
PODCAST // JOHAN OLSEN – Forsker, biolog, forfatter, foredragsholder, tv- og radiovært – og rockmusiker. Johan Olsen har mange ben at gå på. Den 16. april er han og Magtens korridorer aktuelle med albummet Club Promise. POV’s musikredaktør Jan Eriksen har talt med Olsen om karrieren, værtshusene, sangene, dæmonerne – og de smukke, unge mennesker, som han ønsker alt det bedste. ”Den største følelse jeg kender, er alle de drømme, vi går rundt med som unge, som vi ser knuses på vej gennem livet. Det griber mig virkelig. Når jeg går på gaden, og ser glade unge mennesker stå nede på Sønder Boulevard og spille ølbowling og hygge sig, så står jeg bare og tænker. Oh, my God, jeg håber, det går jer godt. Jeg håber ikke, I forsvinder ind i et støvet hjørne og sidder der om ti år med jeres depressioner.”
Magtens Korridorer er blevet kaldt det nye årtusindes mest usandsynlige rocksucces. Det var egentlig ikke meningen, at de skulle blive et stort rocknavn. I begyndelsen morede de sig med deres parodier på punkmusikken med tekster, der mest af alt gjorde grin med sig selv og tåbelige mandekarakterer, som gruppen selv morede sig over.
“Jeg havde et meget stort behov for at larme,” siger Johan Olsen.
Set med nutidens briller er det ironisk, at “Hestevise”, der gav gruppen et mindre gennembrud, var en satire over indebrændte små og store drenge, der var bitre på piger, der ikke ville have noget med dem at gøre.
Siden dengang har Magtens Korridorer, hvor kun sanger og tekstforfatter Johan Olsen er tilbage fra begyndelsen, udgivet otte album. Inklusive det nye Club Promise, der udkommer 16. april. Samtidig har Olsen haft tid til at skrive flere bøger og optræde som tv- og radiovært. For ikke at tale om det civile job som biolog og forsker.
I denne podcast taler jeg med Johan Olsen om begyndelsen og det senere gennembrud, først “Lorteparforhold” og især “Milan Alle”, der er skrevet i sympati med en kvinde, som Johan Olsen havde lært at kende som bartender. Kvinden begik senere selvmord.
Det handler selvfølgelig også om Olsens kærlighed til byens ydmyge steder, hvor tiden står stille, og hvor alle er lige og taler med hinanden som sådan. De mange sange med udgangspunkt i fadølsmiljøet har givet Olsen tilnavnet ‘Ølromantikeren’, og har, til hans store overraskelse, betydet, at han ofte kontaktes af præster, der opfordrer ham til at optræde i kirker.
Det handler selvfølgelig også om musikken, der er langt mere stemningsmættet melankolsk og mellow på det nye album end tidligere.
I podcasten kan du høre bidder af fire af de nye numre. Hvoraf jeg er faldet tungt for det meget smukke “Månelys i rav”.
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER:
Foto: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her