Juleprædiken: Tænk hvis det er sandt!

Og når jeg kigger på de billeder fra rumteleskopet, så synes jeg det ligner et organ. Altså med små tråde og årer og ting som opstår. Jeg synes nærmest, det ligner en livmoder. Helt der ude. En kosmisk livmoder… Foto: NASA, Public Domain

Kristin Falck Saghaug 24.12.2022

JULEAFTEN 2022 // PRÆDIKEN – “Gud åbenbarer sig i et barn, fordi det er kun på den måde, at Gud kan komme os nær. Åbenbare sig. I det allermest sårbare og skrøbelige. Fordi sådan er kærlighedens Gud til stede. I det allermindste finder vi den største kærlighed. Jeg synes, at noget af det mest væsentlige i juleevangeliet er, at den Guddom, som var en slags objekt i menneskers forestillinger, noget derude, bliver en del af sit eget skaberværk.“

Tænk, hvis det er sandt! Det sagde forfatteren Pär Lagerkvist i en sen nattetime, da han talte med en anden kunstner om, hvor smuk en historie juleevangeliet er.

Og lige den sætning vil jeg lade være ligesom barnets undren og den voksnes længsel efter en dyb sammenhæng.

Tænk, hvis det er sandt, at det helt usandsynlige skete, at værensmagten, det inderste skabende og yderste skabende, blev født ligesom os. Gud, som vi kalder store ord som almægtig, skaberen, altings opretholder, den dybeste bevidsthed! Tænk, hvis det skete på et tidspunkt i denne lille blå planets ca. 4,6 milliarder års eksistens, at Gud ønskede at komme så tæt på menneskers liv, at Gud blev et barn.

Tænk, hvis det er sandt?

Lad alle forestillinger om fornuft, boliglån, videnskabsteori og målbarhed ligge for en lille stund. Og kig ud af vinduet.

Jeg synes, at noget af det mest væsentlige i juleevangeliet er, at den Guddom, som var en slags objekt i menneskers forestillinger, noget derude, bliver en del af sit eget skaberværk

Kig ud af vinduet, ud i mørket, hinsides glassets genskin, og lad tanken flyve helt, helt derud, hvor du ikke kan tænke længere. Gør som dengang, du var barn, og hvis du er et barn, så kan du godt dette her.

Da kan du forsøge at tænke dig helt ud til den yderste grænse – den yderste grænse for både din hjerne og for verdensrummet. Tænk dig helt derhen, hvor mørket er så mørkt, at intet kan ses, tænk dig derhen, hvor du alligevel siger, at der må dog være noget, som stopper, men hvis det nu ikke stopper, fordi den tanke er også umulig.

Det kan ikke bare være ingenting, fordi det kan vi ikke forestille os.

Men måske kan det det.

Hubble-teleskopet tog et billede af ingenting. Af det, som skulle være det mørkeste mørke og så alligevel derude i intetheden, så kom der billeder op, som viste, at der var noget, som ligner begyndelser. Skabelsens søjler kalder de det. Helt, helt tilbage i tiden og dog så sker der noget i stjernetågerne.

Jul prædiken — Billede taget fra Hubble-teleskopet. Foto: Nasa – Public Domain

Og når jeg kigger på de billeder fra rumteleskopet, så synes jeg, det ligner et organ. Altså med små tråde og årer og ting, som opstår. Jeg synes nærmest, det ligner en livmoder. Helt derude. En kosmisk livmoder …

Og jeg ved, det er kun et billede. Men det er også kun sådan, vi kan tale om Gud, i billeder og i forestillinger.

Jeg forestiller mig, at Gud har haft millioner af års længsel efter sin egen skabning. En længsel efter at komme tæt på. Fordi det er det, vi ønsker, når vi elsker. Vi vil så gerne tæt på den, vi elsker, helt ind under huden. Det ved vi jo, er ganske umuligt. Men vi søger den forening på alle mulige måder. Fysisk og mentalt.

Men når vi taler om Gud, er afstandene enorme. Eller den var det for os.

Vi kan se, hvor små vi er, men samtidig hvor stort det er, at vi findes, lige nu, når julenatten igen sænker sig. Og et barn bliver født et sted i verden, og Gud kommer os nær ud af ingenting, ud af mørket lyser kærligheden julenat

I begyndelsen var alt mørke ligesom intetheden i det yderste verdensrum, men så kom der lys. Og liv og dyr og sidst mennesker. Skabt i Guds billede

Men mennesket så det ikke, mennesker så hverken, at det var godt, eller at de var skabt i Guds billede. De gjorde i stedet sig selv mindre. De kunne ikke se det, som var det vigtigste. De kunne ikke se, at de var forbundet til hinanden i den dybeste menneskelighed og kærlighed.

Så hvad gør Gud?

Hvordan skal Gud få mennesker til at se, hvem de egentlig er?

Men så skriver Lukas, at det skete. Det skete! At Gud brød igennem det umulige, sit eget skaberværk. Evigheden gik ind i verden. En forening, en slags kosmisk knald, som jeg synes, det giver menig at kalde det.

Gud åbenbarer sig i et barn, fordi det er kun på den måde, at Gud kan komme os nær. Åbenbare sig. I det allermest sårbare og skrøbelige. Fordi sådan er kærlighedens Gud tilstede. I det allermindste finder vi den største kærlighed.

Jeg synes, at noget af det mest væsentlige i juleevangeliet er, at den Guddom, som var en slags objekt i menneskers forestillinger, noget derude, bliver en del af sit eget skaberværk.

Ja, måske er det sådan, at Gud altid var os så nær, men vi kunne bare ikke se det.

Tænk, hvis det er sandt!

Vi var lukket inde i en forestilling om Gud derude, Men så kommer billedet og fortællingen om barnet. Historierne, møderne, et menneske, som viser, at Guds rige er ikke (især) derude i milliarder af lysår væk, men så tæt på, at vi kunne tage den modsatte rejse ind i det mindste atom, og også der findes den skabende kærlighed.

Vi kunne rejse ind i hinsides blikke og se hinanden sådan rigtigt, uanset hvem vi møder, og tænk, også dér findes Gud i et spejl i en gåde, men også til stede lige ved.

Så her er vi. Spændt ud imellem milliarder af lysår og en evighed, vi er her juleaften 2022, og det sker igen, at vi får givet et nyt syn på verden og hverandre.

Hvis vi vil, kan vi se med kærlighed. Vi kan se hinanden via kærlighedens filter, og når vi gør det – ser. Så ser vi hinanden på en helt ny og mindre fordømmende måde

Gud bliver synlig i mennesket. Og det er i sin store sandhed i det mindste en omvending af hele verdensbilledet.

For når det blev åbenbaret, hvem Gud er som et sårbart barn i en krybbe, så ser vi også, hvem vi er. Og det er sandt, at vi julenat får en ny erkendelse af, hvem vi er. Og hvem vi kan være; Guds elskede skabninger. Det er julegaven til os. Og nok den allerstørste.

Dette at vi får nye øjne at se verden og hinanden med, og hvis vi vil, kan vi se med kærlighed. Vi kan se hinanden via kærlighedens filter, og når vi gør det – ser. Så ser vi hinanden på en helt ny og mindre fordømmende måde.

Måske skal det testes ud ved familiemiddagen eller en julefrokost. Der vil altid være nogen, som irriterer en, sådan er det, men prøv at se med venlighed, og erfar, at du selv ændrer dig og dit syn på den anden.

Og når maden er spist, gaverne pakket op, lysene ved at brænde ned, så gå ud.

Stil dig lige udenfor en lille stund.

Lyt til den fred, der er.

Sent juleaften er der sådan en stilhed, og er det stjerneklart, så bliver rummet over os meget stort.

Vi kan se, hvor små vi er, men samtidig hvor stort det er, at vi findes, lige nu, når julenatten igen sænker sig. Og et barn bliver født et sted i verden, og Gud kommer os nær ud af ingenting, ud af mørket lyser kærligheden julenat.

Læs flere prædikener i POV her.