrielt landbrug og husdyrhold) og minedrift bidrager til vandstress i regionen.
Vandstress og de deraf følgende tørker har en tendens til at forværre ulighederne i forbindelse med adgang til vand. Forskning udført i perioden 1970-2019 viser, at omkring 28 milliarder dollars gik tabt på grund af tørke i regionen. Vandstress har også en stor indvirkning på energi, da mere end halvdelen af regionens elektricitet kommer fra vandkraftværker.
Selvom Paris-aftalen anerkender vigtigheden af at undgå, minimere og håndtere tab og skader, er fremskridtene indtil videre blevet begrænset af de udviklede landes begrænsede engagement i forhold til ansvar og finansiering
Perus hovedstad Lima, der har mere end 10,2 millioner indbyggere, er en af de tørreste byer i verden med en nedbørsmængde på mindre end 15 mm om året. Den forsynes hovedsageligt af Rimac-flodens (hvor der i øjeblikket udvikles et mineprojekt ved udspringet), Chillon-flodens og Lurin-flodens afvandingsområder, som har deres udspring i Andesbjergenes snedækkede bjerge og gletsjere.
Disse floder er blevet 43 pct. kortere i løbet af de seneste 40 år som følge af gletsjernes afsmeltning på grund af temperaturstigninger. For nylig har vi oplevet vand- og elektricitetsrationering i andre hovedstæder som Bogotá (Colombia) og Quito (Ecuador).
Ansvar for finansiering og erstatning
FN’s klimapanel (IPCC) har advaret om, at konsekvenserne af ekstreme hydrometeorologiske hændelser vil blive hyppigere og mere intense. Som følge heraf stiger tab og skader eksponentielt. Afgrøder, infrastruktur og endda menneske- og dyreliv ser deres levebrød og rettigheder udhulet.
Selvom Paris-aftalen anerkender vigtigheden af at undgå, minimere og håndtere tab og skader, er fremskridtene indtil videre blevet begrænset af de udviklede landes begrænsede engagement i forhold til ansvar og finansiering.
Finansieringen – når den er blevet givet – har været i form af bistand, hovedsageligt som forsikring, humanitær støtte og i form af lån. Men hjælpen er frivillig, baseret på velgørenhed og ofte på egeninteresse hos eksisterende investeringer eller virksomheder i fattige lande. Vi ved, at mange selskaber og virksomheder i de udviklede lande bruger forskellige mekanismer for ”virksomhedsansvar” til at dække over deres handlinger og indvirkninger på de berørte områder.
Debatten om tab og skade forsvarer behovet for erstatning fra de udviklede lande. Den er baseret på behovet for, at den fond, der er vedtaget i internationale forhandlinger, og som Verdensbanken i øjeblikket har ansvaret for, handler ud fra et retfærdighedsprincip: De, der har bidraget mest til nødsituationen, står i gæld til de lande og samfund, der er mindst ansvarlige og mest påvirket af den aktuelle klimakrise.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
