
Uddrag fra Arne Herløv Petersens erindringsbog “Grænseløs” om dengang for 55 år siden, da han sad og læste til studentereksamen og fik besked fra Borgens forlag om det manuskript, han havde sendt ind – det der blev hans debut.
Mens jeg sad og læste Ciceros tale om Sextus Roscius, lød der et lille plop i entreen. Jeg gik ud og fandt en tynd, hvid konvolut på måtten. Den var adresseret til “Digteren hr. Arne Herløv Petersen.” Digteren Petersen. Var det mig? Det var et meget kort brev. Der stod:
“Tak fordi De sendte os Deres særdeles talentfulde digtsamling. Hvis De en dag kommer forbi, så lad os sludre lidt om problemet. Men ring helst i forvejen, så vi kan aftale et tidspunkt.”
Jeg læste det flere gange. Det lød, som om de godt kunne lide mine digte. Men hvorfor var det så et problem? Det var for tidligt at ringe. Jeg måtte vente lidt. Jeg prøvede at vende tilbage til min eksamenslæsning; det var umuligt. At læse latin var lidt ligesom at lave matematiske opgaver. Sætningerne skulle klikke på plads, det hele var en slags Meccano, hvor stængerne og hullerne skulle passe ind i hinanden. Man skulle være i lige den sindstilstand, hvor det hele sagde klik, klik og føjede sig sammen til konstruktioner. Hvis ens tanker var blevet uglede, faldt alle sætningerne fra hinanden, de lå bare i et pindespil af gloser og strittede i alle retninger.
Måske kunne jeg få tiden til at gå med morskabslæsning, jeg var i gang med Eugen Onegin. Men det gik heller ikke, Pusjkin flød ikke, som han skulle, han klumpede. Så ryddede jeg op på mit værelse, og da det stadig ikke var blevet kontortid, støvsugede jeg nede i stuen og tog opvasken, så var det gjort.
Endelig kunne jeg ringe. Nummeret var Eva 2041, jeg drejede EV og sagde tallet til telefondamen. Det lød et lille bump i bakelitrøret, så kom en skrattelyd, og så var der en dame der sagde: ”Borgens Forlag”.
Det var fredag. Jeg fik en aftale om at komme op på forlaget mandag klokken 16.30.
Jarl Borgen var yngre end jeg havde ventet; han kunne vel være omkring fyrre år. Han havde meget markerede træk, ligesom mejslet i ansigtet. Han var iført en brun, ternet jakke, der stod åben, og havde slynget et stort rødt halstørklæde om halsen. Den ene snip hang langt ned, ligesom på en plakat af Toulouse-Lautrec. Jeg tænkte, at han kunne have stået ved en bananvogn, uden at det ville virke påfaldende. Han havde rejst sig fra sin plads bag skrivebordet og bad mig om at sætte mig overfor.
– Nå. De kan skrive digte, indledte han samtalen.
– Mnjøeh.
– Ja. Det kan De. Det er ganske tydeligt.
Jeg svedte under armene, jeg holdt armene lidt ud fra kroppen, så det ikke var så klistret.
Borgen talte videre. Han ville meget stærkt fraråde mig at lade denne samling udkomme, fordi jeg sandsynligvis kunne risikere at få dårlige eller halvgode anmeldelser, og det ville jeg ikke være tjent med. Det ville være langt bedre at debutere om et år eller to og så springe fuldt færdig ind på parnasset som en ny Rifbjerg.
– Men hvis De alligevel gerne vil have denne samling ud, så er det også i orden for mit vedkommende, sagde han. – Jeg er interesseret i at knytte Dem til mit forlag, fordi det efter min mening er oplagt, at De har talent. Og for mig betyder det ikke så meget, om der så skulle komme nogle dårlige anmeldelser. Der er alligevel altid en skønsom blanding af gode og dårlige anmeldelser.
Han sagde, at dengang han læste mine digte, sagde han til sig selv: ”Det her er sateme godt… når han ikke er ældre.”
Han kendte min alder fra Det lyse rum.
– Men sådan vil kritikerne ikke sige. De må i det hele taget ikke sammenligne Dem selv med Deres jævnaldrende, fortsatte han, – for blandt dem er De sikkert en ren Goethe…
– Men jeg er overbevist om, at De nok skal blive til noget. Talentet er der, og det er jo det vigtigste. Men det er meget tidligt at starte…
Så kom den til efteråret i et oplag på 300. Irves debutsamling havde fået udmærkede anmeldelser, og alligevel var der ikke solgt mere end 100, så det var pip at trykke et større oplag. Jeg kunne få en check på 150 kroner med det samme i forskud…
Han sagde, at han under alle omstændigheder regnede med at tabe to-tre tusinde på bogen. Det skete ikke én gang hvert 50. år, at en debutdigtsamling gav overskud.
– Men det er også i orden. Det er den risiko, man løber. Måske skriver De en anden gang noget, der giver overskud. Men fordi bogen giver underskud, skal De ikke af den grund føle Dem forpligtet til at lade mig få Deres fremtidige værker… selv om vi naturligvis meget gerne vil tage dem…
Vi talte om forside; jeg sagde, at jeg egentlig gerne ville have Dea til at lave den. Han sagde, at det ville koste lige så meget at lave en ordentlig forside som at trykke bogen, og han syntes også, det ville virke for prætentiøst. Efter hans mening var det bedre at nøjes med en ganske enkel, typografisk forside, og det blev vi så enige om.
“Grænseløs” er en erindringsroman, der udkom i ti dele som e-bøger i 2013 og i fire bind i papirform i 2014. Bogen handler om tresserne, som fortælleren oplevede årtiet.
Hovedillustration: Det poetiske Bureaus Forlag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her