JØRGEN KLUBIEN // POVCAST – Efter de succesrige år i 80’erne med Danseorkestret har Jørgen Klubien især satset på sin karriere i Hollywood. Efter at have medvirket i filmproduktioner som Toy Story, Biler og Shrek er han med egne ord gået på semi-pension – og er nu aktuel med albummet Wonderland, hvor han rendyrker sin begejstring for soulmusik.
I denne POVcast er Jørgen Klubien gæst for anden gang i POV Mediano Musics femårige historie. Første gang handlede det om Klubiens liv og karriere, denne gang tager han og Jan Eriksen udgangspunkt i en ny plade, Wonderland.
Titlen er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder.
Dels er Wonderland en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien, der stadig bor i Los Angeles, selvom han har skruet helt ned for sit arbejde som filmmanuskriptforfatter, tegner og animator. I POVcasten taler han lidt om sit arbejde specielt med blockbuster-animationsfilmen Biler.
Wonderland udkommer under navnet Dans’orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret, hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger.
”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker på Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også, at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien.
Jørgen Klubien og Clint Eastwood
Dans’orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik.
Med et citat fra selveste Clint Eastwood, “I don’t let the old man in” (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu.
”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme, som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.”
Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om:
- samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt.
- kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles
- at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder.
- at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark.
- at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves.
- at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her