POLITISK MODSPIL // DEBAT – Regeringsgrundlaget for Mette Frederiksens nye flertalsregering er et yderligere kraftigt ryk til højre i dansk politik. Det er på tide, at de rød-grønne samler sig i en stærk alliance om et bæredygtigt alternativ for et bedre klima og mere lighed i samfundet, mener Solvej Hune og Kim Paulsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi har før i ”Systemskiftet, der blev væk” i POV (22. marts 2021) bedømt statsminister Mette Frederiksens politik. Vi vurderede, at etpartiregeringens politik i praksis var dybt borgerlig, hvilket er, og var, i stærk kontrast til de forhåbninger, der med rette kunne være i arbejder- og underklassen ud fra regeringsgrundlaget ”Et retfærdigt Danmark” i juni 2019.
Regeringsgrundlaget for Mette Frederiksens nye flertalsregering ”Ansvar for Danmark” med støtte fra to borgerlige partier blev kendt op til jul 2022 og er yderligere et kraftigt ryk til højre i dansk politik. Det er på høje tid, at de rød-grønne samler sig i en stærk alliance om et bæredygtigt alternativ for et bedre klima og mere lighed i samfundet.
Del og hersk
Regeringsgrundlaget fra december 2022 for SVM-regeringen med den, efter vores mening, retorisk misvisende titel ”Ansvar for Danmark” er grundlæggende baseret på den succesrige ”del og hersk”-model.
Det sker med det formål at forvirre og splitte befolkningen med en række forslag, der stikker i forskellige retninger pakket ind i et værdiladet sprog om de mange og store krisers udfordringer, positiv udvikling, plus-værdier og et benhårdt og højt ambitionsniveau.
Med en objektivt set forkert og positiv udlægning af fx seniorpensionen, der både skal afkortes med 3 år og nedsættes med godt 4.000 kroner om måneden og samles under paraplyen ”Arne-plus-pension” (tidlig pension). Hvorfor skal ydelsesbeløbet nedsættes og optjenings-tidspunktet rykkes tættere på den officielle pensionsalder, der samtidig hæves gradvist, når vi taler om folk, der uden skyld ikke længere kan arbejde på grund af årtiers nedslidning på arbejdsmarkedet?
Allerede med de nuværende regler var kun seks procent af denne gruppe i normal beskæftigelse tre måneder før, de trak sig tilbage.
Skattelettelser er uretfærdige, når de går til de økonomisk bedst stillede, og er mest af alt driftspolitik for at beholde magten. Der er ikke tale om ’substantielle reformer’, som den nye flertalsregering ellers gerne pynter sig med
Et andet eksempel på forvirring og splittelse er topskatten med tre nye satser (7,5 %, 15 % og 20 %) og et væsentligt forhøjet begyndelsesniveau på 750.000 kroner. Sammen med et øget beskæftigelsesfradrag – i stedet for en solidarisk forhøjelse af personfradraget – begunstiger disse ændringer først og fremmest den øverste og indflydelsesrige middelklasse, så talrig på akademikere. Og kun dem i arbejde. Der er umiddelbart tale om skattelettelser på omkring 5 mia. kroner og et løfte om, at skatter og afgifter samlet set ikke må hæves i regeringsperioden.
Skattelettelser er uretfærdige, når de går til de økonomisk bedst stillede, og er mest af alt driftspolitik for at beholde magten. Der er ikke tale om ’substantielle reformer’, som den nye flertalsregering ellers gerne pynter sig med. I forhold til de samlede offentlige finanser vil de planlagte ændringer i skattepolitikken skulle måles i promiller.
Bundlinjen i regeringens økonomiske politik
Langt mere alvorligt svækkes den offentlige saldo frem mod 2030 med regeringens planer for den økonomiske politik ved et kalkuleret forventet budgetunderskud på minus 0,5 % af BNP. Det kræver solide argumenter at arbejde bevidst hen mod et underskud – på kanten af budgetloven, som måtte lempes, og kravene i EU’s stabilitets- og vækstpakker, der blev midlertidigt suspenderet under pandemien.
Spørgsmålet er, om pengene ikke kunne anvendes bedre og ikke mindst på et mere solidarisk grundlag, henset til at den økonomiske ulighed er steget markant i det seneste tiår, og især lavindkomstgrupperne lider på grund af inflationen på det mest nødvendige i en almindelig husholdning.
De politiske prioriteringer i regeringen fortjener seriøst en kritisk offentlig debat
Er vi på vej mod afgrunden igen, fordi militæret skal forgyldes med flere milliarder, og de grundlæggende problemer med efterslæbet i velfærden inden for sundhed og ældre- og ungeområdet? Områder, der vil kræve ekstraordinært flere penge end planlagt foruden hele problematikken med økonomisk, sundheds- og uddannelsesmæssig ulighed i samfundet, som også koster, hvis forholdenes skal forbedres.
Når talen falder på en ansvarlig økonomisk politik, må vi så blot nævne, at forslaget til finanslov 2023 efter mere end to måneder venter på at blive fremlagt i Folketinget. Med andre ord har vi for tiden en provisorisk finanslov for 2023. Ifølge mange landets vigtigste lov.
De politiske prioriteringer i regeringen fortjener seriøst en kritisk offentlig debat.
Overholdbar økonomisk situation
Retorikken om den nødvendige økonomiske politik er vendt tilbage, selv om vi har haft den debat før. Argumentet om den nødvendige politik (for hvem?) er blevet tilbagevist et utal af gange. Økonomisk politik er simpelthen ikke så deterministisk, og der findes flere valgmuligheder i den økonomiske politik uanset det politiske standpunkt.
Vi har ulejliget os med en opdatering af den aktuelle situation ved at se på de seneste redegørelser fra Det Økonomiske Råd (DØR), efterår 2022, og på regeringens egen Økonomiske Redegørelse, august 2022. Det er svært at se, at lokummet brænder i dansk økonomi, og der er – må vi konstatere – flere muligheder, varianter og kombinationer for, hvordan vi vil forvalte friheden i det økonomiske råderum rent politisk. Det er et spørgsmål om prioritering. Og først og fremmest om, hvilken økonomisk klasse du vil tjene. Den herskende klasse eller folk, som de er flest?
Det tyder mere på en blanding af rendyrket overbudspolitik og en politisk prioritering om at fastholde status quo for det bedre borgerskab
DØR konkluderer, at den langsigtede situation er ”overholdbar”, og at vi kan bruge ekstra 27 milliarder årligt uden at sætte denne balance over styr. Finansministeriets rapport fra august er på linje med DØR, endda lidt mere optimistisk.
At landets økonomi de facto skal svækkes med regeringens fremlagte ”Ansvar for Danmark” er ekstraordinært paradoksalt ud fra retorikken om den ansvarlige politik. Det tyder mere på en blanding af rendyrket overbudspolitik og en politisk prioritering om at fastholde status quo for det bedre borgerskab, herunder den rigeste ene procent, de danske oligarker, som har alt og lidt til.
Vi har valgt de to rapporter, fordi de tillægges stor vægt i den offentlige debat, fordi vismændene på den ene side anses for uafhængige og har stor troværdighed, og Finansministeriet på den anden side ses som et udtryk for regeringens vurdering. Det må dog i begge tilfælde understreges, at diskussioner baseret på prognoser mange år ud i fremtiden altid skal tages med et gran salt, fordi usikkerheden er underspillet i den offentlige debat.
Alternativet til den borgerlige politik
Samlet set udfordrer regeringsgrundlaget den del af befolkningen, som kæmper for den rød-grønne forvandling, med en presserende opgave, nemlig at formulere et attraktivt og bredt favnende alternativ for et bedre, grønt og mere lige samfund.
Problemerne med at samle befolkningen om et alternativ skyldes regeringens veludførte del og hersk-strategi, der indebærer, at modtagere af forhøjet ældrecheck (begrænset til et udvalg af de mest fattige pensionister), Arne-plus-pension og topskattelettelser, ser visse positive træk i regeringsgrundlaget.
De udsatte grupper splittes op og fragmenteres ved hjælp af forringelser på en lang række af forskellige områder efter salamimetoden. Det gælder afskaffelse for andre grupper af førnævnte ordning for seniorpensionen i forhold til tidlig pensionen (som hæves tre år), tankerne om forhøjelse af dagpengene alene i de tre første måneder, afkortning af visse længerevarende uddannelser samt SU-periode etc.
I et klogere og meget rigt land ville man ikke have et ensidigt mål om at arbejde mere. I dette kloge land ville man satse mere på det gode arbejdsliv og produktiviteten pr. arbejdstime og finde veje til at nedsætte det meningsløse overforbrug
Økonomisk svage grupper er i reglen fraværende i den offentlige debat. Eksempelvis sårbare unge, ufaglærte og underbetalte, der skal arbejde mere, når store bededag afskaffes, kan med god grund føle sig svigtet i forhold til globaliseringen og besparelsespolitikken efter finanskrisen i 2008.
I et klogere og meget rigt land ville man ikke have et ensidigt mål om at arbejde mere. I dette kloge land ville man satse mere på det gode arbejdsliv og produktiviteten pr. arbejdstime og finde veje til at nedsætte det meningsløse overforbrug. Længere arbejdstid er ikke fremsynet, og mange finder allerede, at det daglige arbejde fører til stress og et forringet familieliv. Spørg sygeplejerskerne, pædagogerne, lærerne, fængselsbetjentene, lagerarbejderne, butiksansatte m.fl.
Et alternativ med bred folkelig opbakning må baseres på, at en stor del af middelklassen og underklassen går sammen, fordi alternativet for de mange er langt bedre end at fortsætte passivt ud af den smalle ’reformsti’, som regeringen har foreslået. De manges interesser mod de fås interesser. Sådan en offensiv er stærkt efterspurgt i dagens Danmark.
De blinde vinkler
Et godt udgangspunkt er at se på de ting, som ikke omtales eller er utilstrækkeligt behandlet i regeringsgrundlaget, men som faktisk er ’substantielt vigtige’.
Det gælder åbenlyst klimaområdet, velfærden og omfordelingen. Men også værdidebatten om markedsøkonomien, kassetænkningen, privatiseringens omfang, MeToo-bevægelsen, oprustningens logik, humanismens vilkår, fx i udlændingepolitikken og i synet på ældre, syge, arbejdsløse og fattiges aktuelle livsvilkår, efter inflationen har slået benene væk under mange.
Regeringsgrundlaget er selvfølgelig et redaktionelt valg, der er afstemt med de 42 dages lange forhandlinger om en ny regering og væsentligst, hvad S, V og M til sidst blev enige om. Konkluderende er der tale om en begrænset version af virkelighedens udfordringer i dagens Danmark.
Hvorfor ignorerer en regering med selverklærede høje ambitioner de største udfordringer og klimagælden til tidens unge og jordens fattigste folk?
Venstre og Moderaterne ”kom til fadet” mod at opgive Minksagen – men pudsigt nok ikke FE-sagerne mod den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V) og den øverste chef for efterretningstjenesterne PET og FET, Lars Findsen – mens Socialdemokratiet brændte det gamle, ret progressive forståelsespapir ”Et retfærdigt Danmark” fra juni 2019, da Mette Frederiksen blev statsminister første gang. Socialdemokratiet foretog derfor med den nye regeringsdannelse hen over midten, endnu et stort skridt til højre i dansk politik.
Med udgangspunkt i disse mangler, som den jævne mand ikke kan være tilfreds med – og som har ført til årtiers øget mistillid til det politiske system på grund af manglende anerkendelse af folk på kanten af livet eller i udkanten af Danmark – kan der listes nogle substantielle politikområder op.
Klimaforandringerne
I det nye regeringsgrundlag er der på papiret tale om forbedringer langt ude i horisonten. Sandsynligvis lang tid efter, at regeringen er gået af. På den korte bane er der intet nyt. Ingen ambitioner. Ingen substantielle løfter. Det er mildt sagt skuffende og aldeles utilstrækkeligt over for ”vor tids største udfordring”, som der skrevet står i indledningen i regeringsgrundlaget.
Den fejl er et kæmpe paradoks, da rigets tilstand på det økonomiske område er solid. Vi har råd til at afhjælpe klimaforandringerne med den rigtige politik. Hvorfor ignorerer en regering med selverklærede høje ambitioner de største udfordringer og klimagælden til tidens unge og jordens fattigste folk? Det er da kriminel uansvarlighed. Hvad hjælper det, om Vesten vinder krigen i Ukraine, når jorden brænder?
Sagt med andre ord skal hele Danmark betale for andres forurening. Har den nytiltrådte regering opgivet princippet om, at forureneren skal betale?
Det værste er, at man skal lede længe efter de substantielle indsatser, fordi papiret synes gennemsyret af en udpræget manglende lyst til at trække i arbejdstøjet og tage tyren ved hornene på klimaområdet. Tilsvarende med biodiversiteten, hvor vi er alt andet end verdens bedste land. Landbruget er synderen, og det er ganske uklart, hvor niveauet på CO2-afgifter skal ligge, og samtidig forudsættes det, at afgifterne skal føres tilbage til de erhverv, som pålægges nye afgifter. Sagt med andre ord skal hele Danmark betale for andres forurening. Har den nytiltrådte regering opgivet princippet om, at forureneren skal betale?
Regningen dumper gang på gang, når det uafhængige Klimaråd vurderer, om regningens evne til at leve op til målet om en 70 procents reduktion i CO2-udledningerne i forhold til 1990 inden 2030. I den seneste rapport hedder det, at Klimarådet vurderer, at det samlet set ikke er anskueliggjort, at regeringens klimaindsats opfylder målet.
Det går alt for langsomt, tiltagene er utilstrækkelige og baseret på for stor optimisme til usikre nye teknologier jf. billedet med ”hockeystaven” i den foregående regering.
FN’s internationale klimapanel har hejst det røde flag over for regeringen.
I øvrigt er selve den overordnede målsætning uambitiøs, når vi ved, at CO2-udledningen pr. dansker er langt større end CO2-udledningen pr. indbygger i stort set det meste af verden. Hvis vi i Vesten satte os for at udlede lige så lidt CO2 pr. indbygger som i udviklingslandene, så ville det virkelig rykke.
Storhed og fald
Siden 1. og 2. verdenskrig og helt frem til 70’erne oplevede danskerne markant øget velstand såvel i privatøkonomien som i forhold til offentlige velfærdsydelser.
Siden neoliberalismen og dereguleringen blev ideologisk dominerende i Vesten, har velstanden for udsatte grupper været under pres, eksempelvis da dansk økonomi kørte ”mod afgrunden” efter den første store energikrise i 1973, under kartoffelkuren i 1986 og finanskrisen i 2008. Aktuelt benyttes de mange indbyrdes kriser fra pandemien til krigen i Ukraine som argument for, at vi skal stå ”sammen” om at lide i hårde tider.
Præmissen om de hårde tider kan diskuteres, og hvordan defineres ”sammen” egentlig?
De rigeste 10 % har ikke lidt nød. Tværtimod har de rigeste haft rekordstore stigninger i såvel indkomster som formuer. Ifølge Økonomisk Ugebrevs undersøgelse af landets 100 rigeste blev nummer 1, Lego-familien Kirk Kristiansen, 60 mia. kr. rigere i formue fra 2020 til 2021 og nummer 2, Anders Holch Povlsen, hele 90 mia. kr. rigere i formue på kun ét år. Denne stigning i formuen for de to rigeste familier i Danmark svarer til mere end 10 % af hele det offentlige driftsbudget. Mon ikke de rigeste kunne yde en lidt større skærv til fællesskabet?
De unge og mindst uddannede er meget hårdt ramt og har langt fra genvundet deres økonomiske position siden finanskrisen 2008 ifølge en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden.
Over 40 pct. af mændene uden for arbejdsmarkedet får ikke børn, mens det samme gælder for under 10 pct. af mændene fra overklassen. Et af flere interessante eksempler på uligheden i publikationen ”Din klasse følger dig gennem livet” fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Andre, fx folkepensionister og kontanthjælpsmodtagere, har, selv før inflationen eksploderede sidste år, måttet leve med svækket købekraft, hvis de ikke havde garderet sig med indbetalinger til private forsikringer og pensionsordninger efter mange år på det forjættede arbejdsmarked.
På boligområdet er regeringsgrundlaget endnu mere fattigt. Blot et indholdsløst udsagn om, at regeringen vil fremlægge et samlet boligpolitisk udspil. Ingen visioner kan spores
Generelt er alle fra middelklassen til underklassen i samfundet netop nu hårdt presset af den rekordhøje inflation i 2022, som betyder kraftig nedgang i købekraften, fordi indkomsterne ikke kan følge med prisstigningerne på basale fødevarer, opvarmning og transport.
Med tiden er det blevet til et krav med forskellige private forsikringer for pension, sundhed og imod arbejdsløshed, hvis den enkelte ønsker et værdigt liv, når almindelige, dog mindre frekvente, livsbegivenheder som alvorlig sygdom eller langvarig arbejdsløshed rammer.
Lovprisningen af individualiseringen og det personlige ansvar er blevet til, at du er blevet til din egen lykkes smed efter amerikansk forbillede. Spørgsmålet er dog, om al den utryghed, usikkerhed og stress, som følger med, ikke mest er til fordel for de bedst stillede?
Og mon ikke en hel del blandt de bedrestillede, som lever i angst for at ‘fejle’ i karrieren, kunne se en fordel i gamle dages fællesskab og sammenhængskraft? Begge dele undermineres. Afsnittet om værdighed i regeringsgrundlaget er en skuffende samling af pæne ord om ”marginaliserede”, desværre uforpligtende. (Måske bedre end uindfriede løfter i et regeringsgrundlag).
Det sociale og sundhedsmæssige område har i mindst et årti været udsat for systematiske rationaliseringer og besparelser i et omfang, så borgerkontakten og de varme hænder efterlyses overalt. Det er blevet for klinisk. Et social- og sundhedsvæsen uden et menneskeligt ansigt. Ansatte, som ikke længere ser deres profession som et kald og ikke anerkendes med en løn i forhold til, hvor vigtige funktioner de udfører.
Regeringsgrundlaget er på de områder i afdelingen for pebernødder og ikke overbevisende, når kvaliteten for alvor skal tilbage på hospitalerne, ventelisterne afskaffes, sagsbehandlingstiderne ned, og den fulde og kvalificerede bemanding på hospitaler, bosteder, fængsler osv. skal genetableres. Regeringsgrundlaget er ikke overbevisende.
Tilsvarende på ældreområdet, og når det gælder unges uddannelse og trivsel. Sidstnævnte er en forudsætning for en god fremtid, så her gambler regeringen virkelig på den dårlige måde – når fremtidens unge bliver ’dummere’, fordi regeringen afkorter længerevarende uddannelser.
Omfordelingen er for svag
Selv om den økonomiske vækst er aftaget siden de buldrende 60’ere, er den økonomiske kage vokset med få undtagelser. Desværre er fordelingen af goder blevet mere ulige. Så det nytter ikke, når regeringsgrundlaget taler om lige muligheder. Der skal mere til. Det viser al erfaring.
Ifølge Arbejderbevægelses Erhvervsråd er antallet af mønsterbrydere ovenikøbet faldet siden 2019 og ligger i dag kun noget over halvdelen.
Set over en længere periode på 50 år har progressiviteten i skattesystemet været stærkt faldende, især personskatten, og for 25 år siden afskaffedes endvidere formueskatten.
Den nytiltrådte regering vil i de store linjer praktisere laissez faire-politik på skatteområdet og ignorere væksten i formuerne. Det burde være tydeligt, at friværdierne på fast ejendom i byerne er stukket af. Da det typisk er skattefrie gevinster, burde en vis andel føres tilbage til fællesskabet i stedet for at gå til personlig vinding for dem, der bor på de mest efterspurgte beliggenheder, ofte understøttet af offentlige investeringer, som metro-linje eller nyanlagt strand.
Vi vil komme yderligere bagud i forvandlingen af vort samfund, hvis der ikke etableres et bæredygtigt rød-grønt alternativ til regeringsgrundlaget
Der tales i den politiske debat jævnligt om at fortjene noget – meritokrati – efter deltagelse på arbejdsmarkedet, men her er der tale om tilfældige og uretfærdige indkomster og formuer uden at bidrage, som det ellers så populært lyder fra regeringen.
Derfor burde regeringen se på substantielle og ambitiøse forslag på skatteområdet. Det er ikke sket, og det er helt bevidst. Personlige skatter og afgifter er det altdominerende grundlag for finansieringen af velfærden. Det bør ændres, herunder især fordelingen af skattebyrden. Personlige skatter kan tilrettelægges meget mere progressivt, så de små indkomster næsten ikke beskattes, mellemindkomsterne beskattes mere moderat, og de højeste indkomster beskattes betydeligt mere.
Dertil kommer, at en ny formueskat bør dække en stor andel af det offentlige indtægtsbudget. Det kan ske med selv étcifrede skattesatser af nettoformuen – endda i den lave ende!
På boligområdet er regeringsgrundlaget endnu mere fattigt. Blot et indholdsløst udsagn om, at regeringen vil fremlægge et samlet boligpolitisk udspil. Ingen visioner kan spores.
En anden vej er ’nødvendig’
Som følge af det forventede, begrænsede økonomiske råderum i de kommende år på grund af ekstraordinære udgifter til oprustning og den demografiske udvikling med forholdsvis færre i arbejdsstyrken, så er det nødvendigt at bede de bedst stillede om et ekstra beløb.
Det er til at leve med for denne del af befolkningen og vil som nævnt medvirke til en større sammenhængskraft. Nogle fra denne gruppe har offentligt udtalt, at de ovenikøbet vil finde det i orden. Eksempelvis sagde Lars Larsen til Berlingske Tidende før sin død: ”Jeg elsker at betale skat.”
Alle fortjener et værdigt liv – også dem i bunden af samfundet
Skabes der ikke et ganske markant merprovenu, kan vi ikke komme i mål med de allervigtigste udfordringer vedrørende klimaet, velfærden og uligheden. Modet til forandring er ”skrevet ud” af regeringsgrundlaget. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, hvor mange gange regeringsgrundlaget er uklar tale.
Det gælder afviklingen af jobcentrene, opgøret med årtiers styringstyranni og et voksende bureaukrati samt af sætte kommunerne og de offentlige ledere fri. Svaret findes ikke i regeringsgrundlaget, hvor det gennemgående lyder, at regeringen nedsætter en kommission eller laver en plan for dit og dat uden forklaring af visionen bag, eller hvordan det kunne se ud.
Vi vil komme yderligere bagud i forvandlingen af vort samfund, hvis der ikke etableres et bæredygtigt rød-grønt alternativ til regeringsgrundlaget. Alle fortjener et værdigt liv – også dem i bunden af samfundet. Det haster!
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
