TOLDKRIG // KOMMENTAR – Den 2. april var ifølge Donald Trump ”USA’s økonomiske uafhængighedsdag” og ”en af de absolut vigtigste dage i USA’s historie”. Her annoncerede Trump en verdensomspændende toldkrig, som ifølge ham selv vil gøre USA mere velstående end nogensinde før. Den økonomiske tankegang er vanvittigt naiv og blottet for fakta og teori, skriver Karsten Skjalm.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Donald Trump har længe haft en forkærlighed for told.
På en pressekonference d. 25. januar lød det blandt andet: ”Jeg har altid sagt, at told er det smukkeste ord i ordbogen, for told vil gøre os rige og bringe vores økonomi på fode igen.”
Men selvom Trump har forfægtet netop dette synspunkt siden sin ungdom i 1980’erne, er udsagnet regulært sludder. Told gør ingen lande rige, og international handel gør både eksport- og importlande mere velstående.
Præsidenten kaldte 2. april 2025 for ”befrielsesdagen”, som var datoen for en ny uafhængighedserklæring. På dagen fremviste han en stor planche, der viste, hvor mange procent told han agtede at pålægge på import fra stort set alle lande i verden.
Trumps påstand er med andre ord udtryk for historieforfalskning
Toldsatserne ville variere mellem 10 % og 50 %, og det var særligt eksport fra asiatiske lande som Kina, Vietnam og Bangladesh, som ville blive påført høje toldsatser. Over for en måbende forsamling af journalister begrundede Trump på sin sædvanlige barnagtige facon, hvorfor han ville pålægge landene en gensidig told (reciprocal tariffs), som om hans straftold modsvarede landenes toldsatser på amerikanske varer.
Også den handling vidner om komplet uvidenhed. USA er medlem af verdenshandelsorganisationen WTO, som blev etableret i 1995, efter den hidtil mest omfattende og dybdegående multilaterale handelsrunde (Uruguay-runden) i GATT med succes var blevet afsluttet og underskrevet af de ca. 125 deltagende lande ved en ceremoni i Marrakech.
Angreb på 70 års frihandel
Frihandel udgør et af grundelementerne i økonomisk velstand og velfærd.
GATT var et af de tre fundamenter i det regelbaserede og velordnede Bretton Woods-system, som – anført af USA – blev etableret kort efter afslutningen på 2. verdenskrig. De to andre var Verdensbanken, som yder udviklingshjælp til kriseramte lande samt Den Internationale Valutafond, IMF.
De tre Bretton Woods-institutioner fik kolossal betydning for genopbygningen af Europa og for det efterfølgende velstandsboom i den vestlige verden.
I GATT blev der afviklet 8 handelsrunder med fokus på reduktion af told, afskaffelse af importkvoter (et protektionistisk instrument, som hyppigt blev anvendt i mellemkrigstiden) samt regulering og reduktion af ikke-toldmæssige barrierer såsom tekniske produktstandarder og subsidier. I disse 8 handelsrunder blev de vægtede toldsatser reduceret fra ca. 40 % til under 4 %.
På pressekonferencen påstod han også, at alverdens lande har hævet deres toldsatser og i sådan grad, at USA nu vil indføre de meget høje toldsatser
Det er denne enorme og imponerende landvinding, som Trump nu truer med at undergrave med sin toldkrig.
Han ønsker, at USA forhandler bilateralt og fører en America First-politik. Det er bekymrende, da USA spiller en afgørende rolle for det internationale systems stabilitet.
Verdenshandelen er ikke, hvad Trump tror
Hvad ønsker Trump med sin beslutning om at hæve USA’s toldsatser?
Som udgangspunkt svinger Trumps toldsatser mellem en vægtet toldprocent på 0,14 % på mineraler og 13,71 % på sko.
Procentsatserne er fra 1996, efter at WTO indgik sin seneste multilaterale aftale om informationsteknologi. Denne aftale var en selvstændig opfølgning på Uruguay-aftalen, der blev underskrevet i Marrakech i 1994 efter afslutningen på den omfattende handelsrunde af samme navn. Procentsatserne på produkthovedkategorierne kan ses her. Så når vi ser bort fra sko og tekstiler, var USA’s vægtede toldsatser meget lave, typisk omkring 2,5 %.
Den 2. april, den såkaldte ”befrielsesdag”, annoncerede Trump unilaterale og meget høje toldsatser på stort set alle lande i verden. Den annoncering er uden fortilfælde i det internationale handelssystems lange historie. Trumps nye amerikanske toldsatser på alverdens lande kan ses via dette link til Det Hvide Hus’ X-status den dag.
På pressekonferencen kaldte Trump faktisk sin annoncering ”en erklæring om økonomisk uafhængighed”. Det er noget sludder, for USA vil fortsat være afhængig af eksport og import af varer til og fra andre lande.
På den ene side er Trumps annoncering unilateral, på den anden side er USA stadig afhængigt af eksport og import.
Trump betegnede sin toldkrig som ”begyndelsen på USA’s nye guldalder”. På pressekonferencen sagde han endvidere, at USA ”i årtier er blevet bestjålet, plyndret og voldtaget fra nær og fjern af venner og fjender … og at det har ført til, at amerikanske arbejdere og bønder lider økonomisk”. Desuden er amerikanske skatteydere, sagde han, blevet flået i mere end 50 år.
Hele smøren er nonsens. Siden Ronald Reagan var præsident i 1980’erne, har republikanske præsidenter hyppigt reduceret de amerikanske indkomst- og formueskatter til gavn for USA’s velhavende. I USA er ”the 99 percenters” et slogan blandt arbejdere, bønder og middelklassen. Det er dem, som via de republikanske præsidenters skattereduktioner betaler prisen for de riges velstand, og siden 1980’erne er indkomstuligheden i USA vokset støt.
Historisk uvidenhed forklædt som patriotisme
Det er dog langtfra første gang, Donald Trump vender regnestykkerne på hovedet.
På pressekonferencen påstod han også, at alverdens lande har hævet deres toldsatser – og i sådan grad, at USA nu vil indføre de meget høje toldsatser, som kan ses i tabellen ovenfor.
Også dette er lodret løgn. Ingen lande blandt WTO’s 194 medlemmer har hævet deres toldsatser siden Uruguay-runden, som blev afsluttet i 1993, ej heller de lande, som er blevet medlemmer af WTO efter 1993. De toldsatser, som landene aftaler, er juridisk bindende, jf. ovenfor. Trumps påstande er altså fake news.
EU ”stjæler” således bestemt intet fra USA
Trump hævdede desuden, at USA’s nye toldsatser vil føre til en ny guldalder og til, at USA’s statskasse vil blive fyldt med billions and billions of dollars, som vil medføre skattenedsættelser og afvikling af USA’s statsgæld.
Gælden er unægtelig enorm og voksende. Ikke desto mindre lovede Trump i sin valgkamp skattenedsættelser, som er ufinansierede.
Men det lyder, som om han vitterlig tror, at USA’s nye og høje toldsatser ”vil gøre USA økonomisk rig igen, større end nogensinde i historien”.
Men hvornår var USA’s guldalder egentlig, hvis supermagten i årtier er blevet plyndret, bestjålet og voldtaget? Bestemt ikke efter børskrakket på Wall Street i 1929, som førte til depressionen i 1930’erne, ej heller under stagflationen (en kombination af høj inflation og arbejdsløshed) i 1970’erne, den dybe Reagan-recession i begyndelsen af 1980’erne, minirecessionen i 1990-1991 i forbindelse med den første Golfkrig eller børskrakket i 2008, som førte til en ny dyb recession, der varede til 2013.
Disse begivenheder har ingen forbindelse til Trumps påstand om, at USA er blevet plyndret i årtier. Trumps påstand er med andre ord udtryk for historieforfalskning.
Trumps vilkårlige regnestykker
Lad os se nærmere på Trump-regeringens beregninger af USA’s nye toldsatser.
Ifølge tabellen annonceret d. 2. april ville USA indføre en importtold på 34 % på kinesiske varer (satsen blev øget flere gange senere). Han forklarede ikke, hvordan han havde beregnet den toldsats, men metoden kan udledes ved at se på USA’s eksport og import af råvarer og forarbejdede varer. Handel med tjenesteydelser inkluderes ikke.
I 2024 havde USA ifølge US Census et handelsunderskud på $291,9 mia. USA’s import fra Kina er $438,9. 291,9 divideret med 438,9 giver 0,67. Multipliceret med 100 % giver det 67 %, som divideret med 2 giver 36%.
Men hvorfor dele med 2? Regnestykket er alene på det punkt arbitrært hokuspokus.
Trumps tal bygger som nævnt kun på handel med fremstillingsvarer, hvilket bringer os til det næste punkt. Trump ser bort fra handel med tjenesteydelser, som er vokset hurtigere i de seneste år, og som ville give et helt andet og for USA mere positivt tal. Han ignorerer fuldstændig USA’s store handelsoverskud over for Kina i handlen med tjenesteydelser.
Ifølge CRS, som er Kongressens forskningstjeneste, var USA’s eksport af tjenesteydelser i 2023 (seneste tal) $46,7 mia., mens USA importerede for $20,7. De vigtigste tjenesteydelser, som USA eksporterede, var teknologi, licenser til intellektuelle ophavsrettigheder og transport. USA har dermed i relative termer et stort overskud i handelen med tjenesteydelser, eftersom eksportværdien er mere end dobbelt så stor som importværdien.
Ser vi på EU, havde USA i 2023 et underskud i handlen med fremstillingsvarer på $125 mia. USA’s import var $580 mia., mens dets eksport til EU var $378 mia. Anvender vi Trumps beregningsmetode, er formlen (378/580) x 100 %/2 = 33 %.
Men ifølge sin tavle ville Trump ”kun” pålægge EU en told på 20 %, hvilket viser, at hans beregninger er fuldstændig vilkårlige og ubegrundede.
Desuden havde USA som i Kinas tilfælde et markant overskud over for EU i handlen med tjenesteydelser, nemlig eksport til en værdi af $185 mia. og import til en værdi af $77 mia., dvs. et overskud på $108 mia. Det svarer stort set til EU’s handelsoverskud i handlen med fremstillingsvarer. EU ”stjæler” således bestemt intet fra USA.
Trump ignorerer multinationale selskaber
Siden 1960’erne er verdenshandlen i stigende grad blevet domineret af multinationale selskaber. Store virksomheder har oprettet filialer i udlandet og outsourcet dele af fremstillingsprocessen til andre lande. De kaldes således for multinationale selskaber, og en række af de største er amerikanske.
De fem største multinationale selskaber i verden er de amerikanske tech-virksomheder Microsoft, Apple, NVIDIA (som udvikler kunstig intelligens), Alphabet, der blandt andet ejer alle aktierne i Google, samt Amazon.
Samlet set indgår omkring 300 råvarer og elementer i produktionen af en iPhone, og disse stammer fra et væld af lande
Disse amerikanske tech-giganter, som handler med tjenesteydelser, har en større omsætning end Saudi-Arabiens Aramco, der står for eksporten af landets olie. En top 100-liste over verdens største multinationale selskaber kan ses her. Måske er det ikke tilfældigt, at flere af USA’s tech-giganter har allieret sig med Trump.
Multinationale selskaber omfatter naturligvis også virksomheder, der producerer fysiske varer. Siden 1960’erne er verdensøkonomien blevet stadig mere globaliseret. De multinationale selskaber har skabt netværk, hvor visse komponenter i et produkt produceres i ét land, andre i et andet land, mens et tredje land samler alle komponenterne til det færdige produkt, som via detailhandlen sælges til forbrugerne.
En global telefon – og en amerikansk toldfiasko
Lad os tage Apples berømte iPhone som eksempel. I produktionen af en iPhone anvendes adskillige råmaterialer som titanium, jern, kobber, sølv og sågar guld. Silicium bruges til produktion af chips, og litium til telefonens batteri. Kaliumcarbonat anvendes til at fremstille iPhones hårdføre skærm, kaldet ”gorilla-glas”.
Råvarerne udvindes i ikke færre end 43 lande. For eksempel importerer Apple ofte aluminium fra Australien, silicium fra Japan og litium fra Chile. Når råvarerne er indkøbt og fragtet, sendes de til forskellige fabrikker, som fremstiller iPhonens komponenter. Skærmen med ”gorilla-glas” produceres i USA, mens mobilens chips – fremstillet af japansk silicium – produceres i Kina.
Det er virksomheden TSMC, med hovedsæde i Taiwan, der står for produktionen af chips – iPhonens hjerne – på fabrikker i Kina. I Kina har Apple også oprettet fabrikker, der samler iPhonens komponenter til én enhed og foretager kvalitetskontrol. Samlet set indgår omkring 300 råvarer og elementer i produktionen af en iPhone, og disse stammer fra et væld af lande. En kort video om iPhones fremstillingsproces kan ses her.
Når Trump lægger told på råvarer, halvfabrikata og fremstillingsprodukter fra hele verden, siger det næsten sig selv, at omkostningerne ved at producere en iPhone stiger.
Disse stigende omkostninger vil Apple ikke bære alene, da det ville reducere virksomhedens overskud. De øgede omkostninger væltes derfor også over på forbrugerne, som ønsker at købe en ny iPhone. Senest har Trump hævet toldsatsen på kinesiske varer til hele 126 %, men pointen er, at en iPhone ikke er en amerikansk vare. Dens råvarer er importeret fra 43 lande, som Trump pålægger told, og både chips og samling af komponenter foregår i Kina.
Eftersom Trump har annonceret en straftold på kinesiske varer på hele 125 %, siger det sig selv, at det amerikanske marked for iPhones nærmest vil gå i stå. Det bliver især de amerikanske forbrugere, der kommer til at betale prisen for Trumps vilkårlige og ekstremt høje toldsatser – hvilket ifølge Trump skulle føre til øgede skatteindtægter, men reelt vil få den modsatte effekt: færre køb og dermed færre skattekroner i statskassen.
Efter protester og pres fra en række amerikanske tech-giganter valgte Donald Trump den 12. april at droppe den ekstra straftold på smartphones og computere. Dette kolossale selvmål vil Trump naturligvis aldrig indrømme.
Amerikanske biler, samlet i Mexico, straffet af Trump
Et andet eksempel er amerikanernes elskede biler. De er faktisk primært produceret i Mexico. Mexicanske grænsebyer som Tijuana er knudepunkter for produktion og samling af amerikanske biler. Fabrikkerne kaldes maquiladoras.
Med en markedsandel på 17 % er General Motors (GM) stadig USA’s største bilproducent, og GM har haft samlefabrikker i Mexico siden 1960’erne. En af de største ligger lidt uden for Tijuana. For en del år siden besøgte jeg selv fabrikken på en rejse finansieret af det amerikanske udenrigsministerium. På fabrikken i Tijuana samles bl.a. bilmærker som Chevrolet og Buick. Ford er – ligesom andre amerikanske bilproducenter – også til stede i Mexico med samlefabrikker.
Så igen gælder samme princip: En Chevrolet er ganske vist et amerikansk bilmærke og forhandles af General Motors, men når den samles i Tijuana med henblik på salg på det amerikanske marked, skal den passere grænsen mellem Mexico og USA. Og det tæller som import. Trump har pålagt produkter fra Mexico en straftold på 25 %, som annonceret i februar.
Eftersom den relative forskel i timelønnen er så stor, har Donald Trump så at sige ikke en kinamands chance for at få flyttet Kinas tekstilproduktion til USA
Eftersom det er de amerikanske forbrugere, der først og fremmest køber de amerikanske biler, er det dem, der betaler prisen for Trumps straftold – præcis som det var tilfældet med Apples iPhone. At bilerne tæller som import fra Mexico, kan ikke betvivles. Det fremgår af denne tabel, som samtidig viser, at biler og lignende udgør ca. 50 % af USA’s import fra Mexico, og det gælder alle amerikanske bilmærker, eftersom de amerikanske virksomheder har flyttet produktionen til Mexico.
Og det forklarer, hvorfor amerikanske bilproducenter overvejer at flytte samlefabrikkerne til andre lande. Eftersom de mexicanske arbejdere får en meget lav timeløn (da jeg var på GM’s fabrik i Tijuana, var den kun $1 (en langt lavere timeløn end i USA), er der ingen udsigt til, at de amerikanske bilproducenter vil flytte deres produktion tilbage til USA. Igen tager Trump grueligt fejl.
Guldalder eller økonomisk fatamorgana
Donald Trumps økonomiske tankegang er, at international handel er et nulsumsspil. Denne idé kan spores helt tilbage til merkantilismen i perioden mellem 1500- og 1700-tallet. I 1776 påviste Adam Smith, faderen til økonomisk liberalisme, i værket The Wealth of Nations, at international handel ikke er et nulsumsspil, men et win-win-spil. International handel øger både eksport- og importlandes velstand.
Set i lyset af Donald Trumps enfoldige påstande er det ironisk, at bogen udkom samme år, som den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet.
I 1817 videreudviklede David Ricardo Adam Smiths tanker med sin teori om komparative fordele. Denne teori underminerede senere Karl Marx’ teori i Das Kapital om, at en vares værdi bestemmes af den tid, der bruges på at producere den. Ganske utroligt, at Karl Marx var så naiv – og at Das Kapital blev en bibel for venstreorienterede i 1970’erne.
David Ricardos teori om komparative fordele bygger i al sin enkelhed på, hvor ressourcestærkt et land er i arbejdskraft, naturressourcer og kapital. For eksempel producerede England på Ricardos tid ikke portvin – det gjorde Portugal.
De amerikanske forbrugeres tillid er nu den næstlaveste siden 1952 – altså i over 70 år
Til gengæld producerede England tekstiler, som blev et vigtigt element i landets industrielle revolution i 1800-tallet. Derfor var handel mellem Portugal og England til fordel for begge parter. Portugal eksporterede portvin til England og importerede tekstiler fra England – og omvendt. Altså er international handel ikke et nulsumsspil, som Trump påstår. Det er et win-win-spil, der gavner både import- og eksportlande.
At Kina har en overflod af arbejdskraft, og at timelønnen er så lav i forhold til den amerikanske, forklarer også, hvorfor USA importerer tøj fra Kina. Faktisk er 97 % af det tøj, der sælges i USA, produceret i Kina. Eftersom den relative forskel i timelønnen er så stor, har Donald Trump så at sige ikke en kinamands chance for at få flyttet Kinas tekstilproduktion til USA.
Trumps økonomiske tankegang er vanvittigt naiv, og den vil bestemt ikke Make America Great Again.
Tværtimod forventer de fleste økonomer, at inflationen vil stige inden for de næste par år.
Om det faktisk bliver tilfældet, vil fremtiden vise – men en indikator er forbrugernes tillid, som er styrtdykket og ikke har været lavere siden covid-19-pandemien i 2021, som kostede over en halv million amerikanere livet. De amerikanske forbrugeres tillid er nu den næstlaveste siden 1952 – altså i over 70 år. Forbrugernes forbrug er selve motoren i indkomstkredsløbet og dermed et lands økonomiske vækst.
WTO’s regler er klare, men Trump bryder dem alligevel
Toldsatserne er uhyre gennemsigtige og helt ned til mindste detalje. På WTO’s hjemmeside kan alle få adgang til organisationens database over toldsatser, som kan ses og downloades her. De er juridisk bindende og aftales via gensidige forhandlinger i handelsrunder. Dette er beskrevet i WTO’s artikel XXIII bis.
Det betyder også, at toldsatserne ikke er ens for WTO’s medlemslande. De angiver toldsatserne på specifikke varer og tjenesteydelser, som medlemmerne juridisk forpligter sig til (formuleret som indrømmelser og bindende).
De indrømmelser, medlemslandene giver, kan genforhandles i næste handelsrunde. Det betyder, at et medlemsland ikke ensidigt kan hæve sine toldsatser, som Trump gør.
Når et medlemsland unilateralt løber fra sine bindende indrømmelser, har andre medlemslande ret til at indbringe sagen for WTO’s tvistbilæggelsesorgan – det nærmeste, man kommer en global domstol. Hvis tvistbilæggelsesorganet giver det eller de klagende medlemslande medhold, skal det dømte land betale erstatning. Inden da kan landet appellere afgørelsen til WTO’s appelorgan, som består af syv dommere med juridisk ekspertise.
Sagen om Donald Trumps ensidige forhøjelser af USA’s toldsatser er så ny, at den endnu ikke er blevet indbragt for tvistbilæggelsesorganet. Desuden har Trump udsat sin beslutning i 90 dage – bortset fra Kina, hvor de meget høje toldsatser på varer importeret fra Kina allerede er trådt i kraft.
Så enten lyver Donald Trump, eller også har han fuldstændigt misforstået WTO’s system, når han påstår, at toldsatserne ikke er gensidige. Det er i øvrigt velkendt, at Trump gentagne gange har truet med at trække USA ud af WTO – ligesom han for nylig trak USA ud af Paris-aftalen om CO₂-reduktion og FN’s sundhedsorganisation WHO.
For Trump har ingen respekt for multilaterale organisationer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og