En formiddag i Køge Kirke – hvad Homo economicus trænger til

af i Danmark/Kulturhistorie/Tro og eksistens

TRO // ESSAY – A Day in the Life gik jeg ind i Køge Kirke. Jeg havde lige holdt et foredrag om omsorg for døende og ledte faktisk efter en café for at slappe lidt af inden hjemturen. Men et uventet hul i vejen fik mig væk fra GPS-ruten. Det passede fint med temaet for Lennon & McCartneys smukke sang A Day in the Life, som jeg havde lyttet til i bilen: Et tilfældigt hul i vejen kan ændre mange ting, og så står man pludselig i Køge Kirke.

Hullet var et vejarbejde, et hul midt i vejen, men jeg måtte også bevæge mig rundt om et hul i mine tanker, for efter mit foredrag på det topmoderne kursushotel havde en ung kvinde bemærket: “Bare jeg kunne tro på det, de siger i kirken, så ville mange ting nok være lettere.”

Nu var jeg tilfældigt havnet på den side af Køge Kirke, hvor der ikke er nogen caféer, så jeg kunne ikke bare forholde mig til udsagnet hen over en caffé latte. Men jeg måtte naturligvis spekulere over, hvad den unge kvinde mente, hvad det var for en slags lidelse, der måske kunne blive lettere at bære?

En latent eksistentiel bombe

Det er ikke svært at hylde menneskelig lidelse som vejen til indsigt og erkendelse – så længe man altså ikke selv lider. Den slags dobbeltmoral kunne man imidlertid ikke beskylde teologen Johannes Sløk for, da han i 1996 skrev kronikken Lidelse er en menneskeret. Sløk var på det tidspunkt ramt af sygdom og sad i kørestol, men skrev, at ”det er tragisk for et menneske, hvis det kun oplever glæder og fornøjelser. Vedkommende ville i givet fald ende som en glad gris, overfladisk og lallende”.

I en lang årrække er Danmark blevet kåret som et af verdens lykkeligste lande. Men hvad nu hvis den lykke, der måles og tilstræbes, rummer en latent eksistentiel bombe

Måske kan man tilføje, at tragedien er endnu større, hvis mennesket rent faktisk tror, at livet skal være nemt, let og lykkeligt; at det gælder om at undgå livets huller, at samfundet virkelig må gøre noget ved de problemer, der stiller sig i vejen for lykken, enten ved at tilbyde os medicin, glemsel eller trøst.

I en lang årrække er Danmark blevet kåret som et af verdens lykkeligste lande. Men hvad nu hvis den lykke, der måles og tilstræbes, rummer en latent eksistentiel bombe, som skaber manglende evne til at forstå og møde den lidelse, som efter Johannes Sløks mening er nødvendig for et fuldbragt liv? I dén sammenhæng er det ikke uden betydning at undersøge, hvad der sker i dualiteten individ/samfund. Nogle meditative timer i Køges smukke kirke en regnfuld formiddag, mens organisten øvede sig, gav anledning til at overveje om noget af det, vi savner ”ude i samfundet”, faktisk ikke er det, som vores kirker tilbyder.

Stedets ånd

Altså, A Day in the Life, gik jeg ind i Køge kirke. I dagens samfund er den massive kirkedør ofte grænsen mellem to verdener, men den er jo også en passage mellem kirkekristendommen og hverdagens livsverden, og allerede i døråbningen lod kirkerummet høre fra sig. Genius loci, ”stedets ånd”, kaldte romerne det.

Tiden flyder anderledes herinde, som et remix af fortid, nutid og fremtid. Det enkelte menneske opstår og forgår med en dødelig lethed, vi er flygtige og tidsbestemte, mens kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt.

Når jeg sidder her i Køge Kirke og mediterer over mit eget liv, svarer de kendte slagsange om økonomisk vækst, mere forbrug, personlig succes, fremdrift og skattelettelser faktisk slet ikke til noget af det indholdstunge og fundamentale i min tilværelse

Når mennesker i dag går i kirke, oplever de det ofte som en grænseoverskridelse til noget fundamentalt anderledes. Det tror jeg skyldes, at der i kirken netop er deponeret noget af det, der hverken er plads eller tid til udenfor i et af verdens lykkeligste samfund. Kirken er en slags eksistentiel hukommelse, der kan hjælpe os med at huske noget vigtigt. Opleves kirken som anderledes, er det måske netop fordi vi som samfund, er blevet ramt af et udbredt eksistentielt og åndeligt afsavn.

Konkurrencestatens meningsløshed

Her forudsætter jeg, at det ikke længere giver nogen mening at tale om en velfærdsstat, der reflekterer over sine mål ud over de økonomiske. Vi lever i en konkurrencestat, der pr. definition stræber efter materiel og økonomisk effektmaksimering. I konkurrencestatens økonomiske vækstmål ligger der imidlertid også en meningsløshed, tomhed og overfladiskhed, som i stigende grad rammer det enkelte individ i eksistensens bløddele.

Økonomiske vækstmålsætninger har en indbygget meningsløshed, som ikke spejler det vigtigste i de fleste menneskers liv, og derfor må tomheden på et tidspunkt melde sig i tilværelsen. Når jeg sidder her i Køge Kirke og mediterer over mit eget liv, svarer de kendte slagsange om økonomisk vækst, mere forbrug, personlig succes, fremdrift og skattelettelser faktisk slet ikke til noget af det indholdstunge og fundamentale i min tilværelse. Kirken og dens ord kan imidlertid give os mulighed for at slippe væk fra den indre eksistentielle varmedød, hvor vi overalt kun møder os selv og vores selvskabte verden, og de mere og mere ekstreme krav vi stiller til os selv om succes, perfektion og vækst.

Den fuldkomne straf

Mens jeg sidder på en af bænkerækkerne, alene og med orgelmusikken brusende i rummet, oplever jeg, hvordan kirkens ord så at sige fremkalder eksistentielle spørgsmål i mig: hvad er vigtigt i mit liv og i forhold til verden? Kirkens forkyndelse er bestemt ikke uvedkommende for os såkaldte moderne mennesker, for den svarer på noget i vores livsvilkår – også her i 2000-tallet.

I kirken kaldes vi nemlig til en form for eksistenslytning midt i en verden, hvor man let kan komme i vildrede om, hvad der er det vigtigste, hvad vi skal leve af, ikke økonomisk, men menneskeligt.

Når de gamle græske guder virkelig skulle straffe datidens mennesker, begyndte de med at finde ud af, hvad mennesket ønskede sig allermest. Derefter opfyldte de dette ønske alt for fuldkomment. Det er i sandhed en frygtelig straf, som vi i dag måske er ved at opleve den fulde ironi i. Vi har fået økonomisk velstand, vækst, enorme forbrugsmuligheder, en mulighedsrigdom uden lige med hensyn til oplevelser, underholdning og personlig selvrealisering. Men også en enorm frygt for fiasko, for at fejle og ikke være god nok, ikke at kunne følge med. Angst i metermål, depression, sortsyn, nederlagsstemning, tvivl på sig selv, frygt for aldrig at nå frem til det autentiske liv, til sig selv, til sin egen kerne og dybden i livet. Måske var det de græske guder, der opfyldte vores ønske om at blive et af verdens rigeste og lykkeligste samfund. Men var det deres belønning eller straf vi fik?

Vi skal ikke føle os u-raske, triste, sårbare, skrøbelige, ulykkelige og slet ikke pessimistiske. Det offentlige liv og den politiske verden er blevet til en sær blanding af underholdning og frygt for det alvorlige og dybeste i livet

Det er jo ikke fordi vi ikke gør noget for at blive lykkelige her i dette lykkelige land. Recepterne er mangfoldige. Men det er stadig ikke nemt at være menneske, selv i verdens lykkeligste land. Det viser antallet af mennesker på lykkepiller og med diagnoser på grund af angst, depression, eller forskellige former for frygt og usikkerhed i forhold til livets almene tilskikkelser. Men Johannes Sløk havde imidlertid også ret, når han skrev, at det er fejlagtigt, hvis det ender med at være en sandhed, at livet skal være let, og at besværligheder og lidelse er en funktionsfejl ved tilværelsen.

Alt er blevet overflade

Det er naturligvis ikke fordi vi skal jagte skibskatastrofer, pludselig død, brændende byer og jordskælv, som Tom Kristensen skrev i digtet Angst, hvor han bearbejdede sin egen angst ved at forestille sig de værste syner af rædsel og død. Men i dag er lykkejagten blevet et formål i sig selv, med politisk, økonomisk og samfundsmæssig støtte. Vi skal ikke føle os u-raske, triste, sårbare, skrøbelige, ulykkelige og slet ikke pessimistiske. Det offentlige liv og den politiske verden er blevet til en sær blanding af underholdning og frygt for det alvorlige og dybeste i livet. Alle taler om, at alt skal være autentisk, men alt er blevet overflade, hvor eksistentielle problemstillinger, som f.eks. kærlighed, gøres til underlødig tv-underholdning og sorg forvandles til sygdom.

Hvis vi et øjeblik slår følge med Søren Kierkegaard, så ville han sige, at denne overfladiskhed forhindrer mennesket i at være sig selv og blive autentisk. Alt det alvorlige bliver forvandlet til satire, ironi og underholdning – eller til en unødvendig og irriterende hindring på vejen. Men hermed kommer der også til at mangle noget nødvendigt i den menneskelige tilværelse, nemlig oplevelsen af livets bærende alvor, dybde og sårbare værdi – noget som samfundet i dag faktisk modvirker gennem en udtalt foragt for skrøbelighed og såkaldt svaghed.

Da kvinden ved mit helt ukirkelige foredrag på det eksklusive kursushotel udtrykte ønske om at kunne tro på kirkens ord, tror jeg, det handlede om sult efter en virkelighed, der er større og dybere end den, vi selv kan skabe gennem tilværelsen som ”Homo economicus” og banal individualist.

Men kirken skal være noget anderledes, levende og alvorligt, som mennesket kan møde rundt omkring i tilværelsen. Hvis vi kun ønsker og forventer, at kirken skal tilbyde os et møde med os selv, hvis vi blot projicerer os selv over på kirken, så er det jo bare et spejlbillede af os selv, vi møder, og ikke et opvækkende dybdeperspektiv på tilværelsen

Men tvivlen er blevet den største dyd i vores selvforståelse. Tvivlen på guder og alle andre autoriteter, tilmed på os selv og vores egen oplevelse af virkelighedens dybde. Som om verden slet ikke er der på sine helt egne betingelser, med lidelse, glæde og hele herligheden, samlet i det, som man i gamle dage kaldte for menneskets skæbne; det vi kommer ud for, det som rammer os, når livet viser sig for os med både lidelse og lykke, helt uafhængig af økonomiske vækstrater og materiel succes.

I kirken tales der om en grundvold, som bærer mennesket. Men dét er jo nærmest en provokation i dag, hvor det er indiskutabelt, at mennesket skaber sin egen verden og tilværelse – er sit eget suveræne (og isolerede) selv. Men alligevel bestemmer vi jo ikke over det vigtigste; alt det største unddrager sig vores kontrol, tænk på livet, døden, kærligheden, lidelsen, nåden og barmhjertigheden.

Kirken er et interface

Ved mine foredrag om døden oplever jeg ofte, at de religiøse temaer trænger sig på uden helt at blive formuleret. Nutidens mennesker har på ingen måde mistet evnen eller lysten til at stille de fundamentale spørgsmål. Men når det gælder det sværeste i livet, slår dagligdagens sprog ikke altid til.

Kirkens sprog og symboler kan benævne og tiltale alt det dybeste, og det, der ikke er nærværende, som andet end anelser eller savn i vores daglige livsverden, f.eks. nåde, barmhjertighed, tilgivelse, skyld, død, mening. Det, der foregår i kirken, handler ikke udelukkende om ved egen kraft at finde troen, men om at lytte til ordene og tro på den mening og dybde de kan give i ens liv. Kirken er et interface, der forbinder os med de dybeste eksistentielle spørgsmål i tilværelsen.

Kvinden ved mit foredrag mente, at mange ting ville blive lettere, hvis hun bare kunne tro på kirkens ord. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at hun mente ”lettere” i almindelig betydning, som f.eks. ”nemmere” o.l. Min erfaring med undervisning i omsorg for døende, lidende og syge er, at ”lettere” også kan betyde, at livet kan få lov til at være så tungt, som det undertiden kan være. At livet får lov til at være så tungt, at det er til at bære; at man kan få lov til at give sig livets tyngde i vold, uden at det er et problem der skal behandles, eller noget der her og nu skal overvindes, så man kan komme videre.

I kirken tales der anderledes end i vores livsverden. Måske derfor betvivles det ofte, i hvor høj grad kirken kan sige det såkaldte moderne menneske noget. Men kirken skalvære noget anderledes, levende og alvorligt, som mennesket kan møde rundt omkring i tilværelsen. Hvis vi kun ønsker og forventer, at kirken skal tilbyde os et møde med os selv, hvis vi blot projicerer os selv over på kirken, så er det jo bare et spejlbillede af os selv, vi møder, og ikke et opvækkende dybdeperspektiv på tilværelsen.

For igen at trække Johannes Sløk ind. Han var bestemt ikke kirkelig, men sagde alligevel, at kirken er ”alvorens sted. Efterhånden det eneste sted i vores samfund, hvor man tør gøre alvoren gældende”. Kirken taler den alt for omsiggribende lethed og overfladiskhed midt imod. Den abonnerer ikke på forestillingen om ”Homo economicus”, om det endimensionale menneske, men må nødvendigvis insistere på et dybdeperspektiv på mennesket, på livets alvor.

Tro og tvivl

Men man kan jo ikke bare beslutte sig for at tro, ligeså lidt som jeg i sin tid kunne beslutte mig for at møde og elske den kvinde, som senere skulle blive min hustru. Tro og kærlighed er passivbegreber, som Jan Lindhardt skrev. Det er ikke noget, vi selv kan bestemme over. Alt det vigtigste bliver os så at sige givet, kærligheden, livet selv og således også troen. Man kan ikke aktivt tilkæmpe sig troen ved at opfylde nogle betingelser. Dét var Luthers erfaring i klosteret, da han følte sig fortabt over ikke at kunne gøre sig god nok til at opleve troen. Luthers store opdagelse var imidlertid, at Gud ikke er krævende, men givende.

”Jeg ved ikke, om jeg kan kalde mig selv for troende,” siger mange af de mennesker, jeg møder ved mine foredrag om eksistentielle emner. Selv vores egen tro kan vi tvivle på; om den er rigtig nok, god nok, passer til det, som en tro skal passe til, om det overhovedet er rimeligt at tro, når det nu er bedre at vide, men det tvivler vi jo omvendt også på, at man kan. Hvordan skulle vi så kunne tro på en ubetvivlelig grundvold for tilværelsen? Det var netop på den måde, at Luther sank dybere og dybere ned i sin egen fortabthed; ved at møde sin tro med sin egen selv-tvivl.

I dag tror vi ikke engang på os selv, når vi lider. Jo, vi lider og tænker, at livet er svært og sandelig kræver sit. Ofte kan vi slet ikke stille noget op med alt det, som livet både giver og kræver. Men vi tænker også, at det nok er fordi, vi er for skrøbelige, sårbare og utilstrækkelige, at nu må vi tage os sammen. Hvad sker der med et samfund og en kultur, hvor det nærmest er blevet officiel politik, at vi netop skal tage os sammen og tage kontrol over alt, hvad der forekommer; ikke se problemer, men udfordringer, som bare skal overvindes?

Tilfældigt (?) i Køge Kirke

I vores højhastighedssamfund er der ikke plads til fordybelse og eftertanke, og slet ikke til sårbarhed. Og så er det, at vi oplever samfundet, hinanden og livet som alt for hårdhændet, så hårdt at vi også må gøre os selv hårde.

Der er en sammenhæng mellem individ og samfund. I en interaktion kan de gøre hinanden hårde. Det sker f.eks. når individet ikke kan leve op til samfundsmæssige krav om lykke, optimisme og overfladiskhed, når der i samfundet ikke er nogen resonansbund for det enkelte menneskes oplevelse af sin egen eksistentielle dybde og sit eget livs alvor, når det vigtigste reduceres til enten underholdning, forbrug eller slet og ret til noget uvedkommende, der bare skal elimineres for at skabe endnu mere succes, lykke og fremdrift.

Alvoren under tilværelsen, alt det, der bærer livet oppe og gør livsmodet til en mulighed. Denne overvældende erfaring er efter min mening en troserfaring, som man ikke kan handle sig til, men som kan komme gennem eksistenslytning i kirken

Kirken virker imidlertid som en resonansbund. Dens ord, dens rum, salmerne og gudstjenestens ritualer – alt minder os om, at mennesket er andet og mere end succes eller fiasko på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, i forbrugslivet. Kirken kalder ikke kun til gudstjeneste, men også til selvgranskning og engagement i livet i dybere forstand.

Som den forhenværende biskop over Århus Stift, Kjeld Holm, skriver i erindringsbogen Man lever af det, man får givet: ”hvis religionen udelukkes af kultur og samfundsliv, bliver vi ikke blot fattigere mennesker, vi mister også en orienteringsevne i livet som sådan, ja, vi mister sansen for dybderne i tilværelsen”. Man behøver næsten ikke at tilføje, at dette også har indflydelse på vores etiske evner, fordi kirken tematiserer menneskets skrøbelighed og sårbarhed i et samfund, hvor der ellers står No Mercy over indgangen.

Men nu er jeg jo ikke teolog eller præst – ikke ekspert på troens genese. Jeg er er bare en af de mange, der kredser omkring kirken og begrunder det med, at jeg leder efter en café. Men i dag endte jeg altså (tilfældigt?) i Køge Kirke. Jeg blev der i et par timer, hvor jeg sad og skrev og mediterede. Der er en glad og venlig åndelighed i den kirke. Dens præster holder pizzagudstjenester for de unge, børnegudstjenester for børnene og laver Harry Potter-tema med Hogwarts-stemning i kirken. Det var dejligt at sidde i Køge Kirke.

For mange af os er det i detaljen, i det tilsyneladende ubetydelige, at budskabet, sandheden og grundvolden kan findes: Livet kan kun leves, er kun muligt, fordi der er en nåde i livet. Vi ved, at vi skal blive til støv, men nåden findes i det, der bliver os givet: kærligheden, med-mennesket, livet selv, børnenes glæde over Harry Potter i Køge Kirke, vores delagtighed i tilværelsen, selv om vi ikke kan eje den og gøre den til vores. Men en havudsigt er jo også smuk, selv om man ikke ejer den. ”Hvad har du, som du ikke har fået givet?” Dét er, hvad selve ordet Gud betyder for mig: Alvoren under tilværelsen, alt det, der bærer livet oppe og gør livsmodet til en mulighed. Denne overvældende erfaring er efter min mening en troserfaring, som man ikke kan handle sig til, men som kan komme gennem eksistenslytning i kirken, for der er ikke tid eller plads til den ret mange andre steder. Men måske på dén måde, kan mange ting blive lettere, som den unge kvinde sagde.

Køge Kirke er viet til Sankt Nikolaus,de søfarendes skytsengel. Jeg tror ikke, at man behøver at være søfarende med vand under fødderne for at have brug for Sankt Nikolaus’ beskyttelse. Hvor ofte føler man sig ikke på gyngende grund, nærmest ramt af en eksistentiel søsyge, hvor beskyttelse fra Sankt Nikolaus kan være påkrævet – A Day in the Life i Køge Kirke?


Fotos: Wikimedia Commons.

Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. ”Velfærd eller ufærd?”, ”Kritik af den politiske optimisme”, ”Tiden, tempoet og tomheden” og ”Julies hjerte.” Er desuden medforfatter til ”Magtens Bog”.

Har tidligere været redaktør ved DRs P1, og leder af Radiodokumentaren, også ved DR, og desuden kommentator ved Information og boganmelder ved Berlingske.

I dag er han freelanceskribent, foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Du kan følge Peters arbejde på bloggen peterschjodt.wordpress.com.