SEXISME // DEBAT – “Jeg kan godt forstå, at nogle mænd føler, at vi til tider på uretfærdig vis bliver gjort kollektivt ansvarlige for andre mænds ugerninger i verden, og at det kan være frustrerende”, skriver Tommy Ørnstrup. Men frustrationen er ikke det vigtigste, mener han. Der er langt tungere ting at arbejde med i den sexistiske kultur, hvor kvindedrab fører til ophedede diskussioner om udsathed og skyld, og hvor PET har incelsgrupper med i den seneste trusselvurdering af nationens sikkerhed.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg tror, det første gang for alvor gik op for mig, at jeg alene i kraft af at være en mand potentielt kan opfattes som værende farlig eller skræmmende af fremmede, da jeg for efterhånden mange år siden var på vej hjem i Århus en sen nattetime, og på et tidspunkt gik bag en fremmed kvinde på en ganske mørk og lidt afsides sti.
Efter at hun bemærkede, at jeg var der, satte hun farten markant op, og det var ret tydeligt i situationen, at det ene og alene skyldtes, at hun ville være i sikker afstand fra mig – en fremmed mand, der muligvis kunne være ude på noget ondt overfor hende.
Det var jeg selvfølgelig ikke, og jeg overvejede både i situationen og efterfølgende, om der var noget, jeg burde eller kunne have gjort anderledes for ikke at have virket faretruende overfor hende. Det lykkedes mig ikke rigtig at nå frem til noget.
I de sidste ugers tid har landet været på den anden ende efter en uhyrlig og tragisk sag, der med sikkerhed ikke kræver nogen nærmere introduktion, og debatsektionerne og kommentarsporene rundt omkring er fyldt med ophedede diskussioner om, hvad vi stiller op angående kvinders udsathed og utryghed. Hvem bærer skylden, hvad kan vi gøre, hvad er det, der er galt – hvordan løser vi alt det her. Jeg ville ønske, at jeg lå inde med svarene. Det gør jeg ikke, overhovedet.
Ikke alle mænd
Men at følge med i alle disse diskussioner er på mange måder ret tankevækkende læsning. Noget af det, der i særlig grad springer i øjnene, er den bemærkelsesværdige diskrepans, når folk på en og samme tid er kommet med udtalelser og kommentarer indenfor begge af følgende to kategorier:
a) Det er helt vildt ondt overfor mænd at fremstille det som om, at kvinder i almindelighed har grund til at frygte mænd. De fleste mænd er jo søde og rare og gør ikke en sjæl fortræd, så stop lige med at generalisere sådan. Der er jo slet ikke noget at være bange for! #NotAllMen!
b) Hvorfor i alverden valgte hun dog at stole på to vildtfremmede mænd? Hun burde da kunne regne ud, at det sikkert ville ende galt. Hvorfor havde hun så lidt tøj på, hvorfor var hun alene og fuld en sen nat? Hvorfor gik hun dog med dem ind i deres bil? Hun skulle have gjort dit og dit anderledes. Tænk dig dog om, pigebarn, farerne lurer over alt, og det er jo åbenlyst, at mænd er nogle svin!
Det hænger jo ikke sammen.
Begge dele kan åbenlyst ikke være rigtigt på en og samme tid. Det giver simpelthen ingen mening, at man både mener, at det er kvinders egen skyld, hvis de havner i uføre, såfremt de ikke konsekvent mistænker samtlige mænd for at være vanvittige morderiske voldtægtsforbrydere og agerer med dette i mente – og at man samtidig kritiserer, at et stigende antal kvinder er lige netop, ja, hvad skal vi kalde det, “skeptiske” overfor mænd og deres intentioner.
Generaliseringer, frustrationer og facts
Jeg kan godt forstå, at nogle mænd føler, at vi til tider på uretfærdig vis bliver gjort kollektivt ansvarlige for alle ugerninger i verden, og at det kan være frustrerende.
Jeg har selv tidligere været i helt samme båd og stoppede i en årrække helt med at betegne mig selv som feminist og være en del af feministiske foretagender – i vid udstrækning i frustration over, hvad jeg oplevede som unfair generaliseringer og for meget mudderkastning mod mænd samlet set fra nogle af datidens fremtrædende feminister.
Men man må jo, skåret ind til benet, stille sig selv spørgsmålet, hvad det er, der er det vigtigste og mest alvorlige samlet set.
For jeg behøvede aldrig nogensinde at være bange for, at nogen ville mig det ondt i kraft af mit køn. At nogen ønskede at gøre skade på mig eller udnytte mig, fordi jeg er en mand
Er det den frustration, jeg og andre mænd kan føle over de førnævnte generaliseringer om mænd?
Eller er det det faktum, at kvinder og piger overalt i verden allerede fra deres teenageår (hvis da ikke ligefrem barnsben) får at vide, at de er i mulig fare, så snart de går udenfor en dør? At de selv er ansvarlige for at sende forkerte “signaler” til fremmede af hankøn, at de ikke må klæde sig for udfordrende, at de ikke må drikke sig for fulde, at de ikke må gå alene hjem, at de ikke må være alene efter mørkets frembrud, at drenge/mænd i vid udstrækning bør regnes som glubske rovdyr, og at de i det hele taget bare må leve med at være udsatte og sårbare i kraft af deres køn?
Eller at vores kultur og normer er så gennemsyret af sexisme, at man – som et enkelt ud af utallige eksempler – som mand er vokset op med det indtryk fra film og serier etc., at hvis man er venlig og ordentlig overfor en kvinde, så skylder hun som direkte konsekvens af dette en vis seksuel og romantisk interesse som tak, ellers er man blevet snydt og skal føle sig holdt for nar og urimeligt behandlet, fordi man har “spildt sin tid”?
Eller at piger/kvinder i det hele taget lærer, retfærdiggjort eller ej, at de i kraft af deres køn skal opfatte det som om, at de har en målskive tegnet i deres pande, som hovedparten af verdens mænd vil udse sig, holde øje med og lede efter svaghedstegn overfor?
Hvad vejer tungest?
Kvinder der hader mænd – og mænd der hader kvinder
Når jeg i mine unge dage fra tid til anden væltede beruset hjem fra byen – på, nok flere gange, ret uforsvarlig vis (undskyld mor) – så var det eneste, jeg var bange for, at min pung og mobil blev frarøvet mig. Jeg ville muligvis også rende ind i et par på skrinet, hvis jeg skulle blive udsat for et sådant røveri.
Bevares, det er da helt sikkert ikke det fedeste i verden at komme til at opleve noget i den dur – men det var så også, trods alt, alene det, jeg så som det umiddelbare worst case scenario. Ikke noget mere alvorligt end det.
For jeg behøvede aldrig nogensinde at være bange for, at nogen ville mig det ondt i kraft af mit køn. At nogen ønskede at gøre skade på mig eller udnytte mig, fordi jeg er en mand.
PET, som man næppe kan anklage for at være nogen udpræget ultrafeministisk bastion, vurderer truslen fra incels til at være på samme niveau som en række øvrige potentielle terrortrusler
Der findes både kvinder, der virkelig hader mænd, såvel som der er mænd, der virkelig hader kvinder – jovist.
Den store forskel er bare, at de værste mandehadende kvinder skriver vrede læserbreve i Politiken og laver opslag i feministiske grupper, hvor de kalder mænd for nogle værre dumme svin, og undgår dem så i øvrigt så vidt muligt. De værste kvindehadende mænd voldtager, piner, og dræber kvinder.
At sætte nogen som helst form for lighedstegn mellem de to ting skriger til himlen i sin totale absurditet.
Det er jo selvfølgelig ikke, fordi vi mænd er immune for farer og ulykker. På ingen måde, det er der ingen der påstår – men der findes altså vitterligt ingen kvindegrupper eller subkulturer, hvor de planlægger og udfører mord, tortur og voldtægter af mænd eller anden mishandling, som vi f.eks. i særlig grad ser i de mest ekstreme af incel-grupperingerne. Der er ingen kendte eksisterende eksempler på organiseret, systematisk, farligt mandehad, som det vi ser – og har set i en årrække – rettet mod kvinder. Ingen.
Sexistisk kultur
Nogle af de værste og decideret afskyelige kommentarer, jeg er stødt med relation til det forfærdelige drab, har bl.a. gået på, at hun bare skulle have valgt at lade være med at stritte imod, for så var hun nok “bare” blevet voldtaget og ikke blevet dræbt.
Andre har på forskellig vis forsøgt at gøre både hende personligt – og kvinder i almindelighed – til de skyldige/ansvarlige, fordi de ikke optræder og klæder sig, som de her vanvittige personer mener, at de burde. De havde for lidt tøj på, de havde drukket for meget, yada yada. Victim blaming og voldsom sexisme har i det hele taget været fremtrædende i tusindvis af kommentarer og indlæg, og det er virkelig tankevækkende i sig selv. Der går ikke røg af en brand uden ild.
Hvis man tror, at alt det med incels (og MRAs og andre beslægtede grupper) er et overdrevent fænomen, så kan det nævnes, at de specifikt optræder i PETs seneste trusselsvurderinger for nationens sikkerhed (s. 42). PET, som man næppe kan anklage for at være nogen udpræget ultrafeministisk bastion, vurderer truslen fra incels til at være på samme niveau som en række øvrige potentielle terrortrusler.
Det er der, vi er. Det er deres ord, ikke mine. Hvad mere skal der til end senest fire kvindedrab på en måned (og yderligere et mordforsøg), vanvittige udtalelser som de førnævnte og en sådan vurdering fra PET, før folk spærrer øjnene op og tager det her alvorligt?
At høre indtil flere fremtrædende politikere og meningsdannere, senest Inger Støjberg her for bare få uger siden, hævde, at MeToo-bevægelsen og feminismen er “gået for vidt”, og at det hele jo også bare er en værre gang hysteri over 20 år gamle episoder med en ufrivillig hånd på låret, er så helt og aldeles frakoblet den faktiske virkelighed, at man fattes ord.
Som Mette Østergaard fremførte i Berlingske: Over en tredjedel af alle drab her i Danmark er mænd, der dræber kvinder. 11% er banderelaterede drab. De banderelaterede drab har foreløbigt afstedkommet 81 politiske initiativer og tre lovpakker. Så hvornår sker der noget fra politisk hold ift. kvindemordene? Hvornår sker der noget ift. incel-grupperingerne og den sexistiske kultur, der muliggør deres eksistens?
Ej Tommy, det er altså også bare så rart, at selvom du er en mand, så behøver man bare slet ikke at være bange for at have dig sovende!
Særligt mærkeligt bliver det, når de eneste “modargumenter”, der fremføres, reelt bare er forsøg på at flytte fokus over til problematikker, mænd rammes af, eller alt muligt andet.
Der er ikke nogen dyst mellem kønnene om at have det hårdest, og jeg kan overhovedet ikke se, hvad relevansen skulle være, når nogen har følt trang til eksempelvist at fremdrage som “modsvar” til alt det her, at der jo da også kun er værnepligt for mænd, ikke kvinder, og at kvinder favoriseres i samværssager. Det er jo ikke nogen undskyldning for ikke at handle politisk her.
Det er meget muligt, at der er noget om snakken, men det har virkelig ikke nogen relevans for problemstillingen overhovedet. Lige så lidt som klimakrisen eller spændingerne i Ukraine og alt muligt andet, der også er vigtigt, heller ikke har det. Whataboutism hjælper absolut intet.
Det her er en selvstændig problemstilling omhandlende noget så aldeles fundamentalt som halvdelen af landets indbyggeres ve og vel, og hvis ens første (og for nogens, endda eneste) reaktion på alt det er at prøve at flytte fokus over til alt muligt andet og afspore debatten efter bedste evne, er der altså et eller andet galt. Sexistisk kultur er en fuldstændig uafviselig fare for landets kvinder, på mere end en måde.
En verden til forskel
For få år siden var jeg en dag hjemme hos en veninde, hvor vi så nogle film og fik lidt at drikke. Klokken blev pludselig mange, og hun foreslog derfor, at jeg bare blev og overnattede.
Mens vi – let berusede begge to – lå og var ved at falde i søvn, udbrød hun på et tidspunkt noget i retning af: “Ej Tommy, det er altså også bare så rart, at selvom du er en mand, så behøver man bare slet ikke at være bange for at have dig sovende!” Jeg blev ganske chokeret over bemærkningen.
Det var helt oprigtigt noget ekstraordinært og bemærkelsesværdigt for hende, at jeg, på trods af at være mand, var en, hun ikke på nogen måde følte, hun behøvede at være bange for ville gøre hende ondt i større eller mindre grad. At hun – sin sårbare position til trods – ikke følte, at hun skulle frygte pludselig at vågne op med en hånd et eller andet sted på sin krop, hvor den ikke burde være uden aktivt samtykke, eller, Gud forbyde det, noget værre end det.
Det kan måske godt virke banalt at nævne en umiddelbart lille isoleret episode i sammenhæng med så alvorlige problematikker. Men det var noget, der virkelig åbnede mine øjne for, hvor privilegeret jeg er som mand, fordi det var så aldeles surrealistisk for mig, at hun tænkte sådan.
Vi må starte med at gøre det klart, at der altså ikke er nogen krig mod mænd fra nogens side. Ingen skal skamme sig over deres køn eller føle sig jagtet grundet deres køn
Det blev lysende klart for mig, hvordan hendes og min verden på nogle punkter er fuldstændig fundamentalt forskellige. For jeg har da aldrig nogensinde i mit liv skænket det en eneste tanke, om en kvinde, jeg af en eller anden grund har haft til at overnatte i mit hjem – eller i øvrigt har lagt mig til at sove ved siden eller i nærheden af – har udgjort nogen mulig fare for mig eller har villet mig det ondt på nogen måde.
Jeg kan i det hele taget ikke komme i tanke om nogen som helst kvinde, jeg nogensinde har kendt i mit liv, hvor det på nogen måde ville falde mig ind så meget som at overveje i en situation a la den, om der mon var grund til at være nervøs for, hvad hun dog måske potentielt ville kunne finde på.
Så det var en øjenåbner for mig – og det var helt umådeligt trist at høre, at hun havde det sådan med mænd i al almindelighed. Hvor repræsentativt for kvinder det er at have det sådan og tænke sådan – om det er flertallet, halvdelen, 10 procent, eller hende alene – aner jeg ikke. Men ingen kvinder skal have det sådan, og så længe der bare er en, så er der altså noget fuldstændig rivravruskende galt. Det kan ikke være rigtigt.
En rigtig mand
Det er ganske evident, at alt det her med nye mere dynamiske kønsroller – kvinder, der kræver deres ret, feminisme og MeToo osv. – er rigtigt svært at navigere i for især en stor del mænd. Hvad må man, hvad må man ikke, og hvilke krav skal man leve op til. De cisheteronormative rammer er også i opbrud, og det er i det hele taget på mange måder en brydningstid.
Al virakken har for manges vedkommende tilsyneladende medført en form for trodsreaktion, hvor forvirringen og frustrationerne til sidst har hobet sig så meget op, at der bliver smækket hårdt med døren og råbt “Nej! Nu’ det nok!”, hvorefter der insisteres ekstra hårdt på at være en rigtig mand, der selvfølgelig drikker øl, spiser bacon, ser fodbold, og fandme ikke gider at høre på mere pis. Han er selvfølgelig også til kvinder og kun kvinder – udadtil i hvert fald.
Det kan umiddelbart virke ganske håbløst at få nogen konstruktiv dialog op at stå i så anspændt en situation, som det tydeligvis er. Men i min evige optimisme og naivitet tror jeg egentlig ikke, at det er nogen umulig opgave.
Vi må starte med at gøre det klart, at der altså ikke er nogen krig mod mænd fra nogens side. Ingen skal skamme sig over deres køn eller føle sig jagtet grundet deres køn – det gælder i alle sammenhænge. For problemet er ikke den enkelte mand. Problemet er bundrådne sexistiske normer.
Langt de fleste kvinder har da slet intet problem overhovedet med respektfulde tilnærmelser. De er til gengæld ganske trætte af chikane og manglende accept af afvisninger.
Der er heller ikke noget om snakken angående den hyppigt tilbagevendende påstand om, at “ej, man må bare slet heller ikke flirte mere”.
Jo, for pokker da – selvfølgelig må man stadig gerne flirte. Man må i det hele taget naturligvis stadig gerne kunne lide kvinder og sex og synes, at en person er sød og interessant, og prøve at gøre tilnærmelser, hvis situationen er til det. Det er der absolut ingen, der vil forhindre nogen i.
En flirt er bare pr. definition gensidig – den forudsætter to parter, der begge er med på legen. Man må respektere en eventuel afvisning og det faktum, at det ikke er alle kvinder i verden, der i alle situationer har lyst til at høre en eller anden halvkvalt scorereplik, uanset hvor charmerende og uimodståelig, man er overbevist om at være.
Ingen plæderer for, at mænd skal kastrere sig selv hverken fysisk eller åndeligt eller skal skamme sig over at drages af kvinder (hvis man gør det). Absolut ingen, heller ikke de angiveligt åh så snerpede og krævende feminister.
Det er helt okay. Virkelig. Kvinder vil bare gerne behandles ordentligt. Længere er den ikke.
Det er jo de færreste, der bliver fornærmede eller sure over velmente oprigtige komplimenter fra personer, de føler sig trygge ved. Langt de fleste kvinder har da slet intet problem overhovedet med respektfulde tilnærmelser. De er til gengæld ganske trætte af chikane og manglende accept af afvisninger.
Derudover har de praktisk talt alle sammen noget imod at blive set som et bytte, der skal nedlægges, og som at de intet andet har at byde på end at være objekter for vores begær.
En rigtig mand i 2022 tænker sig om, opfører sig ordentligt og påskønner både kvinder for at være smukke og besnærende såvel som for at være kloge, sjove, og interessante at beskæftige sig med og have i sit liv på alle mulige andre måder derudover også.
Sex er skønt. Sexisme er afskyeligt.
Hvad så nu?
Der er ingen, der forventer, at hverken jeg eller nogen anden mand er i stand til at knipse med fingrene og løse alle verdens problemer.
Men der er en forventning, ekstra udpræget i disse dage, om, at man som mand udviser en villighed til at lytte, lære og anerkende – og det er noget ganske andet. Vi har nogle kampe, der skal kæmpes som samfund, og det kræver alle mand på dæk.
Vi bliver nødt til at blive bedre til at lytte til “kvinderne i vores liv” og tage det, de fortæller os og oplever, alvorligt.
Vi skal stoppe med at victim blame ofrene for uhyrlige forbrydelser, og ja, i det hele taget prøve at trække i den rigtige retning. Vi skal erkende, at vi har en privilegeret position på en række områder, og vi må reflektere over, hvorfor det er tilfældet, og hvilken betydning det har på den ene og den anden måde. Det er altså ikke noget urimeligt krav at stille til os. Og der går ingen skår af nogen ved at prøve at forstå.
Om man så lige også kalder sig selv feminist eller ej, er jeg personligt bedøvende ligeglad med. Det er denne attitude og tilgang til alt det her, vi prøver at gå efter. En mission vi sætter os selv på
Efter at jeg igen begyndte at betegne mig selv som feminist, gik det op for mig, at mange andre mænd opfatter det som noget nærmest helt prætentiøst, når man som mand kalder sig selv det. “Uh, jeg er mandlig feminist, se lige mig, se lige mig, se hvor godt et menneske jeg bare er”. At det skulle være et udtryk for, at man mener sig værende moralsk højere hævet end andre mænd, og aldrig har sat en fod forkert i hele sit liv. Altså – gid det var så vel.
Det er slet ikke det, det handler om. Overhovedet. For mig at se er kernen i det derimod egentlig mest af alt en villighed til at stille sig op og sige:
Det her er ikke godt nok. Jeg synes ikke, det her er i orden, og jeg vil gerne stræbe efter at gøre det bare lige lidt bedre. Både på det personlige plan og på samfundsplan. Jeg er ikke og har ikke været perfekt eller ufejlbarlig alle mine dage, men jeg anerkender, at der er nogle ting i vores samfund og vores kultur, der ikke er i orden. Jeg ser jer, jeg hører jer – og jeg vil gerne være en medspiller og ikke en modspiller.
Og jeg tror egentlig, at den forståelse af, hvad det at være mandlig feminist implicerer, i al sin umiddelbare enkelhed og banalitet, på sin vis også ret præcist matcher den ganske rimelige forventning, mange kvinder i almindelighed og feminister i særdeleshed går rundt og har til mænd lige nu.
Om man så lige også kalder sig selv feminist eller ej, er jeg personligt bedøvende ligeglad med. Det centrale er, at det er denne attitude og tilgang, vi prøver at gå efter. En mission vi sætter os selv på.
Ikke at vi skal være helligere end paven, eller at vi skal have en helgens evne til at skabe mirakler ud af det blå. Men det. Hverken mere eller mindre.
Som Emma Holten ganske rigtigt udtrykte det for år tilbage: “Det er ikke mænd mod kvinder – det er sexister mod alle os andre”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
