Den amerikansk-britiske digter T.S. Eliot skrev: “April er den mest grusomme måned”. Men i 2017 kan verdens politikere tilgives for at mene, at den titel bør gå til september, skriver Chris Patten, der er en kendt tidligere britisk politiker og den sidste britiske guvernør i Hongkong. Han opsummerer her nogle af verdens politiske fortrædeligheder, der finder sted netop i denne første efterårsmåned.
TARN, Frankrig – Se på den franske præsident, Emmanuel Macron, en relativt ukendt politiker, der blev valgt i maj med støtte fra mange, som stemte imod hans modstander i anden valgrunde, Marine Le Pen fra det stærkt højreorienterede Front National. Nu står Macron over for en stærk opposition både fra det yderste venstre og det yderste højre på grund af hans planer for genopretningen af den franske økonomi.
Ud over besparelser i budgettet og fastfrysning af offentligt ansattes lønninger – noget der ville være upopulært i enhver sammenhæng – prøver Macron at reformere det franske arbejdsmarked.
Et sådant forsøg på at fremstå majestætisk fra “le président soleil” var uden tvivl en fejltagelse
Det var forventet, at dette ville skabe en politisk storm, og de franske fagforeninger svarede igen ved at true med generalstrejke i anden uge af september.
Desuden har Macron næppe gjort det nemmere for sig selv med nogle af de beslutninger, han har truffet efter indsættelsen i embedet. For eksempel kan man undre sig over, hvorfor han valgte at invitere den amerikanske præsident, Donald Trump, til at overvære Frankrigs fejring af Bastilledagen i juli. Et sådant forsøg på at fremstå majestætisk fra “le président soleil” var uden tvivl en fejltagelse.
Ikke desto mindre har Macron vist sig at være modig, velformuleret og opsat på at gøre det rigtige. Det påhviler fortsat alle liberale, pro-europæiske midtsøgende at ønske ham succes.
May rammes af virkeligheden
I Storbritannien kan september blive den måned, hvor premierminister Theresa Mays regering med kurs mod Brexit og den britiske befolkning kan blive ramt af virkeligheden.
Som vi har set igen og igen, forekommer den britiske tilgang til Brexit-forhandlingerne ikke at være meget andet end en blanding af ønsketænkning
Michael Gove, Mays miljø-, fødevare- og landbrugsminister, har tidligere hævdet, at UK ville være i førersædet, når forhandlingerne om udtræden af EU begyndte. Men det er nok ikke lige der, man har lyst til at sidde, når ens køretøj er på vej ud over afgrunden.
Som vi har set igen og igen, forekommer den britiske tilgang til Brexit-forhandlingerne ikke at være meget andet end en blanding af ønsketænkning, kovendinger og jamrende bønner om, at EU slår knuder på sig selv for at hjælpe de britiske ledere ud af den suppedas, de har bragt sig selv i.
Mens denne forestilling udspiller sig, falder den britiske levestandard. Mange briter, der vendte hjem fra solferie på kontinentet, kunne konstatere, at deres valuta ikke rakte nær så langt som tidligere: den euro, de har med hjem er nu 0.92 GBP værd, en stigning fra 0.70 GBP før Brexit afstemningen.
Og ifølge nogle valutahandlere vil pundet fortsat falde i løbet af efteråret og kan nå samme værdi som euroen inden længe. Men det værste er, at mens Storbritannien pådrager sig store omkostninger ved at forlade sit største marked, forbliver den politiske fordel ved at gøre det en illusion.
Trump får det heller ikke godt
I USA er det også usandsynligt, at Trump får en god måned. Hans forhold til republikanerne i Kongressen er i frit fald ligesom hans chancer for at få vedtaget nogen form for seriøs lovgivning.
Fiaskoen med at ophæve eller reformere Affordable Care Act (Obamacare) har kun gjort det sværere at få vedtaget skattesænkninger, og hvis lovgiverne og Trump-administrationen ikke bliver enige om en finansaftale i denne måned, vil det amerikanske regeringsapparat blive lukket ned.
Hvis Trumps administration har et princip for organisationen, ser det ud til at være efterligning af en svingdør: ind det ene øjeblik, ud det næste
Det komplicerer situationen yderligere, at Trump er fortsat med direkte krænkende morgen-tweets rettet mod medlemmer af Kongressen, medierne og andre, mens han mister eller fyrer toprådgivere.
Hvis hans administration har et princip for organisationen, ser det ud til at være efterligning af en svingdør: ind det ene øjeblik, ud det næste. Trumps nye stabschef, den pensionerede general John Kelly, kunne stadig have muligheden for at indføre disciplin i Det Hvide Hus, men det er næsten umuligt, at han skulle blive i stand til at tøjle præsidenten selv.
Dertil kommer, at ligesom Trump selv vil fortsætte med ekstremistiske og ignorante offentlige udtalelser, vil undersøgelserne af hans valgkampagnes angivelige forbindelser til Rusland ikke stoppe foreløbig. For hver uge, der går, vil den tidligere FBI-direktør Robert Mueller og hans team af karriereanklagere sandsynligvis komme tættere på at afdække sandheden, hvad den end måtte være.
Kina spiller ikke efter reglerne
September kan også blive måneden, hvor vi vil blive vidner til en eksplosiv konflikt mellem Trump administrationen og Kina. Trumps protektionistiske instinkter og fjendtlighed over for globalisering er ikke gode tegn for verden som helhed. Men hans argument, at Kina spiller efter andre økonomiske regler end alle andre, er ikke så langt fra sandheden.
Under landets forhandlinger om at indtræde i Verdenshandelsorganisationen WTO i december 2001, sagde den tidligere kinesiske handelsminister (som nu er fængslet for korruption) til mig og andre forhandlere, at “hvis I respekterer os en tomme, respekterer vi jer en mil”. At dømme efter rapporter fra amerikanske og europæiske erhvervsledere er det snarere omvendt: vi har givet Kina en mil og kun fået en tomme igen.
Mens Trumps desavouering af internationale handelsregler har fået rigelig opmærksomhed, er Kinas eget misbrug af disse normer gået upåtalt hen
For at sige det lige ud spiller Kina ikke efter de regler, der blev aftalt. For det første beskytter de egne markeder for konkurrence, hvilket åbenlyst er tilfældet for internetfirmaer.
Og når de faktisk tillader udenlandske firmaer adgang til deres hjemmemarked, forlanger de ofte partnerskaber med kinesiske firmaer eller overdragelse af intellektuelle rettigheder. Hvis det fortsætter, vil Kinas handelspartnere i sidste ende miste tålmodigheden.
Mens Trumps desavouering af internationale handelsregler har fået rigelig opmærksomhed, er Kinas eget misbrug af disse normer gået upåtalt hen. Hvis Kina ikke forbedrer sin optræden, vil vi alle – også kineserne – lide under det.
Kinas økonomiske succes behøver ikke at være en trussel mod resten af verden; men den skal opnås på et fair grundlag. Den kinesiske præsident, Xi Jinping, og hans politbureau burde signalere, at de forpligter sig på den målsætning, før de samles til den 19. nationale partikongres i Kommunistpartiet. Hvis de gør det, vil september blive en anelse mindre ondartet, end det ellers tegner til.
Oversættelse: Lisa Rasmussen
Copyright: Project Syndicate og Point of View International
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
