Jagten på den endelige teori og svar på vores eksistentielle spørgsmål

af i Tro og eksistens/Videnskab

VIDENSKAB // BØGER – Findes der en endelig teori, en teori for alting? Og hvad vil det gøre ved os, hvis vi en dag finder den? I bogen Shell Beach – jagten på den endelige teori skriver den teoretiske fysiker Jesper Møller Grimstrup om vores jagt på ultimative svar.

I sci-fi filmen Dark City fra 1998 leder hovedpersonen John Murdoch efter et sted kaldet Shell Beach. Dark City er en by under konstant forandring, hver nat klokken tolv falder byens indbyggere i dyb trance, mens byen og dens indbyggeres hukommelser bliver forandret; intet er konstant, alting flyder og John Murdoch er den eneste, der ser det.

Shell Beach er stedet for et af hans tidligste barndomsminder og Murdoch vil finde det sted for at se om det virkelig eksisterer. Han leder efter et fundament; han leder efter et svar.

Jeg ser Dark City som en smuk metafor for vores videnskabelige søgen efter svar. Også vi leder efter et fundament; vi leder efter den endelige teori, som vi tror kan give os svar på vores eksistentielle spørgsmål. Og det fascinerende ved filmen Dark City er, at Murdoch til sidst finder sit Shell Beach. Han finder stedet, hvor hans svar findes. Han finder et svar. Men det svar, som han finder, er ikke hvad han forventede.

Det videnskabelige projekt har i dag produceret et tårn af videnskabelige forklaringer, hvor biologien står ovenpå kemien, der igen står ovenpå atom-, kerne- og partikelfysikken, og hvor kosmologien og astrofysikken giver den altomfavnende indpakning.

Spørgsmålet er, om det tårn vil slutte et sted? Vil vi en dag nå bunden, hvor det videnskabelige projekt slutter? Vil vi nå punktet hvor reduktionismen ender? Eller er tårnet af videnskabelige forklaringer uendeligt? Vil vi bare blive ved med at finde nye lag af videnskabelige teorier indtil vores efterfølgere en dag bliver trætte af legen eller vores civilisation ryger i luften med et kosmisk puf?

Er det i virkeligheden ikke det eneste svar, man kan forestille sig? At vi ved afslutningen af det videnskabelige projekt vil finde en teori, der ikke fortæller os noget overhovedet?

Der findes et simpelt argument, der kombinerer Einsteins relativitetsteori med kvantemekanikken og som fortæller os, at der må være en bund. Argumentet fortæller os, at tårnet af videnskabelige forklaringer må ende et sted kaldet Planck-skalaen, som ligger svimlende 30 størrelsesordner under biologien. Og det er det sted, vi forstår ved den endelige teori, teorien for alting. Det sidste lag i det løg af et Univers, som vi piller.

Teorien for alting

Fysikeren Stephen Hawking skrev om teorien for alting, at når vi har fundet den, vil vi kende Guds tanker — “then we would know the mind of God”. Hawking forstod, at det videnskabelige projekt ikke kun handler om at forstå virkeligheden, men også om at forstå vores rolle i virkeligheden. Det videnskabelige projekt er i sin kerne også et eksistentielt og religiøst projekt. Vi ønsker at forstå vores rolle i dette kosmiske teater. Og det er et spørgsmål, som de gamle mytologier plejede at give os svar på. Vores civilisation er den første, der fungerer uden en levende mytologi. Videnskaben er det tætteste, vi kommer på en mytologi, men videnskaben er ikke i stand til at give os et meningsfuldt svar på vores eksistentielle spørgsmål: “hvorfor er vi her?

I min bog Shell Beach – jagten på den endelige teori, der handler om moderne teoretisk fysik, stiller jeg spørgsmålet, hvad der vil ske, hvis vi en dag faktisk finder teorien for alting. Hvad vil det gøre ved os?

Hvis en teori skal være endelig, altså modstandsdygtig overfor videre videnskabelige reduktioner, kan den ikke involvere komplekse strukturer, der igen ville fordre nye videnskabelige forklaringer

Da John Murdoch mod slutningen af filmen Dark City finder sit Shell Beach, finder han et stort tomt rum. Han slår en væg ned og står overfor det tomme rum. Der er ingenting overhovedet. Der er ingen strand, der er ingen himmel, der er intet hav. Det er bare et stort tomt ingenting. Der, hvor han troede, han ville finde et svar, finder han et tomrum.

Og er det i virkeligheden ikke det eneste svar, man kan forestille sig? At vi ved afslutningen af det videnskabelige projekt vil finde en teori, der ikke fortæller os noget overhovedet? Tænk over det. Hvis en teori skal være endelig, altså modstandsdygtig overfor videre videnskabelige reduktioner, kan den ikke involvere komplekse strukturer, der igen ville fordre nye videnskabelige forklaringer. En endelig teori må være så simpel, at den grænser til en trivialitet.

Var det bare det?

I min bog argumenterer jeg således for, at den endelige teori må være tom. At den ikke vil give os indsigt i “the mind of God”, som Hawking håbede, og derfor ikke vil give os svar på vores eksistentielle spørgsmål. Den vil fortælle os, at virkeligheden er baseret på et trivielt matematisk princip og ikke mere end det.

Og hvis det er sandt, så er spørgsmålet, hvad det vil gøre ved os? Så vil vi, efter at have brugt flere tusinde år på at lede efter det ultimative svar, stå tilbage med tomme hænder og uden et svar. Igen: hvad vil det gøre ved os? Vi vil være nået til et punkt, hvor vi indser, at der ikke findes noget sted i den ydre verden – i hele den fysiske virkelighed – hvor vi kan lede efter svar. Det videnskabelige projekt vil være afsluttet, og vi vil stå tilbage med et underligt ligegyldigt “jamen, var det bare det?

Når jeg tænker på disse spørgsmål kommer jeg ofte til at tænke på Jobs Bog i Det Gamle Testamente, hvor vi finder spørgsmålet: “Men visdommen, hvor finder man den? Hvor bor indsigten?” — den indsigt, som det videnskabelige projekt dybest set handler om og som vi leder efter. Jobs spørgsmål får et nedslående svar i Prædikerens Bog, hvor vi læser ordene: “Endeløs tomhed, sagde Prædikeren. Endeløs tomhed, alt er tomhed”. Et svar, der får mig til at tænke på, om forfatterne til Det Gamle Testamente måske forstod mere, end de selv var klar over?

Månelandingen i tiende potens

Disse tanker udspringer af mit eget videnskabelige arbejde, hvor jeg i de sidste 15 år sammen med matematikeren Johannes Aastrup har arbejdet på en kandidat til en endelig teori, der netop er baseret på et matematisk princip, der grænser til det trivielle. Vores idé er, at matematikken bag det tomme rum er så rig, at den muligvis vil være i stand til at forklare strukturen i standardmodellen for partikelfysik — den teori, der beskriver virkeligheden på det hidtil dybeste niveau — og dermed være i stand til at forklare ‘alting’.

Og hvis det virkelig viser sig, at en teori for alting kan baseres på matematikken af det tomme rum, så mener jeg, at vi vil stå i et ‘Shell Beach scenarie’, hvor vi på det sted, vi troede, at vi ville finde svar, ikke finder andet end et stort tomt ingenting.

Jeg kender ikke svarene på disse spørgsmål, og jeg har ingen idé om, hvordan en moderne mytologi kunne se ud. Men alle civilisationer før vores har skabt mytologiske fortællinger. Vi er den første, der lever uden, så noget tyder på, at det at danne mytologier er en central del af vores fælles psykologi

I min bog argumenterer jeg for, at opdagelsen af en endelig teori, der ikke giver os svar på vores eksistentielle spørgsmål, vil kaste os ud i en intellektuel og eksistentiel krise. Den første reaktion vil selvfølgelig være vild triumf, opdagelsen af den endelige teori vil være et enestående højdepunkt i menneskehedens intellektuelle historie. Det vil være månelandingen i tiende potens. Men den triumf må på et eller andet tidspunkt blive afløst af en krise, hvor indsigten, at der ikke længere findes noget sted i den ydre verden, hvor vi kan lede efter ultimative svar, vil efterlade os i et intellektuelt og eksistentielt tomrum.

Spørgsmålet er, hvad der vil komme efter den krise? I psykoanalysen ses kriser som mulighed for forandring, hvor det gamle må dø, for at noget nyt kan fødes. Spørgsmålet, der interesserer mig, er om opdagelsen af en endelig teori, der ikke giver os de svar vi søger, kunne give plads til, at en moderne mytologisk fortælling kan dannes?

En moderne mytologi må selvfølgelig involvere den videnskab, som vi kender. Men da en mytologisk fortælling primært handler om vores indre liv, er der principielt ikke nogen modsætning mellem videnskaben, som vi kender den, og mytologiens domæne. Videnskaben har pr definition intet at sige om metafysik.

Jeg kender ikke svarene på disse spørgsmål, og jeg har ingen idé om, hvordan en moderne mytologi kunne se ud. Men alle civilisationer før vores har skabt mytologiske fortællinger, vi er den første, der lever uden, så noget tyder på, at det at danne mytologier er en central del af vores fælles psykologi. Spørgsmålet er derfor, om der ved afslutningen af det videnskabelige projekt kunne blive plads til at en ny fortælling kan dannes. Jeg finder det spørgsmål vanvittigt interessant.


 ‘Shell Beach – jagten på den endelige teori’ er netop udkommet på forlaget Montagne. Bogen, der også handler om Grimstrups vej gennem den akademiske verden, hvor han i mange år har været en del af inderkredsen i flere internationale forskningskredse i matematisk og teoretisk fysik, kan købes f.eks. på saxo.dk.


Illustration: Fra omslaget til bogen. 

Jesper Møller Grimstrup er teoretisk fysiker. Han fik sin Ph.D. ved Wiens tekniske Universitet i 2002 og forsker i teoretisk højenergifysik. Læs mere på: www.jespergrimstrup.org

Seneste artikler om Tro og eksistens