SATIRE // JULEFØLJETON 24. DECEMBER – Den vådeste og tristeste jul i mands minde. Sådan var virkeligheden den 24. december i de to nabolandsbyer Hipsted og Folkerup. Nogle kunne endnu erindre sidste års drama, da økosocialister med bysbørnene Robert Fridild og Juliane Bentzen i spidsen gik til angreb på kødfråseri og dyrplageri – og simpelthen lukkede de tusindvis af slagteklare ænder ud i friheden.
Det lukkede dramatisk forretningen for den rige ejer, Birger Bentzen, ned. Men staten slog til igen overfor det uretfærdigt behandlede erhvervsliv, gav erhvervsmanden en kæmpe erstatning og hjalp ham med den nye forretning, landets største produktion af cannabis – endnu blot til medicinsk brug men med store, store perspektiver.
Det var langt fredeligere i år, men julestemningen i den plaskende regn under de sorte skyer var alligevel en anden. I Folkerups sædvanlige, borgerlige kedsomhed. Og i Hipstrup, hvor kun de hårdest ramte krænkere var under behandling i Pension Fridild. Julen var lidt skæv i år – men så skæv?
LEAN havde man i mange år kaldt det i erhvervslivet, når beslutningsgangene skulle være enkle og klare – og ikke koste for mange penge i form af mellemledere og andet overflødigt personale. Ikke al den kontrol. Fjern ”gelé-laget”, havde man lidt hovmodigt sagt om flipproletarer og grå mænd og kvinder, der bare passede deres arbejde, som de havde gjort alle årene.
Sådan blev Folkerups store væksthus for hamp, Cannabiz A/S, drevet med minimalt bureaukrati – og selvledelse. Der var ejeren selv, Birger Bentzen, og så hans pedel og håndlanger, Casper Grumwann. Og så en hel masse andre ansatte fra Hviderusland og Rumænien, der i virkeligheden ikke var ansatte, men selvstændige underleverandører til en meget fornuftig, meget lav løn.
Små skåle med de fineste grågrønne topskud. Selvfølgelig på juleduge vævet af hamp! Og så honningkagerne. Bare en lille himmelrejsende bid afslører den søde blanding
“Lad os vise, hvad vi kan præstere. Lad os gøre borgerne lykkelige”, havde Bentzen beordret en sur morgenstund i regnen. Grumwann gav bare ordren videre, og underleverandørerne, der havde lært sig det mest nødtørftige dansk, trak på skuldrene og gjorde, som der blev sagt. Og sådan etablerede erhvervsmanden med et fingerknips et improviseret julemarked foran det store væksthus i glas og aluminium.
Rygtet om det store cannabiz-julemarked bredte sig som en løbeild i de to nabolandsbyer. Så mens ænder, kalkuner, svinekamme og sojabønnestege brunede i de mange ovne, tog familierne en tur ned til fedet ved fabrikken. Sammen med de få gæster udefra, der lige kunne nyde julefreden, inden de tog videre og hjem med toget.
Der bredte sig en helt ny duft over byerne. Ikke blot kanel, kardemomme eller chokolade. Især de gamle flippere i Hipsted kendte den fra de fede årtier, men de kunne næppe tro deres egne næser.
“Jamen, det lugter sgu da som …”
Dem, der ikke var så hjemmevante i odeuren fra den gode urt, undrede sig blot og nød den eksotiske duft af orienten midt i den sjaskvåde, danske vinter.
Lad os komme til sagen.
De initiativrige medarbejdere i væksthuset har sat boder op ved glasvæggene. Små skåle med de fineste grågrønne topskud. Selvfølgelig på juleduge vævet af hamp! Og så honningkagerne. Bare en lille himmelrejsende bid afslører den søde blanding af indtryk fra Christiansfeld til Kathmandu. Og så den liflige gløgg med en medrivende duft af både Torvegade i Folkerup – og Pusherstreet i Christiania.
Hvilken himmelsk urt, siger han med et snotfnis, han må tørre af i det perfekte jakkesæt
Birger Bentzen møder op og er både bestyrtet og imponeret. Det sidste, fordi han dog aldrig har set en lignende interesse for det lokale erhvervsliv. Passionerede naboer, venlige nik, når man passerer hinanden som aktører i endnu en udgave af Jul i Gammelby. Men selvfølgelig også bestyrtet, da han selv bliver ramt af den søde duft og dette kærlighedsfulde naboskab, opstået af frie mængder af THC – hampens saliggørende stof.
Er han nu igen ved at sætte en forretningseventyr over styr?
Han nupper et honninghjerte med sin virksomheds logo i grøn marcipan – pyntet med en grøn kvist. Og endnu et. Og efter nogle minutter breder julefreden sig i ham. Nu vandrer han rundt som en stolt herremand på inspektion af sine egne jorder og stalde. Han hilser og smiler og mangler mere end nogensinde den Borsalino-hat, han aldrig har turdet bære.
Der står Christina Fridild med sin søn og svigerdatter, hans elskede Juliane. Hun sender sin elskede far, den gamle træmand, et fingerkys fra skydeteltet, hvor de lokale krampefniser over hele tiden at ramme udenfor målskiven. Og der står minsandten en af de to nye formænd fra Folkepartiet. Støjkær. Hun gemmer sig i provinsen og leder efter det smuthul, der giver hende mulighed for at vende tilbage, med en hjemmerullet joint i munden.
“Rigsretten, straffeloven og narkoloven – ja, men størst af alt er de danske værdier”. Friheden råbte hun halvhøjt, mens hun rejste sig på de høje hæle og klappede Martin Stuka bagi.
Den anden formandskandidat er hendes rejsefører. Og han står stærkest i deres konkurrence om formandsposten. Han er dog medlem af partiet.
Stuka er mest kendt for at synge opera og tyske nationalsange. Og så er han alt andet end ryger. Men én gang skulle jo være den første, nu hvor hans næste politiske tale kunne blive den sidste, inden han skal ind og ruske tremmer.
Men hun ved, at mænd i krise er som børn – og hun er ekspert i at holde hjemmeskole. Lige nu har de musiktime
“Hvilken himmelsk urt”, siger han med et snotfnis, han må tørre af i det perfekte jakkesæt.
Han er tværmusikalsk. Wagner for feinschmeckerne. Julesange med konen, bakkesangerinden. Og så en strofe af den verdenskendte folkesanger og råryger fra sydstaterne. Den hvide indianer med de lange, grå lokker. Willie Nelson. Så uendeligt langt fra den slipsede Stuka. Men den straframte formandskandidat er en begavet og vidende mand og slår pludselig over i en amerikansk countrystemning, mens han spiler luftguitar for forsamlingen.
Hey take me out and build a roaring fire
And just roll me in the flames for about an hour
And then take me out and twist me up
And point me towards the sky
And roll me up and smoke me when I die.
Folk fniser og klapper.
Og her og der står de fremmede arbejdere og glemmer alt om de falske APS ‘er og den fascinerende rigdom: Der er iskoldt i Kiev, men hvor de dog hygger sig i Folkerup.
Bentzen kigger efter den strammeste popo i den hvide spadseredragt. Cruella de Vil. Hans farlige Sirene. Partilederen, som skænkede ham det nødvendige samarbejde, men også tændte hans slumrende liderlighed. Men hun er der ikke i dag. Vermouth er og bliver en trækfugl. Og det er nok det bedste, tænker han og skynder sig hen til fruen, der er blevet særdeles populær blandt en gruppe granvoksne, rumænske mænd med spændte overarme og kulsorte øjne. Han lægger armen om hende, og hun accepterer tilhørsforholdet – men ikke ejerskabet.
Og krænkerne fra deres retreat i Hipsted.
De ryger den fede, slipper tøjlerne og deres følelser fri. Men I Guder – under selvdisciplinens tunge åg. Det sørger Kirsten for. Hun havde medbragt en flaske tung rødvin til sig selv. Er træt af det der hippiepis. Men hun ved, at mænd i krise er som børn – og hun er ekspert i at holde hjemmeskole. Lige nu har de musiktime. Drengene har selv skrevet deres trøstesang.
Vi vender tilbage på skærmen efter offergang og slid.
Men husk på, vi’ ikke møgsvin – det var en helt anden tid.
Der er så smukt herude på landet, mens regnen siler, og julefreden breder sig i landsbyerne ved Langesø.
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs eller lyt tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og