BAMSES BILLEDBOG // ESSAY – Bamses Billedbog, hvis første afsnit kom i 1983, har været populært børne-tv i årtier. Ligesom Disneys’ og Dreamworks børnefilm også har skjulte referencer til det voksne publikum, tilbyder den danske serie tilsyneladende også en måske hidtil overset forståelsesramme, der holder den voksne seer på dupperne og fanget til skærmen. Rasmus Lund Nielsen præsenterer et nyt syn på Bamse og hans venner.
Du kender med garanti den rarlige og egenrådige Bamse og alle hans venner fra Bamses Billedbog. Du kender nok også hans hule i den hemmelig skov og skorstenen – en rigtig falde-ned-skorsten, så han fuld af fart må kravle op ad stigen og rejse den igen. Meget ofte med møje og besvær, for skorstenen er tung. Men det er Bamse heldigvis ligeglad med, som han siger et sted, efter han er kravlet op og ned fem gange! Det ér nemlig en dejlig hule og en dejlig skorsten.
Samtidig har skorstenen ikke nogen funktion. Under den er der ikke hul, så for eksempel røg kan finde ud af hulen, men ligesom på resten af taget er der tagpap. Der er noget videre absurd i, at det er så vigtigt for Bamse at rejse skorstenen igen. Hver eneste gang!
Det er selvfølgelig forbundet med en leg, og så er det en fjollet gentagelse til børn, ligesom når Bamse snubler over et eller andet. Men måske er skorstenen samtidig mere end det. Det kan være, den også er en slet skjult reference til den voksne seer.
Der er lavet 241 afsnit, en julekalender og en spillefilm. Det er vanskeligt at finde et børneprogram og en -figur, der er større end vores alle sammens Bamse. Hvis det da ikke er helt umuligt
Måske er Bamse en absurd figur, der som en anden Sisyfos forstår og viser os det helt absurde i en tilværelse, hvor alt er tømt fuldstændig for mening – en verden, hvor meningsløshed er det eneste, man véd.
Det er det, artiklen her vil kradse lidt i.
Først var Bamse anderledes
Før vi kommer til Bamse som absurd figur, er lidt baggrund på sin plads.
Figuren Bamse debuterede i 1982 i programserien Døren går op i en mindre rolle. Serien blev skabt af Finn Bentzen og Thomas Winding. Den er til børn, men er lettere at beskrive som en række surrealistiske og meget eksperimenterende programmer, der er vanskelige at forbinde med det senere og langt mere folkelige univers, Bamses Billedbog.
Her finder man Bamse i et pink rum med et vindue og en hvid dør. Døren går op og i, og dermed drives handling frem i det ellers så sparsomt indrettede rum, sådan som titlen også fortæller. Herinde bor Bamse sammen med menneskene Aske og Pernille. Bamse ligner sig selv på en prik, ligesom Aske, men Bamse taler ikke barnligt og finurligt, sådan som han ellers i stor stil er elsket og kritiseret for i dag.
Kylling bliver også til i programserien. Figuren udvikles med hjælp fra seerne i nogle af de sidste programmer. Den er i udgangspunktet et intetkøn og helt uden sprog. Han, hun eller den kommer efter det. Den lærer siden at tale, som vi ved, og tager sammen med Bamse og Aske med til den hemmelige skov i Bamses Billedbog. Her lærer Kylling ligefrem at sige pollo crema, der er italiensk for Kylling i flødesovs, og figuren er dermed med til at foregribe artiklens absurde pointe. Den kommer vi tilbage til.
Pernille tager også med ud i skoven, men i sæson tre er hun rejst videre til de varme lande – til stor sorg for Bamse, der til gengæld møder månesyge Luna.
Før Bamse kommer til sin hemmelige hule, er han i 1983 rejst til en fjern planet i programmet Fjernsyn for dyr. Det er mindst lige så eksperimenterende som Døren går op. Her møder Bamse rumvæsenet Forlæns og Baglæns, der har hoved i begge ender, og mennesket Arthur, der er kendt for sin sang om at have travlt.
Bamse taler også her helt uden fejl, men han er i hele sin gestik langt lettere at forbinde med dén folkekære figur, der samme år kommer hjem i hulen. Måske husker du ligefrem Bamses rumhistorie, selvom det efterhånden er mange år siden, programmerne blev vist. Fjernsyn for dyr blev nemlig kogt ned til 8 mindre episoder og genfortalt i Bamses Billedbog. Her læser – eller nærmere genfortæller – Bamse og Kylling Bamses rumhistorie i Huskebogen.
Bamse ankommer i Billedbog-universet
Der er meget mere at sige om Bamses fortid, men det hører til et andet sted. Her må vi til en start slå fast, at den 10. juli 1983 kommer Bamse hjem til den hemmelige skov og hulen, han selv har lavet. Han er gået ud ad døren i det pink rum, rejst ud i rummet og til slut ”ud i naturen,” fortæller Katrine Hauch-Fausbøll, der overtager figuren og udvikler universet i Bamses Billedbog (Nielsen 2017).
Måske bliver Bamses Billedbog folkeeje, fordi vi her møder lige dele virkelighed og fantasi, der er langt lettere at spise end de foregående mere eksperimenterende programmer. Det er mere troværdige og genkendelige karakterer. Bamse får for eksempel sit barnlige sprog og sin bedrevidende, utiltalende, men så charmerende, storebror-facon, der i stor stil tromler den poetiske og klogere Kylling.
Det er figurer, der hver dag leger i børnehaven, og derfor køber man den absurde præmis: At der bor en Bamse i en hemmelig hule, og som omkring sig har alle sine venner. Kylling er hans bedste ven, Aske, hans goeste ven. Han kender også Luna, måske er hun der ikke, i et telt, som der kan strikke … og siden kommer Ælling og flere til.
Der er lavet 241 afsnit, en julekalender og en spillefilm. Det er vanskeligt at finde et børneprogram og en -figur, der er større end vores alle sammens Bamse. Hvis det da ikke er helt umuligt.
Aske og fisken
Hvor starter man i et værk, der er så stort som Bamses Billedbog?
Lad os starte med ét afsnit et sted i midten.
Den første episode i sæson ni blev sendt første gang den 29. september 1991 med titlen ”Laver Bål”. Her kommer Aske i første scene gående, stolt og fløjtende, med en fiskestang over skulderen og en stor fisk i den anden hånd. Han har sit karakteristiske tøj på: klædt helt i hvidt og med en mørk kasket, hvor skyggen peger lige op i himmelen. Han ser ud præcis som i Døren går op.
Aske er på vej til Bamses hule. Her vil han stege fisken over bål og spise den sammen med sine gode venner, og bagefter skal de bage snobrød. Sådan er scenen sat.
Her skal vi have med, at Askes navn er et stærkt religiøst symbol. Det kan forbindes med forgængelighed, bodfærdighed og opstandelse (Stefánsson 2009: 27). Det er med i det engelske begravelsesritual – aches to aches, dust to dust – og hænger af samme grund sammen med død og sorg.
Da Bamse ser fisken, bliver han forskrækket, ikke bare lidt, men med hele kroppen. Det ligefrem gibber i ham
Samtidig er det tæt forbundet med renselse, hvorfor hans kridhvide tøj giver god mening. Ligesom genopstandelsen følger døden i en kristen logik, er askeonsdag nemlig den første dag i fasteperioden op mod påske, og den er dermed med til at varsle en frisk start (ibid: 28).
Fisk og brød er endnu mere potente symboler og begge tæt forbundet med Jesus Kristus. På græsk hedder fisk ICHTHYS – et ord, der i tidlig kristen tid blev opfattet som et akronym, dvs. at hvert bogstav svarer til begyndelsesbogstaverne i Jesus Kristus Guds Søn Frelseren (ibid.: 119).
En anden vej ind i symbolet er, at Jesus kan ses som fiskeren og disciplene som såkaldte menneskefiskere. Dertil kommer videre, at fisk også er forbundet med vand, liv og dåb (ibid.). Her er det igen aldeles til højrebenet, at Aske har kridhvidt tøj på – og desuden at hans kasket peger lige op i himmelen. Snobrødet er også tæt forbundet med Kristus. Brød er som bekendt en del af det sidste måltid og nadveren, hvor det forstås som Jesu Kristi legeme (ibid.: 60).
Det er altså et mildest talt symboltungt billede, der indleder den niende sæson, og her får Aske en dobbelt betydning. Han er i sit navn tidens ophør, forgængelighed, sorg og død, men samtidig en form for renselse.
Dertil kommer bodfærdighed, som vil sige anger, man er opsat på at vise i handling. Det forklarer med en vis ret, at han i handling er fisker, at han stolt og fløjtende kommer gående op mod Bamses hus. Med fiskestang og fisk. Han ér Jesus Kristus i handling – eller han har fanget Guds Søn Frelseren. Han har fanget det glade budskab, troen på genopstandelse har han fået på krogen og hevet i land, og nu er det hans intention at dele den med sine venner. Han kommer med tro, håb, kærlighed og evigt liv efter døden, fordi han angrer, at han er aske, billede på død og sorg.
Da Bamse ser fisken, bliver han forskrækket, ikke bare lidt, men med hele kroppen. Det ligefrem gibber i ham, og han spørger stammende, om den ikke har skarpe tænder, og om det ikke er synd for fisken, at de spiser den. Hans bekymring er ikke rettet mod fisken, men mod hans egne smagsløg. Han finder den nemlig mest af alt ulækker. Aske svarer lidt overbærende, at det bestemt ikke er synd. Den er død, og sådan er det i naturen. Her spiser man det, man selv fanger.
Bamse ser ikke, at fisken er et billede på noget større, eller også ser han det, men reagerer med modvilje, fordi han inderst inde ved, det er en illusion, han ser. Han reagerer i hvert fald instinktivt i øjeblikket og med hele kroppen på billedet. Føj for en ulækker fisk, altså! Så meget er sikkert.
Aske er ligeglad, for han ved bedre. Han har taget frelsertøjet på, og derfor beder han Bamse om at finde en masse brænde, så de kan lave et bål, stege og spise fisken. Bamse bliver fiskerens discipel, den såkaldte menneskefisker, og gør derfor, som han får besked på.
Mens de samler brænde, hænger fisken på Bamses tørresnor ved hulen – sammen med Bamses gode gamle badebukser.
Fuglene spiser Kristus
Bamse stilles med Aske og fisken i udsigt, at han skal til alters sammen med alle dem, han kan hverve til menigheden. De skal sammen spise tro, håb og kærlighed. Den fisk, som fiskeren Aske har fanget, og som giver dem troen på morgendagen og håb om evigt liv efter døden. Først derefter kan de modtage velsignelsen, som er snobrød, Jesu Kristi Legeme.
Først samler Bamse brænde med Aske, så han kan se, hvad for noget træ han skal finde, men efter lidt tid går Aske. Han skal hjem og lave snobrødsdej.
Bamse keder sig hurtigt alene, for han ér jo menneskesamler, og derfor finder han hurtigt Kylling og fortæller, at de sammen med Aske skal lave fisk og snobrød over bål. Det første med slet skjult øv i stemmen. Han gider ikke spise den våde og slimede mad, får vi igen sat to streger under. Han omvender hurtigt Kylling, der ellers havde gang i noget andet, men som alligevel følger med ham.
Da Bamse og Kylling efter mange svingærinder kommer tilbage til hulen, har fuglene spist fisken på tørresnoren. Det er ikke himmelens poetiske fugle, som Jesus taler om et sted i Matthæusevangeliet, men rovfugle. De pipper ikke, men skræpper i baggrunden, mens Bamse og Kylling forsøger at finde hoved og hale i situationen.
Det er Bamses skæbne, Bamses straf, om man vil, for skorstenen har slet ingen funktion. Den er alene en rekvisit, og alligevel er han klar over, at han må rejse den
Når man tænker sig om, er det et noget makabert billede: Fuglene har spist selve billedet på Jesus Kristus Guds Søn Frelseren, så der kun hænger ben tilbage på tørresnoren.
Først er Bamse glad, fordi de slipper for at spise den ulækre fisk og bare skal have snobrød, fortæller han, men da Aske kommer og bliver skuffet, bliver Bamse ked af det. Det hjælper heller ikke på det, at Kylling har taget alt det træ, de havde samlet, og er gået sin vej.
Heldigvis lærer de hurtigt, at Kylling har gjort klar til bål ved sin rede, der ikke længere er en rode-rede, sådan som Bamse ellers har kritiseret i hele afsnittet. Det ender alt sammen godt, de laver snobrød, og Aske spiller sangen ”Nydningen”. Her er det, der har betydning, at sidde i aftenens nydning.
Der er mange veje at gå i afsnittet, men én er som nævnt, at Aske i handling har taget Kristustøjet på og kommer med frisk fisk – med Jesus Kristus Guds Søn Frelseren. Det kristussymbol har fuglene spist, så der kun er ben tilbage på Bamses tørresnor. Fisken hænger helt tom for mening. Helt uden kød. De kan derfor ikke spise tro, håb og kærlighed, som Aske ellers havde tænkt, og han står igen skuffet og bodfærdig tilbage med sit navn. Han står som billede på forgængelighed og som tid, der slutter – og når den slutter, kastes de ind i den intethed, der er tilbage, når tro og håb er spist, kan vi videre tilføje.
De har godt nok snobrødet og sidder derfor tilbage med Jesu legeme, men uden tro og håb er brødet bare én krop blandt mange, ligesom de selv er én krop blandt mange. Blandt andet derfor har det så stor betydning for dem alle tre at sidde dér i aftenens nydning omkring bålet. For mens ilden brænder, er de endnu ikke aske. Lige dér, midt i nuet og i en smilende verden fuld af farver, men det kommer vi tilbage til.
Myten om Sisyfos
Du husker Bamses skorsten fra indledningen. Som nævnt er det en rigtig falde-ned-skorsten, som han fuld af fart må kravle op ad stigen og rejse igen. Hver gang! Med møje og besvær ofte, for skorstenen er tung.
Og hvis det så bare gjaldt, når han er glad og fornøjet, men det gør det ikke. Han skal også ud og op ad stigen, når han er vred, ked af det eller træt. Så snart skorstenen falder – og det gør den altid – må han lægge, hvad han har i hænderne og sætte den midlertidigt fast igen. Det er Bamses skæbne, Bamses straf, om man vil, for skorstenen har slet ingen funktion. Den er alene en rekvisit, og alligevel er han klar over, at han må rejse den.
Det minder ikke så lidt om Sisyfos-myten.
Man kender den fra daglig tale: Det er for eksempel et Sisyfosarbejde, når man gør noget, man er dømt til at gentage igen og igen. Slå græs, for eksempel, når haven kan være vild med vilje. Myten kommer fra den græske mytologi. Her fortælles, at efter Sisyfos undtagelsesvis fik orlov for døden, nægtede han at tage tilbage til underverdenen. For ham var det grå dødsrige for farveløst, og verden var alt for storslået at give slip på: Duften af græs, stenen, der er varm og smuk i solen, det glitrende hav og den smilende verden.
Sisyfos undslap for en tid døden, men hans skæbne indhentede ham, sådan som den altid gør i den græske logik. Budbringeren Hermes fangede og førte ham igen ned i det farveløse fængsel, som vi allesammen er dømt til.
For Camus bliver det menneskelige oprør bevidst at klamre sig til det absurde, selvom det strider mod al menneskeligt begær efter klarhed
Men Sisyfos’ straf blev desto hårdere. Han skulle uden pause trille en sten op ad en bjergside, og hver eneste gang han var tæt ved toppen, skulle stenen trille fra ham og ned igen ved egen vægt. Guderne mente med megen ret, at det var en straf, der stod mål med at snyde døden.
Hvis vi går tilbage til Bamse, er der også noget straf forbundet med skorstenen, men han har taget straffen på sig. Det ér en dum skorsten, men den skal rejses, sådan er det, og ofte er det i øvrigt fantastisk at være Bamse, selvom han ikke er lalleglad. Han er lige så gerne vred, ked af det, jaloux eller en af alle mulige andre følelser, man kender så godt. Han er ikke bare glad, men glad for, at han ér Bamse.
Du husker måske Bamses Sang. Her er han så glad, ”fordi jeg er mig og ikke en anden end mig. Fordi at jeg er Bamse. Det er mig, ja, jeg er Bamse. Bumme-lumme-lumme-lum.” Han er så glad for alt det, som verden har til ham: hans hemmelige hule, honning og venner, græs og bier – og mod slutningen også skorstenen, selvom den er dum:
”Det her er min egen dør, som jeg smækker med et bang! Tale: Æh, nu faldt den dumme skorsten ned! Så ser man lige mig. Jeg er så fuld af fart. Jeg kravler op ad stigen og sætter min skorsten fast. Tale: Æh, altså din dumme lille skorsten, så kan du lige komme på med dig, hva’! Hokus Pokus! Og kravler ned igen og hen og av!” Han falder over sin vandekande, men skidt, for det gjorde slet ikke ondt, og så vil han læse i sin billedbog, fordi han er så helt fantastisk klog, tra-la-la-la-la-laj, og sådan fortsætter det.
Det absurde
Der findes mindst én tekst, der ligefrem finder et forbillede i Sisyfos, nemlig i Albert Camus’ Sisyfos-myten fra 1942. Camus’ tænkning kredser i grove træk om, hvordan man skal være i verden, når man hverken tror på Gud eller fornuftens kraft, og hvor verden derfor er fremmed. Han bestemmer i forlængelse af det spørgsmål den menneskelige tilværelse som absurd – ligesom Jean-Paul Sartre, som han senere tager afstand til – fordi alt er uden mening.
Af samme grund indledes teksten med det ungdommelige, men ikke mindre relevante spørgsmål: ”Der findes kun ét virkeligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål” (Camus 2013: 11).
Spørgsmålet trænger sig på som følge af førnævnte følelse af fremmedhed:
”Men i et univers, som pludselig frarøves enhver illusion og enhver mening, føler mennesket sig som fremmed. Der findes ingen vej ud af den landflygtighed, som hverken rummer erindringen om noget tabt fædreland eller håb om noget forjættet land. Denne kløft mellem mennesket og dets tilværelse … er det, som i egentligste forstand er årsag til følelsen af absurditet” (ibid.: 14).
Det er hele humlen og problemet, som understreges igen og igen: ”Det absurde ligger i konfrontationen mellem det irrationelle og det brændende begær efter klarhed, som ryster mennesket i dets inderste” (ibid.: 30).
Ligesom Sisyfos går Bamse sin skorsten i møde med åbne øjne.
Det absurde træder frem for en, når man sætter sit håb på morgendagen, selvom man med hele sit væsen ved, at man burde gøre oprør mod morgendagen (ibid.: 23). Her nævnes også det uigennemtrængelige i naturens skønhed, døden og så den kvalme, man får, når man ser menneskets umenneskelighed: Det ”svimlende fald, når vi stilles over for vores eget billede, denne kvalme” (ibid.: 24).
Man kan sige det sådan, at fortid for Camus er en nostalgi, fremtid en illusion, og fornuftens inderste, das Ding an sich, er tømt for mening. Det er det eneste, man véd, alt andet er spekulation (ibid.: 62).
Derfor bliver det absurde menneskes eneste sikre holdepunkt: ”Skal jeg dø, flygte ved et spring, eller genopbygge et hus af ideer og former efter mine egne mål? Eller skal jeg holde fast ved min indsats, holde stand i absurditetens sønderrivende og vidunderlige univers” (ibid.).
Og siden svarer han: ”Lad os i denne forbindelse gøre en sidste anstrengelse og drage alle konsekvenser. Legemet, kærligheden, skaberakten, handlingen og det menneskelige højsind får atter deres plads i en meningsløs verden. Her genfinder mennesket omsider den absurditet og den ligegyldighed, som er vin og brød for dets storhed” (ibid.).
For Camus bliver det menneskelige oprør bevidst at klamre sig til det absurde, selvom det strider mod al menneskeligt begær efter klarhed. Menneskets bedste mulighed er netop at være bevidst om det absurde og ikke flygte ind i hverdagens søvngængertilværelse (ibid.: 70).
Man må beslutte sig for at leve i et univers, hvor alt udover livet er mørke og kaos, og fortiden og fremtiden må man af samme grund møde med ligegyldighed og derfra udtømme alle livets muligheder (ibid.: 71).
Det vil ikke sige, at man kan gøre, præcis som man vil, uden at det får konsekvenser, men at idealet er og bliver nuet – og den række af nuer, som en bevidst sjæl registrerer (ibid.: 75).
Derfor holder Camus af Sisyfos, derfor er han et menneskeligt ideal. Han skriver om ham, at på nogle dage må det være smerte, han slås med, når han vandrer ned til sin sten, men andre dage glæde, når han går mod sletten (ibid.: 134) og ser hvert granitkorn i stenen, hver glimtende mineralstump i bjerget (ibid.: 135).
Lykken og absurditeten er nemlig børn af den samme jord – eller omvendt at lykken kommer med absurditeten (ibid.). Sisyfos går sin sten i møde med åbne øjne. Han erkender det absurde i sin tilværelse, og derfor sættes han fri til at se nuet og den række af nuer, som alene en bevidst sjæl registrerer. Fordi han er bevidst, ser han på sin vej ned ad bjerget den skønhed, hans straf ellers gør ham blind for. Derfor må man med megen ret tænke Sisyfos som en lykkelig mand, konkluderer Camus (ibid.).
Bamse som absurd figur
Ligesom Sisyfos går Bamse sin skorsten i møde med åbne øjne.
Bamse véd, at den falder ned igen og igen. Ellers ville det jo ikke være en dum falde-ned-skorsten, hvis det konstant kom bag på ham, at den faldt. Han er klar over, at den kommer til at falde, når han har rejst den, og alligevel er det så absurd vigtigt for ham at rejse den op – også selvom den er helt uden funktion. Det er Bamse klar over. Man skal ikke gøre ham dummere, end han er.
Man hører jo så ofte, og man ser det selv i første afsnit, at han selv har lavet hulen, han bor i, og dermed også taburetten, døren m.m., må vi formode. Han ved derfor også godt, hvilke ting der kan bruges til noget praktisk, og hvad der ikke kan bruges til noget som helst. Hvad der er helt uden mening overhovedet, og som alene er til besvær.
Det ved han også om skorstenen, som han selv har konstrueret, så den falder, når døren smækker, og når Gud ved hvad. Hans straf er hans egen, men han er ligeglad, sådan som han siger et sted, efter han har rejst skorstenen fem gange i træk. Dermed bekræfter han om nogen, at han er bevidst om, hvor helt og aldeles absurd tilværelsen er. Som en sand oprører og absurd helt møder han fortid og fremtid med ligegyldighed og tildeles dermed den absurde frihed, der gør ham i stand til at være Bamse.
Hans oprør kommer måske, fordi han ved, at fortiden er blevet nostalgi, fremtiden en illusion, og fornuftens das Ding an sich er tømt fuldstændig for mening. Episoden med fisken i sæson ni peger i den retning. Her får Bamse som nævnt ligefrem et chok, da Aske kommer med fisken. Måske ser han sin egen umenneskelighed i fisken og får kvalme. For det er jo en fisk, og han er en Bamse! Det er i sig selv absurd.
Bamse vil hellere have snobrød og møder fisken med modvilje. Han møder illusionen om det evige liv med kvalme. Og Bamse får ret. Fuglene spiser fisken, og med den spiser de troen på og håbet om et evigt liv efter døden.
Dermed ødelægges også den dobbelthed, som Aske før var billede på. Han er ikke længere fiskeren, men alene billede på det forgængelige – en bodfærdig krop blandt andre kroppe, der kun kender til mørke, kaos og anger, når livet slutter. Det er han ikke selv klar over, fordi han ér sit navn, men det er Bamse.
Derfor sidder de tre venner i en hemmelig skov uden store sandheder. Bamse lærer os måske, at skorstenen er et absurd billede og hele forudsætningen for, at Bamse som i sangen ér Bamse. For lykken og absurditeten er jo børn af samme jord – eller lykken ligefrem forudsætter det absurde, fordi det absurde minder én om den meningsløshed, der venter en efter den smilende verden. Det ved Bamse. Eller også véd han det ikke, men minder os om det.
Det er i hvert fald en mulighed, og imens man overvejer for og imod, sidder de tre venner omkring bålet, der varmer og knitrer, reden er rar, og skolen skinner. Snobrød steger over ilden, mens de sidder i aftenens nydning, og dér er ganske godt at sidde. Dér i det nu – og i den række af nuer, som kun den bevidste sjæl registrerer.
Litteratur
Camus, Albert (2013): Sisyfos-myten. København: Gyldendal
Nielsen, Silas (2017): ”I dag får Bamse sin egen film. Nu afslører hans skaber hemmeligheder om figurerne” i DR. Hentet d. 2. marts 2021 fra: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/i-dag-faar-bamse-sin-egen-film-nu-afsloerer-hans-skaber-hemmeligheder-om
Stefansson, Jan (2009): Symbolleksikon. København: Gyldendal
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
