KONCERT // ANMELDELSE – Lyden startede en kende lavt til Underworld-koncerten på Refshaleøen, skriver Kasper Simonsen, men den bevægede sig harmonisk og tempopræget op for at ende i et musikalsk crescendo af karakterfast, drømmende synth-techno.
Fotos: Eddie Michel
O Days Festival på Refshaleøen har på sit kun andet år formået at trække den ikoniske engelske electronicaduo Underworld til København. Ved koncerten fredag aften sendte bandet det mildest talt meget blandede publikum afsted med følelsen af, at progressive house og mageløs synth-techno er uden alder.
Underworlds 66-årige forsanger, Karl Hyde, leverede en energisk drømmende performance, der sikkert overskyggede bandets lidt pauvre baggrunds-visuals. Og hans to år yngre bagmand, Rick Smith, arbejdede solidt og uimponeret bag sine computere og synthesizere, mens han med rankt og storladent overskud sammensatte deres fælles imponerende rejse rundt i et efterhånden stort bagkatalog.
Underworld kan på den måde ikke sættes i en samlet bås, men deres signifikante betydning som et af fyrtårnene i britisk technomusik er fundamental
De var begge i veloplagt kontakt med hinanden, som skulle de lige knibe sig i armene over den flotte modtagelse, deres danske publikum, der ikke havde glemt corona-årenes to aflysninger, gav dem på Refshaleøen.
Bandet, som igen er den oprindelige duo, efter både Darren Emerson og Darren Price har været en vellykket del af deres eksplosive rejse, daterer helt tilbage til 1987 og valgte at spille primært ældre materiale. Bortset fra de helt nye numre ‘Denver Luna’ og ‘And the Colour Red’, så nød publikum rejsen med potente bidder fra specielt ‘Beaucoup Fish’ og ‘Second Toughest in the Infants’.
Underworld har altid formået at bygge musikalske palæer ud af skæve genrer som drum & bass og deep house, hvor lytteren føres ind i den melodiske synth-techno, og det brager ud som hele og gennemførte orgastiske værker.
Deres hypnotiske sound med lydcollager og bidder af interviews blev en del af bandets særkende og gentaget af fx bandet The Orb, der blev dannet året efter, sammen med de lange, lange repeterende technopassager, som gjorde dem meget populære hos et – i 90’erne – ecstasyindtagende publikum i England.
Underworld viste de unge, hvad bandet er i stand til at levere med deres karakterfaste drømmende synth-techno
Det vil dog være en stor fejl at afskrive dem som et ensidigt komponerende technoband, fordi de netop har bevæget sig nysgerrigt mellem genrerne. Og selv med deres egen forkærlighed for dance tracks, så har de også forbavset og overrasket med ballader som ‘To heal’ og ‘Louisiana’, der kan få den mest forhærdede syrerocker til at sætte sig ned et øjeblik og nyde nuet.
Underworld kan på den måde ikke sættes i en samlet bås, men deres signifikante betydning som et af fyrtårnene i britisk technomusik er fundamental. Og det mærker man helt tydeligt på fremmødet til koncerten.
Lyden startede en kende lavt, men bevægede sig harmonisk og tempopræget op for at ende i deres største kommercielle musikalske crescendo med nummeret ‘Born Slippy’ fra 1996. Det blev for alvor et hit, da denne ellers forkastede b-side single blev del af soundtracket til Danny Boyles gennembrudsfilm Trainspotting.
Nummerets dansable genkendelighed sammenkogt med et frækt deep house-mellemspil fik hele pladsen til at krybe tættere sammen, og Underworld viste de unge, hvad bandet er i stand til at levere med deres karakterfaste drømmende synth-techno.
Med halvmånen hængende lavt over et temmelig sommermildt og tørt stykke København helt nede ved vandet akkompagnerede duoen et hav af glade festivalgængere ud til videre eventyr i byen.
Se flere billeder og læs mere af Eddie Michel i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her