RACISME // DEBAT – Uanset hvor indfølende og empatisk man læser Joan Rang Christensens essay om racisme i Danmark, er det for mig at se umuligt at konkludere andet, end at det er gennemsyret af racisme fra forfatterens side og afspejler venstreekstreme teorier om race og køn. Hvis disse slår igennem i DR’s store dramadokumentariske satsning Slave af Danmark, kommer institutionen ud i en alvorlig shitstorm, når udsendelserne bliver bragt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatten om DR’s kryolitdokumentar Grønlands hvide guld kører stadig på de høje nagler, ikke mindst i Grønland, men samtidig er der rejst alvorlig kritik af DR’s store satsning Slave af Danmark, der skal sendes over fire søndage med premiere søndag den 2. marts.
Det skyldes dels brugen af ordet ”slavegjort” i stedet for ”slave”, dels anvendelsen af Joan Rang Christensen som diversitetskonsulent på et kursus.
Hun bad deltagerne om at læse sit essay Om kunsten at give op, hvor hun bl.a. skriver, at hun så vidt muligt prøver at undgå hvide mennesker og: ”Jeg går ikke til koncerter med stående publikumspladser, fordi jeg ikke gider at stå i armhulehøjde i en dunst af hvid sved.”
Joan Rang Christensen fremstår paradoksalt nok mere racistisk, end hendes kritikere fremstår uvidende
”Rendyrket racisme” mener en række borgerlige politikere og kommentatorer, men repræsentanter fra venstrefløjen har opfordret til at læse hele essayet som en personlig refleksion over, hvordan det kan opleves at tilhøre et mindretal, og mener, at citaterne var taget ud af kontekst.
”Læs hele essayet, så kan I se det,” lyder opfordringen.
Hjernen forudsiger bare
Det har jeg gjort, og jeg er ikke imponeret. Faktisk går det galt allerede i første afsnit.
Forfatteren beder læseren forestille sig en mand, der kommer gående mod én på en tilfældig gade i en tilfældig dansk provinsby. Han kommer hen til et hus, åbner døren og lukker sig ind. Hvis læseren har forestillet sig, at manden er hvid, er det udtryk for ”racemæssig bias”, skriver hun.
Hertil er bare at sige, at ”nej, det er det ikke”.
Det er udtryk for, hvordan hjernen arbejder. Hjernen prøver konstant at forudsige, hvad der vil ske om lidt for at kunne forberede den mest hensigtsmæssige respons.
Den baserer sig på erfaringer fra tilsvarende, tidligere situationer, altså en form for sandsynlighedsberegning, og hvis scenen udspiller sig i Danmark, er der størst sandsynlighed for, at manden er etnisk dansk.
Hvis scenen havde udspillet sig i Kenya, ville hjernen havde forudsagt, at manden var sort.
Der er opstillet rigide ”offerhierarkier”, hvor hvide mennesker helt automatisk er i toppen som undertrykkere af alle andre
At hjernen arbejder sådan, har ingen som helst relevans i forhold til, hvordan den enkelte opfatter eller behandler mennesker med en anden etnicitet.
Alligevel bruger forfatteren dette kiksede eksempel på ”racemæssig bias” som afsæt til at gå direkte over til at forudsætte, at alle hvide (danskere) er ubevidst racistiske i deres underbevidste tanke- og reaktionsmønstre, og ”at det som regel tager mellem fem og ti år for hvide mennesker at opnå bare en tilnærmelsesvis forståelse af strukturel racisme, og hvordan racemæssige bias opererer i deres eget sind …”.
Hun hævder videre, helt uden belæg, at hvide må gennemgå den samme proces som i forbindelse med sorg og dødsfald (fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept): ”At blive konfronteret med sit hvide verdensbillede og sine racemæssige bias kan meget vel virke som en nærdødsoplevelse for det hvide menneske, der har andre tanker om sig selv,” som hun skriver.
Alle hvide er racister
Det er jo stærk kost og noget af en påstand.
Problemet er, at Joan Rang Christensen på intet tidspunkt fører bevis for sin påstand – eller bare prøver at sandsynliggøre den. Hun er dybt forankret i intersektionalitet – en amerikansk teori, der hævder, at man kan være undertrykt på mange måder afhængigt af køn, race, klasse, seksuel orientering og handicap.
En lesbisk sort kvinde vil således være undertrykt på en anden måde end en heteroseksuel sort kvinde. Det er en måde at anskue undertrykkelse og minoriteter på, som kan give god mening i visse sammenhænge, hvis den anvendes med måde og nuanceret.
Problemet er, at det gør den ikke i praksis. I stedet er der opstillet rigide ’offerhierarkier’, hvor hvide mennesker helt automatisk er i toppen som undertrykkere af alle andre.
Hvidhed trumfer alt andet, og derfor vil en fattig, ufaglært, arbejdsløs, handicappet, homoseksuel hvid mand automatisk være bedre stillet end en rig, højtuddannet, vellønnet, atletisk heteroseksuel sort mand. Alene i kraft af hans hvidhed.
Det er derfor, Joan Rang Christensen uden at blinke forudsætter, at alle hvide danskere er så racistiske, at de skal gennem 5-10 års hårdt terapeutisk arbejde for bare at have en chance for at fatte, hvordan ”strukturel racisme og racemæssige bias” fungerer, og hvordan de er fanget ind i det.
Derfra går det over stok og sten gennem det alt for lange essay, hvor de samme pointer gentages, og hvor hun ikke fører bevis for sine påstande eller kommer med konkrete eksempler.
Som når hun fx skriver: ”Jeg blev begrænset i mine teksters indhold, hvad jeg måtte skrive om, hvordan jeg skulle skrive, og hvilke platforme, spillesteder og -tidspunkter i teatersæsonen jeg fik adgang til. Jeg blev tilbudt lønninger, som var lavere end dem, mine hvide kollegaer blev tilbudt.”
Det meste er løse påstande
Er det rigtigt fx, at hun blev tilbudt en lavere løn? Så kom med et konkret eksempel.
Og blev hun begrænset på andre måder, end vi alle sammen oplever at blive begrænset, når vi skal samarbejde med andre, indgå kompromisser og erkende, at ”chefen altid har ret”, eller at en andens idé bare var bedre?
Svaret blafrer i vinden, men Joan Rang Christensen er ikke i tvivl. Hun har gravet sig ned i et dybt, dybt hul, hvor alt – som i ALT – ses gennem racismebriller, hvor alle andre (hvide) er de onde, mens forfatteren er det uskyldige offer.
Et af problemerne med intersektionalitet er, at alle mennesker bliver reduceret til kategorier. De individuelle forskelle viskes helt ud eller minimeres, og du reduceres til dit køn, din seksualitet, din etnicitet. Din race. Og alene af den grund er essayet gennemsyret af racisme.
Hun har gravet sig ned i et dybt, dybt hul, hvor alt – som i ALT – ses gennem racismebriller
Det skal medgives, at Joan Rang Christensen enkelte steder viser ansatser til nuancer, ikke mindst i de rørende anekdoter om sin danske farfar, men det rokker ikke ved hovedkonklusionen: at Joan Rang Christensen paradoksalt nok fremstår mere racistisk, end hendes kritikere fremstår uvidende.
Selvfølgelig er der racisme i Danmark. Både strukturel racisme, med basis i bias, hvor vores (ubevidste) fordomme og forventninger spiller ind, og den politisk motiverede, grove (”ud med fejlfarverne”).
Det er der i alle kulturer og mellem stort set alle racer og etniciteter, hvilket Joan Rang Christensen også kommer lidt ind på. Og selvfølgelig skal racismen afdækkes, bekæmpes og minimeres.
Men hvis man tager udgangspunkt i Joan Rang Christensens essay og ser det som en korrekt beskrivelse af tilstanden i Danmark, går man helt galt i byen.
Også konsulent hos DR
Det er for nylig kommet frem, at Joan Rang Christensen ikke kun har stået for en workshop på 2 x 3 timer, men at hun også har ”været konsulent på fiktionsdelen, hvor hun blandt andet har sparret med holdet i en tidlig fase af manusarbejdet”. Det har DR’s programansvarlige Lisbeth Langwadt fortalt – efter at hun i første omgang havde undladt at fortælle om det.
En bevidst handling, kan man næsten kun konkludere, efter at der var blevet rejst kritik af brugen af Joan Rang Christensen i det hele taget. Et forsøg på damage control, som nu er mislykkedes og får DR til at fremstå i et endnu dårligere lys end nødvendigt. Igen, igen.
Klar med høtyvene
Når første afsnit ruller over skærmen den 2. marts, vil borgerlige politikere, meningsdannere og internetkrigere sidde klar med spidsede blyanter, parate til at spidde det mindste tegn på venstreradikal indflydelse på seriens vinkling.
Jeg hører ikke til dem, der ønsker DR afviklet eller kraftigt beskåret. Tværtimod ønsker jeg et robust og først og fremmest troværdigt DR
Og hvis fx journalist Nola Grace Gaardmand, der skal binde dokumentardelene sammen, hele tiden går rundt og siger ”slavegjort” i stedet for ”slave”, er der dømt bål og brand. For som Søren K. Villemoes skrev i Weekendavisen forleden:
”Ordet ’slavegjort’ er baseret på den antagelse, at almindelige mennesker ikke har fattet, at det at være slave er et overgreb, der er blevet begået mod mennesker, som hverken har valgt det som en frivillig karrierevej eller fra naturen er skabt til det. …
Denne antagelse er i sig selv lige så himmelråbende arrogant, som den er åndssvag.
Ved at købe ind på dette sprogbrug kommer DR til at sende et meget uheldigt signal til det danske folk. Mange vil hurtigt og intuitivt opfange, at DR er mere loyale over for en lille gruppe venstreradikale forskeraktivister end over for det folk, de taler til.
Derudover viser ordvalget, at de opfatter danskerne som komplette tåber, der endnu ikke har regnet ud, at slaveri er en forbrydelse.”
Der er brug for et troværdigt DR
Jeg hører ikke til dem, der ønsker DR afviklet eller kraftigt beskåret.
Tværtimod ønsker jeg et robust og først og fremmest troværdigt DR. Der er mere brug for det nu end nogensinde før.
Men det er ikke DR’s opgave at lefle for venstreradikale holdninger, som det fx også sker, når den nuværende P3-chef har skabt en kultur, hvor man på P3 kalder mænd for folk med pikke.
Det var for øvrigt samme Isabella Hindkjær, der ved sin tiltræden sagde: ”Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer ansvar for at ændre verden.”
Og en af de sandheder, der hersker hos DR, er åbenbart, at Danmark er gennemsyret af racisme, og at hvis man ikke siger ”slavegjort”, tror folk, at det at være ”slave” er noget, der ikke indebærer brutal vold og tvang.
Stop nu, please. Hold op med at være jeres egen værste fjende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og