VREDE // KLUMME – ”Jeg fordømmer ikke vreden, jeg fordømmer ikke temperamenterne,” skriver Louise Juhl Dalsgaard, der har hørt Ditlev og Dæmonerne, hvor journalist og præst Kristian Ditlev Jensen og hans medvært Christoffer Emil Bruun har inviteret Frederik Cilius i studiet for at tale om vrede. Egentlig ville hun selv gerne lære at svare igen, spille kampen færdig. Men der er mange måder at vinde på.
Jeg var omkring fire år, da min mor tog mig med til lægen. Hun var bekymret for min adfærd. Hun havde bemærket at naboens dreng af og til slog på mig. Med en plastikskovl, en pind, en cykelpumpe. Ikke hårdt, men dog nok til, at jeg tog mig til armen eller hovedet, skar ansigt i smerte, av.
Men protesterne udeblev. Jeg svarede aldrig igen, råbte ikke stop eller slog tilbage. Jeg sad bare og tog imod, indtil min manglende modstand kedede nabodrengen så meget, at han fandt på noget andet at gøre. Han gravede måske et hul i stedet eller sparkede lidt til hækken.
Og nu var min mor så nervøs for, om mit flegmatiske temperament havde slagside mod det sygelige, det nervøse, det servile. Så hun tog mig med til lægen, der tog nogle tests og konkluderede, at jeg ingenting fejlede.
Et temperament giver sig til kende over længere tid, det er ikke alene situationsbestemt, men er udtryk for en mere grundlæggende forholden sig til verden
Lægen mente tværtimod, at min strategiske sans bare var en anden end at slå med en skovl. Jeg fik måske min vilje ved at vente, ved at lade dampen gå af nabodrengens vrede og ad den vej undslippe. Han handlede ved at slå, og jeg ved at lade være. Og selvom det modsatte ofte er tilfældet, så endte jeg faktisk med at have overtaget.
I morges hørte jeg Ditlev og Dæmonerne, journalist og præst Kristian Ditlev Jensen og hans medvært Christoffer Emil Bruun havde inviteret Frederik Cilius i studiet for at tale om vrede. I første omgang ikke Cilius’ egen vrede, men den vrede, mange af hans roller udviser. Kirsten Birgit, Bo Høxenhaven og flere andre karakterer. Ditlev Jensen var interesseret i at høre, hvorfor vreden var så godt et brændstof for fortællinger. Både dem på teater, på lyd og på skrift.
Jeg ved ikke, om Frederik Cilius egentlig fik svaret på det, i stedet kom programmet til at handle mere om såvel værternes som Cilius’ egen vrede. Om hvad der kunne vække deres vrede, og hvordan den kom til udtryk. Frederik Cilius kaldte sig selv for ”temperamentsfuld”.
Han oplevede ofte at blive vred, synligt vred, som når betjeningen i supermarked var doven (en kassemedarbejder havde set fodbold på sin telefon, mens han med en provokerende ophøjet ro havde ladet varerne passere forbi scanneren), eller håndværkere mødte uforberedte eller ligefrem nonchalant op til en opgave – med en ”Hvad er det nu lige, der er problemet hér-attitude”.
Kristian Ditlev Jensen havde samme erfaring med et letantændeligt temperament, særligt i trafikken; han havde oplevet sig selv råbe de værste eder af en lige lovlig meditativ bilist.
Begge var enige om, at den slags vrede, der slipper ukontrolleret ud – og derfor også gerne uhensigtsmæssigt – kunne være dæmonisk. Når følelserne fik lov at bestemme over hensynet til andre, over almindelig pli. I stedet for at få udtrykt sin muligvis rimelige harme, endte man i den slags situationer som regel med at tabe ansigt. Kolerisk vrede er ganske enkelt meget lidt værdig.
Hvad fanden lignede det ikke at samle sin hunds efterladenskaber op? Han var forarget over, at folk lod det ske, at der ikke var nogen, der råbte dem an, bad dem – bogstaveligt talt – om at fjerne deres lort
Alligevel argumenterede Cilius for, at et fuldkomment fravær af vrede ville være langt værre. Et samfund, hvor ingen protesterede, satte foden på bremsen, sagde fra, ville ende i en slags ligegyldighed.
Selv var han flyttet fra Amager på grund af de mange hundelorte, der lå efterladt på fortove og fliser. Hvad fanden lignede det ikke at samle sin hunds efterladenskaber op? Han var forarget over, at folk lod det ske, at der ikke var nogen, der råbte dem an, bad dem – bogstaveligt talt – om at fjerne deres lort.
Jeg forstår godt Cilius’ voldsomme irritation, det er da udtryk for en rasende egoisme ikke at rydde op efter sig selv og sin hund. Ærlig talt. Ligesom de mange, der efterlader wc’et med synlige spor efter deres dårlige maver: Halløj folkens, toiletbørsten er faktisk opfundet.
De tre i studiet kom også ind på de såkaldte fire temperamenter: Det koleriske, det flegmatiske, det sangvinske og det melankolske. Kolerikeren er udadreagerende, ilter, opfarende. Flegmatikeren omvendt næsten provokerende upåvirkelig og træg. For sangvinikeren er munterhed udgangspunktet, en let og brusende væren i verden. Endelig er melankolikeren tungsindig og grublende.
Det er vigtigt at skelne mellem en følelsesmæssig reaktion og et temperament. Alle kan lade sig provokere af voldsomme angreb, det er det, vi kalder en naturlig reaktion. Et temperament giver sig til kende over længere tid, det er ikke alene situationsbestemt, men er udtryk for en mere grundlæggende forholden sig til verden.
Jeg tror såmænd, det servile i min adfærd, det evigt undskyldende, kan være mindst lige så frygteligt for omverdenen som voldsomme råb eller banden
Jeg er meget sjældent vred. Når nogen skælder mig ud, trækker jeg mig væk, gør mig lille. Siger undskyld, selvom det måske i virkeligheden er modparten, der burde undskylde. Jeg ved ikke, om det er flegmatisk eller melankolsk, men jeg er med garanti hverken sangviniker eller koleriker.
Jeg tror såmænd, det servile i min adfærd, det evigt undskyldende, kan være mindst lige så frygteligt for omverdenen, som voldsomme råb eller banden. For hvordan reagerer man imod et nedslået blik, en bøjet nakke. Der er ikke meget sjov ved at spille squash i et rum uden vægge. Der er ingen forløsning i at få sin vilje uden kamp.
Jeg ville gerne lære at stå op. Sige: ”Fjern lige dit lort fra mit liv,” når nogen med vilje sårer mig. Jeg ville gerne svare igen, spille kampen færdig. Finde en vinder eller måske bare slutte, når begge parter blev trætte.
Lige nu skriver jeg på en roman om psykisk vold. Om hån og gaslighting og skjult mobning. Om at så så meget tvivl i et andet menneske, at det ophører med at tro på sig selv. For er man ikke bare sart? Er man ikke bare lige lovlig følsom, er det, man oplever i virkeligheden, ikke udtryk for en sygdom inde i hovedet, noget, man finder på? Og hvis ja, skal man så ”i virkeligheden” være glad for, at nogen sætter en på plads, sætter rammer. Siger: ”Du er jo syg i hovedet.”
Og P.S.: Før nogen i vrede anklager mig for at være dum eller partikulær eller bare en lort på nogens fortov: Jeg fordømmer ikke vreden, jeg fordømmer ikke temperamenterne. Hverken det koleriske, det flegmatiske, det sangvinske eller det melankolske. Måske kunne man tilføje det servile temperament. Det fordømmer jeg for resten heller ikke.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
