Som kontanthjælpsmodtager i dagens Danmark nytter det ikke noget at forsøge at bruge sin stemme i den offentlige debat. Resultatet er uundgåeligt en fortsættelse af den fornedrelse og hån, man oplever i systemet. En hån, der absurd nok er årsagen til, at man i det hele taget forsøger at bruge sin stemme, siger Maria Busch, der beskriver den tunge dans omkring livet – job eller ej. Hun kommer også ind på sine seneste oplevelser i Mediedanmark. De var mildest talt ikke opmuntrende.
“Ingen gider være den næste Fattig-Carina eller Dovne-Robert. Medierne er kun ude på at udstille kontanthjælpsmodtagere som nogle usle labaner, ligesom politikerne i øvrigt. Og hvis man først drister sig til at komme med bare den mindste klage over sine økonomiske forhold, bliver man korsfæstet på Facebook, slagtet af folkedomstolen”.
Da jeg læser disse ord i artiklen: “Ingen gider være den næste Fattig-Carina” i Berlingske, slår det mig, hvor dækkende det er for mine oplevelser på de sociale medier i kølvandet på min deltagelse i P1 Debat den 24. februar 2017.
Trods en søvnløs nat, mange spekulationer og stor nervøsitet, valgte jeg at deltage i et radioprogram, der skulle debattere Venstres forslag om at bruge 500 kontanthjælpsmodtagere som nyttejobbere til at rydde op i Københavns gader i sommermånederne.
De hylende ulve er blevet til et kæmpekor, der nægter at give slip på den luns kød, de har fundet. Jeg er ikke en novice på de sociale medier, og jeg ved godt, at tonen ofte er meget hård, men det kom alligevel bag på mig, at mennesker, der overhovedet ikke kender mig, angriber min person
Jeg skulle deltage som repræsentant for kontanthjælpsmodtagere, der har oplevet på egen krop og sjæl, hvad det vil sige at være nyttejobber – udvalgt på baggrund af to af mine artikler, der blev publiceret på POV sidste sommer i forbindelse med temaet Stemmer fra Underdanmark: Scener fra et parallelunivers og En jobkonsulent, en fugleedderkop og kunsten at stå i kø.
At jeg tilsidesatte mine personlige følelser og forbehold skyldes ene og alene, at jeg anså det for min demokratiske pligt at udtale mig offentligt om den årelange, systematiske fornedrelse, kontrol og manglende anerkendelse, jeg er blevet udsat for af “systemet” som kontanthjælpsmodtager.
Forhold, der for to år siden førte til mit psykiske nedbrud. Udtalte mig også i det naive håb, at mange menneskers foragt for kontanthjælpsmodtagere simpelt hen skyldes, at de ikke ved, hvilken effekt det har på et levende, følende menneske at blive behandlet som et ikke-menneske.
Derudover udtalte jeg mig også, fordi jeg har et ønske om at forklare højrefløjspolitikerne, at der er indbygget en systemfejl i deres “yde noget til samfundet” (tvinges – uden løn), fordi forforståelsen er, at det har borgerne ikke lyst til af dem selv. Forforståelsen er også, at hvis man presser kontanthjælpsmodtagerne hårdt nok, vil de finde sig et (ikkeeksisterende) arbejde.
Folk bliver syge
Men resultatet er, at folk bliver syge af at være i dette teknokratiske system og kommer derfor til at hænge fast i offentlig forsørgelse.
Fredag den 24. februar klokken 12.15 står jeg klar foran en mikrofon i TV-Byen. I studiet er også forslagsstiller Cecilia Lonning-Skovgaard (V), medlem af den liberalt/borgerlige tænketank CEPOS, Mads Lundby og arbejdsmarkedsordfører og næstformand for Enhedslisten, Finn Sørensen, og specialarbejder i København Rasmus Bredde.
Det går lynhurtigt op for mig, at Cecilia Lonning-Skovgaard og Mads Lundby opfattede deres medvirken i udsendelsen som en anledning til at lufte deres politiske diskurser om kontanthjælpsmodtagere.
Mads Lundby brugte sin taletid til rendyrket politisk spin. Han påstod, at der er tusindvis af ledige stillinger i den private sektor, men at kontanthjælpsmodtagerne ikke gider tage dem. Han synes fuldstændig uvidende om, at når man ser nærmere på disse “stillinger”, opdager man, at der oftest er tale om stillinger, hvor der ikke er overenskomstmæssig løn eller ordnede arbejdsforhold. Hver eneste gang, hr. Lundby fik taletid, gentog han igen og igen den herskende neoliberale diskurs om, at de arbejdsløse er umotiverede, dovne og skal lære at møde på arbejde om morgenen. En diskurs Cecilia ivrigt sang med på.
Hvis man først drister sig til at komme med bare den mindste klage over sine økonomiske forhold, bliver man korsfæstet på Facebook, slagtet af folkedomstolen.
Som argument for at bruge 500 kontanthjælpsmodtagere til at samle skrald i Københavns gader som nyttejobbere, formår Cecilia Lonning-Skovgaard både at synge den gamle slager om de dovne kontanthjælpsmodtagere samtidig med, at hun angriber mig personligt: “Vi får testet de her menneskers arbejdsevne, arbejdsmotivation, vi får sikret, at i hvert fald nogle af dem, det gælder så måske ikke Maria, men vi får sikret, at nogle af dem føler en stolthed, en glæde ved at bidrage til det samfund, der betaler deres kontanthjælp”.
Slam. En bastant og inkriminerende udtalelse fra en kvinde, der, hvis hun kendte mig, ville vide, at jeg formodentlig har mere empati og fællesskabsfølelse i min lillefinger, end hun har i hele sin krop.
Cecilia skyder mig yderligere i skoene, at jeg ikke er villig til at tage arbejde, og at hun derfor ikke har lyst til at betale min kontanthjælp. Slam. Igen en bastant og inkriminerende udtalelse, der intet belæg er for.
Jeg siger på intet tidspunkt, at jeg ikke vil tage et anvist lønarbejde. Jeg siger, at jeg ikke har lyst til at være nyttearbejder og dermed være løntrykker eller være medvirkende til, at der ikke kommer flere i ordinært arbejde.
I parentes skal det også lige anføres, at jeg faktisk har arbejdet, siden jeg var 14 år – indledningsvis som butiksmedarbejder og rengøringshjælp. At jeg har taget en universitetsuddannelse, mens jeg arbejdede som pædagogmedhjælper ved siden af. At jeg ufrivilligt er blevet arbejdsløs, da jeg blev fyret fra Københavns Universitet som led i deres første store spareplan. At jeg, indtil jeg fik et nervesammenbrug, har søgt over 1000 stærkt motiverede ansøgninger. At jeg gennem flere år har forsøgt at følge de officielle og uofficielle anvisninger til, hvordan man kommer i job. At jeg var arbejdssøgende 24-7. At et af mine største ønsker er at blive selvforsørgende. At jeg ikke har været til en eneste jobsamtale, siden jeg fyldte 50. At ingen af de beskæftigelsesmæssige tvangsforanstaltninger, jeg har lagt ryg og sjæl til, har udmøntet sig i et ordinært arbejde.
Dansen om livet
Dansen om højrefløjens hellige ko fortsætter i dette spor i tre kvarter, mens jeg forsøger at argumentere for mine synspunkter. Klokken 13.00 er dansen slut. Mens jeg samler mine ting sammen, kommer programværten over og siger, at hun vil optage en video med mig. Jeg bliver næsten paralyseret af skræk, men husker mig selv på, at det er min pligt at forsøge at dele mine erfaringer og holdninger med offentligheden. Således stålsat stiller jeg op til et lyninterview, der skal lægges op på P1 Debats Facebook-side.
Nu begynder de saftige kommentarer at dukke op, men det er ikke før avisen.dk vælger at skrive en artikel (uden forudgående samtykke eller samtale) “Maria var i nyttejob: “Det mindede om arbejdslejr fra Anden Verdenskrig” med den, i konteksten, noget uforståelige underrubrik “Kontanthjælpsmodtager Maria Busch er psykisk syg, og hun har dårlige erfaringer med at blive sendt ud i nyttejob”, at en hetz sætter ind, hvor jeg bliver tilsvinet og nedgjort på det groveste – både hvad angår min psykiske habitus, min intelligens og min påståede manglende vilje til at ville arbejde.
Slam. En bastant og inkriminerende udtalelse fra en kvinde, der, hvis hun kendte mig, ville vide, at jeg formodentlig har mere empati og fællesskabsfølelse i min lillefinger, end hun har i hele sin krop
Jeg får påklistret alverdens grimme mærkater på min person, og enkelte “debattører” går endda så vidt som til at ytre ønske om, at jeg bliver sparket, bliver sat i tysk arbejdslejr ala Anden Verdenskrig og frataget min ret til at ytre mig offentligt.
Den nævnte artikel fra avisen.dk er, tro det eller ej, faktisk et resultat af mine gentagne forsøg på at påpege over for avisen, at de fremkommer med oplysninger, der ikke er korrekte samt fejlvinkler “artiklen”, så mine synspunkter bliver totalt fraværende, og det fremstår som om, jeg er blevet psykisk syg af at være i nyttejob.
Jeg får efter anden henvendelse den besked, at de ikke har tænkt sig at ændre yderligere i artiklen. Ordet “arbejdslejr” bliver nu den luns kød, brugerne af de sociale medier sætter deres tænder i.
En luns kød
Det siger (næsten) sig selv, at ingen har hørt radioudsendelsen og udelukkende kommenterer på enten videoen eller artiklen fra avisen.dk. Da jeg har en (ved jeg nu) naiv tiltro til mine medmennesker, forsøger jeg at komme i dialog med de ivrige smædeskrivere ved at forklare dem, at sammenligningen med arbejdslejren helt centralt handler om den indre rationalitet i vores system, som kan føre til – og aktuelt fører til, at uacceptable forhold og marginalisering af bestemte befolkningsgrupper kan forekomme fornuftigt og velbegrundet – nøjagtigt som det gjorde i Tyskland op til og under Anden Verdenskrig.
Jeg anvender et citat af den polske sociolog Zygmunt Bauman, der så fremragende indkredser fænomenet: “Det lys, som Holocaust kaster over vores viden om den bureaukratiske rationalitet, bliver først for alvor blændende, når vi forstår, i hvor høj grad selve Endlösungs idé var et resultat af den bureaukratiske kultur”.
Noget helt andet er, at min tid i nyttejob rent faktisk mindede om en arbejdslejr, men det så jeg ikke nogen grund til at påpege, da denne “arbejdslejr” som faktisk fænomen allerede havde fået rigeligt med (fejlfortolket) opmærksomhed.
Som læseren måske allerede har gættet, har dette ingen virkning. De hylende ulve er blevet til et kæmpekor, der nægter at give slip på den luns kød, de har fundet. Jeg er ikke en novice på de sociale medier, og jeg ved godt, at tonen ofte er meget hård, men det kom alligevel bag på mig, at mennesker der overhovedet ikke kender mig, angriber min person i stedet for at argumentere for deres synspunkter. Det er det, der rammer mig hårdest:
At der findes så mange uempatiske og uintelligente mennesker i mit land. I parentes skal det bemærkes, at med en enkelt undtagelse, er samtlige personer, der deltager i denne heksejagt, af dansk kulturel baggrund.
Da jeg efterfølgende bliver kontaktet af Radio 24-7 med en forespørgsel om deltagelse i et interview, takker jeg pænt nej, da jeg på det tidspunkt befinder mig i en skrøbelig psykisk tilstand efter min hårde medfart på de sociale medier.
Jeg kan rejse mig igen, når jeg bliver slået til jorden, så længe vil jeg forsøge at lade min stemme høre, for den taler ikke kun for mig selv
Nu har jeg haft en uge til at slikke mine sår, og jeg er så småt begyndt at få modet tilbage til at deltage i den offentlige debat, selvom jeg nu alt for godt ved, hvad det koster på den personlige front. Det kan godt være, at jeg ikke kommer til at få nogen til at skifte mening eller få sympati for den sag, jeg kæmper for, men hvis jeg ikke benytter mig af min demokratiske ret til at ytre mig offentligt, har de hylende ulve vundet. Disse hylende ulve, der har påtaget sig det hverv at være normoppebærere og selvudnævnte soldater i højrefløjens folkemilits.
Jeg genkender med akut smerte i maven den levede erfaring, som den anonyme kvinde i artiklen “Ingen gider være den næste Fattig-Carina” deler, men “xå længe, jeg kan rejse mig igen, når jeg bliver slået til jorden, så længe vil jeg forsøge at lade min stemme høre, for den taler ikke kun for mig selv”.
Derfor er jeg nødt til at “stille op til det” som kvinden fra artiklen siger: “I dag er kontanthjælpsmodtager det nederste, usleste, du kan være i samfundet. Det er nærmest værre end at være kriminel. Man bliver trampet på, mistænkeliggjort og hængt ud. Det kan godt være, at vi formelt har en stemme, men der er ingen, der tør bruge den i den offentlige debat, fordi man bliver svinet så meget på de sociale medier, at man kommer endnu længere ned i sit hul. Hvad i al verden skulle jeg få ud af at stille op til det?”
Maria Busch modtager ikke betaling for denne artikel – hun er jo på kontanthjælp.
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
