ANMELDELSE – Mens lidt mere end 600.000 danskere på tv fulgte en af de mest tragikomiske begivenheder i dansk idrætshistorie – fodboldlandskampen mellem Slovakiet og Danmark – var der onsdag ægte komik ved Kevin Hart i Royal Arena på Amager. Jan Eriksen giver tre stjerner for primært fysisk levering og spil – hvad blev der af egentlig af den oprindelige Kevin Hart?
Nærmest uden forudgående mediebevågenhed leverede en af verdens mest populære komikere under overskriften The Irresponsible Tour en godt fem kvarter lang stand-up-rutine, der godt nok bød på mange grin – og tak for det – men som samtidig også stillede spørgsmålet:
Hvad blev der af egentlig af den oprindelige Kevin Hart?
39-årige Hart har 52 mio. følgere på Instagram og 24 mio. følgere på Facebook. Sidste år tjente han ifølge Forbes godt og vel 220 mio. kr. Det taler vel sit eget uimodsigelige sprog om popularitet.
Alene det at der var udsolgt i arenaen bekræfter, at han også er stor her i Øresundsregionen. I øvrigt så jeg det etnisk mest blandede publikum, jeg nogensinde har set til et show eller koncert i Danmark. Jeg kender ikke forklaringen, kan bare konstatere, at der skulle en af de mindst kontroversielle, amerikanske sorte komikere til at skabe integration på Amager.
Fra begyndelsen i 90’erne, hvor han under navnet Lil’ Kev the Bastard måtte gå så gruelig meget igennem, før han fik sit gennembrud, er han i dag manden, der bliver ringet til, når Dwayne Johnson mangler en medspiller i en Hollywood A-film.
I mellemtiden har han medvirket i adskillige film, tv-shows og stand-up comedy shows. Alene på Netflix kan man finde fire Kevin Hart-shows.
Næppe var han med stormende applaus hilst velkommen af de vel 12.000 i salen, før vi var inviteret indenfor i Harts soveværelse
Ifølge imdb.com er han lige nu involveret i fem filmprojekter. Og så kører han da i øvrigt også sin egen radiostation – og der er en Kevin Hart-streamingtjeneste på vej.
Med den arbejdsradius kan det undre, at der er overhovedet er tid til et privatliv.
Det skulle meget hurtigt vise sig på scenen i Royal Arena, at det er der.
For de fem kvarters comedy handlede udelukkende om (figuren) Harts privatliv. Næppe var han med stormende applaus hilst velkommen af de vel 12.000 i salen, så man næsten skulle tro, at han ene mand havde vundet ovennævnte fodboldkamp, før vi var inviteret indenfor i Harts soveværelse.
Sex er vist kommet for at blive
Hvad gør man, når børnene pludselig bryder ind, når far og mor dyrker elskov, som det hed engang længe før, der var stand-up comedy i Danmark?
Jeg må indrømme, at Harts forklaring/undskyldning for, hvad far og mor gør, når de har gang i en doggy style, fik mig til at grine. Jeg har desværre – eller heldigvis – ikke tilstrækkelig styr på fagudtrykkene i amerikansk fodbold til at kunne forklare det.
Sex er ifølge alle tegn i sol og måner kommet for at blive. Men mens mange komikere i Harts generation – også her i landet – er nået lidt længere end til at genspinde deres komik omkring dette uopslidelige emne, fylder det stadig en hel del hos Hart.
Den helt store styrke ligger i hans selvforsynende, energiske og højfrenetiske performance, når det tager ham
Joken med konen, der også nyder porno og lader Kevin se sin browserstatistik, hvori ordet “stor” indgår hver gang, var faktisk også ret sjov.
Som Hart vidste jeg ikke, at der findes kvinder, der tænder på at se YouTube-klip med meget høje mænd. Harts komplekser over sin ringe højde er kendt stof hos den meget selvironiske komiker.
Det er klassisk Kevin Hart at se ned på sig selv. Med biografien I Can’t Mess This Up – Life Lessons som en form for omdrejningspunkt har han udviklet sig til en af USA’s mest markante self-depreciative komikere.
I en underholdningsgenre og et land, hvor klassisk comedy som regel enten har ren galskab eller observationer af alle de andre fæhoveder som drivkraft, er det velgørende, når en komiker bruger sin egen uformåen, mindreværd og dysfunktionelle baggrund som præmis. Alle hans shows bygger på det. Alene titlen på 2011-showet, Laugh at My Pain, siger alt.
Den helt store styrke ligger i hans selvforsynende, energiske og højfrenetiske performance, når det tager ham.
Især en længere bid om en gæstende dreng på to år, der selv kunne tage sin ble af, var sjov – ikke mindst på grund af et overraskende callback til tidligere i showet.
Accepter din fejlbarlighed
Vekselvirkningen mellem jokes, fortællinger og ultrakorte måske lidt klichéagtige livsindsigter af typen “Omfavn dine fejl. Accepter din fejlbarlighed. Kom videre”, fungerer godt. Uden at der ligefrem gik Tim Robbins i det.
Men jeg sidder alligevel tilbage og ærgrer mig. For et år siden gav Chris Rock, også i Royal Arena, et godt bud på et show baseret på lige dele privatsfære, perspektiv, terapeutiske indsiger – mon ikke mange store Hollywood-stjerner har deres shrink på speed-dial? – og sort stolthed.
Det sidste emne – racial humor, som det hedder i hjemlandet – har Hart tidligere beskæftiget sig en del med. Udover et par ganske sjove hvad jeg vil kalde milliardærjokes omkring den årlige skiferie til Aspen, var der intet af den slags i The Irresponsible Tour-showet. Og det er ærgerligt.
Et eller andet sted i de 75 minutters larmende Nike-sponserede latterkrønike om livets gang chez Harts savner jeg manden tage et standpunkt
Medmindre der ligger et statement i den omstændighed, at han ikke brugte “n”-ordet overhovedet. Der plejer han ellers normalt ikke at være videre tilbageholdende. Måske er det en imødekommelse af et europæisk publikum.
Det gryer i USA for øjeblikket. Actionfilmen Black Panthers’ enorme succes, Beyoncés meget omtalte Coachella-show, den overvejende sorte hiphop-scene er blevet en masseindustri. Der er Black Lives Matter-bevægelsen. Der er flere kvinder fra diverse etniske minoriteter end nogensinde på valg til midtvejsvalget lige om lidt.
Kevin Hart er selvfølgelig selv ansvarlig for indholdet i sine show og behøver ikke stå til regnskab overfor nogen eller noget, slet ikke hans egen hudfarve. Men et eller andet sted i de 75 minutters larmende Nike-sponserede latterkrønike om livets gang chez Harts savner jeg manden tage et standpunkt.
The Irresponsible Tour virker først og fremmest i kraft af Kevin Harts fysiske levering, hans spil.
Kevin Hart
The Irresponsible Tour
Royal Arena
3.9.2018
Topbillede: Hart Photo ICO
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her