NAVNE – En sej og stædig overlever må Eastwood unægtelig betegnes som upåagtet af, hvad du og jeg iøvrigt måtte mene om manden, der tilsyneladende nægter at gå på pension ud fra mantraet om, at der altid er plads til en film mere.
Eastwoods talent favner vidt og bredt; skuespiller, instruktør, filmkomponist, filmproducer og forretningsmand med eget produktions- og pladeselskab (Malpaso Productions/Malpaso Records). Derudover kan han titulere sig selv som pianist, jazzkurator, forhenværende politiker og ivrig fortaler for motion, alsidig kost og regelmæssig meditation.
Hans arbejdsraseri er berømt og berygtet i branchen – for blot seks måneder siden fik den seneste film instrueret og produceret af Eastwood premiere, det dokumentariske drama ‘Richard Jewell’, der modtog overvejende positive anmeldelser i USA.
En mand gjort af et så hårdført og sejlivet stof, laves der meget få af i denne verden
Karrieren inden for film og tv, der strækker sig fra midten af 50’erne og stadig ikke officielt er afsluttet, kan bedst betegnes som en blandet landhandel af kulørt ramasjang, decideret bras og filmkunst i mesterklassen. Eastwood opnåede en vis opmærksomhed for sin rolle i den populære western-tv-serie ‘Rawhide’, der blev sendt mellem 1959-65.
Det egentlige gennembrud kom med Sergio Leones Spaghettiwestern trilogi. Her brillerer Eastwood som den mystiske, gådefulde og fåmælte ‘Manden uden navn’ lynhurtig på aftrækkeren iført cowboyhat, poncho og med et skod dinglende i mundvigen. Især er trilogiens sidste del, ‘Den gode, den onde og den grusomme’ (1966), mindeværdig, hvor Eastwood manifesterer en karaktertype baseret på maskulin råstyrke, kynisk verdenssyn og handlekraft.
Karaktertypen udbygges fra slutningen af 60’erne og starten af 70’erne i et længere samarbejde med instruktøren Don Siegel ikonisk kulminerende med ‘den beskidte betjent’ Harry Callahan i ‘Dirty Harry’ serien: Hovedrollen lader sin Magnum 44 tale og griber til selvtægt i opgøret med tidens værdier, bureaukrati og korruption i ‘lov og orden’ systemet.
Kritikere har kaldt filmene for fascistoide og unødigt voldsforherligende i deres jagt efter at genetablere retfærdighed ud fra ‘øje for øje og tand for tand’ princippet. Mere positivt stemte ser dem som hårdtslående underholdning befriet for blødsøden sniksnak.
Clint Eastwood har spillet den slags roller gennem flere årtier enten som politimanden, der tager sagen i egen hånd, eller den kontant afregnende cowboy der på prærien og i storbyjunglen ikke gider alt for meget pædagogik og unødig palaver. Men i 90’erne og efter 2000 tallet skifter mange af filmene karakter og tone, især dem han selv stod bag og havde den fulde kontrol over.
Debuten som instruktør fik Eastwood i 1971 med den psykologisk spændingsmættede thriller ‘Play Misty for Me’ (Mørkets melodi), der stadig hører til blandt hovedværkerne, og hvor Eastwoods ofte noget stive og mimisk fastlåste spillestil løsnes op, hvilket klæder ham.
I 80’erne skiller westernfilmen ‘Pale Rider’ (1985) og Charlie Parker biografien ‘Bird’ (1988) sig ud fra mængden af larm og lir. ‘Bird’ er noget endimensionel i skildringen af jazzkoryfæets liv, men viser ligeledes, at Eastwoods passion for jazz og musik i almindelighed virker ægte og ukunstlet. I 90’erne foldes den genremæssige palette noget bredere ud: ‘Hvid jæger, sort hjerte’ (1990) er en slet skjult beretning om instruktøren John Hustons trang til at nedlægge store dyr i den afrikanske jungle, mens ‘Broerne i Madison County’ (1995) med Meryl Streep i den kvindelige hovedrolle nok er det tætteste, vi kommer på et lavmælt og følsomt kammerspil af Bergmansk tilsnit i Eastwoods oeuvre.
Kronjuvelen i årtiet er dog den Oscar- og prisvindende senwestern ‘De nådesløse’ (1992), hvor Eastwood i hovedrollen får følgeskab af Gene Hackman, Morgan Freeman og Richard Harris – ren tour de force i karakterskuespillets ædle kunst. ‘De nådesløse’ er en brutal beretning om hævn, venskab, voldens anatomi og westerngenrens mytologi.
Nullerne endte afgjort som den mest kunstnerisk tilfredsstillende dekade med flere af Eastwoods mest personlige og nuancerede værker: ‘Mystic River’ (2003), der præsenterer Sean Penn, Kevin Bacon og Tim Robbins i topform, boksedramaet ‘Million Dollar Baby’ (2004), ‘Flags of Our Fathers’ (2006) og ‘Letters From Iwo Jima’ (2007), der ser krigen fra både amerikansk og japansk side, og ‘Gran Torino’ (2008), hvor hovedkarakteren spillet af instruktøren selv tvinges til at tage et opgør med egne racistiske fordomme og had til alt, han ikke forstår.
‘J Edgar’ (2011) krattet i et mørkt kapitel i amerikansk historie med Leonardo DiCaprio som FBI chefen J. Edgar Hoover, der skyede få midler i kursen mod magten. 2014 vakte Eastwood opsigt med ‘American Sniper’, der handler om snigskytternes dræbende arbejde under USAs militære indblanding i Irak krigen. Synet på konflikten og snigskytternes indsats er kritisk med fokus på den pris, deres familier må betale. Begejstrede anmeldelser og diverse Oscar nomineringer fulgte.
Den amerikanske legende, der med lydhør sans sågar har komponeret musikken til flere af sine film, forsøgte ligeledes at opnå en politisk karriere og blev i 1986 indvalgt som partiuafhængig borgmester i den lille flække Carmel-by-The Sea i Californien
Ovenpå en længere pause tog Eastwood atter hovedrollen i en af sine egne film, ‘The Mule’ (2018). Historien om Earl Stone, krigsveteran og ældre herre i 80’erne, bygger på virkelige begivenheder og følger Stones farefulde indtjeningsvej som kurer for et større narkokartel. Med ‘The Mule’ viser Eastwood, at han stadig mestrer rollefaget, og at der måske er en film eller to mere i ham, hvis helbredet vil.
Den amerikanske legende, der med lydhør sans sågar har komponeret musikken til flere af sine film, forsøgte ligeledes at opnå en politisk karriere og blev i 1986 indvalgt som partiuafhængig borgmester i den lille flække Carmel-by-The Sea i Californien. Eastwood, der både har udtrykt støtte til republikanske (Mitt Romney, 2012) og demokratiske kandidater (Mike Bloomberg, 2020), betragter derudover sig selv som liberal fritænker.
Under det republikanske partikonvent i 2012 gav Eastwood den som ufrivilligt morsom gestaltterapeut, der holdt dundertale for Barack Obama i den tomme stol, et pinagtigt stunt, han sidenhen beklagede og distancerede sig fra. I år har Eastwood omkring sin forgæves støtte til Bloomberg, der trak sit kandidatur i starten af marts, udtalt, at Trump burde optræde mere værdigt, venligt og stoppe med at svine folk til via Twitter.
Tillykke med de 90 til Clint Eastwood hvis livsforløb og professionelle virke bedst beskrives som imponerende og kolossalt, til trods for der må sorteres kraftigt i lige dele skidt og kanel. En mand gjort af et så hårdført og sejlivet stof, laves der meget få af i denne verden.
Foto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her