BØGER // ANMELDELSE – Kirsten Thorup skriver i sin nye roman, Mørket bag dig, på ny mennesker frem og skaber medfølelse hos læseren. Vi følger en kvinde i identitetskrise under Danmarks besættelse i en grundigt researchet fortælling, der ikke blot lærer os om dengang, men også om nu, skriver Isabella Miehe-Renard.
Da jeg går i 5. klasse, opdager jeg, at vi om eftermiddagen efter skoletid bare må gå ned selv i skolens kælder-bibliotek og hygge eller låne bøger. For engang skyld ikke bare få nyt læsestof – udover pensum i dansk – præsenteret af mor og far derhjemme.
Men vigtigst, det var der jeg fandt og lånte min første bog af Kirsten Thorup, Baby og dernæst Lille Jonna. Jeg er blevet voksen sammen med hendes bøger i rækkefølge lige siden. Og nu sidder jeg med hendes fjortende roman i mit regi. Det er den nye Mørket bag dig, som jeg skal anmelde.
Igen byder Thorup mig en ny indsigt som læser. En meget anderledes bog end de forrige.
Tidligere har jeg med stor indlevelse nydt hendes på en gang sarte og stærke fortællinger, ofte om kvinder, der søger væk og ind i fremmede miljøer. Familier, der splintres, livet fra land til by, helt ind i det barske syrede storbyliv, homoseksualitet skjult i et hetero-ægteskab, nyreligiøse sekter, der frister ungdommen, mødre og døtres kærlighedskampe, og demensen, der snigende overtager alderdommen. Næsten alt skrevet som hverdagsrealisme, dog med en dramatisk kant.
Skrøbelige individer gennemlever besættelsen
Men det “Thorupske islæt”, det helt særlige, er i mine (læser) øjne hendes konstante evne til at skildre de porøse væsener. Kirsten Thorup er aldrig sort/hvid, aldrig overdramatisk, gerne eksperimenterende og modig i sit valgte stof, men hun iagttager og observerer uden at råbe eller understrege. Det må IKKE (se nu mig, jeg bruger VERSALER … det var aldrig gået) forveksles med kedelig. Så havde hun næppe været fast på min læseliste, siden jeg var 12-13 år.
Den nye roman er en (selvstændig) efterfølger til den roste Indtil vanvid, indtil døden fra 2020. Igen en murstensroman man ikke slipper. Jeg synes nu, det er mere oplagt at se den som en rigtig efterfølger, da hovedpersonen og venner og familie er de samme. Og ikke mindst krigen. 2 verdenskrig.
Hun understreger for andre og ikke mindst sig selv, at hun ikke vil vælge side. Mest tror hun på sin dannelse, opdragelse og indre korpsånd som en styrke
I bind 1 fulgte vi også Harriet Bertram, der i 1942 tog på “rekreation” i München hos venner i den nazistiske inderkreds efter at være blevet krigsenke. Hendes elskede mand og far til de to bittesmå sønner fløj i Luftwaffe for Tyskland mod den Røde Hær.
Under opholdet hos hans tidligere kolleger nyder hun de åbenlyse privilegier, hun tager til premiere på Strauss, spiser delikat mad fra sortbørsen,fester i huset med generalløjtnantens bekendte, men midt i dekadencen vokser tvivlen, for hvad vil hun der, hvor hører hun til?
Sceneskift i bind 2: Harriet er taget hjem, har hentet sønnerne fra det midlertidige børnehjem, vi er nu i København 1943 til 45. Hun understreger for andre og ikke mindst sig selv, at hun ikke vil vælge side. Mest tror hun på sin dannelse, opdragelse og indre korpsånd som en styrke. Hun tror vitterligt (hvilket er så svært at forstå med vores nutidige blik på fortiden), at akkurat hun kan forblive neutral. Typisk Thorup følger vi en kvinde i identitetskrise, mildest talt.
Efter hjemkomsten fra Nazityskland kommer sammenbruddet: “Den forbandede svaghed!” Under besøg hos en psykiater, tænker hun:
“Han er kommet for at dømme dig for ikke at være fast nok i troen og på den anden side for landsforræderi. (…) Du forsøger at gnide spyttet af ansigtet. Du kradser med neglene, så der kommer rifter på kinden. Du bliver svimmel og falder om på gulvet. Du ser i et tågesyn ulveskikkelsen stå bøjet over dig. Besvimer igen.”
Vi læsere er tvunget ind, vi er der, vi er med. Lugtene, larmen, likvideringerne, de lastede skibe, sabotagerne, torturen
Men karakteren Harriet fremstår anderledes her i roman 2. Bogen har stadig ingen kapitler, ingen opdelte afsnit. Men det er ikke længere som en monolog. Den store forskel er romanens nye forfatter-greb: Alt om Harriet fortælles nu i du-form. På sin vis lidt anstrengende, jeg forventede som læser igen at høre hende selv fortælle stakåndet og usammenhængende på side efter side.
Men dette skift i form giver dog mere overblik og indblik, nu hvor Danmarks besættelse med Værnemagere, Hipoer, Frikorpset og de to lejre i modstandsbevægelsen også skal beskrives. I øvrigt med næsten historisk akkuratesse (findes dette efter krigstid?) hjulpet af diverse kilder og grundig research. Læs blot de mange noter bagerst i bogen. Især valget af to virkelige (danske) personer med afgørende roller i dramaet gør næsten fortællingen til “true-story”-stof.
Barsk læsning
Men jo, Harriet er vores hovedperson og udvikler sig til en dybt interessant figur. “En selvstændig kvinde, der prøver at forme sit liv (i krigstid) efter sine egne idealer”, har Thorup udtalt på forhånd.
Og vi følger denne kvinde i tykt og tyndt, der trods sine idealer tager dumme valg. Når i nød beder hun de tysksindede veninder om hjælp i begyndelsen og arbejder i Schalburgs Mindefond. Hun klarer sig økonomisk ret godt pga. enkepension fra Luftwaffe. Hun er ikke entydigt sympatisk, svigter ind i mellem nære venner og folk udefra, der beder om hjælp. Faktisk forsøger hun at hjælpe de udsatte på begge sider. En umulighed.
Samtidig sejrer hendes iboende retfærdighedssans ofte, hendes konstante tvivlen er ligefrem irriterende, men som læser (pludselig er jeg jo hendes følgesvend på det trykte papir) begynder jeg at føle for hende og med hende. Det er netop dette, en stor forfatter kan. Skrive et menneske frem. Alt det porøse bagved og indeni. Selv i et stædigt sind.
“Du rammes af dit evindelige dobbeltsyn, dit både-og, “en sag har altid to sider”. Du rammes af tvivl på dig selv, på alt hvad du står for.”
Midt i de mange bittesmå detaljer – måske til tider en anelse for mange, jeg blev lidt ukoncentreret ind i mellem – bliver krigen og den danske besættelsestid netop nærværende. Vi læsere er tvunget ind, vi er der, vi er med. Lugtene, larmen, likvideringerne, de lastede skibe, sabotagerne, torturen. Distancen og ulysten i begyndelsen forsvinder gradvist. Men det er hård læsning om både tidens livsfarlige modstand, den trange tid for kærlige relationer og børnenes opvækst. Men mest af alt eksemplerne på opportunismens gode kår.
Efter mørket kommer lyset
Så skifter romanen pludselig form igen, når de mest dramatiske begivenheder fortættes. Faktisk lidt pludseligt fra side 396. Du-formen brydes, og vi får faktuelle oplysninger, som Harriet ikke hører om. Endnu. Skæbnesvangre oplysninger.
Og da hun endelig får samme vished som os, er det ikke til at bære. Åh, at følge Harriets benægtelse er så hudløst i portrættet. Den uundgåelige faktuelle situation, at en østfront-enke, der endelig vælger side og slås for sagen, stadig ses skævt til. Og man forstår jo den skepsis og den ventende fordømmelse i den snarlige efterkrigstid.
Jeg vælger at afsløre her, at vores kvindelige hovedperson overlever. Husk på bogens titel. Mørket bag dig. Noget lysner. Freden er på vej! Jeg fornemmer et tredje bind. For jeg vil meget gerne blive mere voksen med Kirsten Thorup, der også magter genren “den historiske roman”. Den fortæller os så meget nyt. Ikke kun om engang. Men om nu.
Læs mere POV kultur i Kulturlisten, der udkommer hver fredag. Find den seneste udgave her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
