KINA // INTERNATIONALE MAGTFORHOLD – Kinas forhold til omverdenen er konfliktfyldt, men ingen af konflikterne har endnu udviklet sig til en reel krig. “Det er bemærkelsesværdigt at Kina, siden Folkerepublikken Kina blev medlem af Sikkerhedsrådet, er det eneste af de faste medlemmer, som ikke har været i krig,” skriver forhenværende ambassadør i landet, Laurids Mikaelsen.
Ser man på Kinas forhold til omverdenen, har der været – og er – mange konflikter. På det seneste er det grænsekonflikter med Indien. Men det er helt generelt karakteristisk, at Kinas konflikter ikke har udviklet sig til egentlige krige. Kommunistpartiet bekæmpede under borgerkrigen nationalisterne, og lige i halen på borgerkrigen blandede Kina sig i Korea-krigen (1950-53), især for at forhindre, at USA nåede frem til Yalu-floden, og dermed Kinas grænse.
Den kinesiske krigsførelse varede kun et par måneder i 1950, fra oktober til december, indtil USA og Sydkorea var presset tilbage til den tidligere – og nuværende – demarkationslinje. Det var dér, der blev indgået en våbenhvile, som stadig gælder i dag. Vi deltog med hospitalsskibet Jutlandia, som vi kender fra Kim Larsen-sangen fra 1986.
Kina er traditionelt USA’s hovedmodstander. Og forholdet er forværret kraftigt under præsident Donald Trump. Han startede handelskrigen, hvor begge lande hævede deres toldsatser over for hinanden. Den menige amerikaner betaler regningen
Den våbenhvile er Danmark med i. Det kan man se, når man besøger ”fælleshuset” på demarkationslinjen, som jeg gjorde i 2004. Her ser man blandt de mange flag, også Dannebrog. Altså er Danmark stadig, sammen med USA og andre, i krig mod Korea. Indtil videre har vi dog indgået en aftale om våbenhvile.
Kina og de store lande
Først i 1971 overtog Folkerepublikken Kina Taiwans plads i FN og FN’s Sikkerhedsråd. Det er bemærkelsesværdigt at Kina, siden Folkerepublikken Kina blev medlem af Sikkerhedsrådet, er det eneste af de faste medlemmer, som ikke har været i krig.
I nærområderne ønsker Kina at fremme stabilitet, samarbejde, gode handelsforbindelser og at sikre handelsruter til havs – samtidig med at kineserne forsøger at forsikre omverdenen om, at de har fredelige hensigter.
Kinas forhold til de store lande, som sidder på de faste pladser i Sikkerhedsrådet, ser straks lidt anderledes ud. Kina er traditionelt USA’s hovedmodstander. Og forholdet er forværret kraftigt under præsident Donald Trump. Han startede handelskrigen, hvor begge lande hævede deres toldsatser over for hinanden. Den menige amerikaner betaler regningen.
Den kinesiske stolthed forbyder, at det kunne se ud, som om Xi Jinping kommer krybende til Washington
Også coronaen og den økonomiske nedtur som følger med, har forværret forholdet mellem USA og Kina, idet Trump beskylder Kina for at have udviklet corona-virussen i laboratorier for at sætte den løs i USA og tilmed kalder den ”den kinesiske virus”.
Forholdet mellem Storbritannien, Frankrig og Kina er heller ikke det bedste, men kan alligevel beskrives som tåleligt. Storbritannien og Frankrig støtter ofte USA, og står derfor i opposition til Kina i mange vigtige spørgsmål. Det gælder f.eks. sagen om Huawei og 5G-netværket. Men de europæiske stormagter deltager ikke i den amerikanske inddæmningspolitik, hvor USA har opbygget militær tilstedeværelse ved indsejlingsruterne til Kina, og derfor – i en krisesituation – kan forhindre Kinas eksport og import ad søvejene.
Forholdet mellem Kina og Rusland er gennemgående godt, og de spiller gerne sammen mod Vesten, men Kina foretrækker at holde en lav profil, hvis det er muligt. Set fra et amerikansk og europæisk synspunkt er det derfor bekymrende, at Kina og Rusland holder fælles militære øvelser som sidste år i Østersøen og det vestligste Sibirien.
Kina er følsom, når statsbesøg er ude
Kina accepterer desuden ikke, at nogen blander sig i landets interne forhold. Landet er en stor investor i udlandet, og opbygger globalt kontakter og netværk med meget store investeringer, navnlig i infrastruktur. Kinas forhold til disse lande, f.eks. i Afrika, skal USA ikke blande sig i.
Studerer man Kinas diplomatiske praksis, er der stor forskel på, om en forhandling finder sted i Kina eller i udlandet, og om det er et stort land eller et lille. Kina er særligt følsom, når der er tale om et statsbesøg ude, navnlig i USA.
De seneste to gange har kineserne mingeleret, at besøg i USA ikke skulle være i hovedstaden Washington, men i Californien og Florida. Den kinesiske stolthed forbyder, at det kunne se ud, som om Xi Jinping kommer krybende til Washington.
Så sent som i juni måned kom kinesiske militære fly så tæt på Taiwan, at taiwanske jagere blev sendt i luften for at afvise de kinesiske fly. Mindst ét fly var et bombefly, som kan medføre atomvåben
Besøg i Kina er at foretrække. Det var f.eks. tilfældet, allerede da præsident Nixon i 1972 kom (krybende) til Kina for at besøge Mao. Nixon skulle have kinesisk hjælp til at få Vietnam-krigen afsluttet. Det var ikke lykkedes, hvis Nixon havde inviteret Mao til USA.
Er der derimod tale om et lille land, spiller Kina gerne efter den normale diplomatiske sædvane, som f.eks. da Hu Jintao besøgte Danmark. Modtagelse med æresgarde, statsmiddag og besøg hos Dronningen. Det samme gjaldt Storbritannien, som Xi Jinping besøgte sidste år. De ”små” lande konkurrerer nemlig ikke med Kina om indflydelse, magt og ære.
Kina i Asien
Senest har det vakt opsigt, at der i juni måned var en episode på den kinesisk/indiske grænse. Episoden skete i bjergene mellem de to lande, hvor der ikke er beboelse og slet ikke grænsepæle. Her kom det til håndgemæng mellem indiske og kinesiske militære styrker. Inderne havde med vrede set på, at kineserne satte telte op i det, som de betragter som indisk territorium. Men også denne gang endte det ikke med krig.
Meget har på det seneste også handlet om Hongkong og optøjerne dér. Kina vedtog i juni en lov, som bestemmer, at uromagere i Hongkong kan straffes hårdt og kan udleveres til Kina – og som de kalder en sikkerhedslov. Det førte til opstande i Hongkong og vestlig indblanding, bl.a. amerikanske sanktioner.
Taiwan er også en vigtig brik, for som bekendt betragter Kina landet som en del af Kina. For år tilbage var der fra Kinas side hyppige beskydninger af taiwanske småøer. Det kom dog heller aldrig til krig her, men helt fredeligt er det dog ikke gået. Så sent som i juni måned kom kinesiske militære fly så tæt på Taiwan, at taiwanske jagere blev sendt i luften for at afvise de kinesiske fly. Mindst ét fly var et bombefly, som kan medføre atomvåben.
Er Det Sydkinesiske Hav blevet ”Troubled Waters”?
Omvendt føler Kina sig truet af provokerende amerikanske flådeoperationer i Taiwanstrædet, hvor Donald Trump for nylig har sendt tre hangarskibe med tilhørende flåder til Det Sydkinesiske Hav.
Striden om Det Sydkinesiske Hav stammer helt tilbage fra midten af 90-erne. Kina provokerede Vietnam, Malaysia og Filippinerne ved at annektere småøer og bygge baser på disse, herunder havne og landingsbaner. Denne konflikt er på det seneste eskaleret.
Det er noget, der kan holde verdenspressen vågen om natten, men efter en voldgiftskendelse i april 2016 fes sagen ud i midlertidig glemsel, bl.a. fordi Filippinerne fik ny præsident, som havde andre prioriteter, nemlig at dyrke økonomiske relationer til Kina.
Konflikten med Japan er særlig farlig, fordi USA og Japan er allierede
Men sagen er nu dukket op igen. Det er USA, som denne gang bringer den frem i dagens lys. USA vil ikke acceptere Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav. Måske skyldes det, at Kina igennem årene har bygget en kæmpe base på de omdisputerede øer, nemlig Spratley-øerne. Nu står amerikanske og kinesiske flåder over for hinanden i Det Sydkinesiske Hav.
Også i forhold til Japan er der overlappende krav på territorier, nemlig nogle småøer kaldet Senkaku-øerne. Begge parter har forsøgt at provokere den anden ved at sende fly hen over øerne. Der er dog ikke bygget baser, men ved øerne har der siden april ligget kinesiske krigsskibe. Konflikten med Japan er særlig farlig, fordi USA og Japan er allierede.
Siden anden verdenskrig, hvor Japan blev afvæbnet, har USA i fredsaftalen fra september 1951 påtaget sig rollen som Japans beskytter. Og Senkaku-øerne som konflikten omhandler ligger tættest på Kina, nemlig lige nord for Taiwan.
Konflikterne med Japan, Taiwan, Vietnam, Filippinerne og Malaysia er givetvis også en kamp om ressourcer, navnlig olie og godt fiskevand.
USA holder øje med Kina i Arktis
Også det arktiske område har udviklet sig til et af verdens højspændingsområder med stærkt stigende stormagtsrivalisering mellem USA, Kina og Rusland. I takt med klimaforandringerne åbnes nye sejlruter og kinesiske atomdrevne isbrydere har flere gange sejlet nord om Sibirien til det nordlige Atlanterhav, endda med flere fragtskibe i halen. Det opfattes alt sammen som en provokation.
Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, advarede desuden i maj 2019 Rusland og Kina mod at tro, at USA ikke holder et vågent øje med, hvad der foregår i de arktiske områder. Det er i denne sammenhæng lettere at forstå Donald Trumps tilbud om at købe Grønland.
Der tegner sig et billede af Kinas mangfoldige konflikter med omverdenen, som i bemærkelsesværdig grad ikke har udløst nogen krig(e). Men det er ikke utænkeligt, at meget kan ske, meget hurtigt, hvis en eller anden ved en misforståelse kommer til at trykke på en forkert knap.
LÆS ALLE LAURIDS MIKAELSENS ARTIKLER HER
Topillustration: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
