FILM – Hvert land sine helte, og i Finland er få helte så berømte som hovedpersonerne i “Den Ukendte Soldat”, Väinö Linnas roman om et kompagni soldater fra Fortsættelseskrigen. Bogens tredje filmatisering giver anledning til overvejelser om film og historieskrivning også i dansk film. Skal og må den være debatskabende, og hvor ligger den kreative fremtid i relationen mellem litteratur og film?
Väinö Linna oplevede selv krigen som soldat, og han trak på de oplevelser, da han skrev Den Ukendte Soldat, der blev udgivet i 1954. Bogen solgte bedre end forventet og er i dag en klassiker.
Linna beskrev krigen fra de meniges synspunkt, beskrev menige mennesker som mennesker snarere end nationalromantiske arketyper. Officerkorpset, derimod, skildres ofte kritisk, kulminerende i en scene hvor en rasende officer i frustration over sovjetternes ustandselige fremrykning skyder en sagesløs soldat midt under tilbagetrækningen.
Hvis Den Ukendte Soldat var en smule provokerende for den officielle historie, så var det intet imod Linnas næste tre-binds storværk, der på dansk er udgivet under titlen Finlandia – og hvoraf tredje bind vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 1963.
Finlandia skildrer også almindelige mennesker gennem krig og lidelser, forskellen er bare, at krigen denne gang var den finske borgerkrig, og Linnas helte var på tabernes side. Det var en konflikt, hvor der hidtil kun havde været én legitim fortælling, og Linnas roman satte gang i en national debat.
Den blev set af to millioner finner, svarende til en tredjedel af Finlands befolkning. I dag vises den hvert år i fjernsynet på Finlands uafhængighedsdag
Der er noget paradoksalt over Linna. Hans bog hedder Den Ukendte Soldat og forsøger at skrælle nationalromantik og helteklichéer fra, men hans værk blev så populært, fyldte så meget, at han i lige så høj grad har skabt nye helteklichéer. Få er i Finland så kendte som den ‘ukendte soldat’, der præsenterer sig selv sådan her: ‘Koskela Suomesta. Syö rautaa ja paskantaa kettinkiä’ hvilket på dansk betyder noget i retning af ‘Koskela fra Finland. Æder jern og skider lænker.’
Bogens succes betød den allerede året efter, i 1955, var lavet til næsten tre timer lang storfilm.
Som om muligt blev en endnu større succes end bogen. Den blev set af to millioner finner, svarende til en tredjedel af Finlands befolkning. I dag vises den hvert år i fjernsynet på Finlands uafhængighedsdag. Jeg har læst, at det nærmest var som om, den gjorde andre krigsfilm overflødige.
Måske er det derfor senere instruktører med ambitioner om at skildre krigen har valgt at genindspille den? Tre versioner, tre tider, tre blik på den samme fortælling.
Laines Soldat (1955)
Edvin Laines version sætter en tyk streg under sin vinkling fra start. Før plottet går i gang, ser vi begravelsen af en enkelt faldet soldat, ukendt og med en gren som gravmarkør. Hvis nogen skulle være i tvivl om, at filmen først og fremmest er en sentimental hyldest, så burde musikken nok fjerne enhver tvivl.
Laine har det hele med, men til tider er der bare en helt anden vinkel på. Når Kaptajn Kaarna vandrer hen mod kompagniet, så falder han ganske rigtigt over en rod, men at han i – den engelske udgave af – bogen udbryder ‘Yeah mother f….’, det er udeladt. Til gengæld er der triumferende hornmusik, når han tiltaler officererne.
Edvin Laine er en meget traditionel instruktør, der bl.a. også filmatiserede Linnas Finlandia-trilogi samt en film baseret på digtet om ‘Svend Stål’, et tidligere helte-epos fra Ruslandskrigen i starten af 1800-tallet skrevet af digteren, der også skrev Finlands nationalsang.
Man kunne sige, at Laine er for finsk film, hvad Linna var for litteraturen, men det ville være forkert. Hvor Linnas roman blev set som et modsvar til digte som Svend Stål, så kunne Laine håndtere begge dele.
Han er langt mere konsensus-præget. Sagt på en anden måde, så er Laine et resultat af den nye konsensus, Linnas romaner indførte i den finske kultur-offentlighed.
https://www.youtube.com/watch?v=nQm_GHaw7E8
Mollbergs Soldat (1985)
Som Laine sætter Rauni Mollberg også fra første billede en streg under, hvordan han ser tematikken. Han starter med umenneskeliggørelsen, men det er ikke døden. Han filmer en nøgen overkrop under inspektion, én af mange. Menneske reduceret til kød, individualitet væk, parat til at blive kommanderet frem mod død for fædrelandet.
Med håndholdt kamera og uden underlægningsmusik skræller Mollberg al epik og sentimentalisme væk. Skuespillerne virker generelt også betydeligt yngre end i andre versioner, og virkningen er naturalistisk og brutal.
Men samtidig går der også noget tabt. Billederne er udtværede og ensformigt grå-grønne, filmen virker lille, billig. I og for sig en pointe. Mollbergs vinkling er netop, at hele angrebet var formålsløst, ligegyldigt. Men det gør det samtidig svært at finde grunde nok til at lave en over tre timers lang skildring af det.
Mollberg er i langt højere grad end Laine en filmskaber i Linnas ånd. Hans andet store værk er uden tvivl Jorden er en Syndefuld Sang fra 1973. Som med Den Ukendte Soldat gives der stemme til andre finske folk, til laplændere, der skildres uromantiseret men sensuelt og menneskeligt.
Som så mange andre filmskabere der var store i halvfjerdserne var han politisk og provokerende – jeg har ikke set den, men jeg gruer for, hvad Milka – A Film About Tabboos handler om med tanke på, at titelfiguren er en fjortenårig pige.
Hans udgave af Linna er eksplicit venstredrejet, en anti-krigsfilm, uglamourøs.
Louhimies Soldat (2017)
Aku Louhimies har også fundet på sit eget lille billede, der markerer hans vinkling: Nøgne drenge i en skovsø. Det stammer fra bogen, det er et minde, soldaterne Susi og Rokka deler fra deres barndom. For Louhimies bliver billedet til alt det, der går tabt, den indre verden der forsvinder med hver eneste soldat, der falder.
Louhimies har indrømmet, at han var inspireret af Terence Malicks klassiker The Thin Red Line, der med ‘Every Man Fights His Own War’ og et forbløffende impressionistisk filmsprog forsøgte at sætte billede på det nærmest filosofiske overgreb en krig er. ‘What is this war in the heart of nature?’ som første linje lyder.
Det er en grum men alligevel forbløffende billedsmuk film. Solen gennem træerne kontrasteres med eksplosioners flammer, og geværkuglerne der flænser barken. Louhimies har også inkluderet scener fra hjemmefronten, hvor kvinderne venter i frygt. Det giver en yderligere dimension til detm der går tabt, ikke blot de unge mænd med deres tanker og følelser, men også de tanker og følelser resten af nationen har om dem.
Dog er der i hvert fald i den internationale version, vi ser i Danmark, overraskende meget fokus på en enkelt soldat, førnævnte Rokka, der bliver en hovedperson på en helt anden måde end i de tidligere versioner.
Det er en individualistisk film, især i forhold til Mollbergs version. Louhimies dyrker kunsten i fortællingen, de æstetiske indtryk, tanker og drømme
Det har alle dage været lidt mærkeligt, at romanen hed Den Ukendte Soldat i ental, når nu netop den er et fletværk af personer, men hos Louhimies er der ingen tvivl om, at det først og fremmest er Rokka, der er denne soldat. Eftersom han samtidig også er den mest kompetente af de mange soldater, er der også en fare for, at filmen bliver et helteepos, på en måde det ikke er, når hovedpersonen er en mere skæv karakter som førnævnte Koskela.
Det er en individualistisk film, især i forhold til Mollbergs version. Louhimies dyrker kunsten i fortællingen, de æstetiske indtryk, tanker og drømme.
Louhimies har stået for en halvprætentiøs mainstream-film siden, han lavede Levottomat, en erotisk og eksistentialistisk film baseret på Camus, der ved gensyn er en del mere dedikeret til nøgenhed end til det eksistentialistiske tankegods.
Den Ukendte Soldat er på alle måder end bedre film, langt mere sikker i sit billedsprog. Det kan føles lidt hen ad Malick-light, men det er på den anden side den måske mest gennemførte fortolkning hidtil af Linnas roman. Jeg tvivler på, den kan vippe Laines version af pinden som den store konsensus-film i finsk historie, men den lever som et værdifuldt alternativ. En mod-stemme til den kendte udgave.
Danmark
Og hvad kan vi så lære af det? De tre filmatiseringer af Den Ukendte Soldat viser for det første potentialet i filmatiseringer, i en kobling mellem film og litteratur når det kommer til at skildre de store nationale fortællinger. Der er en spænding i alle de tre film, mellem på den ene side instruktørernes ønske om en personlig vinkling, på den anden side kravet om at have de vigtigste episoder af romanen med: Fra brændende ambulancer, til dansende russiske kvinder og Koskelas fordrukne udbrud.
Jeg kan med andre ord ikke lade være med at drømme om færre biografiske historiske film og flere filmatiseringer af måske Johannes V. Jensens Kongens Fald, Herman Bangs Tine
Men på den anden side er der et skelet at arbejde med, hvis værdi burde være tydeligt, hvis man f.eks. sammenligner med den håbløse og famlende historieskrivning vi så i Ole Bornedals 1864. Også en film som Martin Zandvliets ellers ganske fremragende Under Sandet kan virke en del skematisk i forhold til de episodiske finske film.
Filmatiseringer har ikke været i høj kurs i dansk film siden halvfemserne; det har tværtom været et mantra at skabe manuskripter specifikt tilpasset filmen. Og der er da også mange dårlige filmatiseringer, for hver Babettes Gæstebud eller Pelle Erobreren finder vi en Barbara eller Frk Smillas Fornemmelse for Sne, hvor prestigiøs litteratur ikke har fundet troværdig filmisk form.
Men spændingerne mellem film og litteratur skaber netop energi og knaster, et mindre glat filmsprog.
Jeg kan med andre ord ikke lade være med at drømme om færre biografiske historiske film og flere filmatiseringer af måske Johannes V. Jensens Kongens Fald, Herman Bangs Tine, eller måske var tiden endda moden til endnu en filmatisering af Pelle Erobreren? HBO vil lave en tv-serie, og hvor den har været mødt med skepsis er det måske netop, det dansk historisk film har brug for?
Dissensus
Som en bredere kommentar til historisk kunst, så ligger de finske film fint i tråd med den franske filosof Jacques Rancière, der påpegede at kunstens rolle var at skabe ‘dissensus’. Anderledes end konsensus:
‘It means that every situation can be cracked open from the inside, reconfigured in a different regime of perception and signification. To reconfigure the landscape of what can be thought is to alter the field of the possible…’
(Ranciere, The Emancipated Spectator, s. 49)
Linnas romaner åbnede netop op for en ny måde at se og fortolke Finlands historie på.
Specifikt gav han stemme til andre personer end hidtil hørt, hermed stemme til hidtil ukendte, og nye stemmer fortalte om andre perceptioner, oplevelser, sanseindtryk, og gav dermed tingene ny betydning. ‘Dissensus’ er naturligvis en kamp, men det er også en konstruktiv diskussion, der i dette finske eksempel har varet over tres år, og hvortil både Laine, Mollberg og Louhimies har bidraget med nye perspektiver.
Parallellen til danske forhold er på flere planer. Dels ser vi for tiden stemmer fra højrefløjen, der kritiserer selve idéen om kunst som debatskabende.
DFUs formand Chris Bjerknæs skrev i Politiken i forbindelse med Ole Bornedals Så længe jeg lever, at filmkunsten burde ‘dyrke vor nations helte, historie og sejre’ og kritiserede samtidig andre udlægninger for at mangle ‘sandfærdighed’. På POV kritiserede de Konservatives Nikolaj Bøgh statuen ‘I am Queen Mary’for at ‘skabe mere forvirring end bevidsthed’ om slaveoprøret.
Det er nemt at afskrive den slags holdninger. Det er politikere, som ønsker propaganda snarere end kunst, og som affejer selve idéen om tolkningsrum. Det er ukulturelt på linje med de marxistiske kritikere, der i tresserne fejede selv Tarkovskij af bordet, fordi der var for meget individualitet over hans Ivans Barndom. Men dansk film har et bredere problem. Der er så at sige for mange film, der går efter at være det definitive udsagn snarere end at være en ny fortolkning.
Dansk films overdrevne ental
Det ligger i hele den overdrevne brug af bestemt ental. Danske film er alt for ofte Jagten, Hævnen, Drabet, som om de er sidste ord i den snak. Det er så overdrevent at udlandet ikke ville følge med: Tobias Lindholms to film er således gået fra at hedde Kapringen og Krigen til at hedde A Highjacking og A War. Tanken om at danske film således kunne være definerende udsagn om internationale problemer virker formentlig som en komisk påstand for et engelsktalende publikum.
Men det ses også i bedre betitlede produktioner. En film som Under Sandet vil bringe et nyt emne op i lyset, behandlingen af tyske krigsfanger, men alle dens glimrende kvaliteter til trods er det svært at påstå, den giver stemme til de unge tyskere, der forbliver statister i et spil mellem Roland Møller og Mikkel Boe Følsgaards danske officerer.
Ligeledes i førnævnte Krigen, der postulerer at ville skabe debat om Irakkrigen, men i stedet går efter at skabe et uløseligt ‘dilemma’; et postulat af en situation, der i stedet for at skabe dissensus skaber konsensus om umuligheden af at fastslå noget som helst.
Det er banalt, men sandt: Det er ved de nye Billeder (inkl. lydbilleder) at nye tanker kommunikeres, og det er de nye tanker, der driver fremtidens dynamiske dissensus
Hvad er løsningen? Måske igen flere filmatiseringer, flere genreblandinger, flere film der forsøger at indfange noget nyt, snarere end at skabe grundlag for en gang diskuterende kronikker i dagspressen.
Der er håb fra den nye generation, nye stemmer og nye sanseindtryk høres både fra teenagepigerne på Team Hurricane som fra de to Vinterbrødre i Faxe Kalkgrube, ligesom En Frygtelig Kvinde blev en forbløffende ny stemme i dansk film, desuagtet instruktørens forsøg på at overdøve hende.
To paradoksale strategier: Enten at finde helt nye stemmer eller at opsøge litteraturens allerede kendte stemmer.
Men pointen er den samme: Instruktørerne tvinges forhåbentlig til at levere nye sanseindtryk, nye Billeder, enten fordi det kræves for at passe til nye stemmer, eller fordi de mest åbenlyse Billeder allerede er blevet brugt før af tidligere filmatiseringer.
Det er banalt, men sandt: Det er ved de nye Billeder (inkl. lydbilleder) at nye tanker kommunikeres, og det er de nye tanker, der driver fremtidens dynamiske dissensus.
Foto Credits: SF Studios
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
