Jakob Esmann: Jeg vil gerne hylde Nadia Nadim, dansk sølvvinder ved EM

Jakob Esmann 06.08.2017

Nadia Nadim har været en nøglespiller i kvindelandsholdets fantastiske præstation ved EM i fodbold for kvinder. Men Dansk Folkepartis Susanne Eilersen skrev forleden, at hun var imod at fremhæve Nadim som noget særligt – og Nadim er i øvrigt udlænding, mente hun. Men hvis ikke en fodboldspiller på landsholdet er dansk og fortjener ros i medierne, hvem gør så? Hvornår er man som ung nydansker en god nok solstrålehistorie til, at hun og DF ikke bliver ”trætte af det”?

”Helt forudsigeligt at pressen skal fremhæve en udlænding som noget særligt, er ved at være godt træt af det,” skrev DF’s folketingsmedlem Susanne Eilersen i et Facebook-opslag, som hun nu har slettet efter kritik.

Halvanden linje. 107 anslag. 19 ord. Mere skal der ikke til for, at et folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti formår at fremmedgøre tusindvis af unge nydanskere, der gør en indsats og gerne vil være danske. For ord betyder noget for, hvordan vi forstår verden, os selv og hinanden.

Nadia Nadim er ikke engang dansk, selv om hun er fodboldspiller på nationens allerbedste hold for sit køn og prydes i de rød-hvide farver på grønsværen til tonerne af nationalsangen. Hvornår i himlens navn er man så dansk?

Eilersen har selv sagt efterfølgende, at hun blev ”misforstået”, og hun derfor slettede opslaget igen. Det står dog hen i det uvisse, hvordan hun blev misforstået. Men nærlæser vi Eilersens udsagn kan vi udlede to centrale pointer:

1) Nadia Nadim er ikke dansker. Hun er udlænding. Endda selv om hun er på kvindelandsholdet i fodbold.

2) Selv når en såkaldt ”udlænding” gør noget godt, er det for dårligt.

Lad mig tage pointerne en efter en.

For det første: Nadia Nadim er ”udlænding” ifølge Susanne Eilersen. Hun er altså ikke dansker. Men sidst, jeg tjekkede, skulle man ellers være dansker for at spille på det danske fodboldlandshold.

Skal jeg sætte spøgen til side, er det jo et ret vidtgående synspunkt, som Eilersen plæderer for: Nadia Nadim er ikke engang dansk, selv om hun er fodboldspiller på nationens allerbedste hold for sit køn og prydes i de rød-hvide farver på grønsværen til tonerne af nationalsangen. Hvornår i himlens navn er man så dansk?

Hvordan er man som ung nydansker en god nok solstrålehistorie til, at hun og DF ikke bliver ”trætte af det”?

At repræsentere Danmark på landsholdet må da være en af de største anerkendelser, man kan få som statsborger, men den anerkendelse vil Eilersen ikke give hende. Nadia Nadim er udlænding – punktum.

For det andet: Susanne Eilersen er åbenbart ”ved at være godt træt af”, at ”pressen skal fremhæve en udlænding som noget særligt”.

Normalt hører vi ellers om, hvordan DF’erne er trætte af, at der er blandt flygtninge, indvandrere og deres efterkommere er problemer med social kontrol, kriminalitet, radikalisering, lav beskæftigelsesrate osv. De negative statistikker fylder i debatten, og det er bestemt fair at problematisere.

Men det er åbenbart også for galt, når det går godt! Når pligtopfyldende ”udlændinge” brillerer, når der er succeshistorier i pressen, og når vi kollektivt hylder sportstalenter med udenlandske rødder, så gider hun faktisk ikke at høre om det.

Nadia Nadim er et forbillede for mange, og dem skal vi dyrke – ikke pille dem ned i den offentlige debat

Men hvad forventer hun så? Hvornår er Susanne Eilersen tilfreds? Hvordan er man som ung nydansker en god nok solstrålehistorie til, at hun og DF ikke bliver ”trætte af det”? Hvad skal man gøre for at kunne blive kaldt dansker og ikke ”udlænding”?

For Nadia Nadim, et medicinstuderende kæmpetalent på landsholdet, er åbenbart ikke god nok. Når ”udlændinge” klarer sig dårligt, er det et problem. Når ”udlændinge” klarer sig godt, er det også et problem. Damned if you do, damned if you don’t.

Det er tydeligt, at Susanne Eilersen og andre ikke vil hylde Nadia Nadim. At det aldrig er godt nok. At hun aldrig bliver dansk. Men det vil jeg gerne. Nadia Nadim er et forbillede for mange, og dem skal vi dyrke – ikke pille dem ned i den offentlige debat.

Topillustration: https://twitter.com/nadia_nadim

Jakob Esmann

Som retoriker interesserer han sig særligt for spin, framing, argumentation og samspillet mellem magthavere og medier, herunder den offentlige debat og sociale medier. Over de seneste ti år har han været meget aktiv i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse – først i Syd- og Sønderjylland, hvor han kommer fra, siden på nationalt og nordisk niveau. I den anledning har han været en aktiv debattør i de skrevne medier. Han har bl.a. været ansat som deltidsjournalist på Netavisen Pio, som miljøpolitisk rådgiver for den socialdemokratiske gruppe i Nordisk Råd, freelancejournalist for den nordiske restaurations- og servicefagbevægelse og nu som ansat i formandssekretariatet i Dansk Metal. Et enkelt år på tyskstudiet på Aarhus Universitet gav også næring til hans interesse for politiske forhold i Tyskland. Nordisk og tysk politik, miljø- og klimapolitik samt erhvervs- og arbejdsmarkedsstof er således hans kæpheste, ligesom han gerne afslører spin, inkonsistens og beskidte tricks i den offentlige debat. Du kan donere beløb til hans skribentvirksomhed på MobilePay 28 33 80 69. Alle beløb er velkomne.