isvinteren julekalender POV

Isvinteren #18 – Fredsmægleren Valiant Staerkstrøm

i Satire/Danmark af

Resumé

En usædvanlig kold krig var det blevet – ikke mindst i meteorologisk forstand. Ikke siden verdenskrigen, hvor oldemor var barn, havde en koldfront i bogstavelig forstand frosset sig fast over Danmark. Men mellem de to landsbyer ude på landet – Hipsted og Folkerup – var lokale stridigheder ved at udvikle sig til en varmere og regulær skyttegravskrig. Nutidens religionskrig: Den brede befolkning mod eliten. Hipsted-beboere blev af modstanderne kaldt socialistøkologer. Mange var flyttet på landet og havde stiftet andelslandsbyen som en spejling af deres idealistiske drømme. Lige på den anden side af Langesøs smalleste sted lå den gamle stationsby Folkerup med en befolkning som havde hørt hjemme her i mange generationer. Det var den lokale andefarm Duck Rust, der var anledningen. ”Luk den dog” sagde Hipsted-borgerne. ”Det er vores eneste arbejdsplads”, sagde folk i Folkerup. Og nu fortalte alle medier i landet om andekrigen, hvor kun de helt unge nægtede at følge deres forældres dogmer.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON  1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄

 

Pastor Peter Korsbæk var som taget ud af en familiefilm for mere end et halvt århundrede siden, da han selv var barn. Altfavnende, blid, – talte med et sprog selv udenfor kirken, som mindede mest om dronningens i nytårstalen. Ikke sådan, at befolkningen i Folkerup synes, han var latterlig. Ret beset kom de så sjældent i den gamle sognekirke, at de nærmest anså Pastor Korsbæks sprog og facon som en del af landsby-konceptet ligesom den sorte kjole med den hvide krave.

Beboerne i Hipsted var tættere på buddhismen end evangeliet i Herrens hus.  Bortset fra den ene gang om året, hvor pastor Korsbæk holdt julegudstjeneste for børnene i Folkerup Grundskole, hvor alle børn på egnen gik. Ved den lejlighed fyldte de derimod kirken helt op til irritationsgrænsen for traditionalisterne. De larmede som en skoleudflugt i Tivoli.

Men lige nu var det helt andre udfordringer, der optog sognepræsten. For første gang i sit 62-årige liv havde han indtaget rollen som aktivist. Hemmelig aktivist. Han havde fulgt Andekrigen mellem de to byer. De rasende indlæg i avisen. Mediernes dækning. Vreden – og nu blokaden af broen mellem Hipsted og Folkerup. Det her var mere, end han selv kunne løse – dette Harmagedon – tog han sig selv i at frygte. Johannes-åbenbaringens forudsigelse af ”den yderste dag”, hvor Satan og Gud ville tage den endelige kamp.

Måske blot en fortælle-myte i biblen. Men det her var, synes pastoren i Folkerup, tæt på forudsigelsen af den yderste dag.

Nu satte også børnene sig op mod deres forældre.

Hun stillede sig selv det spørgsmål, som hun havde stillet sig så ofte: Hvad er det, der foregår inde i Peter? Inderst inde?

”Kommer du, Maria?”

Han hørte hendes ja, og den gråhårede kvinde med den smukke skikkelse og de vemodige, brune øjne smilede kort til ægtemanden, tog hans hånd – og sukkede. Hun stillede sig selv det spørgsmål, som hun havde stillet sig så ofte: Hvad er det, der foregår inde i Peter? Inderst inde?

Pastor Korsbæk og han kone ankom til den blokaderamte bro på Folkerup-siden synkront med den hemmelige gæst fra hovedstaden i sin sorte Volvo – på Hipstrup siden.

Gæsten gik målbevidst hen til demonstranternes ledergruppe. Han havde en næste røntgenagtig evne til at spotte mennesker: Dér står fodfolket. Dér står fjenderne. Dér står tilskuerne Han talte roligt og gestikulerede beskedent for ikke at røre rundt i det onde, fjendskabets suppe, der kogte her kort før slaget.

Han nikkede.

Robert og Juliane nikkede – børn af hver sin side i Andekrigen.
Juliane tog gæsten under armen og førte ham hen til stedet med mikrofonen, hvorfra aktivisterne jævnligt udstedte deres slagord og beskeder om situationen lige nu.

Gæsten rømmede sig, så han kunne forvisse sig om højtalerstyrken – og talte:

”Kære gode mennesker i Hipsted og Folkerup. Jeg hedder Valiant Staerkstrøm, og jeg er her for at prøve at finde en løsning på jeres ulykkelige konflikt.”

De fleste i forsamlingen kunne pludselig genkende manden. Det rare, lidt labradorhundeagtige ansigtsudtryk og så den nærmest terapeutiske stemme, som virkede forførerisk på alle køn. Det var Staerkstrøm, som havde samlet folket, da den store influenza-pandemi var gået over landet for et par år siden og alle pludselig måtte stille sig spørgsmålet: Overlever vi? Staerkstrøm kunne tale vreden ud af folk.

Pastor Korsbæk følte en slags fryd i mellemgulvet. Ingen vidste det – ikke engang hans kone. HAN havde i det skjulte inviteret Staerkstrøm til at mægle mellem de krigeriske landsbyer.

En halv times venlig opdragelse uden afbrydende tilråb

Det giver ikke så megen mening at gengive, hvilke ord fredsmægleren brugte. De var som altid – primært almindelige, nærliggende, grænsende til det indlysende. Det var stemmen, sprogets tone, der var et kærlighedsbudskab om det almindelige liv med al dets vrede, frygt, misundelse, tvivl, uretfærdighed – og kærlighed.

En halv times venlig opdragelse uden afbrydende tilråb

”Kære venner! Et slagsmål her på broen fjerner ikke forureningen af Langesø eller redder beskæftigelsen på Roast Duck. Der er ingen vej udenom. I MÅ tale sammen. I må stoppe vreden. I må lære at holde af dem, I ellers har besluttet jer for at hade”

De omkringstående begyndte at klappe. Først pastor Korsbæk, lige vel hysterisk begejstret, så konen måtte lægge en hånd på hans arme. Så de almindelige tilskuere. De indædte fra begge lejre tjekkede lige stemningen ved at kigge på hinanden. Så begyndte også de at klappe. De helt unge sidst. Et par korte klap og så en tommelfinger – opad.

Begge mænd nød varmen og klemte sig endnu tættere til hinanden, mens de under pastorens kærlige kontrol vrikkede som to længe savnende – fra den ene til den anden side

Nu brød pastor Korsbæk gennem forsamlingen.
Flagrende med sin sorte kjole gennem sneen, bredte hænderne ud som under velsignelsen under højmessen – og da han nåede frem til Staerkstrøm – slog han arme og præstekjole omkring fredsmægleren og drejede ham rundt som i en dans.

Begge mænd nød varmen og klemte sig endnu tættere til hinanden, mens de under pastorens kærlige kontrol vrikkede som to længe savnende – fra den ene til den anden side. De fortsatte det tætte kram, mens de unge begyndte at fjerne højtalere og blokade og både Hipsteds og Folkerups borgere undrede sig en smule over pastor Korsbæks utvetydige kærlighedserklæring.

Nu blev det for pinligt for fru Korsbæk, selv om hun kendte mandens følelsesudbrud.

”Peter”, sagde hun tydeligt men behersket. Men han reagerede ikke.
”PETER, PETER, PETER”

Tre gange måtte hun råbe, inden pastoren slap sit favntag.

Jul isvinteren POV


LÆS FLERE AFSNIT AF POV’S JULEFØLJETON HER


Topillustration: POV International. Foto: Pixabay

What do you want to do ?

New mail

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Sandra Klaus Juul Nissen er forfatter på en baggrund af uafsluttede universitetsstudier, herunder semitisk filologi og statskundskab. Selv kalder hun sig en ”rastløs verdensborger fra landet” – med henvisning til opvæksten som datter af en stationsforstander ved Hads Ning Herreds Jernbane.

Det var hendes lyst til at skrive, der vandt over den akademiske karriere. Sandra Klaus har efter eget udsagn for længe erkendt, at hun endnu ikke er slået igennem hos læserne med en kraft, der gør, at hun kan leve af sit forfatterskab. Derfor har hun indimellem måtte ernære sig som forfatter af romaner til danske og svenske ugeblade. To bogudgivelser er det dog blevet til ”Under maskerne” – en roman om en dansk teologiprofessors forelskelse i sin indiske yogalærer – samt – ”20 digte om livet”.

Sandra Klaus er lige nu i skriveprocessen om danske kongers ”faux pas” – og konsekvenserne heraf. Men midt i corona-krise og verdens galskab besluttede hun sig for at prøve kræfter i en ny genre; den satiriske juleføljeton ”Isvinteren – affæren i Hipsted og Folkerup”.

Følg Sandra Klaus på Instagram: sandra_klaus_word

Seneste artikler om Satire