Lei Moe, pressefoto

Anmeldelse: Lei Moe springer ud som 66-årig – en dansk Bonnie Raitt

i Kultur/Musik af
LEI MOE // ANMELDELSE –  Mange husker sikkert Lei Moe som korsanger bl.a. fra adskillige Melodi Grand Prix. Hun var f.eks. med på scenen, da Brødrene Olsen vandt Det internationale Melodi Grand Prix i 2000. Ifølge Gramex medvirker hun på ca. 1700 pladeindspilninger. Nu springer hun i en alder 66 ud af pensionisttilværelsen med sit første soloalbum siden 1986. Og det er godt, mener anmelder Mads Kornum: “Lei Moe synger hele vejen igennem med en mørktonet glød og en moden vokal, der smyger sig fint mellem disse velvalgte stilskift mellem funk, soul og blues.”

Begrebet ’pensionsopsparing’ kan åbenbart have flere betydninger. For de fleste er det noget med via sin løn at få indbetalt en procentdel til en pensionskonto, så der er lidt ekstra at leve af når ens arbejdsliv engang er slut.  66-årige Lei Moe har i stedet opsparet livserfaring, musikalsk mod og lyst til at udtrykke sig – og udvikle sig – også selvom hun i livet er nået en alder – som for mange er ensbetydende med pension.

”Jeg troede egentlig, at jeg var gået på pension – indtil jeg mødte Morten Wittrock. Her var der en musiker, der forstod præcis, hvor jeg ville hen med musikken,” fortæller Lei Moe ifølge det medfølgende pressemateriale.

Samarbejdet med tangentspiller, sangskriver og producer Morten Wittrock, der især er (aner)kendt i såvel indland som udland for sin roots/blues duo Holtsø & Wittrock, har bygget på forståelse og kærlighed til de genrer, som står dem begge nær – soul, blues og funk. De har sammen komponeret og skrevet alle numrene, og det har givet Lei Moe friheden til at lave præcis dét album, hun altid har drømt om. Nu er Lei Moe så udsendt, som et livsbekræftende og kontant bevis på at det aldrig er for sent til at finde modet til at følge sine drømme.

Knud Møller maler også smukt med i lydbilledet til albummets to meget fine soulballader, den sjælfulde ”Honey” sammen med Troels Lyby og på den dæmpede “Tonight”.

Lei Moe har ganske vidst tidligere under navnet Lei udsendt to soloalbum – tilbage i 1984 og 1986 – med meget tidstypisk 80’er pop/rock, der genhørt ikke gør meget for at kunne blive betragtet som særlig relevant den dag i dag. Til gengæld har hun begået så meget andet relevant i mellemtiden. Siden har hun nemlig været en af landets mest efterspurgte korsangerinder på den rytmiske scene. Dels fordi hun har en stemme, der bare altid klæder, og så leverer hun efter sigende godt, hurtigt og driftssikkert hver eneste gang. I en årrække var hun mere eller mindre fast inventar i Dansk Melodi Grand Prix, og hun har alt i alt medvirket på omkring 1700 indspilninger. Så selvom hun sjældent har gået eller stået forrest, så har hun sat masser af spor i en karriere, der startede sammen med broderen Lanni og søsteren Lupe i bandet Skunk Funk i slut 70’erne.

Det tætteste på Bonnie Raitt

Lei Moe skal ikke have været mange gange i rotation, før det står klart, at det er et åbenlyst rigtigt valg – at træde frem i spotlyset. Det bør mange kunne få glæde af. For på albummet møder vi noget af det tætteste, vi har haft af en dansk udgave af Bonnie Raitt. Uden at det i øvrigt lyder, som om det har været målet. Sammenligningen skal mere ses som en beskrivelse af det kvalitetsstempel, der er sat på alle otte numre med en samlet spilletid på godt 28 minutter.

Festen åbnes allerede i første nummer, ”Mighty Good Thing”, hvor funken får plads og hjerterum til at folde sig fuldt ud, og hvor der er funklende familietræf med gæsteoptræden af Lanni og Lupe, datteren Bianca, og ikke mindst nevøen Joey Moe, der leverer et rapstykke med både flair, flow og feeling. Mens blæsersektionen Peter Marott (trompet) og Anders Gaardmand (sax) lige sikrer nummeret det ekstra groovy lag, som et funky fundament bygges bedst på.

For det vil ikke være Bob Britt, nummeret i sig selv huskes for. Det skyldes derimod, at det i øvrigt John Hiatt-klingende nummer i den grad understreger, at mesterrækken for vokalister stadig ikke har nogen aldersgrænse

Det samme gælder på et af albummets andre brandvarme funkperler, ”Dash of Love”, hvor Marott/Gaardmand igen shiner og blæser nummeret et stykke godt over gennemsnittet, som de gør som en væsentlig ingrediens på albummets vel nok næstbedste nummer, ”Give it Up”. En suveræn swampet blues, hvor Lei Moe i den vokale front virkelig viser sit værd. Samtidig med at der et rytmisk drive og et overskud på et nummer, der så ovenikøbet på mesterlig – og alligevel næsten magisk underspillet vis – gæstes af de gode guitarister Knud Møller og Hannibal Gustafsson.

Knud Møller maler også smukt med i lydbilledet til albummets to meget fine soulballader, den sjælfulde ”Honey” sammen med Troels Lyby og på den dæmpede “Tonight”. Generelt må det siges at Moe og Wittrock, der albummet igennem spiller diverse keyboards, bare er i godt musikalsk selskab, uden at nogle af gæsterne som sådan stjæler billedet undervejs.

En mørktonet glød og moden vokal

Heller ikke når gæsten er selveste Bob Dylan-guitaristen Bob Britt, der medvirker på ”Won’t Let Go”, en rootsy duet med Allan Mortensen. For det vil ikke være Bob Britt, nummeret i sig selv huskes for. Det skyldes derimod, at det i øvrigt John Hiatt-klingende nummer i den grad understreger, at mesterrækken for vokalister stadig ikke har nogen aldersgrænse. Nøj, hvor de klæder hinanden de to rutinerede vokaler!

Lei Moe synger hele vejen igennem med en mørktonet glød og en moden vokal, der smyger sig fint ind og ud af disse velvalgte stilskift mellem funk, soul og blues. På pladens i mine ører i særklasse bedste nummer ”Say No” er det så guitaristerne Hannibal Gustafsson og Jacob Rathje, der tager de bemærkelsesværdige biroller, alt imens Lei Moe synger videre med en pondus og power, som salig Tony Joe White med garanti ville have vugget veltilfreds med på. havde han stadig været iblandt os. Så bliver swamp-blues altså ikke meget bedre!

Til gengæld kunne afslutningen godt være skrevet bedre. Ikke fordi den funky lukker, ”Caught”, ikke fanger og fænger. Den viser, at Lei Moe har noget af samme sjælelag i stemmen som Hanne Boel. Men med en spilletid på under 30 minutter, så burde der altså være plads til at ”Caught” kunne blive kørt helt hjem, i stedet for at ‘fades ud’ midt i en ellers lige så velstartet guitarsolo. Det føles tomt – ja, næsten tarveligt!

Det er der til gengæld ikke andet, der gør i de foregående 28 minutter. Så den lille misforståelse lader vi være tilgivet. Hørt samlet er Lei Moe nemlig et skønt frontalt træf med en artist og en stemme, der tydeligvis hviler i sig selv helt i front, og med gode sange og godt musikalsk selskab omkring sig. I den position bliver hun forhåbentlig et godt stykke tid endnu og med flere album til følge. Også for hende er pensionsalderen rykket – og tak for det!


Formidling af musik er i dag totalt domineret af diverse streamingtjenester og store radiostationer. Som konsekvens heraf er det blevet sværere end umuligt for ny pop- og rockmusik at få ørenlyd i det store billede. Den musikalske ildsjæl Mads Kornum, der står bag sitet Side33.dk. søger musikken, der falder under den radar.

LÆS ALLE MADS KORNUMS ANMELDELSER HER.


Foto: PR.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Mads Kornum (f. 1969) er stifter, ejer, chefredaktør og primær skribent på websiden www.SIDE33.dk – der siden starten af 2019 har lanceret sig som en musikalsk bredside til os alle.
Siden er lavet, som en naturlig videreudvikling af onlinemagasinet 33Plus, der blev drevet på 100 % frivillig arbejdskraft i perioden 2015-2019 af Mads Kornum og Christian Friis.
Formålet med SIDE 33 er at sikre en favnende formidling af nyheder og oplevelser med musik – og derved motivere folks nysgerrighed på ny musik. Dette uden vanlig ’kassetænkning’ og genre fastlåshed, og unødig skelen til tidens trends og tendenser – eller til musikernes alder, køn, baggrund eller tilhørsforhold. Der er dog et primært fokus på den danske musikscene.
Mads Kornum fungerer desuden som freelance skribent – og leverer også artikler og anmeldelser til bibzoom.dk.
Han har en lang fortid indenfor forsikringsbranchen med diverse forskellige ansvarsområder – hvor kommunikation, præsentation, service og procesoptimering har været de gennemgående nøgleord.
Hans grundtanke er følgende:
”Musik er en livseliksir – og evner når den er bedst at samle folk på tværs af alder, køn og nationalitet – og derfor skal den også formidles med seriøsitet, viden, og nysgerrighed – og om muligt med begejstring”

Seneste artikler om Kultur