Churchill-klubben

Krigere uden våben: Knud Pedersen og Churchill-klubben

i Historie/Kulturhistorie af
DANMARKS BEFRIELSE 75 ÅR // POV TEMA – Aalborgensiske Knud Pedersen var en af de helt unge danskere, der gik til modstand mod den tyske besættelsesmagt under anden verdenskrig. Senere skulle han som forfatter og kunstner blive toneangivende indenfor den danske gren af Fluxus-bevægelsen. Pedersens forlagsredaktør og ven Hans Henrik Schwab tegner et portræt af den hyperaktive kunstner, der var leder af Churchill-klubben.

”Om den danske samarbejdspolitik var et moralsk rigtigt valg, bliver vi som nation aldrig færdig med at diskutere. Men netop på 80-årsdagen for besættelsen bør vi hylde de få modige mænd og kvinder – typisk helt unge – der på et tidligt tidspunkt sagde fra og kæmpede mod overmagten med livet som indsats.”

Sådan skrev Politikens lederskribent den 9. april i år i anledning af besættelsesjubilæet.

Det, der startede som rene drengestreger, udviklede sig til regulær sabotage

I dag, på 75-års dagen for befrielsen, kan der være grund til at sætte navn på nogle af de ”meget unge”, der på et tidligt tidspunkt sagde fra: Churchill-klubben – en gruppe aalborgensiske skoledrenge, der med cykel-raids (!) gik til modstand med midler som skiltenedbrydning, bilafbrænding, våbentyveri og jernbanesabotage.

Det, der startede som rene drengestreger, udviklede sig til regulær sabotage. I 1942 blev gruppen arresteret og sat bag tremmer, men brød om natten ud af den lokale arrest – tremmerne for vinduet var fake – og fortsatte aktionerne for så igen at sidde uskyldigt i cellerne næste morgen.

Knud Pedersen - leder af Churchill-klubben.
Knud Pedersen som modstandsmand. Arkivfoto fra Alchetron, The Free Social Encyclopedia

Indtil de blev overført til det bedre sikrede Nyborg Statsfængsel. Historien sluttede heldigvis her – og ikke foran en henrettelsespeloton i Ryvangen. Hvis den da nogensinde sluttede…

Efter befrielsen mødte chefen for de allierede styrker i Danmark, general Dewing, medlemmerne af Churchill-klubben og hørte deres personlige beretning. ”This is a good story,” lo generalen. ”I’ll tell it to Mr Churchill”. Og i 1952 fik medlemmerne af Churchill-klubben i K.B.-hallen så lejlighed til at møde Churchill himself, der ønskede at takke dem personligt.

En således fiktionaliseret fortælling ikke bare kapitaliserede på den sande historie, men omskrev og dramatiserede den unødigt, mente Knud. Drengene fra Skt. Petri var da heller ikke Reuters ”finest hour” – for nu at bruge et udtryk af lige præcis Churchill

I min fødeby Aalborg har Churchill-klubben nærmeste mytisk status, og blev da også på 50-års dagen for befrielsen hyldet med en mindeplade på det Helligåndskloster, der fungerede som gruppens hemmelige hovedkvarter, med indbygget flugtgang.

I limfjordsbyen matches Churchill-klubbens legende-status kun af en af de andre lokale ’drenge’ fra Katedralskolen, lyrikeren Morten Nielsen, der var aktiv i modstandsbevægelsen, mens han skrev digte med sabotage, krigshændelser og pludselig død som historisk baggrund for en tidløs eksistensdigtning:

”Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø/Du er endnu for ringe til at dø”, lyder slutlinjerne i et af hans mest berømte efterladte digte; mens en anden af mine yndlingsstrofer fra samlingen Krigere uden Vaaben (1943) har en lige så umisfortåelig plantemetaforik: ”Er det allerede Foraar/Er Frosten forbi/eller tvinger den de første/smaa aabne Munde i?”.

Selv døde Morten Nielsen ved en vådeskudsulykke i 1944, 22 år gammel.

Alle medlemmer af Churchill-klubben overlevede – modsat medlemmer af Hvidsten-gruppen, som de havde inspireret – mirakuløst krigen og lige så mirakuløst uden at have dræbt nogen, men kun ’forvoldt’ materiel skade.

Derfor kunne jeg en forårsdag i 1991 – præcis 50 år efter stiftelsen af Churchill-klubben i 1941 – møde lederen af klubben, den nu 66-årige Knud Pedersen: en også fysisk skræmmende stor mand med en vulkansk ideaktivitet og et ildsprudende temperament. Mødet fandt sted i hans Kunstbibliotek i Nikolajgade.

Ånden – og Kunstbiblioteket – lever videre

Kunstbiblioteket er lidt af et fænomen i dansk og internationalt kulturliv – nogle har ligefrem kaldt det et kunstværk i sig selv. Ideen bag Kunstbiblioteket, som Knud grundlagde i Nikolaj Kirke i 1957, er lige så enkel som unik: ”Alle skal have råd til kunst”, og for et beløb svarende til prisen på en pakke cigaretter kunne man hjemlåne et originalt kunstværk!

Kunstbiblioteket, der siden 1970 har ligget i kælderetagen i et tidligere bageri i Nikolajgade 22, eksisterer i bedste velgående og ledes i dag i Knuds ånd af hans søn Rasmus Riskær-Smidt, mens Knuds kone, Bodil Riskær, og Mette Stegelmann står for den daglige drift. Konceptet er uændret: ”Lej et maleri i 3 uger for 75 kr.”

Anledningen til mødet var Borgens Forlags udgivelse af hans ’Fluxus-roman’ Kroningsspillet – en vanvittig morsom roman om en royal happening på Rosenborg Slot. Det var Knud Pedersen, der  i Nikolaj Kirke tilbage i 1962 med en koncertrække havde introduceret den kunstneriske avantgardebevægelse Fluxus i Danmark. Paradoksalt nok er det kirker og klostre, der har dannet rammen om præstesønnen Knud Pedersens subversive aktiviteter!

Til udgivelsesreceptionen 4. maj i Kunstbiblioteket dukkede to af de andre overlevende medlemmer fra Churchill-klubben, Helge Milo og Hans Uffe Darket, op. Det er en af de få gange, jeg har oplevet en bevæget Knud Pedersen.

Hans Fluxus-happenings var måske også mere beslægtede med hans modstandskamp, end man i første omgang tænker på, men det vil føre for vidt her at komme ind på Knud Pedersens kunstneriske virke, der har bragt hans ’værker’ til både i MOMA i New York og Tate i London, og som er et (vigtigt) kunsthistorisk kapitel for sig.

Under vores første møde om Kroningsspillet kunne jeg ikke lade være at spørge til bogen om Churchill-klubben: den bog, som Knud Pedersen kun 19 år gammel havde skrevet lige efter krigens afslutning, og som siden var blevet læst af generation efter generation, ligesom den jævnaldrende Kim Malthe-Bruuns breve og dagbog, men uden dennes tragiske slutning (Kim Malthe-Bruun blev henrettet 21 år gammel blot en måned inden befrielsen).

Kroningsspillet. En FLUXUS-roman Knud Pedersen 9788726247831

Med dette spørgsmål stak jeg uforvarende hånden ned i en hvepserede: ”Don’t mention the war!”

Det var dog en helt anden krig, der var i gang.

I 1991 var der således en filmatisering af Churchill-klubben på trapperne. Bjarne Reuter havde baseret på historien om Churchill-klubben skrevet et filmmanuskript med titlen Drengen fra Skt. Petri (virkelighedens Budolfi Kirke i Aalborg var således blevet til den tyske kirke i København), og – værre endnu: som ’movie tie-in’ kom der også en ungdomsroman med samme titel som filmen, og som Knud frygtede ville udkonkurrere hans egen bog, den originale version, i skoler og andre steder, hvor unge første gang møder historien.

En således fiktionaliseret fortælling ikke bare kapitaliserede på den sande historie, men omskrev og dramatiserede den unødigt, mente Knud.

Drengene fra Skt. Petri var da heller ikke Reuters ”finest hour” – for nu at bruge et udtryk af lige præcis Churchill.

Skiltes i uenighed

Knud Pedersen og filmselskabet var skiltes i uenighed, og navnet Churchill-klubben måtte derfor ikke nævnes i forbindelse med filmen (eller ungdomsromanen). Hver gang det skete, udløste det en bøde, som Knud Pedersen donerede til et legat, der skulle gå til årets dårligste elev på den europæiske filmhøjskole, Knud selv have været med til at stifte!

Udgangen på historien blev, at vi samme dag som udgivelsen af Kroningsspillet – og samtidig med filmpremieren på Drengen fra Skt. Petri – genudgav Knud Pedersens egen Churchill-klubben med et splash på forsiden: ”Den originale version”.

Dobbeltudgivelsen blev for mig starten på næsten 25 års forrygende samarbejde med Knud, og i tre på hinanden følgende årtier skulle vi komme til at markere befrielsesjubilæet ved at udsende stadig nye udgaver af den uopslidelige historie om Churchill-klubben.,

Fra filmen ‘Det uopnåelige’ af Carina Randløv. Yoko Ono og Knud Pedersen var begge medlemmer af Fluxus-bevægelsen.

Det startede i 50-året for befrielsen i 1995. Bogen hed Unoder og er det tætteste, Knud Pedersen kom på at skrive en egentlig erindringsbog. Den bar undertitlen ”Fra Churchill-klubben til Kunstbiblioteket” og var således den første udgivelse, der beskrev Knud Pedersens forskellige aktiviteter inden for modstandskamp og fluxuskunst i en og samme bog – hvilket synliggjorde den røde tråd i hans liv og virke.

En efterårsdag i 2012 dukkede Knud op på mit kontor i selskab med en amerikaner, som jeg et kort øjeblik troede var Paul Simon (med Knud var intet utænkeligt): en lille newyorker iført baseballcap. Det viste sig at være forfatteren Phillip Hoose

10 år efter, i 2005, markerede vi 60-års dagen for befrielsen med den monumentale udgivelse Bogen om Churchill-klubben, den første samlede udgave af Knud Pedersens i alt fire bøger om krigen – komplet med historisk kildemateriale i form af politirapporter, ministerielle skrivelser m.m., som hermed for første gang blev publiceret i ucensureret form:

”En ny og spændende måde at åbne sagskomplekset på”, skrev historikeren Torben Jørgensen om udgivelsen, som forvandlede den oprindelige drengebog til et vægtigt historisk dokument, der bidrog til den igangværende revision af synet på Danmarks rolle under krigen. (Samme dag udsendte vi i øvrigt den lige så voluminøse og af Nikolaj Zeuthen redigerede Knud Pedersens festlige hverdage om hans konceptkunstneriske virke.)

Til udgivelsesreceptionen 4. maj i Kunstbiblioteket dukkede to af de andre overlevende medlemmer fra Churchill-klubben, Helge Milo og Hans Uffe Darket, op. Det er en af de få gange, jeg har oplevet en bevæget Knud Pedersen.

Han syntes, at det var, som der blev sat et punktum for hans liv med disse to definitive udgivelser. Det var heldigvis ikke tilfældet; det var snarere et semikolon.
Knud havde 10 gode år – og en særdeles vigtig bog om Churchill-klubben – tilbage.

Unge, der tager sagen i egen hånd

Historien om Churchill-klubben nåede helt til USA, hvor den blev til en tegneserie med titlen The Boy Saboteurs, og hvor selv Disney viste interesse for en filmatisering. Men en Hollywoodfilm endsige amerikansk bogudgivelse blev det – trods flere tilløb – ikke til, indtil …

En efterårsdag i 2012 dukkede Knud op på mit kontor i selskab med en amerikaner, som jeg et kort øjeblik troede var Paul Simon (med Knud var intet utænkeligt): en lille newyorker iført baseballcap. Det viste sig at være forfatteren Phillip Hoose, der tidligere bl.a. havde skrevet en prisbelønnet bog om den historiske busstrejke i Alabama, hvor den sorte teenagepige Claudette Colvins protestaktion blev startskuddet til ophævelsen af raceadskillelsen i de amerikanske sydstater.

Churchill-klubben
The Boys Who Challenged Hitler af Phillip Hoose.

Hoose var kommet under vejr med historien om Churchill-klubben, der ligesom busstrejken i Alabama var en historie om unge, der tager sagen i egen hånd. Vi havde et godt møde, hvor Phillip Hoose redegjorde for sine planer. Og denne gang blev planerne realiseret.

I 2015 udkom The Boys Who Challenged Hitler: Knud Pedersen and The Churchill Club på det store New York-forlag Farrar Straus Giroux og fik en fornem modtagelse i toneangivende amerikanske aviser. Den blev sågar tildelt Boston Globe’s prestigiøse Horn Book Award. En bog skrevet til et amerikansk publikum, men som nok kunne fortjene en dansk udgivelse.

Selv nåede Knud desværre ikke at opleve den amerikanske udgivelse eller befrielsesjubilæet i 2015. Han døde i december 2014 i en alder af 89 – 90 ville også have været et for pænt rundt tal til en anarkist som ham! – og blev allerede måneden efter mindet med en stor retrospektiv udstilling i Nikolaj Kirke, i dag Kunsthal Nikolaj.

Hans Uffe Darket var død året forinden, men Helge Milo lever endnu som den sidste af klubbens oprindelige otte medlemmer.

Drengene fra Churchill-klubben blev alle mænd; de fik lov at ”vokse og blomstre og sætte deres frø”, men de betalte på hver deres måde en høj pris for deres modstandskamp. Ingen af dem blev dræbt under krigen, men de var alle mærket for livet af flugt og fængsling i en helt ung alder.

For Knud og de andre drenge fra Churchill-klubben sluttede den krig aldrig

De var virkelig med Morten Nielsens ord ”Mænd paa atten Aar/Krigere uden Vaaben/og saarede uden Saar”. Sårene sad på sjælen. Inde på Knuds kontor i Kunstbiblioteket hang John & Yokos berømte happening-plakat med parolen WAR IS OVER! IF YOU WANT IT.

Jeg opfattede længe ’blot’ plakaten som et Fluxus-artefakt.

I dag slår det mig, at budskabet WAR IS OVER! havde et ekstra betydningslag: For Knud og de andre drenge fra Churchill-klubben sluttede den krig aldrig.

Derfor er der på en dag som i dag al mulig grund til at mindes og takke de børn og unge, der i historiske konfliktsituationer – det være sig modstandskampen under krigen, kampen for borgerrettigheder i 60ernes USA eller for den sags skyld nutidens kamp for klodens klima – selv tager affære, når de (vi) voksne svigter.

Som Phillip Hoose skriver i sin dedikation: For young people everywhere who find the courage to make up their own minds.

LÆS MERE OM ANDEN VERDENSKRIG OG BEFRIELSEN I POV HER


Topillustration: Churchill-klubben. Foto: Frihedsmuseet.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre