Der er to slags mennesker. Dem, der ikke kan fordrage rødbeder, og dem, der virkelig elsker de små vitaminbomber, der har det med at farve ens urin foruroligende rød.
Helt indtil jeg blev voksen kendte jeg kun rødbeder som det runde rødlilla stempel oven på leverpostejmaden i min madpakke og noget, man kunne spise på sylte med en stribe sennep under.
Men da jeg sådan engang midt i tyverne smagte min første ovnristede rødbede med humus til, gik jeg over i en ny livsfase. Rødbeden er blevet en af mine yndlingsgrøntsager.
Ikke alene er den virkelig sund og eksempelvis fuld af a-vitaminer og jern. Den er også en af de fødevarer, der smager godt på alle mulige måder.
Jeg elsker stadig syltede rødbeder, jeg guffer ovnristede rødbeder i mig, når jeg ikke lige spiser dem kogt eller i suppe. Alt sammen smager godt. Og jeg bliver simpelthen så glad, når jeg ser de violette turbanformede skønheder ligge der og gøre sig til ved grønthandleren.
Rødbeder og sex
Jeg er mildest talt ikke den første i verdenshistorien, der elsker rødbeder. Da jeg så lidt nærmere på rødbedens kulturhistorie, fandt jeg ud af, at både de gamle grækere og romere forstod at sætte pris på denne herlige spise.
Angiveligt spiste Afrodite rødbeder for at holde sig ung og smuk. Og romerne troede fuldt og fast på, at det gav ekstra seksuel energi at spise de røde rodfrugter.
Det er ikke helt klart, hvor store mængder af rødbeder, der egentlig skal til før den naturlige viagra-effekt sætter ind
Her kan man selvfølgelig indvende, at et folkefærd, der rutinemæssigt afholdt orgier med eksempelvis kalv, flamingo og traner på menuen formentlig brugte det med sex-drivet til at sælge de mere kedelige grøntsager.
Men de troede så meget på det, at man den dag i dag kan se rødbeder afbildet på væggene af Lupanara-bordellet i Pompeji.
Det er ikke helt klart, hvor store mængder af rødbeder, der egentlig skal til før den naturlige viagra-effekt sætter ind, men jeg bliver personligt bare glad, når der er rødbeder på menuen.
De behøver ikke engang være røde. Jeg elsker at få fingre i små gyldengule rødbeder, der ikke må være større end en golfbold. Dem koger jeg til de er møre i deres skind, og nulrer det af med en finger, når de er kølet ned. Så skærer jeg dem i kvarter og vender dem med hyldeblomsteddike og groft hakket bredbladet persille. Hvis jeg er i humør til det, smuldrer jeg lidt feta over, men det er strengt taget ikke nødvendigt.
Andre gange vender jeg rødbeder i tern i balsamico og drysser dem med salt og peber eller letknuste korianderfrø inden jeg sætter dem i ovnen på omkring 175 grader til de er møre.
Somme tider lægger jeg hele hvidløgsfed ved eller kartofler og gulerødder. Andre gange lægger jeg et par kyllingelår over hele herligheden, og så har man en hel middag i et fad uden de store anstrengelser.
Men her i mit kolonihavekøkken med to kogeplader har campingovnen for længst opgivet videre tjeneste efter ti år og er endt til storskrald. Så jeg laver rødbedesuppe i stedet for.
Suppe og zarer
Det begyndte egentlig med, at jeg engang læste en frygteligt masse opskrifter på borscht, altså den russiske eller ukrainske version af rødbedesuppe. Det var bare en slags udgangspunkt for en opskrift, der er i udvikling og dog alligevel har et par konstante.
I den version, jeg sidder og spiser her på en småkold efterårsaften, har jeg lagt bunden med et par løg, der er stegt bløde i olie.
Af krydderier har jeg tilsat let knuste korianderfrø (de klæder rødbeder fortrinligt) spidskommen, friskkværnet peber og røget paprika.
Herefter smed jeg en kalveculotte ned i den store gryde. Det kan måske synes ret ekstravagant, men jeg skal tømme fryseren, fordi jeg snart skal flytte, og der bør virkelig være oksekød i en rødbedesuppe efter min mening.
Da den var brunet af, tilsatte jeg oksefond, en dåse flåede tomater og en lille flaske passata. Herefter rev jeg fire store rødbeder og tre gulerødder (fordi jeg havde dem) ned i gryden.
Og så tilsatte jeg en mørkebrun og rynket chipotle (røget chili), som jeg engang har købt i Mexico By. Så lod jeg det hele passe sig selv, mens jeg havde andre gøremål i et par timer.
Da kødet var helt mørt, hev jeg det op af gryden og skar halvdelen af det i skiver og tern. Så kørte jeg en stavblender løst ned i gryden, inden jeg tilsatte kødternene. Resten af kødet bruger jeg sikker til alt muligt andet i løbet af ugen.
Og som en sidste lille krølle, skal og må jeg have et forsvarligt skud peberrodssauce fra Fortnum & Mason lige midt i skålen. Jeg vil gerne rives lidt rundt. Først af chipotlens varme, af den røgede paprika, og så vil jeg have et spark lidt midt i munden af peberrod. Det er en slags globaliseret borscht, der både vækker mindelser om Rusland, Storbritannien, Spanien og Mexico.
Sådan kan jeg lide min mad, og det hjælper altid lidt på den russiske stemning, at den bog, jeg spiser i selskab med, er Simon Sebag Montefiores 657 sider lange historie om den russiske zar-slægt Romanov. Det er næsten som at være der selv.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her