KRONIK // ÆLDRELIV – Plejecentrene er indrettet med juleplatter, korsstingsbroderier og billeder af kongefamilien anno 1950. På hylderne pynter porcelænsfigurer med hilsner fra Harzen og diverse Madam Blå-ting, og ved fællessang er repertoiret et blandet udvalg fra Højskolesangbogen og de mest ønskede numre fra Giro 413’s glansperiode. Det er sikkert ting, de ældre kan genkende … Men der er ingen plakater med den smilende sol, der siger nej tak til atomkraft, eller opfordrer til kvindekamp og solidaritet, ingen bøger af Rifbjerg, Panduro, Blixen og Brøgger fra Gyldendals Bogklub. Der bliver ikke spillet Savage Rose eller Gasolin. Indretningen er et stillbillede – et culture morte af en tid med Ota Solgryn, post til tiden, og ingen kludder med klima, kønsroller, seksualitet og andre etniske baggrunde end dansk. “Der er gået noget helt galt i ældreplejen. Man mener åbenlyst ikke, at ældre vil eller kan noget særligt. Og man er uinteresseret i deres behov eller lyst til at være mennesker. Hvorfor stiller vi så få krav til ældreomsorgen, spørger Pernille Fornø, der selv har arbejdet med ældre i årevis.
“Hæng venligst din personlighed og dine præferencer i garderoben”. Det er selvfølgelig ikke helt sådan, de ældre bliver mødt, når de flytter ind på et plejecenter, men det er en temmelig nøjagtig beskrivelse af det, der venter den nye beboer.
For i Danmark kan vi se frem til omkring 80 år leveår, som vi efter bedste evne kan fylde med aktiviteter og interesser, der giver os livsglæde, mening og udfordrer vores sanser – lige indtil vi på et tidspunkt bliver afhængige af velfærdsstatens hjælp og må lægge vores liv i professionelle hænder.
Vi stiller helt andre – meget færre – kvalitetskrav til arbejdet med ældre, end vi gør til arbejdet med andre mennesker
For nylig var der en artikel i magasinet A4Nu om en 81-årig kvinde, som var flyttet i plejebolig, og derfor ikke længere måtte deltage i de aktiviteter, der hidtil havde givet hende en god og aktiv hverdag. Aktiviteterne foregik ellers på det plejecenter, hun var flyttet til, men lige præcis de aktiviteter var kun for ældre i eget hjem.
Heldigvis havde kvinden nogle pårørende, der hjalp med at få en delvis dispensation fra kommunens regler, så for hende endte det godt, men den type artikler forekommer desværre jævnligt, og de får sjældent ret meget opmærksomhed.
Den typiske reaktion er enten, at det er kommunen, der er for firkantet, eller at det er de ældre, som er blevet mere krævende (underforstået urimelige).
En tredje mulighed er, at vi kan glæde os over at kvinden fik sagt fra, for det er ikke almindeligt, at de ældre generationer gør det. Eller tør, for de er bange for at være til besvær eller virke utaknemmelige, for den nøje afmålte portion omsorg, de har ret til i velfærdsstatens ældre-egnede plejecentre med autoriseret hjemlig indretning.
På de plejecentre, jeg har besøgt som kommunal projektkoordinator på demensområdet, er de fælles opholdsrum indrettet med genstande, beboerne kan genkende fra deres tidlige voksenliv, som ofte står tydeligere i hukommelsen end de senere år.
Der hænger juleplatter, korsstingsbroderier og billeder af kongefamilien anno 1950 på væggene, på hylderne pynter porcelænsfigurer med hilsner fra Harzen og diverse Madam Blå-ting, og ved fællessang er repertoiret et blandet udvalg fra Højskolesangbogen og de mest ønskede numre fra Giro 413’s glansperiode.
Der bliver ikke spillet Savage Rose eller Gasolin, kun Kim Larsen, som blev (opholds-) stueren, da han lagde rockmusikken bag sig … ingen plakater med den smilende sol, der siger nej tak til atomkraft, eller opfordrer til kvindekamp og solidaritet.
Det er sikkert rigtigt, at det er ting, de ældre kan genkende, og hvis de ikke har haft dem i deres hjem, har de vel set dem i Matador, ligesom vi andre har. Men der er ingen plakater med den smilende sol, der siger nej tak til atomkraft, eller opfordrer til kvindekamp og solidaritet.
Der er heller ingen af de bøger af blandt andre Rifbjerg, Panduro, Blixen og Brøgger fra Gyldendals Bogklub, som fyldte i reolerne i de hjem, jeg kom i som barn i begyndelsen af 1970’erne, og der bliver ikke spillet Savage Rose eller Gasolin, kun Kim Larsen, som blev (opholds-) stueren, da han lagde rockmusikken bag sig, selv om det slet ikke passer tidsmæssigt.
Indretningen er med andre ord et stillbillede – et culture morte om man vil – af en tid med Ota Solgryn, post til tiden, og ingen kludder med klima, kønsroller, seksualitet og andre etniske baggrunde end dansk.
Problemet med det er ikke kun den mangfoldighed af identiteter og interesser, der ikke får plads, men den stærkt begrænsede og helt utidssvarende opfattelse af et godt ældreliv, den udspringer af, som medfører, at vi stiller helt andre – og meget færre – kvalitetskrav til arbejdet med ældre, end vi gør til arbejdet med andre mennesker.
Det gode børneliv vs. det gode liv som gammel
At der er forskellige definitioner af, hvad der er et godt liv, træder tydeligt frem, hvis vi sammenligner ældreområdet med børneområdet, der også er et stort velfærdsområde.
Mens arbejdet med børn foregår i en pædagogisk ramme, hvor livet ud over mad og tørre bleer skal indeholde meningsfulde aktiviteter og fællesskaber, er arbejdet med ældre styret af en sundhedsfaglig logik, hvor livet groft sagt defineres som fravær af døden
Begge skal varetage menneskers tarv, fx i institutioner der sikrer gode livsbetingelser. Rammerne er fastlagt i lovgivningen, på børneområdet blandt andet i lov om dagtilbud og folkeskoleloven, der indledes med afsnit om formål og værdigrundlag; de centrale ord er livskvalitet, livsglæde, trivsel, udvikling, leg og læring, som kommunerne er forpligtet til at omsætte til praksis gennem konkrete handleplaner, læreplaner og udviklingsplaner.
På ældreområdet er der en bekendtgørelse om plejeboliger og beskyttede boliger, med regler for visitation, ventelister osv., men der er ingen formålsparagraf.
Værdigrundlaget for ældreplejen bliver i stedet beskrevet i en bekendtgørelse om værdighedspolitikker for ældreplejen fra 2016, som forpligter kommunerne til at udarbejde en værdighedspolitik, der som minimum omfatter syv pejlemærker for et godt ældreliv: Livskvalitet, Selvbestemmelse, Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen, Mad og ernæring, En værdig død, Pårørende og Bekæmpelse af ensomhed.
Den indeholder ikke krav om, at kommunerne skal udarbejde konkrete planer for hvert pejlemærke, så alle er velkomne til at gætte med på, hvor høj prioritet det får i de hårdt pressede kommuner.
Den lov, der udgør det konkrete grundlag for tilbud i ældreplejen, er Lov om Social Service, hvor § 83 fastslår kommunernes pligt til at tilbyde praktisk hjælp og støtte til voksne, som kan afhjælpe midlertidige eller varige fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, hvis et rehabiliterende forløb ikke kan genoprette eller forbedre funktionsevnen.
Den personlige trivsel for ældre bliver først væsentlig, når dens fravær truer helbredet, for ord som udvikling, inklusion og medborgerskab nævnes ikke, selv om de menneskelige behov er de samme uanset alder
Formålet er at mindske behov for offentlig hjælp, først og fremmest gennem hjælp til selvhjælp, og hvis det ikke er tilstrækkeligt ved at yde hjælp i hjemmet, men hjælpen omfatter kun de funktioner, der anses for nødvendige for at opfylde de fysiske behov; de rehabiliterende indsatser er udtryk for en mål-middel-tankegang, som ikke beskæftiger sig med, hvem man er eller hvilke behov, man selv oplever som de vigtigste, det kan sagtens lade sig gøre at have en høj funktionsevne, men en lav livskvalitet.
Så mens arbejdet med børn foregår i en pædagogisk ramme, hvor livet ud over mad og tørre bleer skal indeholde meningsfulde aktiviteter og fællesskaber, er arbejdet med ældre styret af en sundhedsfaglig logik, hvor livet groft sagt defineres som fravær af døden.
Den personlige trivsel bliver først væsentlig, når dens fravær truer helbredet, for ord som udvikling, inklusion og medborgerskab nævnes ikke, selv om de menneskelige behov er de samme uanset alder.
Vores grundantagelse om børn er, at de kan lære: vi ved fra Ole Lund Kirkegaards ”Gummi-Tarzan”, at alle er gode til noget, det gælder bare om at finde ud af hvad – et ressourcesyn, der står i skarp kontrast til det mangelsyn ordet ‘funktionsevne’ udtrykker.
Vurderinger af funktionsevne ser på forholdet mellem de opgaver, et menneske skal kunne løse i hverdagen, og de færdigheder eller kræfter, der er at gøre godt med.
Det virker måske umiddelbart logisk at bruge dette begreb på ældreområdet, fordi antallet af skavanker og sygdomme som regel stiger i takt med alderen, men problemet er, at den tilsyneladende rigtige og objektive konstatering har vidtrækkende konsekvenser for ældres livskvalitet.
Vi skal bygge en ny ældrepleje på erkendelsen af, at ældre er mennesker, der har lige så meget behov for, og ret til, at blive inspireret og få kildet deres sanser, som børn har
Den sikrer ikke ”bare”, at de offentlige midler anvendes til at hjælpe dem, der har størst behov, den former samtidig vores syn på, hvilke aktiviteter de ældre skal tilbydes, og hvilke kompetencer der er nødvendige og relevante i arbejdet på plejecentrene.
Få og fantasiløse aktiviteter for ældre
I dagligdagen på plejecentrene kan beboerne typisk se tv eller spise sammen i de fælles lokaler, og der bliver arrangeret forskellige aktiviteter, fx fællessang, dans eller anden let motion, håndarbejde og gudstjenester – kort sagt er tilbuddene generelt få og fantasiløse, fordi det ikke er en sundhedsfaglig kerneopgave, hvorfor de heller ikke er omfattet af tilsynet.
Der er ellers fine muligheder for at finde samarbejdspartnere, både i de kommunale kulturinstitutioner som biblioteker, arkiver og muséer, og i civilsamfundets frivilligorganisationer, foreninger og aftenskoler, som får kommunale tilskud til deres virke.
Private virksomheder som danseskoler, biografer, bowlinghaller og spisesteder tænker måske ikke over, at de kan udvide forretningen med tilbud til ældre, men hvis kommunen eller plejecentrene inviterer, kan jeg ikke se, hvorfor de ikke skulle være interesserede.
Færdigheder og sanser sløves langsommere, når de bliver brugt, så der skal være både æstetiske, musiske, kunstneriske og håndværksmæssige aktiviteter, bevægelse og afspænding, og helt almindelige dagligdags ting som at sy og strikke, læse avis eller gå i haven.
Det vil skabe mere varierede aktiviteter, som tilgodeser forskellige interesser, og flere valgmuligheder vil give beboerne mulighed for at udøve deres ret til selvbestemmelse.
Færdigheder og sanser sløves langsommere, når de bliver brugt, så der skal være både æstetiske, musiske, kunstneriske og håndværksmæssige aktiviteter, bevægelse og afspænding, og helt almindelige dagligdags ting som at sy og strikke, læse avis eller gå i haven.
Det vil gavne både de friske ældre, der trives med at dyrke deres interesser, og den store andel af beboere med demenslignende symptomer, hvis hænder ofte husker det hovedet har glemt.
De dårligst uddannede har det største ansvar
De medarbejdere, som har ansvaret for børn og ældre, har henholdsvis en pædagogisk eller en sundhedsfaglig uddannelse, men medarbejderne på børneområdet har generelt længere uddannelser og et højere kvalifikationsniveau end medarbejderne i ældreplejen.
Undervisningsministeriet vurderer uddannelsers faglige kvalitet ud fra ”Den Danske Kvalifikationsramme for Livslang Læring”, en otte-trins skala, som ser på blandt andet faglig viden, grad af selvstændighed, håndtering af kompleksitet, refleksionsniveau samt kompetencer til at udvikle praksis og forholde sig kritisk til professionelle eller samfundsmæssige normer og værdier.
De medarbejdere, som har størst faglig viden, har mindst kontakt med beboerne, og de medarbejdere, der har det nære kendskab til beboerne og først ser små forandringer, har færrest forudsætninger for at vurdere, om disse udgør advarselssignaler
Stort set alle medarbejdere på plejecentrene har en uddannelse som social- og sundhedshjælper (sosu-hjælper), social- og sundhedsassistent (sosu-assistent) eller sygeplejerske. Hjælper-uddannelsen tager (minimum) et år og otte måneder, mens assistent-uddannelsen tager (minimum) tre år og otte måneder, og de er på niveau tre og fire i kvalifikationsrammen.
En sosu-hjælper har elementær viden, og kan yde professionel omsorg, pleje og praktisk hjælp i et rehabiliterende perspektiv. De kan følge en plan og understøtte aktiviteter, men de lærer ikke som sosu-assistenterne at vælge relevante metoder, tage selvstændigt ansvar i forudsigelige arbejdssituationer eller reagere på adfærdsændringer efter en sygeplejefaglig vurdering.
Den leveres af de sygeplejersker, der har en bachelorgrad, som er en uddannelse på niveau seks. Sygeplejerskerne kan selvstændigt håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer, intervenere med afsæt i praktisk og teoretisk baseret viden, og de kan forvalte professionelle værdier, metoder osv. samt integrere viden fra andre fag i praksis.
I 2017 viste en undersøgelse af personalesammensætningen på plejecentrene foretaget af det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), at sosu-hjælperne udgør 38 pct., sosu-assistenterne 36 pct. og sygeplejersker (eller andre faggrupper på tilsvarende niveau) 12 pct. af medarbejderne i dagvagter på hverdage (sygeplejersker har meget sjældent aften/nattevagter og weekendvagter)
Der findes ikke helt sammenlignelige tal fra børneområdet, fordi der er mange flere typer af institutioner, som løser forskellige opgaver, men ser vi på dagtilbud, som er et af de store almene tilbud, der findes i alle kommuner, har mellem 45 og 72 pct. af personalet en uddannelse som pædagog, mens 10 pct. er pædagogiske assistenter (andre medarbejdere er fx ledere, tale/hørepædagoger, afspændingspædagoger m.fl.)
Årsagen er til dels økonomisk, for sygeplejersker får mere i løn end begge slags sosu’er, men det giver ingen mening, at dem, der har til opgave at tilkalde hjælp, ikke har faglige forudsætninger for at vurdere, hvornår hjælp er nødvendig
Så mens mindst halvdelen af de medarbejdere, der er i kontakt med børn, har en bacheloruddannelse, gælder det kun omkring hver tiende på plejecentrene, og de fungerer ofte som specialister eller konsulenter, som rådgiver det øvrige personale, men det er sosu-hjælperne og assistenterne, der har kontakten med de ældre, når de udfører det praktiske arbejde med at uddele mad og medicin, hjælpe med bad, toiletbesøg, påklædning osv., og det er også dem, der taler med de pårørende.
Det er efter min mening et paradoks, at opgaverne er fordelt sådan, at de medarbejdere med størst faglig viden har mindst kontakt med beboerne, og de medarbejdere, der har det nære kendskab til beboerne og først ser små forandringer, har færrest forudsætninger for at vurdere om disse udgør advarselssignaler.
Årsagen er til dels økonomisk, for sygeplejersker får mere i løn end begge slags sosu’er, men det giver ingen mening, at dem, der har til opgave at tilkalde hjælp, ikke har faglige forudsætninger for at vurdere, hvornår hjælp er nødvendig.
Plejehjemmene var usynlige i Folketingsvalget
Problemet er dog ikke begrænset til de situationer, hvor der er brug for sygeplejefaglighed; det gælder også det generelle omsorgsarbejde, hvor det er sosu-medarbejderne, der har ansvar for at ordene i værdighedspolitikkerne kan mærkes i praksis.
Selv det pejlemærke, der hedder mad og ernæring, kan være en udfordring, for det er ikke nok at vide, hvor mange kalorier, der er nødvendige, hvis medarbejderne ikke kender metoder, som kan motivere de ældre til at spise
Livskvalitet betyder fx at beboerne skal spise, når de er sultne, ikke på faste spisetider; og selvbestemmelse betyder, at medarbejderne skal respektere beboernes beslutninger om fx rygning og sengetid, for de er i deres eget hjem og de er ikke umyndiggjorte. Det er ikke beboerne, som skal tilpasse deres liv til vagtplaner eller medarbejdernes personlige normer og værdier, men det stemmer dårligt overens med uddannelsesniveauet.
Selv det pejlemærke, der hedder mad og ernæring, kan være en udfordring, for det er ikke nok at vide, hvor mange kalorier, der er nødvendige, hvis medarbejderne ikke kender metoder som kan motivere de ældre til at spise.
Den store forskel på kravene om faglighed afspejler vores ambitioner for de mennesker, det handler om, eller mangel på samme, når det handler om beboere på plejecentre.
Folketingsvalget i juni er et godt eksempel, for et af valgtemaerne var forholdene i daginstitutioner, og både faglige organisationer og forældre demonstrerede for minimumsnormeringer og for at pædagoger skal udgøre mindst 80 pct. af personalet.
Plejecentrene var til gengæld lige så usynlige i valgkampen som den afgående Ældreminister Thyra Frank (jo, hun fandtes skam!), men et tilsvarende krav om en bacheloruddannelse ville også sende godt og vel ni ud af ti medarbejdere på plejecentrene hjem.
Selv om børn bliver hentet i daginstitutionerne hver dag, og kommer hjem til nærvær, omsorg og opmærksomhed, er det anerkendt som afgørende for deres trivsel, at de er omgivet af medarbejdere med kompetencer indenfor menneskelig udvikling. Det samme gælder åbenbart ikke for de ældre, der aldrig bliver hentet
Nu er det ikke sådan, at daginstitutionerne er blevet friholdt for besparelser eller effektiviseringskrav, men ingen partier eller politikere anfægter det grundlæggende legitime i at investere i børns livskvalitet.
Og selv om børn bliver hentet i daginstitutionerne hver dag, og kommer hjem til nærvær, omsorg og opmærksomhed (ideelt set), er det anerkendt som afgørende for deres trivsel, at de er omgivet af medarbejdere med kompetencer indenfor menneskelig udvikling. Det samme gælder åbenbart ikke for de ældre, der aldrig bliver hentet.
Jeg er på ingen måde i tvivl om, at medarbejderne på plejecentrene gør, hvad de kan indenfor de givne rammer, men det er på høje tid at gøre op med forestillingen om, at når man ikke kan klare sig i eget hjem, så er et godt ældreliv tryg opbevaring på et plejecenter med ro, regelmæssighed og renlighed – det byder vi jo heller ikke vores børn længere.
Ældre har samme behov som børn for at blive inspireret
Det er ikke bare et spørgsmål om at øge normeringer eller aflyse planlagte besparelser; vi skal bygge en ny ældrepleje på erkendelsen af, at ældre er mennesker, der har lige så meget behov for, og ret til, at blive inspireret og få kildet deres sanser, som børn har.
Det sundhedsfaglige perspektiv skal kombineres med det pædagogiske perspektiv, hvor kernen er, at ”man vil nogen noget”, og hvad ‘noget’ er, finder man måske først ud af igennem dialog med den eller de mennesker, der ‘er nogen’.
Arbejdet kan ikke deles ind i praktiske opgaver og omsorgsopgaver, for alle former for kontakt – uanset om det er at knappe en skjorte, finde de briller, der blevet væk, eller skifte ble – er en anledning til relationsarbejde, til at være nærværende, vise interesse, yde omsorg, og frem for alt anerkende det menneske, man er sammen med.
Der findes allerede metoder i ældreplejen der bygger på denne tankegang, fx indenfor arbejdet med demensramte, hvor en af de meget lovende metoder er Personcentreret Omsorg (PO) .
Når vi vælger at bruge begrebet funktionsevne som det konkrete mål for livskvalitet, har vi ikke de psykologiske behov fra fx personcentreret omsorg med; opmærksomheden er ikke rettet mod hele mennesker, som ikke lever af brød alene
Teorien og metoden er en værdibaseret omsorgsfilosofi, der tager udgangspunkt i den enkeltes identitet og livshistorie, og sætter fokus på seks grundlæggende psykologiske behov: identitet, inklusion, meningsfuld beskæftigelse, tilknytning, trøst, og kærlighed.
Medarbejderne skelner mellem mennesket og sygdommen, og betragter adfærd som forsøg på at kommunikere; hvis en ældre eksempelvis slår ud efter andre med sin stok, er den faglige løsning ikke at fjerne stokken, men at finde årsagen til adfærden og arbejde med den.
Desværre er metoder som PO mere anerkendte end de er udbredte, og en af forhindringerne for at indføre dem er, at der ikke er nok medarbejdere, der har de faglige forudsætninger for at arbejde på det grundlag.
Det handler både om professionelle og personlige kompetencer, for mennesker handler ikke forudsigeligt, og medarbejderne skal kunne rumme adfærd der er grænseoverskridende, eller at de ældre træffer valg, som ikke er i overensstemmelse med medarbejderens egen opfattelse af, hvad der er bedst.
De omfattende forandringer af ældreplejen, jeg foreslår, koster selvfølgelig penge, og i den offentlige debat bliver nye forslag først og fremmest vurderet i et økonomisk perspektiv med ord som investeringer, omkostninger og afkast. Og hvis forslaget tjener sig selv ind, fylder andre typer argumenter sjældent ret meget, for så er det jo en god forretning, ligesom Storebæltsbroen (som vi stadig venter på det bliver gratis at bruge).
De store velfærdsområder, der danner rammen om vores liv, har det svært på de præmisser, men børneområdet har det lidt lettere end ældreområdet, fordi investeringer i børn er en investering i fremtiden, men generelt anser vi det for upassende at tale om mennesker som en forretning.
Selv om det er der, vi som regel ender, for uanset hvilket fagområde, vi diskuterer, har Finansministeriet (uopfordret? eller u-udfordret måske?) tiltaget sig retten til at have det sidste ord, og de økonomiske modeller kan ikke sætte beløb på livskvalitet eller beregne effekterne af fx en anden form for pleje.
Retten til et godt liv som gammel er en menneskeret
Når emnet er en reform af ældreplejen eller andre lignende opgaver, hvor mennesker er i centrum, er spørgsmålene om, hvad det vil koste, og det evigt tilbagevendende spørgsmål om, hvor pengene skal komme fra, ikke de vigtigste, for de flytter fokus fra fx forholdene på plejecentrene.
Formålet med vores plejecentre er at tilbyde ældre, der ikke længere kan klare tilværelsen på egen hånd, et nyt hjem med kompetente medarbejdere, som sikrer dem en god livskvalitet og opfylder deres behov.
Det, vi med rette kan forvente, er, at ældre på plejecentrene har et godt liv med meningsfulde aktiviteter, og at de ligesom børn er omgivet af kompetente medarbejdere, der er uddannet i at yde en helhedsorienteret pleje, som tilgodeser alle de behov syge såvel som sunde ældre har
Det gør vi, fordi ældre naturligvis har samme ret som alle andre til at have et godt og meningsfyldt liv; den ret er ikke afhængig af, om de har arbejdet og betalt skat: det er ikke en betingelse, det er alene i kraft af, at de er mennesker, at de er værdifulde og medlemmer af vores fællesskab, hvor vi tager ansvar for hinanden.
I princippet, for når vi vælger at bruge begrebet funktionsevne som det konkrete mål for livskvalitet, har vi ikke fx de psykologiske behov fra fx personcentreret omsorg med; opmærksomheden er ikke rettet mod hele mennesker, som ikke lever af brød alene.
Vi ved selvfølgelig godt, at det ikke altid er lykken at bo på et plejecenter, og alle har mindst en historie om, at de kommunale regler er ufleksible eller unødvendige. Det er vel det ægte kriterium for, om man er dansk, men når det gælder ældre (og ledige, studerende og syge) er argumentet ofte, at det er meget værre i (indsæt selv land).
Og det er det nok, men så giver det vel sig selv, at det ikke er den målestok, vi skal bruge til at vurdere kvaliteten af vores plejecentre og de ældres livskvalitet. Det, vi med rette kan forvente, er, at ældre på plejecentrene har et godt liv med meningsfulde aktiviteter, og at de ligesom børn er omgivet af kompetente medarbejdere, der er uddannet i at yde en helhedsorienteret pleje, som tilgodeser alle de behov syge såvel som sunde ældre har.
Hæv niveauet på sosu-uddannelserne
Uddannelsesniveauet på sosu-uddannelserne skal hæves, for de er tilrettelagt ud fra en forestilling om, at de praktiske hjælpeopgaver kan adskilles fra omsorgsopgaverne, en forestilling som ikke er holdbar.
En indvending mod dette er, at der allerede er mangel på kvalificerede medarbejdere i ældreplejen. Så hvis vi hæver uddannelsesniveauet på sosu-skolerne, vil det afskrække potentielle ansøgere, og dermed gøre problemet større.
En stærkere faglige profil både på sosu-uddannelserne og efterfølgende i det daglige arbejde, kan tiltrække andre ansøgere … Succesfuld rekruttering handler ikke kun om antal, og ældrepleje skal ikke være et beskæftigelsesprojekt
Det er ikke en bekymring, jeg deler, for en stærkere faglige profil både på uddannelserne og efterfølgende i det daglige arbejde, kan tiltrække andre ansøgere.
En anden og mere principiel kritik er, at det er en unødvendig akademisering (som akademisering altid er, ellers bruger man ikke det ord), som jeg vil afvise af to grunde:
Dels er det muligt at tilrettelægge en undervisning, som ikke kun er for de bogligt stærke (bacheloruddannelserne til pædagog og sygeplejerske har begge fine traditioner for at kombinere teoretisk undervisning med praktikperioder og praksisnære undervisningsmetoder), og dels skal uddannelsernes indhold besluttes på grundlag af de ældres behov for kvalificeret pleje og omsorg, og med respekt for deres rettigheder.
Succesfuld rekruttering handler ikke kun om antal, og ældrepleje skal ikke være et beskæftigelsesprojekt.
Et bedre slogan: ‘Længst muligt i eget liv’
Som jeg nævnte i begyndelsen er en almindelig reaktion på forslag om at tilbyde flere aktivitetsmuligheder på plejecentrene, at ældre er blevet mere krævende, og at det naturligvis ikke er medarbejdernes opgave at underholde beboerne – underforstået hvad bliver dog det næste, vil de også have skæggede damer og slangetæmmere, og så kan enhver jo forstå, at underholdning nærmest er noget uartigt, som de pårørende må tage sig af, hvis de ældre insisterer.
I stedet for at bruge ordet underholdning vil jeg igen hente inspiration fra børneområdet, denne gang for at hente ordet leg.
Mennesker leger, alene og med hinanden – når vi bliver voksne kalder vi leg for fx fritidsaktiviteter og kulturelle aktiviteter – men uanset hvad vi kalder det, er det aktiviteter, der giver os livsglæde, energi, oplevelser og identitet.
Det er en del af det ansvar vi har, at sørge for, at ældre kan blive ved med at lege og at dagligdagen giver dem mulighed at bruge deres sanser, smage og dufte mad, mærke sol og vind i ansigtet, og blive inspireret og rørt af film, musik og meget mere.
Det er et misforstået hensyn at fjerne alt det, der måske kan støde nogen; der er ingen grund til at sætte ældre på musikalsk eller intellektuel skånekost, uenighed skaber også en følelse af identitet, og alle har ret til, at deres historie bliver repræsenteret, også feministerne, lgbt’erne og de etniske minoriteter
Og her mener jeg hele pakken – ikke kun Morten Korch og Melodi Grand Prix – for det er et misforstået hensyn at fjerne alt det, der måske kan støde nogen; der er ingen grund til at sætte ældre på musikalsk eller intellektuel skånekost, uenighed skaber også en følelse af identitet, og alle har ret til, at deres historie bliver repræsenteret, også feministerne, lgbt’erne, de etniske minoriteter, klimatosserne og så videre.
Det er efter min mening en skal-opgave at tilbyde ældre et rigt og varieret udbud af aktiviteter, så de bevarer livsglæden, og den tryghed, der kommer af at gøre de ting, der giver mening.
I kommunale politikker kan man ofte læse, at formålet er at give de ældre mulighed for at blive ”længst muligt i eget hjem”, men det slår ikke rigtigt til.
Lad os hæve ambitionsniveauet til en ældrepleje, som sikrer, at vi kan være længst muligt i eget liv, vi er mennesker hele livet, så opgaven er ikke bare drift og vedligeholdelse, det er også et udviklingsprojekt.
LÆS MERE OM LIVET FOR ÆLDRE I POV HER
Topillustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her