NY BOG // UDDRAG – Romanen Mens vi sover af Connie Warnick Aagaard, der udkom på Byens Forlag den 7. december, følger søvnforskeren Albert, der bevæger sig ud i et nyt forskningsområde, hvor drømmedeling er central. At Albert selv drømmer og bliver del af sit eget forskningsprojekt, er naturligvis problematisk. Ligesom hans forelskelse i patienten, den franskfødte Gaia, er det. To tredjedel af romanen foregår i Paris, hvor Albert må rejse til, da Gaia forsvinder.
Del 1: Alberts projekt
Mødet med det hemmelighedsfulde danner grundlaget for al videnskab
– Albert Einstein
Professoren og Tom
Han har sovet dårligt, hvilket er højst usædvanligt og let foruroligende. Og naturligvis yderst interessant. Ukoncentreret rammer han nu kanten af kaffefilterholderen med den fyldte ske, så de malede bønner drysser som mørkt sand ud på bordpladen. Hans hånd standser i luften, og han ser på de spredte fine korn, mens det rumsterer i hans halvvågne hjerne. En fornemmelse af at gribe ud efter nattens undvigende drømme, inden han igen bevæger hånden og fylder de vante fire skeer på maskinen og tænder den. Med håndryggen fejer han så langsomt de spildte bønner sammen i en lille pyramideformet bunke, som han betragter, inden han stryger den ned i sin frie hånd og videre ned i skraldespanden.
Selv efter kaffen føler han sig ikke helt vågen, og under bruseren optræder hans ellers stringente tankerækker nu som slørede, drømmeagtige syner.
Han ser silhuetter af let sammenkrøbne skikkelser svæve i et lufttomt rum. Duvende mørke skikkelser omgivet af farvede, surrealistiske former og figurer, der rækker udad som bølgende tentakler. Når et par skikkelser kommer tæt nok på hinanden, glider de transparente farver og former kortvarigt sammen og slipper så igen i udstrakte tråde, mens de passerer. Som et billede på hans teori om, hvordan vi i søvnen svæver i det store fælles rum, og hvordan vores drømme tangerer og måske endda interagerer med hinanden. Billedet opløses langsomt, mens han står under vandet, og forsvinder så helt i det kølige morgenlys, hvor verden igen bliver håndgribelig.
På vej ud betragter han kortvarigt sit ansigt i entréspejlet; den manglende søvn får ham til at se ældre ud end de halvtreds, han er. Det samme gør hatten, som han alligevel vanemæssigt har rakt ud efter. Han ligner en detektiv fra en anden tid. Han er en detektiv. Og gåden er langtfra løst. Han giver hatten det vante lille drej med højre pegefinger, griber den slidte brune mappe og cottoncoaten fra knagen, og vejer nøglernes tyngde i lommen, inden han trækker døren til sig med et lille skarpt smæld.
På vej ned ad trapperne dukker vage strejf af nattens drøm op, men uden at manifestere sig klart eller forståeligt. Han standser på den sidste afsats og ser frem for sig. ”Besynderligt,” siger han lavt. Ryster så på hovedet og tager den sidste trappe med hurtige tråd.
Natten igennem er deres hjerners elektriske bølger blevet målt i et EEG, der viser, hvordan de elektriske signaler skifter fra små zigzagkrusninger til større, blødere bølger, afbrudt af REM-søvnens heftige drømmeaktivitet
En jævn sileregn møder ham i døråbningen, men i stedet for at tage cottoncoaten på småløber han hen til den ventende taxa. Han glider hurtigt ind på bagsædet, placerer mappen på gulvet og lægger den fugtige frakke ved siden af sig, inden han løfter ansigtet og møder chaufførens blik i spejlet. De årvågne øjne dér er knebet en smule sammen under de buskede bryn og mønstrer ham muntert:
”Godmorgen Albert – ja, du kunne have sparet brusebadet i dag.”
”Ja godmorgen Tom,” svarer han. Et par dråber falder fra venstre side af hattens skygge, og han hælder hovedet let mod højre og gnider hænderne mod hinanden: ”Har det regnet længe?”
”De sidste tre timer – nok til lidt ekstra kunder.” Tom ser sig over skulderen, blinker og svinger vognen ud og fortsætter så:
”Ellers er der ikke sket det store: et par værtshusslagsmål og en efterlyst kvinde, som de stadig leder efter.” Efter mange år i nattelivet har Tom sine kilder hos betjente, dørmænd, ludere og lommetyve. Det fascinerer Albert, og de daglige rapporteringer er ikke bare hans vigtigste informationskilde til, hvad der rører sig i byens natteliv; de kompenserer for det natteliv, han ikke selv har. Han ser ud i regnen, og hans stemme har en eftertænksom tone, som om han taler til sig selv:
”En efterlyst kvinde. Der er altid en, der forsvinder.” Fordi han fortsat ser ud ad sideruden, bemærker han ikke, hvordan Tom fokuserer kort på ham i bakspejlet. Da han endelig drejer hovedet og ser frem, er Toms opmærksomhed igen rettet mod vejen foran dem.
I snart fem år har Albert hver dag kørt til klinikken med den samme taxa og den samme chauffør. Bortset fra et par årlige ferieuger, hvor Tom oftest rejser hjem til Nordirland og vender tilbage med ny viden om endnu en whiskys tilblivelse. Var det ikke for ham, havde Albert aldrig kendt til forskellen på skotsk og irsk, blended eller singlemalt eller anet, at røg, råd og tang kan indgå perfekt i en smagsoplevelse.
Drømme er en vigtig del af søvnen, og alle raske kommer i REM-søvn. Selv du Tom – selvom du påstår, at du aldrig drømmer. Eller stort set sover for den sags skyld
Nu glider de sammen gennem den tidlige morgentrafik. Toms sidste tur denne nat og hans egen start på dagen. På Skt. Jørgens Sø vugger svaner uanfægtede i regnen, og mens dråber haster i små floder ned ad sideruden, ser han ud på de kendte huse og butikker. Den tyrkiske grønthandler på hjørnet hiver baldakinen ud over kasserne med frugt og grønt, og kort efter kan han se Rådhustårnets ur. Han tjekker sit armbåndsur og konstaterer, at klokken er præcis 6.05, tager endelig hatten af og læner sig tilbage i sædet. En svag murren bag pandebenet efter nattens ringe søvn, og han rynker brynene og rømmer sig. Lukker så øjnene et øjeblik og hører et ekko af sin egen stemme. Altid én, der forsvinder. Bilens bevægelser vugger ham beroligende.
Om ti minutter begynder hans assistenter at hjælpe søvngruppens medlemmer fri af elektroderne og serverer dem et let morgenmåltid. Natten igennem er deres hjerners elektriske bølger blevet målt i et EEG, der viser, hvordan de elektriske signaler skifter fra små zigzagkrusninger til større, blødere bølger, afbrudt af REM-søvnens heftige drømmeaktivitet. Også deres kropstemperatur, muskelaktivitet, hjerterytme og åndedræt er blevet målt. Selv øjnenes små bevægelser er blevet registreret natten igennem.
Om tre kvarter sidder søvngruppens seks medlemmer så i de bløde stole i en halvkreds foran ham. Et par af dem stadig med søvnslør for deres blikke, mens en eller to vil være umanerligt vågne og givetvis i dag skarpere, end han selv føler sig. Han har brug for at være skarp hver dag; søvngruppen er helt speciel og, i forhold til hans forskning, altafgørende.
Som han forklarede Tom, da han spurgte, så er det naturligvis ikke usædvanligt, at mennesker med søvnproblemer samles i drømmegrupper. Det var allerede i 70´erne, at psykiater og psykoanalytiker Montague Ullman introducerede fænomenet – et årti efter åbningen af det første søvnlaboratorium i New York.
Og dele af hans egen forskning bygger på Ullmans tanker om drømme og telepati og hans fokus på den sociale dimension; nemlig at drømme kan indeholde symboler af både individuel og samfundsmæssig betydning. Men som han pointerede over for Tom, så har han selv som medicinsk orienteret videnskabsmand naturligvis sit fokus på de neurologiske aspekter af søvnens mysterier. Hvad sker der helt konkret i hjernen i forbindelse med forskellige former for forstyrrelser?
I dét perspektiv er det usædvanligt at danne en gruppe bestående af mennesker med så vidt forskellige søvnproblemer, som de seks i hans gruppe har. Snart sidder de foran ham på deres faste pladser. Yderst til venstre den midaldrende, forsigtige Berthe, der lider af typisk søvnløshed. Ved siden af hende Claus, der generes voldsomt af narkolepsi-lignende anfald; han falder i søvn på tider og steder, der er ret uhensigtsmæssige for en travl forretningsmand. Nærmest lige over for ham rager den jurastuderende og meget aktive søvngænger David op, efterfulgt af den udmattede unge tvillingemor Eva med den totalt forstyrrede REM-søvn. I den næste stol hænger den plagede ældre Frede, der lider af søvnapnø og derfor vågner ustandseligt, fordi han i søvne glemmer at trække vejret. Og endelig er lige til højre for ham fransk-fødte Gaia, der lider af sleep terror disorder; frygtelige angstanfald, der martrer hende natten igennem og efterlader hende nærmest gennemsigtigt lysende i stolen tæt på ham.
En usædvanligt hård opbremsning får ham til at rykke pludseligt frem i selen og spærre øjnene vidt op.
”Idiot,” hvisler Tom og trykker hårdt på hornet. Bilen er standset tæt på en ung mand, der nu stirrer forskrækket ind gennem forruden med mobiltelefonen løftet i den højre hånd. Et øjeblik står han som stivnet mellem vinduesviskernes halvbuer. Så ser han sig forvirret om, løfter afværgende den frie hånd og laver en beklagende gestus, inden han småløber over vejen.
”De går jo rundt som søvngængere!” siger Tom med højere stemme og lader bilen komme op i fart igen. ”Det går sgu galt en dag!” Han sænker stemmen til normalt leje og fortsætter så: ”Kan du i øvrigt huske, at jeg spurgte dig om det med narkolepsi? Da jeg havde kørt med en knægt, der sagde, at han risikerer at falde i søvn når som helst?”
I samme øjeblik rammer et glimt af nattens drøm ham: fornemmelsen af sand, der slår mod hans ansigt, så det smerter i huden, mens han kæmper sig gennem en storm, så varm at selv strejf af den brænder sig ind i hans kinder
”Ja, det husker jeg. Har du mødt ham igen?”
”Ja. Og i nat ville han bare sættes af i et kvarter, hvor han mente, hans kammerat boede. Jeg tænkte først, at det var ok – nu det ikke er vinter og sådan.”
”Nej, heldigvis er det da ikke så koldt endnu,” siger Albert og får i det samme en kuldegysning.
”Nej,” siger Tom, ”men jeg tog nu alligevel en runde i kvarteret lidt senere og endte med at ringe ham op igen, og så sad han heldigvis hos kammeraten og pimpede.”
”Det var betænksomt af dig Tom – at tjekke op på den unge mand.”
”Åh hvad – du holder vel også godt øje med dine patienter, så de ikke kommer til skade.” Toms blik i bakspejlet er godmodigt drillende, så kort intenst betragtende, inden han igen retter blikket fremad.
”Du ser ærlig talt en smule træt ud i dag – er der noget galt?” En kort pause, før svaret kommer fra bagsædet:
”Jeg har faktisk ikke sovet så godt.” Alberts stemme er tøvende og let undrende, da han fortsætter: ”Og det er lidt mærkværdigt. Men der er ikke noget galt, skulle jeg mene.” Han tier, men da Tom intet siger, fortsætter han alligevel: ”Jeg havde nogle drømme, som jeg ikke lige kan få fat på.”
”Jaså.” Toms stemme er igen let drillende: ”Er professorens fokus ved at flytte sig fra de kemiske koblinger i hjernen til drømmetydning?”
”Drømme er en vigtig del af søvnen, og alle raske kommer i REM-søvn. Selv du Tom – selvom du påstår, at du aldrig drømmer. Eller stort set sover for den sags skyld.”
”Nå – lidt sover jeg da. Men stadigt mindre. Som bekendt tror jeg, det er en træningssag. Tænk, hvis vi kun behøver 3-4 timers søvn!” Tom svinger bilen op foran klinikkens indgangsparti. Vinduesviskernes glidende lyd bryder igennem dieselmotorens brummen.
”Som du har hørt mig sige det før, Tom, så er søvnen ikke bare spild af tid. Den er livsnødvendig i en grad, vi slet ikke ved nok om endnu.” Albert griber fat i dørens håndtag: ”Og jeg vil i øvrigt stadig gerne observere dine få timers søvn – det kunne være interessant.” Tom drejer sig i forsædet og lægger en arm på ryglænet, mens han smiler og stikker hagen let frem:
”Ellers tak – de timer, jeg snupper, vil jeg have for mig selv. God dag med forsøgskaninerne.” Han sætter en pegefinger til en imaginær kasketskygge, og Albert skubber til døren, mens han svarer med et lille suk: ”Mennesker med søvnproblemer, Tom. På gensyn – og sov godt.”
Han glider ud ad bildøren med cottoncoaten over armen og mappe og hat i hånden. Så sætter han hatten på hovedet, inden han lader døren falde i og vender sig mod klinikkens indgangsdør. Et vindstød pisker regnen ind under hattens skygge og rammer højre side af ansigtet. I samme øjeblik rammer et glimt af nattens drøm ham: fornemmelsen af sand, der slår mod hans ansigt, så det smerter i huden, mens han kæmper sig gennem en storm, så varm at selv strejf af den brænder sig ind i hans kinder. Han er standset foran indgangsdøren. Så hører han igen regnens slag på hatteskyggen og mærker blæsten. Som havde han holdt vejret, trækker han det nu ind med en lille abrupt lyd, der får hans krop til at reagere, og han skubber døren op med stor kraft.
Ny roman om søvnens – og kærlighedens – mysterier
Søvn som fænomen optager til stadighed både forskerne og alle os andre. Hvorfor arbejder dele af hjernen videre i søvnen? Hvad skal vi med hjerneaktiviteten og med drømmene? Hvad sker der egentlig, mens vi sover?
Romanen Mens vi sover af Connie Warnick Aagaard, der udkom på Byens Forlag den 7. december, udspringer af søvntemaet og af forfatterens nysgerrigheden over for fænomener som det bevidste og det ubevidste og det individuelle og det kollektive.
”Romanen undersøger, hvad vi kan bruge søvnen, som universelt fænomen, til. Hvad nu hvis der kan opstå en form for telepati mellem sovende, der kan bruges i empatiens og kærlighedens navn?” spørger forfatteren.
Mens vi sover følger søvnforskeren Albert, der bevæger sig ud i et nyt forskningsområde, hvor drømmedeling er central. Kan mennesker med forskellige søvnlidelser, sat sammen i en søvngruppe, interagere med hinandens drømme og dermed hjælpe hinanden i søvnen?
At Albert selv drømmer, og bliver del af sit eget forskningsprojekt, er naturligvis problematisk. Ligesom hans forelskelse i patienten, den franskfødte Gaia, er det. To tredjedel af romanen foregår i Paris, hvor Albert må rejse til, da Gaia forsvinder. At kærligheden skulle få så stor plads i romanen var slet ikke tiltænkt.
”Man kan sige, at kærligheden opstod i skriveprocessen. Den gjorde opmærksom på sig selv, som den integrerede del af menneskers liv, den burde være – både individuelt og kollektivt. Og derfor blev Mens vi sover også en roman om kærlighed mellem to, mellem flere, mellem mennesker,” siger Connie Warnick Aagaard.
Mens vi sover er forfatterens anden roman. Den første, Tolv måneder, udkom i 2012, forlaget Replikant. (e-bogsversion fra 2017 på Lindhardt og Ringhof).
Se mere på forfatterens hjemmeside: www.conniewarnickaagaard.dk
Foto: Max Pixel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
