DAVID LYNCH // NEKROLOG – Det er en af den moderne films helt store instruktører, der netop er afgået ved døden. Ingen, der har set for eksempel det sort-hvide debut-mareridt Eraserhead, den aparte krimi-gyser Blue Velvet eller den banebrydende tv-serie Twin Peaks, vil nogensinde glemme det.
Da jeg sad og ventede på en film, jeg skulle anmelde torsdag eftermiddag i Skibby Kino, spillede de sangen ”Blue Velvet” med Bobby Vinton over anlægget, og da det jo ikke er noget, man hører hver dag, må det ganske givet have været et tegn. Nummeret er på én gang længselsfuldt og faretruende – men det sidste naturligvis kun, fordi det var titelsangen fra David Lynchs film af samme navn fra 1986. Og samme aften kom nyheden. Dødsårsagen er ikke offentliggjort, men han blev i 2020 diagnosticeret med den dødelige sygdom lungeemfysem.
Få instruktører har betydet mere for den moderne film, og få instruktørers stil er forsøgt kopieret så meget af ambitiøse filmmagere. Problemet var dog, at det var umuligt at lave noget weird i en film, uden at andre tænkte, at det blev ”Lynch-agtigt”, og så var det bedre at finde på noget andet.
Født og opvokset i Twin Peaks-land
Han blev født i Missoula, Montana i et miljø, der skulle minde temmelig meget om miljøet i tv-serien Twin Peaks (1990-91), og ifølge ham selv begyndte han først at tænke selvstændigt, da han blev 20-21 år, hvor han blev optaget på Pennsylvania Academy of Fine Arts i Philadelphia. Han koncentrerede sig først og fremmest om malerkunsten, og som en udbygning heraf lavede han en lille tegnefilm, hvori seks personer bliver ved med at kaste op, hvorefter der går ild i dem. Six Men Getting Sick (Six Times) (1967) hedder den.
En kombineret animations- og live action-film, The Alphabet (1968), blev sendt til American Film Institute i Los Angeles, der fornemmede et talent, for de finansierede den ikke mindre specielle The Grandmother (1970). Disse arbejder kvalificerede ham til Center for Advanced Film Studies, hvor han begyndte i 1970, og snart gik det meste af hans tid og de fleste af hans penge til arbejdet med hans første spillefilm, Eraserhead (1977), som ikke ligner ret meget andet. Det er en surrealistisk og mareridtsagtig fortælling om en ung mand, spillet af Jack Nance (som siden skulle finde Laura Palmers lig), der kommer ud for forskellige bizarre oplevelser og bliver far til en alien-agtig mutant-baby.
Filmen er en fascinerende sanseoplevelse i sort/hvid, og Lynch har selv peget på visse tematiske relationer til sin egen person og sit eget liv. Han blev gift i 1967 og fik kort efter et barn, og faderrollen er netop en af de ting, som hovedpersonen i Eraserhead har problemer med. Desuden er filmens scenografi og de skrækgennemsyrede billeder udsprunget af Lynchs indtryk fra det, der har influeret ham mere end nogen filminstruktør, nemlig byen Philadelphia. Med hans egne ord er det ”… the sickest, most corrupt, decaying, fearridden city imaginable.”
”Du er sindssyg. Jeg elsker dig.”
Kort efter ledte man efter en instruktør til et projekt om en deform mand i Victoria-tidens London, og da produceren Mel Brooks – som havde selvindsigt nok til at indse, at han ikke selv skulle instruere – så Eraserhead, skulle han bagefter have kysset og krammet Lynch og sagt: ”Du er komplet sindssyg. Jeg elsker dig.” Det blev til Elefantmanden (1980), og selvom den er langt mere konventionel end Lynchs hidtidige arbejder, er det alligevel en afsindig seværdig film, blandt andet i kraft af de udsøgte miljøbeskrivelser. Det helt personlige islæt finder man især i filmens start med en fascinerende og skræmmende montage af moderens fødselsmareridt iblandet suggererende optagelser af vilde elefanter.
David Lynch var nu lidt af et navn i Hollywood – han blev for eksempel Oscar-nomineret for Elefantmanden – og han blev derfor koblet på det kæmpemæssige sci-fi-projekt over Frank Herberts roman, Dune, som moderne biograf- og streaming-seere efterhånden kender så godt. Lynchs version fra 1984 blev en gigantisk fiasko hos både anmeldere og publikum, og det er ærligt talt også et intergalaktisk makværk, men der er heldigvis mange historier om, at det først og fremmest skyldtes andre faktorer omkring produktionen end instruktøren.
”She Wore Blue Velvet”
I 1986 kom så en af firsernes mest seværdige og usædvanlige film, Blue Velvet. Den handler om den unge Jeffrey Beaumont (spillet af Kyle MacLachlan, den senere agent Cooper) og hans ”rejse” gennem den amerikanske lillebys betændte underside, småborgerlighedens dobbeltbund og sindets mørkeste afkroge. Alt sammen fortalt af en delvist upålidelig fortæller i en absurd og vanvittig stilsikker krimipastiche med ironiske over-, under- og mellemtoner.
Den danske distributør var i øvrigt så usikker på filmen, at de kun tog én kopi hjem og lod den gå i den allermindste sal, de havde. Så dér sad jeg, ret alene, ved en tre-fire forevisninger og tog notater undervejs til den opgave på uni, jeg skulle skrive over en valgfri film. Det var et meget nemt valg, for jeg blev helt blæst bagover, da jeg så Blue Velvet første gang.
Wild at Heart (1990) vandt Guldpalmerne i Cannes, og den var på en måde mere voldsom end forgængeren i sin skildring af den rene kærligheds uendelige trængsler i et samfund domineret af vold og perversiteter, og igen ser vi beviser på hans ekspressive billedsprog og hans evne til at ironisere begavet over sine egne temaer.
Når man læser om eller kender disse film, kan det virke overraskende, at Lynch og medforfatter Mark Frost fik så godt som frie hænder af tv-networket ABC til at forsøge at revitalisere nighttime-sæbeoperaen. Men revitaliseret, det blev den, og ABC fortrød heller ikke, at de havde givet grønt lys til Twin Peaks (1990-91), om end seerandelen faldt fra 33 % af alle tændte fjernsyn til et mere stabilt niveau på 18 % efter et par uger. Alle medier skrev om den, reportere blev sendt til byen Snoqualmie, Washington, som spillede baggrund, og hvor yours truly selvfølgelig også har været for at se, om der fandtes nogle lige så fordækte typer dér som i ”søsterbyen” Twin Peaks.
”Who killed Laura Palmer?” er langt fra seriens eneste mysterium, og tempoet er langsomt og hypnotisk. Stemningen og atmosfæren er konstant uheldssvanger – blandt andet takket være en af Lynchs faste medarbejdere, komponisten Angelo Badalamenti – og de mest melodramatiske scener bliver trukket ud i det uendelige. Der satiriseres ikke bare over det gængse tv-drama på dét tidspunkt – og husk på: Det var en anden tid før tv-seriernes og streamingtjenesternes guldalder – men der lægges samtidig flere alen til både den følelsesmæssige og intellektuelle oplevelse.
Twin Peaks vender tilbage
David Lynch instruerede ganske vist kun seks afsnit selv, men hans fingeraftryk var overalt, og det kan man vist også roligt sige om fortsættelsen fra 2017, Twin Peaks: The Return, som Mark Frost dog også var med inde over udviklingen af. Den serie er endnu mere bizar, fascinerende, enerverende, morsom og uhyggelig end sin forgænger – der er vitterligt scener, ja, hele afsnit, som du aldrig har eller vil se magen til – mens spillefilmen Twin Peaks: Fire Walk with Me, som allerede i 1992 ville fortsætte sporet fra den oprindelige serie, landede en lille smule tungt og unødvendigt. Måske havde vi ikke måttet vente længe nok på den.
I må ikke blive sure eller forskrækkede, men jeg har aldrig fået set Lost Highway, Lynchs surrealistiske neo-noir thriller fra 1997. Det er bare aldrig lykkedes mig, og det lover jeg at rette op på snarest, men til gengæld har jeg en vhs-kopi af en anden tv-serie, nemlig Lynch og Frosts absurde sit-com fra 1992, On the Air. Den handler om produktionen af et tv-show i 1950’erne og er ganske enkelt en af de morsomste serier, jeg har set. Den gik totalt galt i USA, som kun viste tre afsnit, mens alle syv afsnit blev vist her – om end meget, meget sent om aftenen.
De senere spillefilm
Jeg tror ikke, at det var Lynchs svar til de kritikere, der mente, at Lost Highway simpelthen ikke gav mening, men ikke desto mindre blev hans næste film The Straight Story, som er netop dét.
Den handler om en gammel bonde, der kører tværs gennem to stater på sin havetraktor for at besøge sin bror, og den er lige så straight og rørende, som efterfølgeren Mulholland Drive (2001) er kompleks, forvirrende og uhyggelig. En ung skuespiller kommer til Hollywood med ambitioner og et lyst sind, og selvom hun oplever lidt af hvert, så er første halvdel af filmen ret, ja, straight. Derefter går det ”galt”, og der findes hele websider, hvor folk forsøger at tolke filmen, og Lynch selv har lystigt kommenteret, så det hele bliver endnu mere kryptisk. Men det er en meget bjergtagende oplevelse, og den ligger ganske højt på diverse lister over dette årtusindes mest betydningsfulde film.
Det gør Lynchs sidste spillefilm, Inland Empire (2006), ikke i samme grad, selvom den også handler om en skuespiller (spillet af Laura Dern, som også var med i Blue Velvet og Wild at Heart) i Hollywood. Den er endnu mere eksperimenterende i stilen, og alene de tre timers spilletid gør det til lidt af en prøvelse, og måske kan man sige, at David Lynch aldrig har været mere ”David Lynch”, end han er her.
Kortfilm og kunst
Desværre blev det som sagt den sidste spillefilm fra hans hånd, men han har været aktiv både med kortfilm og andre video- og malekunstværker, hvoraf en del har kunnet ses på udstillinger i København, blandt andet på både Kunstforeningen Gl. Strand i 2010 og Nikolaj Kunsthal i 2021. Han har lavet musikvideoer med blandt andre Chris Isaak, Nine Inch Nails og Donovan, og han har selv arbejdet med musik og lydinstallationer.
En kortfilm med titlen What Did Jack Do (2017) kan ses på Netflix, og måske nogle genkendte ham i en aldeles mindeværdig rolle som den ligeledes legendariske instruktørkollega John Ford i Steven Spielbergs The Fabelmans fra forrige år. Jeg så ham sidst som medvirkende i Beatles ’64 (David Tedeschi, 2024 – kan ses på Disney+), idet han var til stede ved en af bandets første koncerter i USA.
Måske lavede David Lynch ikke vanvittigt mange spillefilm, men hele hans virke og hans indflydelse på især amerikansk kulturliv har ikke mange – om nogen – konkurrenter. Hans kompromisløse og helt unikke kreativitet – i gamle dage kom hans idéer til ham over frokosten, der bestod af adskillige kager og seks-syv kopper kaffe med masser af sukker – står som et fyrtårn for dem af os, der holder af det skæve, det grumme, det forkvaklet morsomme samt alle kombinationer heraf.
Og nu skal soundtracket til Blue Velvet på grammofonen, og jeg skal have genlæst den fortræffelige (selv-)biografi Room to Dream af ham selv og Kristine McKenna. Og så er der lige det med Lost Highway …
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.