TEATER // ANMELDELSE – Marketingafdelingen har gjort det godt. Det største problem for Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag, er, at forestillingen nærmest er udsolgt inden premieren. Men den hviler også i perfekt balance mellem lårklaskende komik og skarp satire, mellem rent klovneri og poetiske pauser, mellem enkeltpræstationer og store musicalagtige numre.
”Kan du forklare lidt nærmere, hvordan jeg skal eksekvere den værdibaserede strategi i min afdeling”?
Lang pause.
”Vores virksomheds DNA er ligesom en croissant, hvor hvert lag skal have lov til at stå for sig selv. Empowerment, ikke?” Eller noget i den stil.
Jeg må indrømme, at jeg købte ind på Nørrebro Teaters Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag allerede i den indledende sketch, hvor Magnus Haugaard benytter den fyldte sal til lige at læse en jobannonce fra teatret op – hvis vi nu var eller kendte nogen, der kunne være interesseret.
I sidste ende bliver vi vel nødt til at spørge os selv, hvordan vi kan adskille den store del af vores liv, der er arbejde, fra det, vi kalder liv
Tæppet er endnu ikke gået, og jeg hulker allerede af grin over den perfekte udstilling af det management lingo, der har bredt sig som en … nå ja, som en coronavirus i vores arbejdsliv.
Den svære balance
Som det viser sig undervejs, så har det desværre også bredt sig ind i vores privatsfære, for vi har tydeligvis svært ved at få styr på vores work-life balance. Man kan ikke sige, at den unge piccolo er specielt interesseret i synergierne i virksomhedens disruption, men han vil altså gerne tjene penge, så han kan give den gas på diskotekerne i Thailand.
Vi har optimeret vores produktivitet (work) ud i det absurde for – på vores stadig begrænsede fritid (life) – at kunne forbruge de livsstilsgoder, der før var forbeholdt de få. I sidste ende bliver vi vel nødt til at spørge os selv, hvordan vi kan adskille den store del af vores liv, der er arbejde, fra det, vi kalder liv – for i givet fald: Hvad er vi så på arbejdspladsen? Døde?
På den ene side meget professionelt og flot iscenesat, men på den anden side også lettere parodisk
Samtidig har vi af samme arbejdspladser lært at skjule vores fiaskoer under en ordflom af downsizing, living small og alt muligt andet. Alt er bare fint. Vi optimerer vores liv. Vi har styr på vores prioriteringer og forventer vækst i næste kvartal.
Hvis det går galt, er det de andres skyld
Som det siges i en af de mere seriøse monologer, så har vi en tendens til at overvurdere os selv, hvilket resulterer i, at hvis det går galt, så er det de andres skyld.
Sådanne skarpe observationer veksler med rene klovnenumre som en pas de deux mellem en stresset mand, der på vej med en læsset cykel skal tjekke sit rejsekort ind på en genstridig stander. Hvordan det lige passer ind i ”handlingen”, skal jeg ikke kunne sige, men sådan er det vel med mange af livets absurditeter.
For jo, der er en form for handling. På den ene side er der den om virksomhedens DNA, som ledelsen har lært om på en konference på Comwell i Kolding, og som nu skal implementeres. På den anden side er der romancen mellem netop titlens Jytte og Bjarne fra regnskabsafdelingen.
Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag som absurd musical på unisex-toilettet
Romancen udspilles hovedsagelig på det alt for lille unisex-toilet. Her og andre steder folder handlingen sig nogle gange ud i musicalagtige sangnumre. På den ene side meget professionelt og flot iscenesat, men på den anden side også lettere parodisk.
En absurd musical?
Det er let at genkende sig selv og ens egne arbejdserfaringer gennem livet i de enkelte optrin i Jytte fra marketing er desværre gået for i dag. Printeren går regelmæssigt ned, og ganske forudsigeligt vil en Kloge-Åge i køen forsøge sig med præcis den samme fejlfinding, som nummer et i køen lige har gennemført, mens en tredje vil spørge, om han kan komme foran i køen, og en vil bemærke, at han bare skulle kopiere. Og der kommer stadig ikke noget print.
Det samme gælder julefrokosten. Rygernes fællesskab i kulden ude i gården. Chefens proaktive blog. Som et nik til den – forhåbentlig – overståede pandemi byder Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag også et gensyn med teams-zoom-mødet og alle dets fortrædeligheder. Alt sammen skarpe observationer.
Tror du på det salgsgas, du fyrer af?
Først og fremmest afslører Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag hulheden i det floskelfyldte managementsprog med alle dets lån fra engelsk, der er trængt ind alle vegne. Ligesom de smarte konsulenter, der er trængt ind alle vegne.
Firmastrategien er eksekveret til perfektion
Det kan godt være, der er en kerne af sandhed i deres managementfilosofi. Selvfølgelig giver det mening at finde ind til vores ”hvorfor” – undskyld, vores ”why” – fremfor vores ”what”. Men det kan være svært helt at købe, når guruens fremlæggelse tydeligt afslører, at hans why er at sælge flere bøger. Tror du egentlig på det salgsgas, du står og fyrer af på scenen?
Det siges, at komedie er den sværeste genre i skuespillet. Hvis der ikke grines i salen, så er det ikke lykkedes. Men både hver for sig, når de ”shiner” i solooptrædener, og når de fem skuespillere (og folkekoret) optræder samlet, høster de latterkaskader og jublende bifald.
Firmastrategien er eksekveret til perfektion: Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag er komedie til tiden og til et rent tolvtal. Hvis du vil være sikker på at forstå det hele, så inviter din coach med (og se om hun/han er i stand til at holde masken).
P.S. Jeg fandt aldrig ud af, om Nørrebro Teater har fundet den medarbejder, men ellers er jeg da frisk på nye udfordringer. Bare jeg ikke behøver bruge det sprog.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her