KUNST // KOMMENTAR – I krisetider er kunsten en ven i isolationen og en god sparringspartner, når tankerne om vores fælles fremtid og værdier hober sig op, skriver Karen Bro. Derfor er det så trist, at vores politikere ignorerer den i stedet for at benytte lejligheden til at tale den op.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvor havde det været fantastisk, hvis statsminister Mette Frederiksen havde nævnt kunsthaller og museer som noget af det første på pressemødet om genåbning, som blev holdt på Marienborg den 8. maj.
Tænk, hvis hun havde understreget, at kunsten er for os alle sammen, at den binder os sammen og er demokratisk.
På endnu et pressemøde ugen efter sagde hun: ‘Vi er slet ikke færdige med at diskutere kulturen’. Man kan indimellem få den fornemmelse, at de knap er begyndt.
Jeg glæder mig til, at regeringen og Folketinget finder ud af, at kunsten ikke er ingenting. At den er værd at tale om. Indtil da må vi andre gøre det så højt, at de begynder at lytte
Måske ved politikerne ikke, at billedkunsten under normale omstændigheder kan meget af det samme, som fodbold kan. Den kan både dyrkes udendørs og indendørs, man kan mødes og tale med sine venner om den over en kold fadøl, og man kan få nogle banebrydende og uforglemmelige oplevelser, når de helt store stjerner udfolder talentet – nogen foretrækker at gå i Parken, andre på Louisiana.
Begge dele er savnet i vores samfund, og måske trænger politikerne bare til at blive mindet om, hvorfor vi savner kunsten. Det, at gallerierne så småt er begyndt at åbne igen, giver heldigvis nogle gode aktuelle eksempler på, hvad kunsten giver os.
Vinterpik
Men lad mig starte i gaderne tilbage i de tidlige 00’er, hvor fænomenet ‘vinterpik’ dukkede op i hovedstadens bybillede. Den lille frysende fætter var malet på papir med markant sort kontur og klæbet op på murene rundt omkring i København, hvor der før byfornyelsen var mange flader for gadekunstnerne at arbejde på.
Jeg så en af dem næsten hver dag over døren til et kældervaskeri på Vesterbrogade, og jeg kom til at holde af den. Vi kan alle sammen – kvinder såvel som mænd – gå og have det sådan lidt vinterpik-atigt, når dagene er grå og kolde.
Kunstneren bag, HuskMitNavn, har stadig i dag den samme eminente evne til knivskarpt at ramme os i vores hverdags solar plexus med lige dele omsorg og humor. Han har for længst indtaget gallerier og kunsthaller og skabt udsmykninger i Københavns Lufthavn, blot for at nævne noget fra hans store produktion.
Han er aktuel med en ny soloudstilling – ‘Signs Of Life’ – på Galleri Eighteen, søstergalleri til Galleri V1, i Kødbyen i København. Alle værkerne er skabt, før corona-krisen ramte os, men på forunderlig vis taler de alligevel meget præcist ind i tiden.
Kunstnere har nerverne uden på tøjet på en anden måde, end vi andre har. De har en sjette sans og ‘fremkalder’ tiden for os.
Et eksempel er værket ‘Date In The Sky’, hvor et ungt par har lavet deres egen interimistiske restaurant på et stillads højt hævet over byen med ternet dug og champagne på køl. Et andet er dobbelttegningen ‘That’s What Friends Are For’ hvor en dreng kaster en toiletrulle ind over skillevæggen på skoletoilettet til en anden dreng.
Kunstnere har nerverne uden på tøjet på en anden måde, end vi andre har. De har en sjette sans og ‘fremkalder’ tiden for os. Præcis derfor er kunst i krisetid både en trøst, en opmuntring og den bedste ‘samtalepartner’, man kan få.
Vækstlagene
Kunstneren Erik A. Frandsen har været i selvvalgt coronakarantæne på Falster, og her har han i løbet af bare ti uger malet en række store smukke billeder – ‘Karantæneværker’ – som kan ses på det københavnske Galleri Hans Alf. Motiverne er hentet fra indendørslivet, men farverne og lyset i værkerne rummer alt det, vi savner. Det kræver intet andet end et åbent sind at få den oplevelse.
Gallerierne er det vigtige led mellem vækstlaget og de store udstillinger i kunsthallerne og på museerne, hvor publikum kan se den udfoldet på den helt store klinge. Det er galleristerne, der spotter talenterne og giver dem mulighed for at udvikle sig til funklende stjerner. Lidt lige som i sportens verden.
Man kan også gå på opdagelse mere ydmyge steder. Om hjørnet fra hvor jeg bor, ligger en beskeden kunst- og boghandel, Monday Studio, som har holdt åbent i det lille kælderlokale gennem hele krisen med forsigtighed og håndsprit.
Her har jeg set fine små ting som f.eks. et foto af en ung mand, der sidder tankefuld i karbad med en cigaret, af fotografen Agnes Tolbøll. Det er fra en serie taget i en helt anden kontekst, men for mig blev det et coronabillede, fordi der er en genkendelig stemning af sårbarhed og eftertænksomhed i det.
Samtidig blev det et lille ‘støt-din-lokale’-køb i krisens første dage og et nyt bekendtskab med en kunstner, jeg ikke havde hørt om før.
Kunst i en større kontekst
Mens gallerierne så småt lukker dørene op for nye udstillinger, må de lukkede museer og kunsthaller en tid endnu nøjes med at skabe lyspunkter for de kunstsultne digitalt og udendørs.
På befrielsesaftenen var Nyhavn knap så corona-øde som vanligt, for mellem kl. 22 og midnat kunne kunstværket ‘Charlottenborg Linjen 2020’ ses i form af en grøn lysstråle, der gik igennem Kunsthal Charlottenborg og pegede både bagud og fremad.
Der ligger en højdramatisk historie bag værket, som er skabt af Elle-Mie Ejdrup Hansen. Hun stod for 25 år siden bag et lignende værk, blot i meget større format, som skulle være et fredsprojekt i anledning af 50 året for befrielsen, men som ironisk nok viste sig at skabe splid og skandale-overskrifter.
Ejdrup Hansen havde været igennem en svær periode med kræftsygdom, og hun søgte ro på gåture ved den jyske vestkyst. Her så hun bunkerne fra Anden Verdenskrig som arvæv fra den mørke tid og blev inspireret til at trække en lyslinje mere end 500 kilometer langs kysten, men en række tidligere modstandsfolk var skeptiske, og Fremskridtspartiet forsøgte at forbyde laserstrålen ved lov.
Kunsten blev sat i en større kontekst, og den satte gang i samtalerne på 75-årsdagen for befrielsen
I sidste ende blev projektet – som løb op i 14 millioner kroner – realiseret og samlede omkring 500.000 danskere langs vestkysten. Men Elle-Mie Ejdrup Hansen røg ud i kulden i mange år. 25 år efter og midt i corona-tiden stod folk så der i Nyhavn og talte om, at man godt kunne unde hende, at det blev en god oplevelse denne gang.
En lille dreng kom gående med sin far i hånden og levendegjorde et kort øjeblik H.C. Andersens eventyr ‘Kejserens Nye Klæder’, da han kiggede op på sin far og med slet skjult skuffelse sagde: “Er det bare det?”.
Ganske rigtigt var strålen lidt bleg i starten, men når man bevægede sig længere ned ad kajen langs de lukkede værtshuse og placerede sig det rigtige sted, stod værket klart og skar sig stolt gennem aftenhimlen. Det havde været rart med en fadøl, men det blev trods alt en fin aften for flere små grupper af familier og venner. Kunsten blev sat i en større kontekst, og den satte gang i samtalerne på 75-årsdagen for befrielsen.
Kunsten binder os sammen
Det er nemlig det praktiske og brugervenlige ved kunstoplevelser: Man kan selv alt efter behov fylde flere lag på ved f.eks. at læse om kunstnerne på forhånd og ved at invitere andre med på udflugt. Andre gange kan det være nok bare at gå forudsætningsløs ind på et galleri, i en kunsthal eller på et museum og lade sig ramme af værkerne.
Vi har brug for kunsten i vores samfund. Den binder os sammen og giver os nyt perspektiv. Men vi har en regering og et folketing, som ikke prioriterer kulturen i krisetid. Beskeden på Marienborg-pressemødet var, at der skulle gå yderligere en måned, før dørene åbnes til kunsthallerne og museernes scener, hvor kunstens superliga kan udfolde sig, og hvor man i øvrigt om nogen er vant til at regulere publikums adfærd.
Jeg glæder mig blandt andet til at se udstillingen med svenske Anna Bjerger på Gl. Holtegaard og udstillingen ‘Mythologies – the Beginning and End of Civilizations’ på Aros med bidrag fra et væld af store internationale kunstnere.
Men jeg glæder mig endnu mere til, at regeringen og Folketinget finder ud af, at kunsten ikke er ingenting. At den er værd at tale om. Indtil da må vi andre gøre det så højt, at de begynder at lytte.
‘Date In The Sky’ fra HuskMitNavns soloudstilling ‘Signs of life’, som kan ses på Galleri V1 indtil den 9. juli. Med tilladelse fra V1 Gallery og HuskMitNavn, foto: V1 Gallery
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
