KINA // KOMMENTAR – Den 14. maj 1966, for 55 år siden, indledte Mao kulturrevolutionen, som kom til at koste millioner af kinesere livet, ligesom kulturrevolutionen uddannelsesmæssigt ryddede en hel generation af kinesere af banen. For 40 år siden indså partiet, at det var en fejl.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I dag har vi i Vesten stort fokus på, hvad der sker i Kina og hvad Kina gør. Selv om kineserne givetvis forsøger at skjule, hvad der foregår i Xinjiang, Hongkong, Tibet, i forhold til Taiwan og i Det Sydkinesiske Hav, har vi dog i dag vestlige journalister og diplomater, som kan analysere og rapportere, hvad der foregår. Sådan var det ikke under kulturrevolutionen.
Kulturrevolutionen skabte 10 års kaos og splittede familier. En ældre kineser, som var ung dengang og en af Maos rødgardister, har fortalt, at han hele sit liv har sørget over, at han under kulturrevolutionen havde anmeldt sin mor, hvilket havde kostet hende livet. Sådan var det i mange familier, især familiens overhoved var jaget af rødgardisterne.
Ritzau og CNN mener, at indgrebet kom for at sikre Partiets renommé forud for Partiets 100 års fødselsdag den 1. juli
Her i slutningen af april dukkede en historie op fra de kinesiske medier. Den tidligere statsminister, Wen Jiabao, nu 78 år gammel og dengang nummer to i det kinesiske Parti, dukkede op i kinesiske medier, som hurtigt blev lukket ned, men hvorfor? Jeg har selv mødt Wen Jiabao, da jeg var ambassadør i Kina. Han er en venlig og tålmodigt lyttende mand. CNN, New York Times og andre nåede lige at læse med, før det kinesiske internetmedie, WeChat, blev lukket ned.
Hvad var det, som blev lukket ned? Han havde skrevet en række artikler for at hædre sin mor, som led under kulturrevolutionen. Den sidste sluttede med ordene: ”In my mind, China should be a country full of fairness and justice and a human nature”. Han skrev om nogle af kulturrevolutionens kampe (1966-76). Ritzau og CNN mener, at indgrebet kom for at sikre Partiets renommé forud for Partiets 100 års fødselsdag den 1. juli.
Læs mere om sagen her: Mette Holm: Sprækker i Kinas store mur af enighed.
Og værre endnu: De vestlige medier mindede os om en pressekonference allerede i 2012, i forbindelse med Folkekongressens årlige samling, hvor han sagde: ”It’s not only the economic system that must be reformed; it’s the political system as well, especially reforms to the Party and State Leadership system”. Det blev for meget for Partiets nuværende ledelse.
Kulturrevolutionen var et stort tilbageskridt i udviklingen af Kina. Deng Xiaoping talte i 1980 med en italiensk journalist om Mao-tiden, og i 1981, altså året efter, blev der udsendt et formelt dokument fra Partiet, hvor konklusionen var en klar undsigelse af kulturrevolutionen. Det var første gang Partiet indrømmede over for kineserne, at Partiet havde begået en stor fejl.
Det var ved den lejlighed Deng Xiaoping sagde: ”Mao havde ret 70 %, men fejlede 30 %”.
Det Store Spring Fremad
Maos første alvorlige dumhed var kampagnen Det Store Spring Fremad i 1958. Han ville lave en superhurtig udvikling af Kina. Han havde set, at Vesten, f.eks. Storbritannien, blev drevet frem af industrialiseringen, og til sin store ærgrelse så han, at Sovjetunionen også spandt guld på industrialisering.
Kina havde dengang kun landbrug, ingen industri. Derfor var Kommunistpartiet i Kina ikke arbejderklassens diktatur men bøndernes diktatur. Nu skal det prøves, tænkte Mao. Vi laver stål på landet. Og det var så dekretet. Mændene skulle lave stål af potter og pander, og kvinderne skulle passe landbruget. Det havde de ingen erfaring i, for som Confucius sagde, det er manden, som gør det.
Resultatet blev intet stål af brugbar værdi, lav produktion af landbrugsvarer og flere hundrede mio. døde kinesere. Udbredt hungersnød. Vestlige historikere har senere fundet ud af, at Kina samtidig eksporterede store mængder af korn og ris til de østeuropæiske kommunistiske lande, navnlig til Ukraine.
Deng Xiaoping
Kulturrevolutionen blev startet af Mao den 14. maj 1966 og varede frem til 1976, hvor Mao (heldigvis) døde. En af de første, altså på de høje poster, som oplevede kulturrevolutionen på egen krop, var Maos arvtager, Deng Xiaoping.
Deng blev vist ud af Beijing, frataget alle poster i Partiet, og blev sendt ud på landet for at arbejde ved en drejebænk på en traktorfabrik. Senere blev han ført tilbage til Shanghai, hvor han kom fra. Her fik han lov til at leve, uden at han og hans familie blev truet på livet.
Det blev kaldt ”kulturrevolutionen” fordi kampagnen i første omgang tog sigte på at udrense den kinesiske kulturelite.
Da Mao døde i 1976, kæmpede Deng sig tilbage i Partiet, og til Beijing. Han fightede sig til magten, og da han så endelig vandt den, fik han udryddet de værste rivaler. De blev dømt til døden. Det var den såkaldte fire-bande, som havde været Maos inspirerende kraft og også de vigtigste aktører, når det gjaldt de udryddelser, som fandt sted under kulturrevolutionen. Én af de dømte var Maos kone. Hun skreg og hylede i retten, da dommen faldt, men det hjalp selvfølgelig ikke noget. Hun blev, som de tre andre, henrettet. Så havde Deng Xiaoping magten, og blev derefter anden generation i Kommunistpartiet til at lede Partiet og landet.
Det var herefter Deng annoncerede, at Mao havde begået fejl. Alvorlige fejl. Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen. Han gjorde det formentlig, fordi det var nødvendigt. Hvad ville kineserne finde sig i? Kunne det true Partiets greb om magten? Hvilke konsekvenser for bevarelse af Partiets magt havde Maos kampagner haft for familier og landsbyer rundt omkring i provinserne? Så Deng Xiaoping undsagde Mao. Han holdt Kina sammen som ét land. Han fik et fast greb om magten i Partiet og i Kina.
Glittede propagandamagasiner
Skal vi nu være ærlige? Hvad forstod vi i Danmark dengang? Mens rødgardisterne rasede landet rundt, fra 1966 til 1976, var der ikke mange i Danmark, som anede, hvad der foregik. Mange unge, måske især studenter, som læste på de kinesiske institutter på universiteterne her i landet, fik de glittede propagandamagasiner fra den kinesiske ambassade, som på hver eneste side viste en smilende Mao uden vorte, omgivet af unge, glade, smukke, smilende og lykkelige rødgardister i kakiuniform med røde armbind, den lille røde og de røde faner.
Det var fest og farver. Hér var endelig det ideelle samfund med lighed og retfærdighed, som mange unge drømte om. Det var i 68-ernes tid. Der var ingen vestlige journalister, som kunne berette, hvad der skete i Kina.
Jeg fik også disse magasiner, men da jeg er født i Kina, var det af en anden grund. Jeg ville til Kina. Jeg anede heller ikke, hvad der foregik. Jeg søgte i 1968-70 igen og igen den kinesiske ambassade om visum, men dét blev aldrig til noget, selv om jeg af mine opsparede midler som student og natportier var villig til at betale for ”guider” (overfrakker), som skulle ledsage mig. Ambassaden sagde aldrig nej, det er typisk kinesisk. Men jeg skulle selv foreslå et program. ”Nej, desværre. Den traktorfabrik er ferielukket. Find på noget andet”, lød svaret en dag.
Lad os være ærlige. Vi forstod ikke, hvad der foregik i Kina. Det gør vi måske knap nok i dag.
LÆS ALLE LAURIDS MIKAELSENS ARTIKLER HER
Topbillede: Formand Mao er den røde sol i vore hjerter, står der på denne propagandaplakat fra 1968. Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her