REJSEBREV – Myanmar, den tidligere britiske koloni Burma, har militærstyre og en meget omtalt flygtningekrise. I efteråret 2018 besøgte Marieke Burgers og Peter Ludvigsen det smukke og venlige land, der har stået stille i næsten 50 år. De blev fascinerede og klogere.
04-11-2018
Stråhatte, uldhuer, farvestrålende tørklæder, bambushatte, styrthjelme, hijabs; mangfoldigheden i hovedbeklædning på det ugentlige marked i Kalaw i bjergene giver et godt billede af Myanmars farverige, multietniske karakter.
Alene i Shan State med fem millioner indbyggere lever 35 forskellige etniske grupper.
Shan-kvinderne er klædt i sort, lag på i lag: Longhyi (sarong), bluse, jakke og et knaldorangerødt tørklæde om håret. De forklarer deres dragt med, at de er efterkommere fra et ægteskab mellem en drage og en alkymist; lagene repræsenterer slangeskindet og den farverige klud det fyrige hoved af dragonlady’en.
Hvis man ser bort fra de gyldne pagoder, ligner landskabet her på bjergplateauet, det nordlige England; grønne marker omkranset af hegn og store gamle træer, som giver skygge.
De tusindvis af flydende marker og køkkenhaver, der alle passes fra både, er fastgjorte med bambuspinde og flyder i en blanding af vandplanter, mudder og siv. Her dyrkes tonsvis af tomater, kål, blomkål, og der er gødning nok i vandet til en god høst
De gule, høstmodne ingefærmarker kontrasterer smukt med den røde jord og de grønne jordnøddemarker. Der dyrkes en type ris her, som kan tåle at stå tørt ved siden af jordnøddemarken, hvis toppe spises af de gråhvide okser eller mørke vandbøfler.
Vi har været på en hike på fire timer mod Pindayas Shwe Oo Min – en grotte med over ni tusinde store og små buddhastatuer – gennem landsbyer, marker, bambusskove og avokadolunde, forbi teplantager med småfnisende børn, der forlegne vinker til os. Mingalaba! Hello hello!!
Her på det frugtbare bjergplateau er man en smule mere velstående; der er flere stenhuse med rigtigt bliktag, en køkkenhave, nogle frugttræer, høns og den dejlige burmesiske hund, som selv vælger sin herre. Og nogle gange holder man endda tre-fire sorte grise, hvis salg giver en hel årsløn; en rigtig sparegris.
Her kører meget specielle “traktorvogne” rundt, med en helt udækket motor, produceret i Kina, og førerhus og karosseri Made in Myanmar. Man kører i højre side her, men mange busser er købt brugt i Japan, så derfor sidder der en hjælper foran til venstre i bussen, der holder udkig for buschaufføren, når der kommer trafik eller der skal overhales.
Under trekkingen gør vi stop ved et lille munkekloster, hvor det netop er tid til at fodre de mange hunde med alle deres hvalpe. En stor spand ris bliver tømt på jorden og spist med ulveappetit.
70% af befolkningen i Myanmar dyrker jorden og bor på landet, mens 30% bor i byerne. Navnet Myanmar er af identitetspolitiske grunde genindført af militærregimet, men Burma, Barma, Marma eller Myanmar er alle dialektale varianter af samme navn.
Deshuba, tada. (Tak, farvel).
05-11-2018
Motorlarmen fra den elleve meter lange longtail-båd skræmmer en hvid ibis op, mens vi manøvrerer gennem meterhøje vandhyacinter. Den spektakulære Inle-sø er omgivet af bjerge, er 22 km lang og 11 km bred og mere end 70.000 mennesker bor hovedsageligt i træhuse på vandet. De tusindvis af flydende marker og køkkenhaver, der alle passes fra både, er fastgjorte med bambuspinde og flyder i en blanding af vandplanter, mudder og siv. Her dyrkes tonsvis af tomater, kål, blomkål, og der er gødning nok i vandet til en god høst…
Sorte skarve, vadefugle, måger og rovfugle flyver over hovedet på os, mens båden sætter farten op, og vi bliver våde.
Mændene fisker, som om de var balletdansere. De står på ét ben, mens de padler med det andet ben og fisker med en mandshøj bambusruse, som de betjener med hånd og fod.
Et veritabelt lille Angkor Wat strækker sig foran os; hundredvis af overgroede, slanke stenstupaer fra det 17. og 18. århundrede med tyve ringe
Vi er i 900 meters højde, så der er lidt varmere end i Kalaw, som lå i 1200 meter, og hvor morgenen og aftenen krævede en trøje, fordi temperaturen var omkring ti grader.
En flok vandbøfler svømmer i en sidekanal. De har fået mulighed for at køle sig i det mudrede men friske vand af deres ejere, der dyrker ris på bredderne.
Også her har kvinderne og mange børn thanaka på kinderne eller i hele ansigtet. Det er den hvide pasta af saften fra thanakatræet. Den tjener både som makeup og solcreme og smøres på på de mest fantasifulde måder.
På vejen fra Kalaw via Heho til Naung Shwe, en travl, støvet handels- og turistby ved Inle-søen, ser vi igen mange vejarbejdere, ofte daglejere af begge køn, som i møg og røg arbejder under forfærdelige arbejdsvilkår. Mindstelønnen er omkring tre dollars om dagen her.
Det fantastiske resorthotel på søen, Inle Princess, bygget i tillempet Tahiti-stil, hvor vi spiste en Shan-nudelsuppe med udsigt over et flydende lotusfelt, er såmænd ejet af krigsministeren.
Takwah (skål).
07-11-2018 Inle-søen
I en hel time skærer vi i en longtail-båd i øredøvende motorlarm hen over den gigantiske Inle-sø, den næststørste sø i Myanmar; den største ligger i Kachin-staten. Vi kommer til en anden by på pæle og bliver ført op ad en kanal til In Dein-templet.
Enkelte af de vævende kvinder er fra Padaung-folket, genkendelige med høje bronzeringe om halsen. Ringene kan tilsammen veje op mod fjorten kilo, og de flader langsomt kvindernes kraveben ned
Et veritabelt lille Angkor Wat strækker sig foran os; hundredvis af overgroede, slanke stenstupaer fra det 17. og 18. århundrede med tyve ringe; nogle meget følelsesløst og hårdt restaureret af en donor, andre malerisk forfaldne og med store, arrede huller i nicherne. Huller som skattejægere og tempelrøvere har efterladt på deres jagt efter de populære buddhahoveder. Eftertragtet af vesterlændinge, der vil have et ægte buddhahoved stående på kaminen.
Nogle Inta-kvinder, farverigt klædt og med en cerut i munden til glæde for turisterne, forsøger at afsætte tørklæder og longhyis. I nærheden ligger en kilometerlang overdækket kolonnade med det længste souvenirsalg i landet: Halskæder af grisetænder til de sensationslystne turister, fletkurve, bronzer – især de berygtede opiumvægte – tøj, teakfigurer og lakprodukter.
På vejen ad små vandløb, overgroet med bananer, akacietræer og siv, kredser snesevis af storke over vores hoveder.
Vi sejler til en anden by, hvor sølvsmede arbejder i store træbygninger. Og i et andet kvarter er væverier med håndvæve til silke, lotustråd og bomuld. En kvinde er ved at farve et stykke ikatstof i kulsort farve, mens hun sidder på hug. Der hænger portrætter af den smilende Lady med et lotustørklæde rundt om halsen.
Enkelte af de vævende kvinder er fra Padaung-folket, genkendelige med høje bronzeringe om halsen. Ringene kan tilsammen veje op mod fjorten kilo, og de flader langsomt kvindernes kraveben ned. Historien fortæller, at Padaung-kvinderne bærer disse ringe om halsen, håndled og ankler for at beskytte sig mod tigerangreb, fordi det er de punkter, hvor dyret bider. Padaung kommer oprindeligt fra den lille Khaya State ovre østpå og ikke fra Inle, hvor man er Inta, børn af søen.
Da sprogene er meget forskellige befolkningsgrupperne imellem, taler de fleste også det fælles burman. De har jo alle deres eget sprog, mad og kultur.
Maden er meget varieret og smagfuld; her med mere farsfyldt fisk end andre steder i landet, kyllingekødboller på spyd, en velsmagende Shan-risengrød, bønnesuppe, masser af grøntsager, tomatsalat og altid sojasauce med chili og hvidløg ved siden af. Sød klæberis og sesamsmåkager serveres til dessert. Madoplevelsen er i det hele taget varieret, spændende og vel tilrettelagt af Viktors Farmor.
Tilbage til Nuaung Shwe, hvor det nu virkelig er buldrende mørkt.
Hovedgaden er en grusvej med huller og uden fortove eller gadebelysning. Jeg bruger min lommelygte for ikke at falde over hunde, glide i betelspyttet eller snuble over hvad som helst, men også for at signalere til den tætte trafik, at der er fodgængere. Store busser gasser op, lastbilerne med den åbne motor, tuk-tuks, cykler uden lys, en insektsværm af knallerter drøner forbi, når et af de få trafiklys lyser grønt.
Inde på spisestederne og i butikkerne langs vejen er det travlt, arbejdsdagen er overstået for de fleste.
Vi rige, vi vender tilbage til en seng og til et bad med varmt og koldt vand.
Næste gang: Kontrasternes land
Fotos:© Marieke Burgers og Peter Ludvigsen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
