SATIRE // JULEFØLJETON 11. DECEMBER – Det er paradigmeskiftenes tidsalder. Politikerne på Christiansborg genopfinder jævnligt begrebet. Men store forandringer går ofte forud for visionerne. Også i Hipstrup og Folkerup, hvor alt er på den anden ende. Se nu bare julevejret – på godt, folkeligt dansk: Det pisser ned fra morgen aften. Og erhvervslivet. Den lokale erhvervsmand, Birger Bentzen, har omdannet andefarmen til et gigantisk drivhus med Cannabis-avl, men han er også grebet af tidsåndens ønsker om holdninger og værdier, og derfor har han gjort den politiske stjerne fra De Ultraborgerlige, Petrine Vermouth, til ideologisk forstander på Folkerup Familiehøjskole – skolen for ægte danskere. Og oppe i Hipsted er paradigmeskiftet personlig udvikling for kendisser – et retreat for liderlige mænd, der har svært ved at styre sig.
”Det var en anden tiiiid”, brummer den lille højtaler i aversionsterapibamsen, da Mikkel Reen lægger den fra sig i gruset nede ved Langesø og sætter sig på en tyk, glat, strandet træstamme. Nu er det tid til at granske en karriere, som var gennemdesignet fra starten – og med tiden veludstyret som en ottecylindret sportsvogn – med det eksistentielle problem, at verden er ved at skifte til elbiler.
Bamsen er en gave fra terapeuten og konsulenten Christina Fridild, der leder det månedlange afkrænkningskursus i Hipsted. Et krammedyr på rejsen fra fortid til nutid. Et kæledyr til den mentale forandringsrejse fra liderlighed til anstændighed. Med den indbyggede undskyldning, der fejlagtigt fik ham til at tro på, at kvindernes anklager ville fade ud som kending-jinglen til de tusindvis af nyhedsprogrammer, han havde været chef for i mange år.
Lyt til podcasten her:
Det var en anden tid, ja.
Og det er en anden tid, nu!
De slap hinandens hænder, så snart Christina Fridild vendte ryggen til – Mikkel og Skitte. De var opdraget med en bajer i hånden – ikke en anden mands klamme hånd. Skitte Warcastle var med på kurset på afbud. Strengt taget var han skæv i forhold til målgruppen. Han profilerede sig altid i forhold til chefer og havde ingen drøm om at blive det.
Men da en hans gamle venner fra journalisthøjskolen – han var selv blevet chef for en ny radiostation – havde et varmt hjerte overfor sin gamle studiekammerat, der jævnligt og velfortjent havnede i feministernes kløer, skaffede han ham en plads på holdet for jagede krænkere.
Skitte Warcastles problem i arbejdslivet var, at han dybest set higede efter at være gonzojournalistikkens arveprins her i det lille, danske kongerige. At være proletariatets og de skæves historiefortæller – med den udfordring, at genren døde med skaberen, Walther S. Thomson, i USA for 15 år siden.
Måske er det netop i det paradoksale, at de to mænd med vidt forskellig baggrund deler skæbne. De er i stadigt stigende grad asynkrone med den tid, de lever i. Den veluddannede og succesfulde karrierejournalist og -chef, Mikkel Reen, der gled ned fra toppen efter at være citeret for ikke at ville knalde en medarbejder. Fordi hun var for skrap og grim. Senere måtte han sige op, da en selfie af ham selv og hans erigerede lem – sendt til en FB-veninde – endte på de sociale medier. Nu var han endt som chef på en tabloidavis under konvertering til annonceavis. Og så kom næste bølge af anklager om krænkelser.
Og så Skitte Warcastle og hans drøm om at være en bad Boy på kuturparnasset. Han samarbejdede med den excentriske billedkunstner, der pludselig stillede op til folketinget for den yderste højrefløj. Skitte blev afsløret som hash og MDMA-KURER. Og lagde sig ud med de fleste, da han præsenterede sin kærlighed til sin nye filippinske kone, der i modsætning til de sure danske kællinger ikke havde noget imod at vaske hans underbukser i hånden. Han gjorde sin far kunsten efter og giftede sig orientalsk.
Måske meget vovet sagt – for 20 år siden.
”Hun burde hedde Diller, Christina Fridiller”.
Han grinede hånligt og lidt krampagtigt – men uden publikumsreaktion.
Det er ikke sjovt længere
”Skitte for helvede, vi har tabt den krig. Der er ingen, der synes, det er sjovt længere”, sagde Mikkel Reen og lagde kammeratligt sin hånd på skæbnevennens ryg.
De skuede begge over søen og anede, trods støvregnens slørende dis, det nye væksthus for hamp på den anden side i udkanten af Folkerup. Deres tøj var fugtigt og blev vådere. Deres hår klistrede til panderne. Den perfekte iscenesættelse af deres følelser lige nu. Ikke tragiske – men vemodige. Ikke opgivende – men ydmyge. Ikke hovmodige – men dog med en anelse af kampkraft.
”Lyt til en gammel mand”, sagde Mikkel. ”Vi skal holde fast i, at vi har venner. Vi er ikke alene. Og så skal vi stille og roligt rette ind uden at overgive os til den skrigende garde af feministiske, hysteriske …”
Det var Skittes fugtige øjne, der stoppede ham. Stop nu! De kunne mærke det begge. Det ville kræve enorm træning at drive vreden og uretfærdighedsfølelsen ud af kroppen. Nu lagde de armene om hinandens nakker. Mikkel fortalte om de sødmefyldte dage, hvor grænsen mellem privatsfære og arbejdssfære var lige så flygtig som sprutten i det fyldte glas. Men for helvede, det er nok et livsvilkår, at også karrierens stejle rejsning fortager sig en dag.
Mikkel fortalte om de sødmefyldte dage, hvor grænsen mellem privatsfære og arbejdssfære var lige så flygtig som sprutten i det fyldte glas. Men for helvede, det er nok et livsvilkår, at også karrierens stejle rejsning fortager sig en dag
Skitte berettede om opvæksten i underklassen, han netop havde berettet om i sin bog KRAPYL. Rost af vennerne – udskældt af eliten. En gentagelse af de to verdener, han aldrig havde kunne forene.
”Sammenhold, du! Mellem brødre”, sagde den omtumlede mediechef og klemte sin sidemand, det andet offer, tættere til sig. Og så smilede han.
”Det virker sgu, Skitte. Og det holder. Se nu bare min egen topdirektør i koncernen derhjemme. Han glemte mig sgu aldrig, trods beskyldninger og sjofle selfier. Jeg var hans boss, da han steg opad i graderne på min tv-station. Og han gjorde mig til chefredaktør igen, da jeg rutsjede ned ad stigen. Og i går kunne han så sige til den blodtørstige presse, at han trods anklager fra fortiden har tillid til mig i dag. Det er sgu da søstersolidaritet for mænd!
De smilede begge.
Men de grinede ikke.
Så rejste de sig for at gå.
”Krammedyret. Aversionsterapibamsen”, sagde Mikkel Reen til sin nye ven.
Skitte samlede den op. Gav udtryk for at ville trykke den på maven. Så kiggede han på Mikkel og gjorde brug sin sidste rest af Gonzo-provokatør. Han smed bamsen på jorden, så den tændte sit programmerede budskab
”Jeg blev svigtet af faaaaaaaaar”
(fortsættes)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
