SATIRE & PODCAST // JULEFØLJETON 14. DECEMBER – I dag handler det om det åndelige liv i stationsbyen ned til den smukke Langesø – langt borte fra storbyens larm. Peter Korsbæk – sognepræsten i Folkerup Kirke var en beskeden mand. Tilfreds med livet blandt sine medmennesker. Korsbæk er til stadighed en omvandrende kærlighedsreaktor. Da pastoren ved sidste års store demonstration mod andefarmen kastede sig i armene på fredsmægleren Valiant Staerkstrøm, kendt for sin indsats mod den store influenza-pandemi, slog kærligheden igennem, så ingen kunne være i tvivl. Korsbæk kunne simpelthen ikke slippe epidemi-helten – sådan helt fysisk, før pastorens kone, Maria trådte til og skilte de to ad. Kærlighed og imødekommenhed, de to usynlige etiketter, lyser bestandigt over sognepræsten – uanset hvor i lokalsamfundet, der bliver kaldt på ham.
Gudstroen var ikke fremtrædende i en tid, hvor den følelsesmæssige kulde og selvcentrering kastede slagskygger over verden, Europa, Danmark – og selv i det nære univers – Folkerup og andelslandsbyen Hipsted. Som i resten af kongeriget var det der med kristendommen noget, der mest kom på dagsordenen, når borgerne frygtede invasion af fremmede og deres terroriserende soldater med pludderbukser, langt hår og bombebælter.
Så kan det nok være, at Jesus kom på dagsordenen.
Men trods denne tilsyneladende vækkelse på en grum baggrund, var Folkerup Kirke – nu som før – gennemgående halvtom – undtagen juleaften, ved konfirmationer, bryllupper – ja, og så begravelser af særligt fremtrædende personligheder.
Men Peter Korsbæk arbejdede, trods det ringe fremmøde i kirken de fleste søndage, for kærligheden i fuld pagt med apostlen Paulus. Men på det jævne – ikke i det himmelblå.
Jamen, så lad os da kigge på den folkelige kunst. Ham, der charmerede mine konkurrenter i Folkepartiet
Pastoren var den gamle digters genfødsel i Folkerup.
Det var denne status, som den uigenkaldelige elskværdighed, der havde fået politikeren og forstanderen for Folkerup Familiehøjskole, Pernille Vermouth, til at hidkalde pastoren til et møde på sit kontor. Som formand for landets nye højreparti, De Ultraborgerlige, vidste hun noget om staten, der skal holde nallerne fra borgernes penge. Og så den store folkesag: Hjem med de fremmede.
Men det åndelige, historien og kulturen? Det må det gode menneske, Pastor Korsbæk vide noget om. Noget, som ikke alene samlede de borgerlige Danmarks Stormtropper på højskolen, men som ansporede til den nationale drøm om at have noget højere at samles om: ånden, kunsten – sangen!
Lyt til podcasten her:
Peter Korsbæks sekulære værdier samlede sig på den politiske midte, så det var med en frygtblandet respekt, at han mødte op hos Vermouth. Han tog sig sammen for ikke at gøre sig selv til stik-i-ren-dreng i tidsåndens politiske spil.
”Vi skal have en sangaften, Peter. Jeg går ud fra, at pastoren og jeg er på fornavn?” sagde hun og sendte ham sit velkendte, forførende smil via de læber, som ved andre lejligheder kunne spy djævelsk ild, når de åbnede sig i den politiske debat.
Han nikkede og smilede.
Det var der, hun traf beslutningen om at invitere trubaduren som æresgæst til en aften på Folkerup Familiehøjskole
”Hvad med en klassisk sangaften med gode, nationale sangtekster. Noget fædrelandsfølelse. B.S. Ingemann”, sagde hun og smed et charteque med en kopi af ”I alle de riger og lande”.
Hun havde lært det udenad, det tredje vers, for ikke at virke helt åndsforladt på den næstekærlige teolog.
Når mænd jeg kasted min handske,
opslog jeg min ridderhjelm;
de så, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm
Han forstod, hvorfor hun i et Facebook-opslag havde skrevet: ”Jeg synger ikke – af hensyn til mine medmennesker”. Men pastor Korsbæks skepsis overfor hendes forslag skyldtes ikke hans gode musikøre, men var langt mere jordnært begrundet.
”De gider det ikke, fru Vermouth … jeg mener – Petrine. Du har skabt en familiehøjskole, og der skal selvfølgelig synges fra højskolesangbogen. Altså, når de er mødt op. Men du kan ikke tiltrække et nyt publikum med gamle sange fra dine tip-tip-oldeforældres tid. Det ved jeg om nogen – som præst”.
Hun gav ikke op:
”Jamen, så lad os da kigge på den folkelige kunst. Ham, der charmerede mine konkurrenter i Folkepartiet. Ham smørtenoren, Richard Regnvaad. Er det ikke sådan noget, folket vil have?”
Hun smed en kopi af en tekst fra CD’en med sirupsangerens sidste hit ”Stegt Flæsk og Persillesovs”. Og så sang hun så hjerteskærende, at Korsbæk var bange for, om glassene i hans briller ville revne:
Vær nu stolt af, du er ægte Holger Dansk’er
og når riget true’s så kaster vi vor’s handsker
For vi ved, at det d’er dansk, er det der tæller
Lig’ fra øl & snaps til mormors frikadeller…
Han anede den folkelige tekst gennem hendes frygtelige sangstemme. Atter tog hans kærlige sandhedssøgen og almindelige kvalitetssans over. Det her ville bare IKKE gå, hvis hun ville have nye folk i butikken.
Peter Korsbæk talte ærligt til hende, mens de gennemgik hendes forslag den næste times tid. Det var tydeligt, at Petrine Vermouth bevægede sig i et univers – et af de få – hvor hun ikke havde hjemme.
Til sidst greb hun nødløsningen – noget for de unge, selv om hun heller ikke havde forstand på den nye kultur. Men hvad med noget rap?
Qvartrap kunne det der med at blæse ubetydeligheder op til skandaler
Hun havde mødt en ung trubadur i toget fra København til Folkerup. En lidt fræk knægt, som havde smidt sine earpods for at lytte til sin egen sang, mens andre kunne lytte med via højtaleren i hans smartphone. Den var helt udenfor hendes univers, men hun kunne lide den unge mands selvsikkerhed.
Og så var det hendes to følgere i de sorte jakkesæt, der gjorde udslaget. Ikke deres eksplicitte dom. Som regel ytrede de ikke et ord til hende på deres ture rundt i landet. Men hun iagttog pludselig deres velpudsede, sorte sko med de spidse snuder
Tap, tap, tap. De fulgte takten i den unge mands rap.
De stumme, sorte mænds fødder dansede med.
Det var der, hun traf beslutningen om at invitere trubaduren som æresgæst til en aften på Folkerup Familiehøjskole.
Pastor Korsbæk fandt faktisk ideen interessant.
Clicks clicks – fandeme clicks
Redaktionschefen på Folkebladet lignede en vreden karklud i ansigtet, da han læste Henry Qvartraps referat af musikaftenen på højskolen i bladets netudgave. Det er godt nok ikke sådan, avisen plejer at føre sig frem i balancen mellem læselyst og hensynet til erhvervsliv og institutioner:
“SIKKEN DOG EN OMGANG LORT”
Og med underrubrikken:
Halvdelen skred fra højskolen
Men da redaktionschefen så, at denne lille, ubetydelige notits havde denne måneds rekord i clicks indenfor få timer, måtte han bøje sig. Qvartrap kunne det der med at blæse ubetydeligheder op til skandaler. Selv var egnsredaktøren med den brogede fortid mest optaget af, om denne historie kunne bringe synligheden af hans blotte eksistens tilbage i det nationale medieunivers.
Han var dødtræt af sin anonyme stilling på redaktionen ved Langesø. Så det var ubegejstret – bortset fra en smule hævngerrighed over den triste skæbne på lokalavisen – at han i notitsen skrev:
”De gamle forlod salen efter 20 minutter. Det havde intet med højskole at gøre. Højskoleleverne gik, fordi de fandt trubaduren alt for venstreorienteret. Kun en gruppe teenagere fra ungdomsskolen gav sig til at danse og vise håndtegn. Men det slog hovedet på sømmet, da den unge rapper svarede på anråb fra salen om ”Hvad er meningen?”. Han slog fast, at han ikke ville sættes i bås. Hverken af De Ultraborgerlige eller magthaverne i regeringen:
”De er det tabte land – et skalkeskjul for materialisme og kapitalisme. Mit land er det åndeligt frie””.
Forstander Vermouth havde ingen kommentarer.
Fortsættes i morgen …
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs eller lyt tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
