SATIRE // JULEFØLJETON 21. DECEMBER – Folkerups og Hipsteds eneste værtshus er uden tvivl de to byers mindst markedsførte forretning. Det er vist nærmest meningen, at stamgæsterne ønsker at have stedet helt for sig selv – hvad enten det er de indfødte, der lever et dagligt liv med et alkoholindtag noget over det fornuftige, eller tilflytterne, der er ved at blive kvalt i lokalsamfundets evige snagen i deres privatliv. Fristedet er det gammeldags, brune værtshus ”Sitting Duck”, som med navnet vedkender sig familieskabet med Roast Duck, den nedlagte andefarm. Den oprindelige ejer var berejst og vidste, at en ”sitting duck” er et engelsk jagt-udtryk for en vildand, der gemmer sig i sivene for ikke at blive skudt. Meget præcis miljøbeskrivelse for det lille værtshus.
Ikke at de var flygtet i traditionel forstand. De var flygtet fra deres ophold i pension Fridild i Hipsted et kvarters gang herfra, for opholdet hos afkrænknings-terapeut Christina Fridild var hårdt for klienterne.
Først afklædningen – altså sådan mentalt. Siden hen erkendelsen af praktikant-knalderi, halsslikning og anden form for utidig opførsel i deres roller som mediechefer, underholdere og politikere. For slet ikke at tale om genoptræningen til almindelig god opførsel – og så angsten for at vende tilbage. Hvordan kan man leve videre med sin kendthedsfaktor, når man var blevet udstillet som totalt upassende?
I det begyndende aftenmørke sneg de sig i regndisen ud af Hipsted via broen over den smalle del af Langesø og ind i Folkerups mennesketomme bymidte. Småtrippende gåsegang mod Sitting Duck og håbefulde, at de ikke ville blive genkendt.
Hans liv var så langt fra krænkerens ramponerede image, som det kunne være. Men lige nu havde han det ligesom dem
De var indlogeret på pensionatet som en politiker, en chefredaktør og en filminstruktør. Men de havde for længst bortkastet titlerne og glamouren. Og da de trådte ind i værtshusets tobakståger, var de befriet for rang og betydning. Blot var de tre mænd, der ville drikke nogle bajere og klynke igennem.
De tog plads helt inde i bunden af Sitting Duck for at sikre den totale anonymitet. Her sad bare en enkelt mand med en uldtrøje trukket op om ørerne, som om også han var mest indstillet på at skjule sig.
”Jamen for hevede”, røg det ud af munden på chefredaktøren, da han genkendte manden i uldtrøjen ved nabobordet. ”Det er jo Tulle. Det er jo Tulle Dallesen”.
Partiformanden for Folkepartiet med det hyggelige kælenavn blev endnu hvidere i ansigtet. Hvid som et lagen. Han havde altid båret en aura af provinsiel hjertelighed om sit milde ansigt. Et billede af naboens ordentlige svigersøn. Ingen anså ham som en inkarneret djøf’er, selv om det var det, han var. Akademisk uddannet i økonomi og jura. Heller ikke en blegfed politiker. Jo, politiker nærmest fra barndommen, men han var slank, spillede fodbold, havde kone og børn – og var så almindelig, at det nærmest ikke var til at tro på.
Hans liv var så langt fra krænkerens ramponerede image, som det kunne være. Men lige nu havde han det ligesom dem.
Han var smadret!
De fire mænd kiggede på hinanden som et flok polarforskere, der ikke var sikre på, om de ville vende levende hjem efter ekspeditionen. De var helt tavse. Hvis én af dem var begyndt at græde, havde det været helt ok.
De fire mænd drak sig i hegnet
De var – ville Christina, terapeuten, sige – helt nøgne men fuldt påklædte.
Det ene af krænkerne, politikeren, syntes, han måtte bryde isen. Han kendte jo Tulle fra det politiske arbejde. Selv om de repræsenterede hver sin fløj, var de dog en slags kolleger. Så sagde han noget umiddelbart uforståeligt:
”Vi er her – men vi er her ikke!”
Var det et smil, der trak som et ”uskyldighedens gennemsigtige slør” over deres ansigter?
Ordene var pludselig lige så stærke som det sokratiske – at vide, at man intet ved.
På et splitsekund enedes de trods tavshed om at være en flok gutter på værtshus. Deltage i den fuldemands-dialog, der i sjældne stunder opleves med en dybde som en forelæsning i filosofi. De tre mænd fra pensionen i Hipsted følte ingen trang til at vende deres indersider ud efter dagevis af mentale prygl fra terapeuten.
Men de ville hjælpe Tulle.
Og Tulle Dallesens politiske karriere hang så meget i laser, at han intet havde at tabe. Han åbnede sig.
”Jeg er jo på vej ud. Jeg vil hjem til konen og ungerne – men jeg VIL havde fundet en afløser. Sådan gør man der, hvor jeg kommer fra. Man stikker ikke af og lader resten af hæren dø på slagmarken”.
Nu husker du, hvad du skal sige, når du
Så begyndte snakken og Tulle Dallesen åbne for sit hovedproblem:
”Jeg har så svært ved at finde en kandidat, der kan afløse mig. Der er ham der Martin Stuka, der så gerne vil. Men han har fået en dom for at have fingrene haft for langt nede i klejnedåsen. Og så er der hende fra de liberale, ex-ministeren. Hun er dømt til fængsel ved Rigsretten for at have brudt lovgivningen bevidst, da hun var minister.
”Jamen, hun er jo heller ikke partimedlem”, sagde chefredaktøren. ”Hun er fra et andet parti”.
”Arh, hun er ikke så liberal, så det gør noget, og i politik er det ikke så afgørende, hvad man mener. Det kan man jo bare lave om på med tiden. Som ung var jeg jo også hardcore skattenægter. Men nu elsker jeg den offentlige sektor”.
”Jamen, hvad med baglandet?” spurgte politikeren på krænker-holdet. Han var socialdemokrat og havde tatoveret BAGLANDET på hver af sine smalle balder.
Tulle sukkede dybt. Igen så det ud, som om han var lige ved at græde.
”Jamen, de er enten komplet ukendte udenfor deres eget sogn, dømt for racisme eller anden smålovgivning – eller blevet vanæret som amatørskuespillere i lidt for kinky pornofilm”.
De fire mænd drak sig i hegnet.
”Det er det, jeg skal sige, når de stiller med endnu en ny kandidat: Fuck jer!”
I begyndelsen vrimlede det med seriøse kandidater. I takt med fuldskaben kom de vildeste på banen. Et par af dem tilbød sig selv, nu hvor både de selv og Folkepartiet var på røven. Det totale sammenbrud havde den fordel, at det ikke kunne blive meget værre.
De var stive af druk men havde fundet frem til den rette løsning, da Tulle Dallesen med snøvlen og våde hundeøjne gjorde det nogenlunde forståeligt, at han skulle nå det sidste tog. De rejste sig som en flok soldaterkammerater, der mindedes deres faldne kammerater ved fronten, og fandt sammen i et fælleskram, der både var hjerteligt – og nødvendigt for, at de overhovedet kunne blive stående på benene.
”Nu husker du, hvad du skal sige, når du kommer hjem til folketingsgruppen”, sagde skuespilleren, der havde sat ord på løsningen.
Tullesen nikkede, og de trykkede sig endnu tættere til et endeligt farvel. Mand ved mand. Kind mod kind.
Den detroniserede partiformand slap sine kumpaner, rettede sig op som ved en fanevagt.
”Det er det, jeg skal sige, når de stiller med endnu en ny kandidat: Fuck jer!”
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs eller lyt tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
