VINDERMENTALITET // KOMMENTAR – Undskyld, at jeg tisser i sejrschampagnen og river hænderne af klaphatten, men der er ingen vej udenom. Sejren er benzin på et bål, som vi ville være bedst tjent med at slukke, mener Morten Holm-Nielsen, der selvfølgelig er top-imponeret over selve præstationen og Jonas Vingegaards sportsmanship.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For at ingen skal være i tvivl: Jeg er top-imponeret over Jonas Vingegaards fremragende evner som cykelrytter, hans respektindgydende sportsmanship og hans stilfærdige og ydmyge måde at være kaptajn på – og jeg jublede sammen med familien, da han fortjent blev hyldet på Rådhuspladsen og i Tivoli.
Vingegaard fortjener kort sagt al den champagne, han kan bælle, alle de mange millioner, han kommer til at tjene, og alle de highfives, hans hænder kan tåle.
Det er reaktionerne hos mange danskere, den er rivende gal med.
Vingegaard er ingen managementfidus
Jeg hæfter mig især ved tre ting. En hærskare af kommentatorer og konsulenter, som i løbet af 0,5 skriver en syndflod af opslag af varierende lødighed om de indlysende koblinger mellem cykelsport og ledelse i erhvervslivet.
“Hvad er problemet med det,” spørger du måske.
Det kommer her:
- Er Jonas Vingegaard en dygtig leder hos Jumbo Visma? Absolut.
- Kan dele af holdets kultur overføres til andre firmaer? Absolut.
- Er Vingegaards ledelse ligesom ledelse af et firma? Absolut ikke.
Så, når du lige om lidt får et brandvarmt tilbud fra Konsulent Smart-I-En-Fart med titlen “Få styrtende succes som leder med Vingegaard-metoden”, vil jeg råde dig til at lade kalvelæderet blive i inderlommen.
I sportens stråleglans
Vingegaards sejr sætter samtidig (igen) gang i alt det grimmeste fra de politiske hooligans’ tæskefest i de sociale mediers slamkiste:
De samme mennesker, som syntes, det var festligt og folkeligt, at Anders Fogh Rasmussen deltog i Brøndbys fodboldtræning, eller at Lars Løkke Rasmussen trak i cykeltøj og kørte til Paris med Team Rynkeby, udspyr galde i litervis over, at Mette Frederiksen fløj til Paris for at hylde Vingegaard.
At det er forudsigeligt, gør det ikke mindre fordummende eller trist.
Og så til sidste punkt.
Vingegaard og Pogacars håndtryk var et smukt billede på sportsmanship og gentleman-format i en sport, der er kendt for at være de hårde hundes legeplads.
Vi har ikke dansk patent på sportsmanship
Desværre har det fået et bekymrende antal danskere til at skrive, at sportsmanship, fair play og storsind er noget særligt dansk. Inden selvforelskelsen løber af med dem, minder jeg forsigtigt om, at der faktisk findes op til flere storsindede sportsfolk i andre lande, og at de sørme også udviser fair play og sportsmanship.
Samtidig kan jeg komme i tanke om en del danske sportsfolk, der har optrådt umanerlig usportsligt gennem tiden.
Måske sker det her, fordi Danmark er et lille land, som sjældent vinder de helt store trofæer. Og måske slæber vi rundt på et mindreværdskompleks, som får os til at opføre os som en hund, der har lært at gå på bagbenene og tænker, at nu kan den da også lige dække bord til 12 med kongeligt porcelæn.
Den slags har det med at falde til jorden med et brag.
Så drop de søgte koblinger mellem sport og erhvervsledelse. Erkend, at politikere har solet sig i sportsfolks succes siden antikken. Skrot den feberhede forestilling om unikt dansk fairplay og sportsmanship.
Lad os i stedet juble højt og længe over Jonas Vingegaard (og vi andres bragende dygtige sportsfolk) og ikke mindst over de mange værdier og kendetegn, som i øvrigt gør Danmark til et vidunderligt land.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
