KRISTENDOM // INTERVIEW – Jim Lyngvild og Kristian Ditlev Jensen fortsætter med at skabe debat med provokerende fotomanipulationer og et nøgenbillede af Lyngvild som Jesus. Planerne om den provokerende kirkekunst møder kritik, også fra bogaktuelle Kasper Støvring, der kalder billederne narcissistiske.
Præsten Kristian Ditlev Jensen er i en fotomontage fremstillet som en af de 12 apostle. Netop fotoet af Ditlev Jensen som apostel skal indgå i en kommende udstilling i Sankt Nikolai Kirke i Holbæk, hvor sognepræst Marie Høgh vil udstille Jim Lyngvilds billeder.
Marie Høgh har i Kristeligt Dagblad forsvaret Lyngvilds billeder som kunst, men sognepræst Andreas Skovbo Meng mener i Kristeligt Dagblad, at: “Lyngvilds kunst ikke [er] forargelig. Den er bare dårlig kristen forkyndelse”. Den er, uddyber Skovbo Meng, “hedensk”.
hvis man prøver at diskutere billederne som kunst med Lyngvild eller Ditlev Jensen, benægter de begge, at billederne overhovedet er kunst
Kommentarsporet på Facebook hos Lyngvild og Ditlev Jensen fyldes indimellem af en blanding af begejstrede, men også forargede kommentarer.
Det er samtidig ret uklart, hvad projektet med Lyngvilds billeder egentlig går ud på. I de fleste medier omtales Lyngvilds billeder “som kunst”. Men hvis man prøver at diskutere billederne som kunst med Lyngvild eller Ditlev Jensen, benægter de begge, at billederne overhovedet er kunst.
Kan man således selv bestemme, hvornår noget fungerer som kunst, hvornår noget kommunikerer som kunst, eller kan man affeje en kritik af noget, som alle ser som kunst, med at det ikke er “ment som kunst”? Og hvad er det så, hvis ikke en kunstnerisk kommunikation?
En Facebook-bruger sammenfatter sin undren og skriver i en kommentar:
“Så, det er åbenbart ikke-kunst, lavet af folk der ikke er kunstnere, i form af ikoner – der ikke er rigtige ikoner, men ‘moderne ikoner’. Det er heller ikke rigtige disciple, men derimod fortolkninger – lavet med modeller uden en sag …
I forlængelse af ovenstående sidder jeg tilbage med et grundlæggende spørgsmål: Hvad er det så egentlig? Hvad er formålet og intentionen? Hvad er det, der skal udtrykkes?
I mangel af svar på ovenstående er det svært ikke at forfalde til en opfattelse af, at det bare er to over-privilegerede, medievante legebørn, der bruger deres kendisfaktor til at lege ‘gang i folkekirken’. Det har I selvfølgelig ret til. Men, hvis det virkelig er formålet, hvorfor så ikke bare gå linen ud og sætte noget på spil? Hvorfor ikke Jim Lyngvild iklædt SS-uniform, der uddeler nadver til præsten? Eller jer begge nøgne i tæt omfavnelse foran alteret?”
Kasper Støvring
POV International prøver at rede de kunstvidenskabelige tråde ud i debatten om billeder, som medierne kalder kunst, men som skaberne ikke vil vedkende sig som kunst, forkyndelser via hedenske kunstudstillinger og behovet for figurative billeder i kirkekunsten.
En mulig kender og kritiker af både kirkekunst og traditioner er debattøren og forfatteren Kasper Støvring. Han er aktuel med en bog, der med udgangspunkt i Thomas Kluges kunst kritiserer modernismen. Samtidig vil de to gerne have den figurative malerkunst tilbage i kirken. Det synspunkt deler han med præsten Marie Høgh.
I den forstand er Høghs, Lyngvilds og Ditlev Jensens projekt vel fint? Billederne er jo figurative?
“Jeg er enig med Høgh i kritikken af den modernistiske kunst, også kirkekunst,” siger Støvring og fortsætter:
“Ikke kun, at den er abstrakt, men også at den er konceptuel i en grad, så man skal have forklaret værket, før man kan få en oplevelse og måske endda en dybere erkendelse ud af det. Det værdifulde ved kunst er jo, at den berører eksistentialer som død, skyld, sorg, samvittighed, tilgivelse, altså grundtegn på vores menneskelige væren i verden. Den type modernisme, jeg og Kluge kritiserer, går på, at den er udtryk for en ekstrem fremmedgørelse og dermed en forvisning af det menneskelige.”
Det er både grimt og narcissistisk. Grimt, fordi han ikke kan håndværket
Men med adresse til specielt AI-eksperimentet i Kværndrup Kirke siger Kasper Støvring:
“Jeg er til gengæld ikke enig i, at der er brug for Lyngvilds såkaldte kunst. Det er både grimt og narcissistisk. Grimt, fordi han ikke kan håndværket. De fleste vil så bare lave abstrakt kunst og derved slippe let om ved denne grundlæggende mangel, men her forsøger han at få noget til at ligne ved brug af AI. Så alene det, at noget er figurativt, sikrer altså ikke, at det er godt eller kunst for den sags skyld.”
Hvad mener du med, at projektet i Kværndrup er narcissistisk?
“Narcissismen handler om, at man ikke kan få et forhold til det, Lyngvild angiveligt gerne vil tematisere, nemlig troen, kristendommens fortællinger. Det handler alt for meget om ham selv. Især hans private seksualitet. Man kan ikke komme forbi ham, han står hele tiden i vejen. Billederne er ikke almengyldige, men private fantasier. Kristendommens styrke – og styrken i god kunst for den sags skyld – handler jo netop om overskridelse, altså at man overskrider sig selv og bliver bragt i berøring med noget andet, som er af afgørende betydning. Den proces kan være forløsende, om så blot momentan. Kristendommens kærlighedsbudskab er af åndelig art, agape kan ikke reduceres til det erotiske begær.”
Andre har kaldt Lyngvilds billeder for “hedenske”. Er du enig?
“At Lyngvild ikke har noget eksistentielt forhold til kristendommen, fremgår af billederne. Han er angiveligt asatroende, og der er i eksponeringen af det kropslige utrolig megen hedenskab i billederne.”
Men hvordan skal vi forholde os til det faktum, at Jim Lyngvild som designer og Kristian Ditlev Jensen som kurator begge benægter, at hele projektet har noget at gøre med kunst? Og hvad er projektet så, hvis det ikke er kunst?
“Ja, institutionsteorien siger jo, at udstiller man genstande på et museum, så er det kunst, og udstiller man den slags Lyngvild-billeder i en kirke, ja, så er det kirkekunst,” siger Støvring. Han fortsætter:
“For mig er det afgørende, at man prøver at gøre det samme som i god kirkekunst, men fejler. Et kirkerum er et sakralt rum, hvor man i ærefrygt for ånden i rummet underkaster sig og undlader at udpensle sit private indre.”
Men hvis de hverken vil det sakrale og heller ikke rigtigt vedstår sig andre kunstneriske formål, så er det vel en form for PR-aktivitet eller provokationskunst?
“Ja. Og der er jo mange udvendige tiltag for at få flere mennesker i kirken. Jeg kan godt lide de to præster (Kristian Ditlev Jensen og Marie Høgh, red.) og kender dem også personligt og deres hensigter er fine – væk med den uforståelige, grimme og håbløse modernisme, ind med en anden type kunst. Men jeg bryder mig ikke om Lyngvild-projektet.”
Men kan man ikke være bange for, at Kristian Ditlev Jensen skader sin troværdighed som præst med et sådant tiltag og ved agere model for Lyngvilds apostelportræt?
“Det er for meget sagt, at han skader sin troværdighed, men han bør sætte sig selv til side, ligesom kunstneren burde gøre. En præst bør forkynde evangeliet rent og purt, ikke udbasunere sin privatperson, og en kunstner bør åbne for det, der er meget større end privatpersonen og nutiden.”
POV International har sendt denne artikel til Kristian Ditlev Jensen og spurgt, hvorfor han ikke rent ud vedstår, at der er tale om en kunstudstilling, når alle andre medier mener, at det fungerer som en kunstudstilling.
Desuden har vi spurgt til, om han mener, det er foreneligt med stillingen som præst at agere fotomodel for Lyngvild.
Ditlev Jensen er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
