Matador: Spillet om Korsbæk – Årets julekalender 2.12

af i Film/Kultur

JULEKALENDER // 2. DECEMBER – I afsnit to af Matador viser det sig, at alle kan komme tæt på alle i den lille by Korsbæk. Man kan blive hinandens genbo. Eller måske kan man komme i familie via sin hund. I december måned åbner filmredaktør Frederik Bojer Bové hver dag en låge i sin Matador-julekalender.

Blandt mulige inspirationskilder til Matador nævnes ofte den britiske serie Upstairs, Downstairs, der blev sendt på dansk tv i halvfjerdserne under titlen Herskab & Tjenestefolk. ‘Upstairs, Downstairs’ er nærmest blevet et genrenavn inden for britisk tv, med Downton Abbey som det seneste store eksempel. Det er tv med en ægte klasseforståelse: Der er dem, som bor oppe, og dem som bor nede.

Matador er anderledes på en meget dansk måde. Titlen peger på et spil, hvor brættet er rundt, og hver især har mulighed for at flytte lige langt. Det er en anden klasseforståelse, men det er også en anden rumlig forståelse. ‘Genboen’ er det første afsnit hvor den lighed virkelig kommer til syne, sådan som titlen også meget præcist antyder. Grænserne i Korsbæk er så porøse at Mads Andersen Skjern relativt simpelt kan blive genbo til både Albert Arnesen og Hans Christian Varnæs. Genbo!

Det er en ret væsentlig pointe, men flytningen er så også det eneste, der sker i den ‘store’ historie i andet afsnit – det eneste store ‘træk’ i spillet. Men som sædvanlig sker der en hel masse fantastiske ‘små’ ting.

Den fine forbindelse

I første afsnit lærte vi om Maudes bacille-forskrækkelse, hun var bange for, at børnene skulle hive noget med hjem. Nu finder vi ud af, at hendes frygt var velbegrundet: Agnes tager børnene med på jernbanerestauranten, og de kommer hjem med kage om munden og lugtende af øl.

Jernbanerestauranten er det første sted, hvor klasserne møde. Det var også her, hvor Hr. Schwann var tvunget til at spise i første afsnit. Nu lærer vi også, hvem der er Boldts ‘forbindelse hos de højere klasser’, som Røde kaldte det: Agnes er bindeleddet mellem de to verdener, og snart har det smittet så meget, at Ulrik render med Daniel rundt og ‘går ærinder’.

Hvis man tror, det er første sammenstød i et episk opgør, ja så bliver man måske også lidt skuffet, efterhånden som serien skrider frem.

Hans Christian forsøger til sidst at sætte en stopklods i venskabet mellem Ulrik og Daniel. Men forbindelsen mellem hundene Kvik og Daisy kan ingen gøre noget ved.

Det der, De ved

‘Hr. Bankdirektør… Svoger!’ Så behøver jeg nok ikke at sige mere. Det er et af grisehandler Larsens bedste øjeblikke. Det slår i langt højere grad end hans senere ret så lange samtale med Mads præcis fast, hvem han er, ham grisehandleren. Buster Larsen serverer den slags øjeblikke med fantastisk lune. Samtidig er der en vis ironi i det, for Larsens vits baserer sig på det absurde i, at han skulle komme i familie med de fine fra byen, men via kæden Ingeborg -> Mads -> Kristen -> Elisabeth ender det jo sådan set netop med at ske. Derudover er det blot en herlig scene, hvordan hele byen står og lurer på de to hunde, bankpersonalet gennem vinduet, Agnes og børnene på gaden, selv Fru Fernando Møhge fra sin rullestol lægger mærke til det.

Mændene ‘ved’ jo alle sammen, hvad der foregår, men det gør kvinderne da forhåbentlig ikke.

Det foranlediger også endnu et yndlingsøjeblik, hvor Hr Stein forsøger at forklare Frøken Mortensen, hvad der foregår, og slutter af med at sige: Det er det, der er værre, De ved. Næ, undskyld, det ved De forhåbentlig ikke… Hr Stein er ellers en af de mere sympatiske personer i serien – og i tredje sæson jo årsag til et af de store feministiske øjeblikke i serien via Maude – men her formår han i en bisætning at indkapsle forskelsbehandling mellem kønnene.

Mændene ‘ved’ jo alle sammen, hvad der foregår, men det gør kvinderne da forhåbentlig ikke. Og senere ser vi i øvrigt Frøken Mortensen sende et blik efter Aage Holmdal på vej til mixed double med Vicki, som antyder, at hun så udmærket ‘ved’. Men regler er regler.

To korte afsnit

Hvis man lagde afsnit 1 og 2 sammen ville det kun være omtrent 85 minutter, og således ikke engang det længste afsnit af serien – ja, det ville endda være lidt kortere, eftersom man så ville kunne droppe de to minutters resumé. Man kunne have ønsket, de havde gjort dette, for så langt når historien altså heller ikke på de to afsnit, og så havde der været endnu et afsnit i første sæson at putte fantastiske, men reelt overflødige øjeblikke ind i.

Så havde det også været nemmere at kontrastere gentagelserne i de to afsnit – hvordan Mads Skjern f.eks. køber sin mad i den tomme Jernbanerestaurant, mens han havde medbragt mad i første afsnit. Det meste af afsnittet foregår blot dagen efter, dvs stadigvæk april 1929, og da tiden begynder at gå, får vi aldrig nogle holdepunkter til at vide, hvor vi er. Men omvendt spiller de to afsnit udmærket sammen: Grænserne holdt i afsnit 1, og blev brudt straks i afsnit 2.

Dramaturgien er dog lidt kluntet. Rent dramatisk indrammes afsnittet af de to scener mellem Varnæs og Skjern, låneansøgningen i banken, og konfrontationen om de 12 øre i Tøjhuset. Men noget specielt stort drama er det dog ikke – og Skjern synes heller ikke at være særlig sur på Varnæs, da han genfortæller det til Larsen. Og hvis man tror, det er første sammenstød i et episk opgør, ja så bliver man måske også lidt skuffet, efterhånden som serien skrider frem. Matador er egentlig ikke ret episk. Dertil er grænserne nok ikke tegnet hårdt nok op. Men så er der så meget mere plads til småhistorier frem og tilbage.

Desuden:

* Alle lurer på alle gennem vinduer. Jeg elsker, når Larsen’erne besøger Tøjhuset, og Oluf har klædt sig fint på med bowlerhat, klar til at blive set. Scenen er også først filmet oppe fra, som om vi ser det fra familien Varnæs’ hus.

* Jeg elsker også historien om ‘den grå astlaskes’, der skal syes om, og især Maudes kommentar ‘Åh nej, ikke nu igen…’ Den kjole har været syet om nogle gange. Og Matador er åndsvagt god til at antyde forhistorier.

* Til gengæld er det lille klip, hvor den store legetøjsfisk spiser den lille legetøjsfisk ikke blandt de mest subtile detaljer serien fandt på…

* Apropos ting, der smitter / hænger ved, er det sjovt så mange, der brokker sig over dem, der har været på højskole. Det er noget farligt stads, forstås.

* Der er ikke ret mange historiske referencer i afsnittet. Ingeborg læser dog et digt af Axel Juel (1883-1948). Mads Skjern har ikke ry for at være den store litterat, men jeg er nu lidt enig med ham. Det er et fjollet digt:

Jeg er hjemløs alle vegne –
en gang skal jeg hjemløs segne,
men jeg priser mine kår –
Thi der drager os så meget,
jeg er glad, jeg aldrig ejed
stundom misted den, der får.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af det, men måske det er fra hans samling Vandringsmanden Synger. Det ironiske er jo, at hvis nogen kan siges at være en ‘Vandringsmand’ er det jo Mads, der i afsnit 1 betegnedes ‘Den Rejsende’. I langt højere grad er han en Vandringsmand end Axel Juel selv var, han var såmænd kontorchef i marineministeriet. Drømmen om at være lykkeligt hjemløs er netop en typisk kontor-chef drøm, for den ægte rejsende gælder det om hurtigst muligt at finde et sted at slå sig ned. Mads Skjern nægter konsekvent serien igennem at være en drøm, han er fremskridtet, han er drivkraften, han er det fremmedes fremkomst i den gamle købstad. Og han er præcis lige så smålig som alle de andre…


Topfoto: DR 

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.

Seneste artikler om Film