SYDSTATSLIV // KLUMME: USA er splittet og skal heles – men af hvem? Det er et essentielt spørgsmål, og det skal i hvert fald ikke besvares af hvide danskere, siger Julie Bendtsen, der har boet i sydstaten North Carolina i 4 år.
RALEIGH – Da det amerikanske præsidentvalg laaaaangt om længe blev erklæret afgjort sidste fredag, blev en stor del af mine newsfeed på de sociale medier pakket ind i en dyne af lettelse, glæde og kærlighed.
Men indimellem de blå hjerter, regnbueflagene og de virtuelle glædestårer stødte jeg på et for mig overraskende element: de løftede pegefingre.
De små huskekager kom alle som en fra velstillede, privilegerede hvide mennesker, og mange af dem fra mennesker i Danmark
Fingrene pegede på, hvordan alle de glade skulle huske på, at der jo altså var en anden – stor – del af vælgerne, der var skuffede og mismodige over resultatet, og hvordan verden kun kunne blive et bedre sted, hvis de, der jublede, huskede respekten for dem, der sørgede. Huskede at række ud, som det så ædelt hedder på Danglish, og huskede, at nu – nu – var det altså tid til at forenes og ikke splittes yderligere.
De små huskekager kom alle som én fra velstillede, privilegerede hvide mennesker, og mange af dem fra mennesker i Danmark.
Altså mennesker som ikke én eneste dag gennem de sidste fire år har levet i, stået model til eller holdt hovedet og modet oppe i et samfund, der langsomt, men sikkert gjorde det mere og mere legitimt at lufte sin indre svinehund; den der har ligget gemt i en eller anden form for forceret social samvittighed alt for længe, men som godt hjulpet på vej af præsidenten for verdens mest magtfulde nation har fået fire års frit løb.
Disse mennesker havde sat sig til tasterne for at huske os alle sammen på, at det altså nu var tid til at være inkluderende, rummelige og tilgivende. Ræk nu ud, ikke?
Det er simpelthen for nemt. Det er tonedøvt, respektløst og forkælet. Velstillede, hvide dansker: det er arrogant at mane til besindighed og respekt samt forlange sympati og overskud fra de mennesker, der gennem fire år har set mindre og mindre af netop dét.
Jeg har venner, der har stemt på Trump, både i første og anden omgang. Vi taler ikke om politik, når vi er sammen … Jeg har set hvad dette land har udviklet sig til gennem de sidste fire år, hvor jeg har boet i North Carolina, og det gør ondt helt ind i sjælen
Jeg taler om mennesker, der på grund af deres hudfarve, handicap, religion, seksualitet eller livsstil har måttet vende den anden kind til, fordi den præsident, der også skulle forestille at være deres, stod forrest i korstoget mod dem.
Jeg har venner, der har stemt på Trump, både i første og anden omgang. Vi taler ikke om politik, når vi er sammen. Det er mennesker, jeg holder af, så når mit udgangspunkt har været, at folk, der kan få sig selv til at støtte en åbenlys racistisk narcissist, må have en eller anden rem af huden, har jeg alt andet lige været nødt til at forholde mig til min egen nuance-resistens.
For det er jo ikke sådan, jeg ser de mennesker, og det er ikke sådan, de er. Eller det er i hvert fald ikke det eneste, der er at sige om dem.
Deres grunde er sikkert også mange og forskellige, men én, der går igen er, at folk som det så ofte er set før, stemmer med deres pengepung. Så når én af vores venner i år formentlig (jeg har ikke spurgt, men jeg har en begrundet mistanke) for anden gang har sat sit kryds ud for den kontroversielle golfspiller, bunder det dybest set i, at vedkommende har været bange for ikke længere at kunne forsørge sin familie, hvis magten skulle tippe demokratisk.
Det ræsonnement er jo til at tage og føle på, og selvfølgelig forstår jeg det.
Jeg forstår godt, at man – hvor ubehageligt det end må føles – kan se forbi alt det personlige, det usympatiske og det hadske, hvis alternativet er lig med at gå fra hus og hjem og tage ægtefællen og børnene med. Hvis det altså var sådan det forholdt sig.
Desværre er det min ret klare mistanke, at dét, der står på spil, ikke er levebrødet, men livsstilen. Der vil måske ryge en af de tre skiferier, og måske skal budgettet justeres lidt for at give plads til privatskolen. Men det er ikke hus og hjem. Det er hverken fattiggården eller gadehjørnet.
At bede den anden lejr, der lige nu er lettede over igen at føle, at de kan trække vejret frit – om at række ud og “forstå”, er ikke bare skudt ved siden af, det er et skud, der aldrig skulle have været affyret. I hvert fald ikke med det hvide privilegium som afsender.
Måske er det min frygtede danske socialdemokratiske sjæl, der taler, men her stopper min forståelse. For jeg har set, hvad dette land har udviklet sig til gennem de sidste fire år, hvor jeg har boet i North Carolina, og det gør ondt helt ind i sjælen.
Og det er ikke engang min sjæl, der har stået for skud. Min forfærdelse er sekundær og afledt, for der er ikke én eneste omstændighed i Trumps USA, der har haft personlige konsekvenser for mig. Ikke i det store billede. Jeg er en af de heldige, og det kunne aldrig falde mig ind at fortælle de mindre heldige, hvad deres næste skridt bør være eller hvor storsindet, de bør opføre sig nu.
Vil det være bedre for landet og verden, hvis de parter, der er skredet længere og længere fra hinanden, kan begynde at nærme sig?
Så absolut. Det er så vigtigt lige nu, det er hvad verden har brug for.
Og jeg tror rent faktisk på, at den nyvalgte præsident vil gå forrest med det gode eksempel for at søsætte netop dét.
Så ja, jeg forstår godt skuffelsen blandt Trump-støtterne lige nu. Jeg var der selv i 2016, og jeg kan eddermame garantere, at jeg holdt lav profil, da det demokratiske nederlag var en realitet. Det er et slag, og det skal synke ind.
Men at bede den anden lejr, der lige nu er lettede over igen at føle, at de kan trække vejret frit – om at række ud og “forstå”, er ikke bare skudt ved siden af, det er et skud, der aldrig skulle have været affyret. I hvert fald ikke med det hvide privilegium som afsender.
LÆS ALLE JULIE BENDTSENS ARTIKLER FRA SYDSTATERNE HER
Topillustration: Kære hvide dansker. Måske du bare skulle lade amerikanerne feste over Joe Bidens valgsejr? Foto: David Geitgey Sierralupe, Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
