IDENTITETSPOLITIK // NY BOG – Forfatter Kenan Malik er en af Storbritanniens mest markante intellektuelle. I sin nyeste bog giver han et bud på, hvordan begreberne om race og racisme er opstået, har forandret sig og paradoksalt nok er vendt tilbage som en ny kulturelt båret bevægelse af identitetspolitik. Martin Luther King Jr.’s universalistiske definition på lighed er yt – og de nye identitetspolitiske kæmpere insisterer i stedet for først og fremmest at se på hudfarve. Selv klassebegrebet er blevet udvisket, skriver lektor Per Clausen, som har læst bogen. Han er – som Malik – skeptisk overfor udviklingen på venstrefløjen.
Et af tidens mest omstridte emner er identitetspolitik, som højrefløjen beskylder især venstrefløjens unge for at bedrive. Identitetspolitiktilhængere på venstrefløjen mener groft sagt, at overbevisninger, værdier og social placering er defineret af individets identitet, der igen fastlægges af gruppen, som individet er en del af, f.eks. individets race.
Under senatsvalget i den amerikanske delstat, Georgia i november 2022 stod valget mellem to sorte kandidater, demokraten Raphael Warnock og republikaneren Herschel Walker. Mange sorte mente ikke, at Walker kunne være ’rigtig’ sort, fordi han var reaktionær, dvs. de tillagde det at være sort bestemte politiske karakteristika, en essens, som Walker afveg fra.
Det er muligt at argumentere for, at identitetsforkæmpere rent faktisk har overtaget racisternes måde at tænke på – sagt anderledes: hudfarve betyder pludselig en hel masse (igen)
Denne opfattelse har hvide racister imidlertid også, så det er muligt at argumentere for, at identitetsforkæmpere rent faktisk har overtaget racisternes måde at tænke på – sagt anderledes: hudfarve betyder pludselig en hel masse (igen).
Borgerrettighedsbevægelsen i USA under Martin Luther King gjorde det modsatte: den anså alle mennesker for at besidde de samme rettigheder og en fælles menneskelighed.
Kenan Malik fortæller racismens historie
Spørgsmålet om, hvordan det er kommet dertil, analyseres af den britiske forfatter, Kenan Malik, der i bogen, ”Not so Black and White. A History of Race from White Supremacy to Identity Politics“(2022), argumenterer for, at identitetspolitikbegrebet opstod på den reaktionære højrefløj og blev udviklet i slutningen af det 18. århundrede, og dets primære udtryk var udviklingen af racebegrebet.
Identitetspolitikken findes også på højrefløjen i dag men fremhæver særlig nationen eller religionen.
Oplysningstænkerne revolutionerede opfattelsen af menneskenes forhold til hinanden. De udfordrede den etablerede hierarkiske orden ved at opfinde lighedsbegrebet – ”at alle mennesker er skabt lige”, som der står skrevet i den amerikanske uafhængighedserklæring. Paradoksalt opfattede mange af oplysningstænkerne ikke desto mindre nogle mennesker som mindre værdige og etablerede hermed grundlaget til raceteorien.
Det vil måske overraske nogen, at Immanuel Kant inddelte menneskeheden i fire racekategorier med hvide øverst, dernæst sorte, så asiater og i bunden amerikanske indianere. Thomas Jefferson, selv slaveejer, men kendt for at være skeptisk over for slaveriet, mente tilsvarende, at sorte fra naturens side ikke var i stand til at ”frembringe noget af værdi”.
Malik mener, at denne racetænkning opstod i en specifik situation udløst af sammenstødet mellem den nyopståede lighedstænkning og eksistensen af slaveriet.
Slaveriet har eksisteret igennem hele menneskehedens historie og har været sanktioneret af alle religioner, så lighedstanken var revolutionerende. Overklasserne har altid kunnet bruge underklassen og undertvungne folkeslag efter forgodtbefindende.
I de amerikanske kolonier importeredes millioner af afrikanere til at arbejde som slaver, men der blev også i starten af det 17. århundrede importeret gældsslaver fra England til Nordamerika, hvis vilkår ikke afveg væsentligt fra de sorte slavers, idet de også kunne blive købt og solgt eller slået ihjel af deres herrer.
Derfor opfattede begge grupper, at de havde fælles interesser og handlede ofte i fællesskab, når de gjorde oprør. Med tiden udvikledes de europæiske økonomier, hvorfor magthaverne ikke længere havde brug for at sende folk til kolonierne.
Da plantageøkonomien udviklede sig, medførte det imidlertid et øget behov for slaver, og da prisen på afrikanske slaver faldt, forøgedes importen fra Afrika. Fattige hvide fortsatte dog med leve under slavelignende forhold op i det 19. århundrede. Det transatlantiske slaveri blev ikke udviklet af racemæssige årsager, skriver Malik, for de europæiske eliter ville også have brugt fattige hvide, hvis det havde været praktisk muligt, men der skete en racialisering af slaveriet.
Og i et samfund, der havde erklæret troskab over for lighed og frihed, blev slaveriet et ideologisk problem, som man ’løste’ ved at opfatte sorte – og andre ’underlegne’ grupper – som en særlig og mindreværdig slags mennesker, en opfattelse, som altså allerede slog igennem blandt oplysningstænkerne.
Rationel tænkning, videnskab og hårdt arbejde blev set som udtryk for ’hvide’ værdier og tænkemåder og udtryk for racisme, i stedet for at se dem som universelle værdier
I 1790 vedtog den amerikanske kongres, at ”alle frie hvide personer” havde ret til statsborgerskab, hvis de havde tilbragt et år i landet. Spørgsmålet var herefter, hvem der hørte under kategorien ”hvid”, for det var dengang ingenlunde indlysende.
Benjamin Franklin mente, at kun saksere, dvs. englændere, var hvide. Tyskere udgjorde en trussel mod Pennsylvanias hvidhed, mente han, og det samme gjaldt for svenskere! Og hundrede år senere udtalte to ledende ideologer, at de mørklødede sydeuropæere ”blander sig bedre med negre end med lysere racer”.
Den første gruppe, der blev et problem for den amerikanske elite, var irerne, der fra starten af det 19. århundrede ofte blev omtalt som ”niggers med vrangen udad”, og sorte blev omtalt som ”røgede irere”. Da irerne i årtierne derefter opnåede større politisk indflydelse, blev de accepterede som hvide.
Bekymringen for ’racemæssig degeneration’ blev igen forøget fra slutningen af det 19. århundrede med indvandringen af store grupper fra Syd- og Østeuropa og førte i 1924 til love, der lagde en kraftig begrænsning af indvandringen fra Asien og Syd- og Østeuropa. Der skulle en verdenskrig til for at disse grupper blev anset for at være hvide.
I årtierne i starten af det 19. århundrede blev racisme mere befæstet, idet f.eks. stemmeretten i især Nordstaterne blev begrænset eller afskaffet for sorte. Udviklingen var dog ikke éntydig, idet South Carolinas Højesteret i 1835 bestemte, at et individs race ikke kun skulle bestemmes af indholdet af ’negerblod’, men også af en persons ’anseelse’. En person med høj anseelse skulle have status som hvid, mens ”en vagabond af den samme blodindhold skulle begrænses til en underlegen kaste”.
Allerede i slutningen af 1960’erne var man i Black Power bevægelsen begyndt at dyrke sort kultur, som noget der adskilte sorte fra hvide, og hvad der var unikt for kulturen, var ifølge Julius Lester ”fremhævelsen af det ikkeverbale
Indtil ’one drop rule’ blev institutionaliseret senere i det 19. århundrede, blev selv i Sydstaterne kategorierne ’hvidhed’ og ’sorthed’ lige så meget defineret af ejendom, respektabilitet og klasse som af hudfarve.
“De letantændelige, underuddannede mennesker”
I Storbritannien blev en gruppe demonstranter i Southampton i 1866 i Daily Telegraph omtalt som ’negre’, men det drejede sig om hvide englændere. Grunden hertil var, at for de victorianske eliter var arbejderklassen lige så racemæssigt forskellig fra middelklassen, som sorte var fra hvide, samtidig med at arbejderklassen besad mange af de samme karaktertræk som de sorte, og de kunne derfor behandles på samme måde.
Da race i det 19. århundrede blev anset for et udtryk for sociale forskelle snarere end farvemæssige forskelle, blev ikke-hvide af høj social status behandlet med mere respekt end den hvide underklasse. Dette kom til udtryk, da prinsen af Wales til et selskab i 1881 insisterede på, at kongen af Hawaii havde højere rang end den tyske kronprins, fordi han var konge.
I anden halvdel af det 19. århundrede blev racemæssige argumenter mere indgroede, således at sorte ikke mere kunne opfattes som ’gentlemen’, det kunne nu kun hvide. Men det befæstede samtidig også opfattelsen af arbejderklassens position som lig sortes. Med den gradvise udbredelse af stemmeretten i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede blev det dog stadig mere vanskeligt at opretholde denne opfattelse, da arbejderklassen nu fik politisk magt, men der var stadig blandt over- og middelklassen en udbredt frygt for, hvad de ’fattige og uuddannede’ kunne finde på, fordi de var letantændelige over for demagogisk påvirkning.
Præcis det argument ser vi også i dag i debatter om populisme (tænk f.eks. på Hillary Clintons udtalelse i 2016 om ”the deplorables”).
Racesprogbrugen blev mere fokuseret på sorte og hvide og Vesten over for Resten, hvilket blev forstærket efter udbredelsen af kolonier, hvorved også elitekulturens opfattelse gennem massemedier sivede ned til resten af befolkningen, der opfattede sig som en del af en overlegen race. Det blev nu identiteten forårsaget af hudfarve, der signalerede éns status.
For sorte i USA blev opnåelsen af borgerrettigheder i midten af 1960’erne en skuffelse, da deres levevilkår ikke blev væsentligt forbedrede, og da de ofte oplevede racisme og diskrimination i hverdagen, opgav dele af den sorte intelligentsia borgerrettighedsbevægelsens krav om opnåelse af universelle rettigheder for at gøre hudfarve irrelevant.
Mange blev pessimistiske, og mente, at racismen var permanent, og man ville aldrig opnå lighed. I samme periode led arbejderklassen nederlag, idet fagforeningerne blev alvorligt svækkede, så klassekampen og -bevidstheden blev anset for en blindgyde.
Samtidig anså det nye venstre fra 1960’erne i modsætning til den gamle venstrefløj ikke arbejderklassen som motor for forandring. “Surrogat proletariater” som minoritetsgrupper og befrielsesbevægelser i Den Tredje Verden blev anset for at være de nye revolutionære grupper.
“Sort kultur som unik ikke-verbalt og rytmisk”
Allerede i slutningen af 1960’erne var man også i Black Power bevægelsen begyndt at dyrke sort kultur, som noget der adskilte sorte fra hvide, og hvad der var unikt for kulturen, var ifølge Julius Lester ”fremhævelsen af det ikke-verbale … det er oplevelsen, der tæller, ikke hvad der siges”, ligesom de besidder et andet sprog, nemlig rytme.
I forlængelse heraf blev rationel tænkning, videnskab og hårdt arbejde set som udtryk for ’hvide’ værdier og tænkemåder og udtryk for racisme, i stedet for at se dem som universelle værdier.
Blandt sorte intellektuelle blev den sorte kultur anset for at være overlegen, men undertrykt. Hvor hvide tidligere kunne begrænse, hvad sorte kunne gøre, er det omvendte nu tilfældet, fordi sorte altid kan censurere hvide, da de jo ikke har ret til at udtale sig om sorte forhold. De skal først ’tjekke deres privilegier’ og ’blive i deres kørebane’
En af hovedideologerne bag nutidens Critical Race Theory, Richard Delgado, har udtalt, at ”racisme og Oplysning er det samme”!
Man kunne spørge, hvordan de sorte vil forbedre deres vilkår, hvis man afviser disse værdier.
Afvisningen gavnede kun de sorte intellektuelle, der selv praktiserede de universelle værdier, men som opnåede en magtposition inden for det sorte samfund som gatekeepers for, hvad der definerer ’sorthed’. Tilsvarende opfattedes de hvide som én samlet gruppe, hvor alle er med til at undertrykke sorte, og besidder ufortjente privilegier.
Denne opfattelse af kultur som eneste identitetsskabende går tilbage til antropologien fra det 20. århundredes begyndelse, hvor verden opfattedes som inddelt i afgrænsede kulturer baseret på sprog og fælles oprindelse. Kulturbegrebet erstattede racebegrebet, men uden at en kultur blev anset for bedre end en anden, fordi alle var lige gode.
Kravet om kulturel autenticitet er en essentialisering, hvor “de gode” og “de onde” bytter plads
I stedet for at kræve ’rent blod’, kræves der nu kulturel autenticitet. Blandt de sorte intellektuelle blev den sorte kultur anset for at være overlegen, men undertrykt. Hvor hvide tidligere kunne begrænse, hvad sorte kunne gøre, er det omvendte nu tilfældet, fordi sorte altid kan censurere hvide, da de jo ikke har ret til at udtale sig om sorte forhold. De skal først ’tjekke deres privilegier’ og ’blive i deres kørebane’.
Herved sker der imidlertid en essentialisering af grupperne, hvilket er udtryk for en anden racisme, hvor der blot byttes om på, hvem der er de gode og de onde.
Opfattelsen af, at racismen er en uudryddelig del af det amerikanske samfund, har ændret karakteren af antiracismen. Den er nu ikke længere en kampagne for at opnå politiske rettigheder og materielle forbedringer men består i krav om symbolske tilkendegivelser og krav om at ændre sprogbrugen, så den bliver mere fair over for sorte og andre minoriteter.
Herved bliver antiracismen imidlertid reduceret til en form for offentlig performance og pegen fingre af hvide for at få dem til at føle sig skyldige. Samtidig lukker strategien minoritetsgrupperne om sig selv og skaber ingen forbedringer af levevilkårene. Kulturen bliver noget, man ønsker at ’eje’ for herved at opnå et rum, hvor man kan opnå en grad af magt og autonomi, men man giver herved også afkald på muligheder for alliancer med andre grupper baseret på fælles interesser.
Det er denne ’ejerskabsstrategi’, der har affødt kontroverserne om ’kulturel appropriering’, der kan beskrives som beskyldning om, at andre (hvide) stjæler noget fra andre kulturer. Malik betegner det som en sekulær udgave af blasfemi. Igen bliver det gatekeeperne inden for gruppen, der definerer, hvornår noget bliver stjålet fra kulturen.
Opfattelsen af sorte som en undertrykt gruppe skjuler, at der er opstået en sort middelklasse, og at underklassen ikke nødvendigvis har samme interesser som den. De to grupper bor ikke mere i de samme kvarterer, og deler ikke samme livsbetingelser.
Politivolden finder stort set udelukkende sted i de fattige kvarterer, og sorte i middelklassen har mindre risiko for at blive udsat for politivold end fattige hvide, ligesom deres sundhedstilstand også er bedre end flertallet af sorte.
Brugen af begrebet ’hvide privilegier’ over for alle hvide frastøder den gruppe hvide, som burde være alliancepartnere, nemlig den hvide arbejderklasse, der ikke føler sig det mindste privilegeret. Den har de samme oplevelser med offentlige myndigheder, som den sorte arbejderklasse har
Denne udviskning af klassebegrebet fremgik også af en erklæring fra Black Lives Matter fra 2016, hvori man udtalte, at ”Vi ser os som del af en global sort familie”.
Bortset fra at der vil være nærmest uoverstigelige interessemodsætninger inden for en sådan familie, så skjuler den også interessemodsætningerne inden for det sorte samfund i USA og vanskeliggør skabelsen af solidaritet, der går på tværs af racegrupper, argumenterer Malik.
For kun gennem alliancer på tværs af racerne kan man opnå forbedringer af levevilkårene, hvilket vil formindske kriminaliteten og dermed politivolden, der mere rammer fattige på tværs af racer. Politivolden har altid haft til formål at inddæmme de ’farlige klasser’.
Og brugen af begrebet ’hvide privilegier’ over for alle hvide frastøder den gruppe hvide, som burde være alliancepartnere, nemlig den hvide arbejderklasse, der ikke føler sig det mindste privilegeret. Den har de samme oplevelser med offentlige myndigheder, som den sorte arbejderklasse har.
”Klasse” bliver dermed i stigende grad set ikke som en politisk, men som en kulturel egenskab. Marginaliseringen af arbejderklassen har været et resultat af økonomiske og politiske forandringer, men bliver især set gennem en prisme af kulturelt tab, og det er da også i stigende grad sådan, klasseforskelle italesættes. Mens minoritetsgrupperne ses som klasseløse, taler man ofte om den ’hvide arbejderklasse’, hvor det er dens hvidhed i lige høj grad som dens klassebestemmelse, der definerer den, hvilket er paradoksalt, al den stund store dele af minoritetsgrupperne faktisk er arbejderklasse.
Racetænkning marginaliserer det politiske felt
’Racetænkningen’ marginaliserer dermed det ’politiske’, for idéen om det politiske hviler på at kunne se på andre som deltagere i noget fælles, der skuer ud i fremtiden, og ikke hvorfra de kommer. Men i stedet for at se individerne som rodfæstede i en racemæssig ’natur’, forsøger det politiske at ophæve denne ’natur’.
For at anskue racismen politisk skal vi ifølge Malik spørge: ”Hvad er dens sociale rødder, og hvilke strukturelle ændringer er nødvendige for at bekæmpe den”?
Denne identitetspolitiske udvikling begræder Kenan Malik, fordi det kun er ved at forene klasserne på tværs i en fælles kamp for fremtidige forbedringer, at han ser muligheder for forbedringer for arbejderklassen og dermed også for de sorte.
Fokuseringer på hver gruppes identitetspolitiske krav er dels regressivt, dels forhindrer dette fokus de fælles alliancer, der kan skabe forandringer.
Problemet ved Maliks vision er bare, at det er svært at se, hvordan sådanne alliancer skal kunne opstå.
Hvem er aktørerne? Det vil kræve en opløsning af de identitetspolitiske fronter, f.eks. opfattelsen af, at problemet er de hvide, da disse ER systemet, som undertrykker de sorte og besidder ufortjente privilegier, uanset om vi taler om Elon Musk eller hans hvide rengøringsarbejder på Tesla fabrikken.
Kenan Malik: Not So Black and White – A History of Race from White Supremacy to Identity Politics, Hurst Publishers, 328 sider, 20£,
Læs mere af Per Clausen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
