GLADYS KNIGHT // KONCERTANMELDELSE – En af de helt store stjerner tilbage fra Motowns første storhedstid, Gladys Knight, er på afskedsturne. Forleden optrådte hun i Operaen, og det var en følelsesfuld oplevelse, skal man tro POV’s anmelder, Dan Rachlin. “Bedre sent end aldrig, til min første Gladys Knight-koncert, går det også op for mig, hvordan hun helt naturligt danner bro fra opvæksten med gospel over soul til adskillige flirts med popmusik,” skriver han bl.a.
Forventningerne var store eller rettere: Bare stemmen holder.
Sådan må jeg indrømme, jeg tænkte før aftenens farvel med 79-årige Gladys Knight ofte tituleret som ‘Empress Of Soul’.
For jeg har for mange år siden lovet mig selv IKKE at se, høre eller opleve nogle af fortidens store idoler, hvis de ikke har formået at stoppe i tide.
Min erindring om kunstnere, der har bragt mig store oplevelser og lykke, skal ikke forpurres af desperate eller ligefrem ynkelige optrædener.
Og da klokken i det smukke operahus på Holmen i København nåede at blive 20:42, før Gladys Knight indfandt sig, mens det fromme og forventningsfulde publikum var ringet ind til kl. 20, blev jeg ikke mindre forbeholden.
Ind på scenen ikke ligefrem strøg, men kom soullegenden gående ind med ledsager, dog insisterende på at bære smukke stiletter.
Og selvom orkestret helt uden problemer swingede igennem på “Taste of Bitter Love”, skulle Gladys, lydmand og andre implicerede lige finde kammertonen.
Og det fortsatte også på “Baby Don’t Change”.
Og så kom smilet, bifaldet og ‘roen’.
Gavmilde Gladys Knight
Den vanvittigt erfarne sangerinde fandt sig selv, bandet og os – velsagtens omkring 1.000 fans, der ønskede at tage afsked – og blev også rørt, måtte vi forstå (‘I love you too’), af stemningen.
Igennem 1 time og 15 minutter serverede hun gavmildt fra et sangkatalog, der tæller en mængde af egne hits, husk på at det er Gladys, som i sin tid lancerede “I Heard It Through the Grapewine” FØR en vis Marvin Gaye.
‘I’ve had ups and downs, but somehow I made it through.’
Gladys har altid siden de produktive Motown-dage haft soul.
Soul er ikke noget, man læser sig til.
Soul er ikke noget, man kan lure sig til.
Soul er sved, soul er sange om at ofre sig, soul er følelser, smerte og afsavn smidt lige i hovedet på dem, der lytter.
Højdepunkter tæller bl.a. “If I Were Your Woman”, “Every Beat of My Heart”, “Come Back and Finished What You Started” og naturligvis det måske bedste James Bond-tema “Licence to Kill”.
Lige præcis den sang kunne det ellers ret så dygtige band til gengæld ikke rigtig levere.
Tungt, tungt orkester med to trommeslagere, verdens største bassist og tre korkvinder, der løftede operaen, når de fik lov.
Et helt liv at se tilbage på
Men det er Gladys, som er den.
Lillepige med nærmest overraskende mange smil, benovelse og uforfalsket glæde.
Uden på nogen måde at prædike lader hun os ind i den verden, som for så mange store, amerikanske kunstnere er startet med fællesskabet og sangen i kirken.
En nu ældre kvinde, som blinker med øjnene, og så … er der et helt liv at se tilbage på og synge om.
Og da hun efter en ydmyg, sjov fortælling om at møde Barbra Streisand i levende live bevæger sig ud i “The Way We Were”, kan jeg ikke holde tårerne tilbage.
Lige netop den ballade handler om at se og føle sig tilbage til en tid, man udmærket ved ikke kommer igen.
Og så at kunne se tilbage uden bitterhed, uden søbende sentimentalitet, men tage det med i samlingen af, hvad livet har budt på, ja så græd jeg.
Bedre sent end aldrig, til min første Gladys Knight-koncert, går det også op for mig, hvordan hun helt naturligt danner bro fra opvæksten med gospel over soul til adskillige flirts med popmusik.
Men også jazzen blander sig på ‘Someone to Watch Over Me’.
Og i rækken af fortolkninger insisterer hun også på at synge sig igennem Bonnie Raitts’ “I Can’t Make You Love Me”, som bestemt ikke er nem.
Flere gange under koncerten holder kejserinden mikrofonen væk fra munden og lader vokalen trænge helt ud i alle afkroge af salen og ikke mindst direkte i hjertet på publikum.
Når vi bliver lidt for begejstrede, afmonterer hovedpersonen alvoren i et farvel med et smil og et ‘It’s supposed to be work’.
Jeg er allerede mørbanket følelsesmæssigt efter den sjælfulde aften, da Gladys Knight slutter af med måske den største ‘Midnight Train To Georgia’.
‘And I’ll be with him (I know you will)
On that midnight train to Georgia
(Leaving on a midnight train to Georgia)
I’d rather live in his world (live in his world)
Than live without him in mine (world, world)
(It’s his, his and hers alone)’.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
