
KOMMENTAR – Skolerne, børnene og forældrene må selv finde sig til rette med, om de vil til julegudstjeneste i et land med religionsfrihed, skriver Lone Theils i denne kommentar. At bringe det op på (stats)ministerplan er i mine øjne endnu et udtryk for en forloren værdikamp udført fortrinsvis af mennesker, der faktisk ikke kommer hverken ugentligt, månedligt eller halvårligt i kirken. For lad os være ærlige: Det handler om muslimer og frikadeller og at de bare skal være lige som os, hvis de skal have lov til at være her.
I de første syv skoleår gik jeg på en lille landsbyskole med 150 elever. Hvert år travede vi i samlet flok over på den anden side af vejen og gik til julegudstjeneste i den lille hvidkalkede kirke, hvor jeg også senere blev konfirmeret. Nogen gange var det hyggeligt, andre gange var det faktisk gabende kedsommeligt og noget, der skulle overstås, inden vi skulle tilbage i klassen og spise mandariner. Men der var ingen, der stillede spørgsmålstegn ved det. Nok fortrinsvis fordi vi simpelthen aldrig rigtig mødte nogen fra andre religioner. Det mest alternative i min klasse var en enkelt dreng, der hørte til i en valgmenighed.
Min far er glad og højlydt ateist, så jeg vidste godt, at der her i verden er en del mennesker for hvem Disneys Juleshow er en mere forankret tradition end julen i kirkelig forstand. Og jeg kan ikke forstille mig, at mine forældre ville have løftet så meget som et øjenbryn, hvis julegudstjenesten på min skole var blevet erstattet af en juleafslutning.
At kræve, at det er en hævdvundet kulturel ret at alle danske skolelever har pligt til at stille i kirken inden juleferien er, efter min mening ikke foreneligt med et land, hvor vi har religionsfrihed
Min gamle skole er lukket for længst, og jeg er nu faster til en nevø, der sidste år i en alder af 10 år forklarede mig, at han valgte ikke at gå til julegudstjeneste, fordi han ikke tror på Gud. Jeg spurgte lidt ind til det, og han har virkelig tænkt over det, og hans position er, at han tror mere på videnskab og dinosaurusser. Så sidste år til jul gik han med sin skole hen til kirken og fik lov til at sidde i våbenhuset sammen med en lærer. Det var en pragmatisk løsning.
Man skal ikke tvinge religion ned i halsen på folk. Selvfølgelig skal man forklare børn i danske skoler (hvis de i forvejen ikke ved det), hvorfor vi holder jul. Man kan klippe julepynt, synge julesange, høre julehistorier og tale om nisser og alle de andre ting, der kulturelt er en del af vores jul. Jeg har ikke det mindste problem med det. Men at kræve, at det er en hævdvundet kulturel ret at alle danske skolelever har pligt til at stille i kirken inden juleferien er, efter min mening ikke foreneligt med et land, hvor vi har religionsfrihed.
Folk må gudskelov i det her land holde jul helt som de vil. I min familie er det min søster og jeg de eneste, der tager til gudstjeneste. Vi gør det af fri vilje, og fordi vi har lyst til at være der, og der er ingen diskussioner i familien om, hvorfor mine forældre ikke tager med. Det er deres valg. Kirken er åben for alle, men den er ikke et obligatorisk tilbud på linje med anden undervisning i skolen.
DF lige fået behandlet et forslag i Folketinget om, at vi skal afskaffe menneskerettighederne. Dét, synes jeg, er en tradition, vi skal beskytte i langt højere grad end julegudstjenesten i skolen
Og nu kommer vi til min pointe: Nogen skoler har gudstjeneste, andre har valgt det fra, og det må skolerne og børnene og forældrene selv finde sig til rette med. At bringe det op på (stats)ministerplan er i mine øjne endnu et udtryk for en forloren værdikamp udført fortrinsvis af mennesker, der faktisk ikke kommer hverken ugentligt, månedligt eller halvårligt i kirken. For lad os være ærlige: Det handler om muslimer og frikadeller og at de bare skal være lige som os, hvis de skal have lov til at være her.
Så mens vi har så travlt med debattere kulturens forfald og danske traditioner, der er under konstant beskydning fra de mennesker, der ønsker et kalifat, så lad os lige minde hinanden om, at Danmark ikke er et frilandsmuseum. Vores traditioner udvikler sig konstant. Eksempelvis har DF lige fået behandlet et forslag i Folketinget om, at vi skal afskaffe menneskerettighederne. Dét, synes jeg, er en tradition, vi skal beskytte i langt højere grad end julegudstjenesten i skolen. Og det, synes jeg, er noget, der fortjener at blive taget op på ministerplan.
Glædelig jul.
Foto: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.