CYKELSPORT // ESSAY – Mange andre cykelstjerner har ofte været kendetegnet ved at være glubske vindere, som ville vinde så meget som muligt for enhver pris, men danske Jonas Vingegaard er en anden størrelse. Han var måske på vej til at blive en verdensstjerne, men hans fødder var tilsyneladende solidt plantet i den jyske muld, og familien er det vigtigste. Sådan noget kan vi godt lide i Danmark, skriver Brian Henneberg.
Da Jonas Vingegaard på 18. etape af 2023-udgaven af Vuelta a España med vilje lod sig falde tilbage, så hans holdkammerat Sepp Kuss kunne øge sit forspring fra 8 til 17 sekunder og dermed beholde den røde førertrøje og i sidste ende vinde løbet, var det den foreløbige kulmination på mennesket Jonas Vingegaards sejr over vinderen Jonas Vingegaard.
Tidligere tiders cykelstjerner har ofte været kendetegnet ved at være glubske vindere, som ville vinde så meget som muligt for enhver pris. Eddy Merckx blev kaldt kannibalen, bl.a. fordi han havde meget svært ved at lade andre vinde, selv holdkammerater, og derfor vandt han rub og stub.
selvom det var et stort øjeblik, så det ud, som om Vingegaard egentlig gik endnu mere op i at se sin kone og datter efter etaperne
I 1969-udgaven af Tour de France vandt Merckx eksempelvis både den gule trøje, bjergtrøjen og den grønne pointtrøje. I alt opnåede han 525 sejre over en 18 år lang karriere. Vil man op på den mængde sejre, skal man ikke give sejre bort til holdkammerater bare for at være flink og skabe god stemning på holdet.
Også Lance Armstrong, den nu detroniserede syvdobbelte vinder af Tour de France, var om nogen kendt for at være en mand, som ville vinde for enhver pris. Uanset om han skulle dope sig, lyve lige så stærkt som en Tour de France-rytter kan cykle, true folk eller bare være et generelt røvhul. Han skulle bare vinde.
Et lille eksempel er 13. etape af 2001-udgaven af Tour de France, hvor Laurent Jalabert heroisk havde kørt 162 kilometer alene i udbrud over seks bjerge for kun at blive hentet af Armstrong ganske få kilometer før mål. Større og værre eksempler er hans årelange dopingbrug, trusler mod andre ryttere og deres koner, samtidig med at han udadtil præsenterede sig selv som clean, den algode cancer-overlever, en good guy og endda gik så langt som at kalde sig selv et mirakel på podiet, da han vandt Tour de France for sidste gang i 2005.
Der er meget langt fra Lance Armstrongs mindset og personlighed til Jonas Vingegaard.
Jonas Vingegaard er far frem for alt
Med Jonas Vingegaard har sportsverdenen og alle dens fans rundt om i verden pludselig fået en guttermand som forbillede. Første gang verden for alvor fik øjnene op for Vingegaard, var på 11. etape af 2021-udgaven af Tour de France, hvor han for første gang nogensinde knækkede den ellers tilsyneladende uovervindelige Tadej Pogačar, med 700 meter til toppen af Mont Ventoux.
Men selvom det var et stort øjeblik, så det ud, som om Vingegaard egentlig gik endnu mere op i at se sin kone og datter efter etaperne. Han var måske på vej til at blive en verdensstjerne, men hans fødder var tilsyneladende solidt plantet i den jyske muld, og familien var det vigtigste. Sådan noget kan vi jo godt lide i Danmark.
Året efter i 2022, så vi Vingegaard vise sig som en stor sportsmand og et menneske med en stor retfærdighedssans, da han på 18. etape ventede på Pogačar, da sloveneren gled i et sving og væltede. ”Puh ha, nu er det sgu til tårer i øjnene,” som TV 2’s cykelkommentator Rolf Sørensen sagde, da scenen udspillede sig. Noget lignende havde man ikke set siden 2003, hvor Jan Ulrich ventede på Armstrong, da Armstrongs styr fik fat i en pose, så han væltede. Dengang var indtrykket dog mere, at Ulrich gjorde det, fordi Armstrong var den store Tour-konge, og de uskrevne regler foreskriver, at når en så stor mester vælter, så er det ildeset at prøve at udnytte det.
Det modsatte scenarie så vi på 15. etape i 2010, hvor Contador ikke var sen til at udnytte, at Andy Schleck tabte kæden, hvilket betød, at Schleck mistede den gule trøje og den samlede sejr. Ville Vingegaard have kørt i en lignende situation, hvor Pogačar mistede kæden? Sandsynligvis ikke. Han ville ikke føle, at sejren legitimt var hans.
Venskab vigtigere end cykelløb
På 20. etape i 2022-udgaven af Touren skinnede mennesket Vingegaard igen, da han forærede sejren på den afgørende enkeltstart til holdkammeraten Wout van Aert ved at sætte farten ned på de sidste kilometer. Det ville have været utænkeligt at se Merckx eller Armstrong gøre noget lignende for at give en sejr til en hjælperytter.
I 2023 kunne den vævre danske rytter så for alvor skrive sig ind i historiebøgerne ved at vinde Touren og Vueltaen i samme sæson, men nej. Han valgte i stedet, sammen med sit hold Jumbo Visma, at lade holdkammeraten og arbejdshesten Sepp Kuss vinde. Sepp havde i sæsonen ageret hjælperytter i alle tre Grand Tours, men på 6. etape lod feltet Kuss køre, da han jo bare var hjælperytter, og altså ingen stor trussel. Det gav ham et forspring på næsten tre minutter til holdkammeraterne og kaptajnerne Vingegaard og Roglic.
Både Roglic og Vingegaard især, kunne sandsynligvis have sat Kuss på efterfølgende etaper og taget sejren, hvis de ville, men som Vingegaard sagde: ”Skal jeg stikke min egen holdkammerat i ryggen? Det synes jeg ikke, at jeg skal. Det er ikke sådan, jeg er som person.”
Vingegaard er en af de eneste ryttere på Jumbo Visma, som ikke er hoppet på de nyeste lovlige kosttilskud som ketoner og bikarbonat
Det er meget dansk på en eller anden måde og meget uamerikansk. Gad vide, hvad amerikaneren Sepp Kuss tænkte om hele situationen? Jeg kan ikke erindre at have set amerikanske sportsstjerner opføre sig på en lignende måde. Man kan sige, at Vingegaards måde at agere på er god sportsmanship, men måske ikke så ”sportsligt”.
I sport er det den bedste, der vinder. Sådan plejer parolen i hvert fald at være. Sejre er noget, man kæmper hårdt for, og ikke noget, man bare giver væk for at være flink eller for at være en god ven og holdspiller. Det er topidrætsverdenen alt for hård, kynisk og sejrsfokuseret til. Men det gør Vingegaard alligevel. Han er en gentleman snarere end en kannibal.
Når vi nu kender Armstrongs sande natur, ville vi nok ikke finde megen tvivl hos ham, hvis han havde været i samme position. Han havde valgt at køre og tage sejren fra en holdkammerat i sidste ende. Han ville kun se det som en del af spillet, at den stærkeste altid vinder.
Vingegaards måde at agere på kan måske ses som en smule naiv. En slags cyklingens Fyrst Mýsjkin. Som Dostojevskijs idiot, der kommer til at ophæve konventioner, fordi han tror på naive idealer som venskab, ordentlighed, loyalitet, og på at være et godt menneske. Modsat Fyrst Mýsjkin er Vingegaard dog bevidst om sin godhed. Han er bevidst om at værne om det agtværdige menneske Jonas Vingegaard, selv i kampen om at blive sejrherren Jonas Vingegaard.
Måske er en del af forklaringen, at han lever i skyggen af tidligere tiders synder og lunkne moral i cykelsporten. Derfor er han meget bevidst om at være modsætningen til dette.
Cyklingens arvesynd
Efter Vingegaards alvorlige styrt på 4. etape af Baskerlandet Rundt 2024 er de evige spørgsmål om doping, som topryttere for evigt må svare på, for en stund forstummet. Nu handler spørgsmålene i stedet om, hvor hurtigt man kan komme sig efter så alvorlige skader.
Men lur mig, om en succesfuld tilbagevenden til cyklingens allerstørste scene ikke vil afføde en helt ny række dopingrelaterede spørgsmål fra den kritiske del af pressekorpset: Er der blevet brugt medicin i genoptræningen, som potentielt set kan have givet en fordel? Mon der ikke er blevet indtaget ulovligheder, ellers virker det urealistisk at kunne komme tilbage så hurtigt?
Vingegaard har ofte skullet forsvare sig selv i denne krydsild af dopingspørgsmål og -beskyldninger og vil uden tvivl komme til det igen i år, hvis han viser sig at være på niveau med 2022- og 2023-versionen af sig selv. Men det bliver på baggrund af andres, og ikke egne meritter, han skal forsvare sig, for som vi netop har set, er der intet i disse meritter, der taler for andet end en stor sportsmand og et nobelt menneske.
Så hvorfor skal han altid stå og forsvare sig? Det skal han, fordi vi har set noble ryttere og store vindere stå og lyve os direkte op i ansigtet i årtier. Det er cyklingens arvesynd. Så er det os, der er naive, når vi hylder Vingegaard for at være både en stor vinder og et stort menneske? Er det os, der er idioterne? Det er jo det, vi er bange for, og derfor vi har svært ved at tro på en mand, der virker for god til at være sand.
Det er altså øjensynligt ikke nødvendigt at være hverken et røvhul eller en kannibal, hvis man har et talent som Vingegaard
Fortiden er fuld af store cykelhelte, der netop viste sig at være for gode til at være sande, og det glemmer vi ikke. Men cykelsporten har også altid handlet om at skabe helte. Og igen tillader vi os nu at tro på, at vi faktisk har en sand dansk helt. Ikke en Bjarne Riis eller en Michael Rasmussen, som også fløj højt og begejstrede os i øjeblikket, men som gjorde det med lånte fjer, og siden brændte op, da de kom for tæt på solen.
Vingegaard er en ægte helt. Med et lille sagte ”indtil videre” i enden af den påstand.
Til Vingegaards fordel taler, at han så åbenlyst har et helt andet mindset end en type som Armstrong. Det har han vist gang på gang. Skulle han give flere store sejre bort og samtidig dope sig i skjul for at vinde alt for enhver pris? Det giver ikke umiddelbart nogen mening.
Læser man Nando Boers bog Planen, hvor man følger Jumbo Visma i tre år op til Tour-sejren i 2022, fremgår det også, at Jonas Vingegaard er en af de eneste ryttere på Jumbo Visma, som ikke er hoppet på de nyeste lovlige kosttilskud som ketoner og bikarbonat.
Et større perspektiv
Typer som Lance Armstrong vil nok plædere for, at et vinderinstinkt som hans eget er en nødvendighed, hvis man vil være blandt de allerstørste ryttere. I skrivende stund er Jonas Vingegaard dog nr. to på verdensranglisten over de bedste cykelryttere i verden, kun overgået af den fysisk mere alsidige og løbsivrige Tadej Pogačar. Det er altså øjensynligt ikke nødvendigt at være hverken et røvhul eller en kannibal, hvis man har et talent som Vingegaard. Så kan man faktisk godt være et rart og moralsk menneske og samtidig være blandt de allerbedste.
han er også spektakulær i sin måde at være menneske og sportsmand på, og dermed måske det største forbillede for de danske cykelfans og ungdomsryttere, vi nogensinde har haft
Atleter nævner jo ofte selv, at ”det jo bare er cyking”, når der sker alvorlige ting som styrtet i Baskerlandet Rundt, eller da Gino Mäder omkom i et styrt på en nedkørsel på 5. etape af Tour de Suisse i 2023. I virkeligheden er det bare en ubetydelig menneskelig syssel. Et tidsfordriv og underholdning, som ikke betyder noget i det større billede. Når vi ser Vingegaard opføre sig menneskeligt eksemplarisk i et cykelløb, er det derfor egentlig bare Jonas, der tager konsekvensen af dette.
Det er jo bare cykling. Han kan ikke gå på kompromis med mennesket Jonas bare på grund af cykling. Han har det større perspektiv, hvor anstændighed og familien betyder mere end sejr for enhver pris.
Det er derfor, Vingegaard er en ny type sportshelt. Ikke nok med, at han har et stort talent, vinder det meste af det, han stiller op i og kører noget spektakulær cykling. Nej, han er også spektakulær i sin måde at være menneske og sportsmand på – og dermed måske det største forbillede for de danske cykelfans og ungdomsryttere, vi nogensinde har haft.
Læs også Inger Teglgaard Olesen Ravns klummer “Hvad jeg har lært om heltefortællinger ved at se cykelløb” lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
