EFTERMÆLE // KRONIK – Døden var allestedsnærværende i 2025, og så så vi en ny tendens røre på sig, særligt i forbindelse med Jørgen Leths død: Hvordan har vi det egentlig med, at folk bliver svinet til posthumt, spørger lektor Inger Tejlgaard Olesen Ravn.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Døden var allestedsnærværende i 2025. På spindesiden var det først Jytte Abildstrøm, så Bettina Heltberg. I herrernes rækker var det Peter Brandes efterfulgt af Ole Neumann (Lille Per), der måtte punge deres sidste skillinger ud til færgemanden og drage videre til den anden side. Så døde filminstruktøren David Lynch og skuespilleren Gene Hackman. Og det var bare årets første to måneder.
Det kan nogle år virke, som om døden tærsker i bølger, som om leen glider lettere og mere ubesværet gennem kornet. Det kan virke, som om døden i lange, seje ryk rydder ud i liv og rydder op i livsformer. Sådan et år var 2025.
Nu, på dette tidspunkt, hvor året nærmer sig sin uigenkaldelige afslutning, synes jeg, det kalder på både refleksion og introspektion.
Som kvinde kan det være besnærende at identificere sig selv med ”kvinden”, den lethske kvinde altså, som hun ses, opleves og eftertragtes af kameraet og bag det, af kunstneren, der her er manden, Leth
Jeg gætter på, vi alle undervejs har følt os ramt på, om ikke første, så på anden hånd: Det fuldstændigt urimelige i, at Peter Lund Madsen dør alene på en landevej i Nordsjælland, det mere timelige i, at Jørgen Leth bukker, takker og træder af.
Nekrologerne har fyldt i striber og i spalter, såvel i de digitale udgaver som på papiret, mens de sociale medier formelig er svømmet over med billeder og ord, hyldester og hilsener, claims to fame, dokumentation og iscenesættelse.
Faktisk blev det i sig selv en nyhedshistorie, hvorvidt døden var blevet digitaliseret, influencificeret – totalt og ubehageligt SoME-inficeret.
Og så så vi en ny tendens røre på sig. Hvordan har vi det egentlig med, at folk bliver svinet til posthumt?
Der kan jo være helt relevante indsigelser, men i stedet for at sige til og fra, mens de stadig levede og havde mulighed for at forsvare sig, venter man, til de er på den anden side. Sådan som det skete for Jørgen Leth.
Personligt synes jeg, at det er lige så tarveligt, som jeg synes, det er tidstypisk.
Jørgen Leths ord
Det synes mig, at digteren Jørgen Leth har beskæftiget sig med at fæstne sproget til den verden, han har befundet sig i, på samme måde som en syerske fæstner to stykker stof til hinanden med knappenåle og lader det køre gennem symaskinen. Et nyt stykke tøj folder sig om kroppen og skiller bæreren fra verden, samtidig med at bæreren gøres synlig for samme.
Ordenes overtråd, betydningernes undertråd, mening og medbetydninger, sammenhænge, der let lader sig samle, let lader sig skille ad og så ikke længere er det samme.
Det er ikke et usædvanligt projekt – det er sådan, sproget vedbliver at skabe mening fremfor blot at have en betydning. Det usædvanlige består i, at det i mere end sædvanlig grad lykkedes for Leth.
Det er ikke et meget anderledes projekt, end det han også kastede sig over som filmskaber, og hvis man bruger tid på at se hans film, ser man en poetik udforme sig i den måde, kameraet bruges på. Tag den eksperimenterende film fra 1975: Det gode og det onde.
I et langt klip fra filmen kigger Lars Knutzons ansigt roligt og ubevægeligt forbi kameraet. Til at begynde med viser kameraet os et objekt. Vi er tilskuere, voyeurer. Men i løbet af klippet ændrer oplevelsen karakter: Vi får fornemmelsen af, at distancen til det andet menneske ophæves, vi kryber ind under ansigtshuden på skuespilleren, vi tager ophold derinde for en kort stund.
Men det, der kommer næst, er meget værre. Det sker, da Lars Knutzon langsomt flytter blikket og længe kigger os ind i øjnene: Kryber han tilsvarende ikke ind gennem vores pupiller – ind i vores følsomt blottede tanker? Sidder han ikke derinde og kigger på vores allerhemmeligste?
Objektet er holdt op med at være et ”beskuet” objekt og fremtræder i stedet som et seende subjekt, vi bliver selv det beskuede objekt.
Kan vi overhovedet skelne mellem os selv og den anden, når først vi kommer tæt nok på?
Mandens blik
Der er ingen tvivl om, at Jørgen Leth så verden med ”mandens blik”. Det var det blik, han besad, og som han stiliserede til det yderste, og derved også gjorde til ”en kunstners blik.”
Han vidste det godt selv. Det ligger i store dele af hans værk, at han er manden, og at manden er ”kunstneren”, ligesom manden er ”mennesket”. Derfor vækker hans værker nok mere genkendelse, mere næsegrus beundring blandt mænd end blandt kvinder.
Det er ikke det samme, som at hans værk ikke har kvindelige fans og beundrere. Som kvinde kan det være besnærende at identificere sig selv med ”kvinden”, den lethske kvinde altså, som hun ses, opleves og eftertragtes af kameraet og bag det, af kunstneren, der her er manden, Leth.
Jeg er fan af Jørgen Leth, selvom jeg ikke deler hans oplevelse og hans blik. I hans film oplever jeg noget andet komme til syne, og det er for mig større og vigtigere.
I ovennævnte film, Det gode og det onde, er der en sekvens, hvor fire smukke, ens hvidklædte kvinder åbner hver deres håndbajer. Den forreste, der man-spreader, bruger en bordkniv. Hendes slanke hvide fingre virker lidt uvante med redskabet, men det lykkes. Så drikker kvinderne af flasken. Og igen. De rejser sig, går ud af billedet, for kort efter at vende tilbage og sekvensen gentages.
Ved næste gentagelse er det ikke kvinder, men mænd i samme korte handlingssekvens. Også denne gentages. Billederne postulerer ikke lighed, tværtimod, på trods af symmetrien i tøj og handling.
Men dér, i gentagelserne, opstår der et kort øjeblik en følelse af menneskelig genkendelighed, der rækker ud på den anden side af de stiliserede køn.
Vi længes efter at få del i Leths univers af det interessante, det smukke, det krukkede, af præcis den årsag: at det er – eller virker – interessant, smukt, krukket, et teaterstykke, der emmer af dekadent fransk selvtilfredshed. Hvem længes ikke efter at eje, eller være, et stykke fransk haute couture? At søge tilflugt i det elegante og gnidningsløse, hvor selv tårer er smukt iscenesat, at opleve at få sin eksistens retfærdiggjort af det kunstneriske blik.
Men Leth formår noget mere: Gennem den intense besættelse af sine skuespillere præsenterer han os for deres menneskelighed, fordi kameraet er så roligt, og fordi det bliver ved med at se, der hvor almindelige sociale konventioner tvinger os til at slå blikket ned.
Vi kommer tættere på det menneskelige på den anden side af det kønslige, der så tit kommer i vejen for, at vi ser hinanden.
Jørgen Leths død
Jeg læste på et tidspunkt på den nu skrinlagte Litteratursiden.dk, at Leths store gennembrud kom i 2005 med udgivelsen af Det uperfekte menneske.
Om man ligefrem kan referere til det som et gennembrud er lidt en tilsnigelse. Men den vakte da opmærksomhed. Det handlede selvfølgelig om citatet: Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret. For mange var det det, Jørgen Leth blev kendt for.
Afsættet var en forsideartikel i Ekstra Bladet, hvor avisens redaktører havde taget sig frihed til at redigere et interview lavet af en af deres journalister, Kenan Seeberg, så det blev vinklet på en måde, Seeberg selv ikke længere kunne genkende:
“Jeg har slet ikke interviewet Leth om kapitlet med kokkens datter. Jeg har set alle Jørgen Leths film, læst stort set alle hans bøger. Jeg kender den mands stil. Og det citat: ‘Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret’ – jeg kan høre ham sige det. Det er hans egen fantasi: Han dyrker sex med en yngre pige, og har samtidig fantasien om den hvide modne mand, der tager den sorte unge pige, kørende i sit hoved. Der er hverken belæg for at bruge betegnelsen ‘sex-slave’ eller nogen dokumentation for, at han har udnyttet pigen.”
Sagen blev dengang gennemtygget ganske mange gange af samtlige medier. Umiddelbart fik det voldsomme konsekvenser for Leth, og der gik flere år, før han igen kom ind i varmen. Det var altså ikke, fordi sagen ikke var blevet behandlet på alle leder og kanter, at den faldt til jorden. Den blev ikke tiet ihjel. Den udløb bare, da der ikke var nogen, der havde mere at sige. Der var ikke mere at tilføje.
Ikke desto mindre var der i forbindelse med hans død stemmer, der benyttede lejligheden til, nu efter hans død, at mene at vide præcist, hvad der var foregået dengang på Haiti. En af de mest højrøstede stemmer var en dansk kvinde, i sin tid adopteret fra Haiti, som lavede et længere opslag på sin Facebook-profil. Adskillige kendisser repostede, Se og Hør interviewede, og pludselig ville forargelsen ingen ende tage. Var der noget nyt? Tjah. Nej.
Den kritiske læser ville nok straks have afvist det som rygtedannelse, en usubstantieret anklage, som aldrig ville holde i retten – og derfor kom til udtryk nu, hvor Jørgen Leth ikke længere var i live til at forsvare sig.
Men kritisk læsning var ikke det, der karakteriserede responsen.
Der er nok ingen tvivl om, at Jørgen Leth godt har kunnet lide unge kvinder. De har haft en erotisk tiltrækningskraft for ham. Også den helt unge kvinde har en seksualitet og mange unge kvinder udlever den også. Selvfølgelig gør de det – og selvfølgeligt er det deres ret.
Det er heller ikke usædvanligt, at den unge kvinde bliver fascineret af en langt ældre mand, en mand, der tilsyneladende er langt over hende i status og klasse. Der er unge kvinder, der nyder at forføre ældre mænd, der er gamle mænd, der nyder at blive forført af unge kvinder.
Det kan man godt lade sig forarge over, men det er ikke det samme som, at den unge kvinde indgår i relationen som offer eller mod sin vilje. Heller ikke selvom hun er ung, selvom hun er fra et af verdens fattigste lande, selvom hun har en anden hudfarve. Det følger ikke, at der er tale om overgreb.
At læse det ind er gisninger, sladder og spekulationer. Og det er jo også, med en stedmoderlig bedrevidenhed, at fratage den unge kvinde retten til egen krop.
Det er muligt, at Leth som voksen, ja, endda meget ældre mand selv har oplevet, at den unge kvinde med hendes erotiske tiltrækningskraft, har udøvet en magt over ham. Spørgsmålet om, hvorvidt hun er blevet udnyttet, når hun indgår i en relation med en meget ældre mand, er bare meget mere komplekst, end det bliver stillet op.
Jeg er sådan set enig i de aldersgrænser, vi arbejder med her i landet. Personligt er jeg af den overbevisning, at et tydeligt skævvredet magtforhold sjældent er af det gode. Men om det er sket, er der ikke nogen udenforstående, der kan udtale sig om.
Derfor finder jeg det tarveligt at spekulere i det. At dømme en død mand på så løst et grundlag. Hvem har ret til at fælde sådanne domme?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og