TRO & EKSISTENS // PODCAST – At kvinder nu tør tale om deres kroppe, vil forandre kristendommen, mener en af Englands mest prominente kirkedebattører, teologen Paula Gooder fra Saint Pauls’s Cathedral. Hun er godt træt af et af vor tids mest slidte ord, spiritualitet, fordi det indikerer, at tro kun handler om ånd, spirit, men det er helt forkert, for kristendommen handler om krop, fastslår hun.
Det skete i de dage, da hun ventede sin datter, at det gik op for Paula Gooder, at hun ikke blot havde en tro, men også en krop.
”Jamen, det var virkelig sådan”, siger Paula Gooder og griner rungende højt på sit kontor i den agtværdige turistattraktion Saint Paul’s Cathedral midt i London. Her sidder hun som canon chancellor, teologisk uddannelsesleder, er ekspert i Det Nye Testamente og en af de fremmeste debattører i det moderne England, højt uddannet med en række storsælgende bøger bag sig og mange års respekt og anerkendelse både i og udenfor Church of England.
Jeg fandt ud af, at Paulus i høj grad udforsker vores kroppe. Han skriver og skriver om kroppen
Alligevel ramte hun en grænse, fastholder hun, da hun blev gravid – og tillod sig at tænke over det.
”Jeg tror ikke, det altid er sådan, at kvinder er mere opmærksomme på deres kroppe, men der sker ting, der gør dig mere opmærksom på din krop, når du er kvinde. Som det at have en menstruationscyklus og selvfølgelig det at føde, hvor du ikke kan negligere det faktum, at vores kroppe former, hvem vi er. De former vores identitet.
Da hun udgav bogen med den enkle titel ”Krop” (Body: Biblical spirituality for the whole person”), blev den – til hendes store overraskelse – umiddelbart mødt med rungende tavshed.
”Netop tavshed er et af de mest effektive undertrykkelsesmidler”, understreger hun, der ikke var vant til at blive overhørt og derfor analyserede omgivelsernes reaktioner til bunds.
Paulus elskede kroppen
Hun fandt frem til, at det i høj grad handlede om en massiv kropsforskrækkelse, som blev forstærket af, at det netop var en kvinde, der skrev om erfaringer med sin kvindekrop. Måske var det endog også omvendt. At det handlede om en modstand mod kvindelige stemmer og fordi, kvinders kroppe blander sig mere i deres liv og tro, så kunne en affejning af kroppens betydning holde kvinderne ude.
”Jeg skrev om at være et menneske, der ventede et barn, om den mest legemliggjorte, åndelige oplevelse, man nogensinde kan få, og jeg indså, at mit åndelige liv var tæt forbundet med min krop. Det er jeg ikke alene om, det ved jeg godt, men jeg fandt ud af, at der faktisk ikke var nogen, der havde skrevet om, at selveste Paulus mente det samme. Det var reelt blevet fortiet”.
De meget klart feminine billeder af Gud, der allerede findes i Bibelen, er bare ofte blevet udeladt
Så Paula Gooder gik i gang, for Paulus er den mest betydningsfulde figur i organiseringen af kristendommen. Havde han skrevet om kroppen som betydningsfuld, ville kroppen stå rank midt inde i kristendommen, og hun og andre ville frit kunne tage den frem og give den fylde.
”Paulus er så vigtig rent teologisk, og tænk, jeg fandt ud af, at Paulus i høj grad udforsker vores kroppe. Han skriver og skriver om kroppen, men selv jeg, der har læst Paul i 20-30 år, havde ikke bemærket, hvor central vores egen krop er i kristendommen. Det er et tema, vi har ignoreret, men det er midt i Paulus´ tekster, og det skrev jeg om.
Gud strikker
Undervejs i sin forskning voksede en irritation frem hos Paula Gooder. En irritation over et af de mest brugte ord i nutidens samtaler om tro: spiritualitet.
”Spiritualitet? Åh, det er så dumt et ord. Spiritualitet indebærer, at vi gør det uden vores kroppe. (Spirit betyder ånd på engelsk, red.) Det er noget med vores humør, det er ikke kropsligt, men det er helt forkert, for kristendommen handler om krop. Vi har rent faktisk en legemliggjort ånd. Det er det, Paulus skriver. Det betyder noget, hvordan vi tager os af vores kroppe, for de er skabt af Gud. Så det at give sig selv fri til at hvile, når vi er trætte, er en kristen spirituel handling”, fastslår Paula Gooder.
Hvilket ord, der kan sættes i stedet for spiritualitet, ved hun ikke, erkender hun, men hun har store forhåbninger om, at de senere års stigning i kvinders stemmer i teologiske og andre debatter i det offentlige rum, kan ændre opfattelsen af, hvad spiritualitet er. At den også er kropslig.
Det har været fortiet, men fordi kvinder taler mere om deres tro, vil vi se en ændring. Jeg har været feminist siden 1980’erne og kan mærke, hvordan det vokser
”Faktisk står det allerede i Det Gamle Testamente, i salme 139, om, at Gud har skabt mig, “you knit me together in my mother’s womb”, du strikker mig sammen i min mors liv. Derfor så jeg allerede som barn Gud siddende med strikkepinde ligesom min bedstemor”, fortæller hun. I den danske oversættelse hedder det ”flettede mig sammen i min mors liv”, men for engelske Paula Gooder skabtes et kropsligt billede af en strikkende Gud.
”Det introducerede et feminint aspekt til Gud og endog et, der havde med min hverdag at gøre. De meget klart feminine billeder af Gud, der allerede findes i Bibelen, er bare ofte blevet udeladt. For mig handler det nu om at bemærke dem, genkende dem og give dem opmærksomhed”, siger hun og taler videre om billedet af Gud som en bjørnemoder, der ikke tillader nogle at gøre ondt ved sine unger.
Lyt til samtalen mellem Paula Gooder og Charlotte Rørth her:
Guds søn fødes faktisk
”I begyndelsen af første Petersbrev står jo også, Gud har født os igen, genfødt os. Det læser vi nok tit som sådan en lidt mere abstrakt fødsel, men reelt står der, at Gud føder os. Det er et dybt feminint billede. Det er den slags, jeg kan lide at observere og henlede opmærksomhed på”, beretter Gooder, der også hæfter sig ved, at kristendommen begynder med en fødsel og dermed sætter en kvindes krop i centrum.
”Guds søn fødes faktisk. Som mine børn er blevet det. Maria er derfor en direkte inspirerende karakter. Hun var en kvinde som mig. Hun stod over for de samme udfordringer, som jeg gør. Hun var bekymret for sit barn, som jeg bekymrer mig for mit. Det får mig til at føle, at der er nogen, med hvem jeg har en forbindelse”, forklarer Paula Gooder og fortsætter:
”Fordi kirken er meget mandsdomineret, er de rollemodeller, der får opmærksomhed, de mandlige karakterer, men det at give fylde til kvindelige rollemodeller som Maria giver mig en følelse af, at jeg ikke er alene. Der er kvinder, der har født og meget andet før os, og vi kan følge dem. Som når nogle spørger mig: Tror du virkelig på mirakler? Og mit svar er, ja, for jeg har født to børn, og det er mirakuløst.
Jeg føler mig også mindre og mindre knyttet til de eksterne ting i kirken, for eksempel ritualer og kirkebygninger – selvom jeg ironisk nok nu arbejder i en af de største kirkebygninger, der nogensinde er bygget
For Paula Gooder er kroppen og spiritualiteten, troen, ikke skilt ad, men at hun skulle finde så stort belæg for det i Bibelen, var alligevel en overraskelse for hende.
”Det har været fortiet, men fordi kvinder taler mere om deres tro, vil vi se en ændring. Jeg har været feminist siden 1980’erne og kan mærke, hvordan det vokser. Begge mine døtre identificerer sig som feminister, og antallet af kvindelige stemmer, der taler fra deres egen erfaring, vil ændre, hvordan vi taler om vores tro, hvordan vi taler om spiritualitet, om hele oplevelsen af kristen tro. Det vil gøre en forskel på en rigtig god måde. Det vil få kroppen tilbage i kristendommen. Det håber jeg i hvert fald inderligt”, siger Paula Gooder og kommer til at le.
Sid godt og tro dybere
”Undskyld, jeg ler, men jeg kom til at tænke på noget helt konkret. Når nu vi i kirken vil hædre Gud, hvorfor skal vi så gøre det ved at straffe de kroppe, Gud har skabt? Jeg ved ikke, om det er det samme i Danmark, men kirkebænke i Storbritannien er de mest ubehagelige at sidde på, du overhovedet kan forestille dig. Det føles for mig, som om det symboliserer vores holdning til kroppe. De skal ikke have det godt. Det er bare helt galt …”
Hvorfor, det stadig er sådan, at kroppen ikke skal være komfortabel i kirken, kan hun ind imellem undre sig over, men måske bunder det i, at den enkeltes tro bliver stærkere, hvis den er bundet i kroppen, som Paulus beskriver det. Så stærk, at kirken måske kan undværes.
”En legemliggørelse af tro er også min legemliggørelse af min tro, og det udelader kirken i den relation. Det gør, at jeg på en måde kan undvære præsterne. De er ikke en del af min proces. Jeg har ikke brug for dem til selve min tro, til fællesskabet, jo, men ikke til troen. Folk finder selv vej i takt med, at vi taler om tro og krop. Derfor er det ikke så underligt, at der ses en masse angst i kirken i øjeblikket på grund af et fald i fremmødet”, siger Paula Gooder og sænker stemmen.
”Jeg føler mig også mindre og mindre knyttet til de eksterne ting i kirken, for eksempel ritualer og kirkebygninger – selvom jeg ironisk nok nu arbejder i en af de største kirkebygninger, der nogensinde er bygget. Ikke desto mindre er det sådan for mig, hvis Church of England ikke kunne overleve, fordi den ikke havde penge nok, ville det ikke påvirke min tro. Min tro ville stadig være levende”.
Paula Gooder
Født 1969. Britisk teolog, forfatter, debattør.
- Ansat i Saint Paul’s Cathedral som canon chancellor, teologisk leder af voksenundervisning.
- Var i 10 år medlem af General Synod of the Church of England, derefter siden 2011 medlem af The Anglican–Roman Catholic International Commission.
Har blandt andet skrevet:
- The Meaning is in the Waiting, 2009
- Everyday God: The Spirit of the Ordinary, 2011
- Journey to the Manger: Exploring the Birth of Jesus, 2015
- Body: Biblical spirituality for the whole person, 2016
- Phoebe: A Story, 2018. På dansk, Føbe, 2019
Paula Gooders hjemmeside kan besøges her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
