Jørgen de Mylius

Jørgen de Mylius, 75 år – hitleverandør til det danske folk

i Kulturhistorie/Musik af
FØDSELSDAGSHYLDEST – “Hjertelig tillykke med dagen, tak selv for al musikken og ikke mindst for chancen i sin tid,” skriver Monica Krog-Meyer. Det var nemlig Jørgen de Mylius, der i sin tid gav hende chancen i DR. Men nogle år forinden havde han selv sparket døren ind. Han skrev som 17-årig til DR og spurgte, hvorfor man ikke spillede originalerne, som lå på de udenlandske hitlister. Og hvorfor var der i øvrigt ikke sådan nogle lister i Danmarks Radio? “Og den vidunderlige historie er jo, at den 17-årige gymnasieelev fik tilbuddet om selv at lave sådan en hitlisteudsendelse, baseret på pladeforretningernes salg. Direkte i radioen!”

Hjertelig tillykke med 75-årsdagen, kære Mylle.

Fredag 5. marts er det ham ‘den unge fra P3’, der rammer den halvrunde dag. Still going strong på DRs P5 med udsendelsen ”Hithouse”, og det er i sig selv imponerende. Om 2 år kan han fejre 60 års jubilæum som leverandør til DR, med en række udsendelser i radio og TV gennem årene.

Alt efter generation har man lyttet til ‘Efter skoletid’, ‘Top 20’, ‘Tipparaden’, ‘Eldorado’, ‘Hit med sangen’ (hvor han sad i Amins øresnegl), ‘Hithouse’ osv

Jørgen de Mylius hylder FISU-princippet, tydeligvis. Først Ind – Sidst Ud!

Han sparkede selv døren ind

Jørgen de Mylius skrev dengang til P3-ledelsen, at nu hvor P3 endelig havde åbnet for ungdommens musik fra hitlisterne, så var det forkert at spille orkesterversionerne. Danmarks Radio burde spille originalerne, som lå på de udenlandske hitlister. Og hvorfor var der i øvrigt ikke sådan nogle lister i Danmarks Radio?

Han blev inviteret i studiet hos Hemming Hartmann-Petersen, der ville høre mere om det med musikken. Og den vidunderlige historie er jo, at den 17-årige gymnasieelev fik tilbuddet om selv at lave sådan en hitlisteudsendelse, baseret på pladeforretningernes salg. Direkte i radioen!

”Og du må begynde om en uge!”

Så fik han travlt, men det lykkedes. Vi fniser stadigvæk over, at han i den første udsendelse begyndte med at fortælle, hvilken plade der lå på 1. pladsen og fortsatte så videre ned af listen. Ugen efter havde han klogt vendt det om, så spændingen holdt gennem hele udsendelsen: Hvem mon ligger på 1. pladsen?

Alt det kan man læse om i hans biografi ”Tak for al musikken” fra 2012.

Det er utroligt, hvad der sidder i hans klæbehjerne. Utallige gange har jeg kunnet spørge om navnet på en kunstner, en gruppe, et nummer og hvilket år det var. Og selvfølgelig kan han svare

Der er i hans bog også et kapitel, der hedder ‘Monica’. Det er jeg meget stolt over, og i anledning af fødselsdagen har jeg lyst til at fortælle den historie. Den siger en hel del om, hvor flink en mand Jørgen de Mylius er.

Fransktoppen

Siden 1963 havde jeg, ligesom mine jævnaldrende været en svoren fan af og fast lytter til ”Efter Skoletid”. Teenagemusikhjernen blev fyldt af tidens hits. Jørgen Mylius (som han hed dengang, formentlig fordi det adelige ‘de’ i efternavnet var lidt for meget i den tid) sørgede for den daglige dosis, kl 15 på P3.

Jeg var franskstuderende fra 1971, brugte en del måneder i 1974 som studentermedhjælp i Danmarks Radios Undervisningsafdeling, hvor jeg renskrev franskkurset ”Pierre et Colette”. Det foregik på Islands Brygge, hvor jeg boede, langt fra Radiohuset. I 1975 tog jeg til Paris i 7 måneder for at lære sproget ordentligt, og kom hjem igen.

Kort tid efter hørte jeg Mylius i en radiospot på P3 fortælle, at han i stedet for den ugentlige top 20 ville lave Fransktoppen den følgende søndag. Han havde været i Frankrig og taget en stak populære plader med hjem.

Det satte min hjerne i gang. Jeg opsporede Danmarks Radios tlf.nr. (man slog op i en telefonbog!), ringede og bad om at måtte tale med Jørgen Mylius. Der blev stillet om, og jeg forklarede ham, at han ikke kendte mig, men at jeg ville høre, om han på sin liste til Fransktoppen måske havde planlagt at spille et nummer med den meget populære gruppe ‘Il était une fois’?
Ja, det havde han da.

”Det er sådan, at hende, der synger i den gruppe, hedder Joëlle Mogensen. Hun er halvt dansk, halvt fransk. Og i øvrigt min allerbedste veninde! Hun taler dansk. Kunne du ikke godt bruge hendes tlf.nr.?”

Hjertelig tillykke med dagen, tak selv for al musikken og ikke mindst for chancen i sin tid

Det kunne han da i den grad, fordi han, som jeg også havde tænkt, kunne lave et telefoninterview med hende og bruge det i programmet.

Så han fik hendes nummer. Lige inden vi lagde røret på (som man sagde), spurgte jeg frimodigt og let bævende, om jeg måske måtte komme ind og overvære, hvordan sådan en udsendelse foregik.

Den flinke mand sagde ja, forklarede hvordan og på hvad tid, og glad var jeg.

Mens jeg var i Paris for at studere, havde jeg sammen med veninden og hendes gruppe haft chancen for at være med dem rundt til interviews, i radioudsendelser, til TV-optagelser, koncertoptræden osv, så jeg havde lidt at sammenligne med og var nysgerrig efter, hvordan det mon foregik herhjemme.

Så jeg følte mig godt tilpas, mens jeg fulgte udsendelsen i studiet på Rosenørns Allé i Radiohuset, omend jeg var dybt nervøs for, om jeg kom til at sige noget, mens mikrofonen var ‘tændt’, som det hed. Det skete ikke; jeg sagde tak for i dag og gik pænt hjem.

Gruppen “Il était une fois” (=Der var engang) med sangerinden Joëlle og deres sang “Viens faire un tour sous la pluie”, der havde stor succes i 1975.

Den fikser Mylle

Men det sad i mig, her var virkelig noget, jeg følte mig i god kontakt med. Det der radio kunne noget. Så jeg ringede igen til Mylius noget tid efter og spurgte, om jeg måtte komme ind forbi igen.

Hvor må det have været irriterende!
Men den flinke mand sagde ja, og lod mig være med til frembringelsen af en omgang Top 20.

Da han var færdig, sagde han de vidunderlige ord: ”Hvad er det egentlig, du vil?”

Jeg kunne jo kun svare: Lave radio!, for det var jo sådan, det var fat.
”Jamen så kom med mig!”
Hvem ved, måske han sendte en tanke tilbage til dengang, han selv havde henvendt sig.

Han fandt et ledigt studie, og endnu vigtigere, en tekniker, der gad sætte et bånd på maskinen og optage. Jørgen Mylius rakte mig manuskriptet fra dagens udsendelse og sagde:
”Her er denne uges Top 20. Det der er mikrofonen. Nu læser du det højt, som om det er dig, der er værten”. Og gisp, jeg klarede det. Midt i nervøsiteten over, om det nu var godt nok, så nød jeg situationen.

”Jeg giver det her bånd til dem, der sørger for speakere. Jeg kan ikke love dig noget.”
Fuld af drømme gik jeg pænt hjem og forsøgte at være tålmodig.

Jørgen de Mylius hylder FISU-princippet, tydeligvis. Først ind – sidst ud!

Nogle måneder senere kom jeg gående ad Købmagergade, og imod mig kom Jørgen Mylius.
”Nej, hvor sjovt at jeg skulle møde dig i dag”, sagde han, ”jeg har lige talt med Jørn Hjorting. Der er brug for en ny speaker. Det er ham, der hyrer de nye, så han ringer nok til dig en af dagene!”

Ganske rigtig. Nogle dage senere havde jeg ‘selveste Jørn Hjorting’ i telefonen – og det plejede jo ellers at være den anden vej rundt i radioen. Vi lavede en aftale om, at jeg skulle begynde som speaker, dvs som føl hos en af de andre.

Langfredag 1976 fik jeg ansvaret for første gang. Kæmpestor følelse. Og det var ikke sket, hvis ikke det havde været for hjælpsomhed og overskud hos fødselaren Jørgen de Mylius. Vi har fulgtes gennem årene fra P3 til P4 og sidst til P5.

TV-delen var et nyt kapitel for Jørgen. Han kastede sig igen ufortrødent ud i noget, han aldrig havde prøvet. Og mon ikke han på det tidspunkt trængte til en pause fra alle os musik-ambitiøse rock og rul-hoveder i P3, der ikke ligesom ham gik op i årstal og hitlisteplaceringer? Vi havde travlt med nøje at følge den politiske udvikling i samfundet og formidle, hvordan det slog igennem i tekster, sange, bands og koncerter i slutningen af 70’erne. Det var ikke der, hans interesse lå.

Men Jørgen kom selvfølgelig tilbage til radioen igen.

Det er utroligt, hvad der sidder i hans klæbehjerne. Utallige gange har jeg kunnet spørge om navnet på en kunstner, en gruppe, et nummer og hvilket år det var. Og selvfølgelig kan han svare.

Jørgen de Mylius
European Music Game, en europæisk radiokonkurrence om popviden blev afholdt i København i 1976. Her Finn Kragerup, nybegynderen Monica og programmets vært, Jørgen Mylius (Foto DR)

Stod jeg i bekneb og manglede studietid, fordi et interviewoffer KUN kunne lige nu, så var hjælpsomheden stor i ‘Mylles studie’. Det VAR ikke hans studie, men han producerede så mange timers radio, når han var der, at han var mere i studiet end ved sit skrivebord. Den, der kommer som gæst i det studie, kan ved selvsyn konstatere, hvor mange af popmusikkens koryfæer Jørgen de Mylius har interviewet. Der er billeder af dem overalt på væggene.

Det er nok sjovere at se på og mindes gode tider end at tænke på, hvor mange chefer med hvor mange ændringer og hvor mange nye ideer, han har skullet høre på gennem årene. Det har han taget i stiv arm, og så går han i studiet og laver ‘Hithouse’, som han plejer.

Hjertelig tillykke med dagen, tak selv for al musikken og ikke mindst for chancen i sin tid.

Bliv endelig ved, så længe du orker.


LÆS ALLE MONICA KROG-MEYERS ARTIKLER HER


Topfoto: Agnete Schlichtkrull, DR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu skribent, pensionist og mormor.
Født 1950, programmedarbejder og studievært. Har taget turen fra P3, via P4 og til P5.
Jeg skrev i 2010 "Plus-alderen - vi bliver jo bare ved!", der medfører mange muntre foredrag rundt i Danmark.

Seneste artikler om Kulturhistorie

gryde

Globalisering i en gryde

KARRYGRYDE // MADKLUMMEN – De krydrede karryretter går adskillige tusinde år tilbage