DEBATKLIMA // KOMMENTAR – Et fænomen på SoMe skræmmer mig. Det glødende, incel-agtige had til landets statsminister. Politisk stillingtagen er godt for demokratiet, men det her er vildt hysterisk, og argumenter er ikke lige noget, man gider spilde tid på, skriver Maria Helleberg som reaktion på – især – udfaldene mod Mette Frederiksen efter hendes møde med Jonas Vingegaard.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er lang tid siden, jeg har set det, man kalder almindelige mennesker, skrive åbent, at man ønsker en offentlig person død. Eller en, som skrev, hvor glad han var for, at Mette Frederiksen tog til Paris, så kunne hun ikke ødelægge Danmark yderligere den dag … Hun er “falsk som en slange”, “snu som en ræv”. Hun er ond og “magtsyg” og generelt et slet menneske.
Hun har selvfølgelig intet ønske om at hylde vinderen af Tour de France, nej, det hele er udelukkende gjort for at få flere stemmer. Men hvem af os ville ikke gerne have krammet Jonas Vingegaard oven på Tour-sejren og applauderet ham?
Kongehuset repræsenterer stat og rige. Statsministeren repræsenterer folket, som har valgt hende
Jeg tror ikke, at folk stemmer på en politiker, fordi vedkommende figurerer på et billede af Jonas V. eller andre store sportsfolk.
Jeg vil ikke ære haderne med flere citater; I har sikkert set dem. Men det er da tragikomisk, at haderne på den ene side hævder, at alt er udtænkt af “spindoktorer”, men på den anden side mener, at Mette Frederiksen selv er den snu slange-ræv bag alle tiltagene. Enevælden, almagten, den ubegrænsede ondskab.
I øvrigt typisk at man bruger animalisering. Mennesket, man hader, skal dyregøres.
Plads på podiet
Det er svært at vinde over haderne. Var statsministeren blevet hjemme fra Paris, var hun blevet slagtet for arrogance og ligegyldighed. Nu hader de hende, fordi hun hyldede Jonas. Hun ”stjal hans sejr”, åbenbart. Hun ”løb rundt på podiet”.
Men de ved ikke, hvad podiet er. At rende rundt deroppe ville svare til at stige op på den forhøjning, hvor vinderne modtager deres medaljer ved OL.
Aner de ikke, haderne, at et arrangement som årets Tour de France er uhyre præcist styret? Hun havde helt klart fået besked om, præcis hvor hun skulle stå, hvornår hun skulle have mundbind på, og hvor hun skulle gå op og ned.
Og betalte hun selv rejsen? Det spørgsmål dukker op, hver gang hun forflytter sig. Jeg tror nok, det forholder sig sådan, at staten betaler jobrelaterede rejser for dem, vi har valgt til at regere landet.
Kongehuset repræsenterer stat og rige. Statsministeren repræsenterer folket, som har valgt hende.
Magten og æren
Kritikken for at være “magtliderlig” er lidt svær at tage alvorligt. Se film og billeder fra pandemiens begyndelse. Virker det, som om statsministeren nyder presset? Frygten? Ansvaret for en potentielt altødelæggende sygdom? Ansvaret for at bevare så mange liv som muligt?
Det er selvfølgelig noget værre noget at have kvinder, som bestemmer
Hvad tror I egentlig, man får for at regere landet gennem den værste sundhedskrise siden Valdemar Atterdags tid? Livsvarig skattefrihed? Versailles-slottet? Gourmetmad hver dag?
Magten er ikke komfortabel og bringer ikke mange sanseglæder med sig. Lidt god mad på Marienborg, møder med interessante mennesker, muligheden for at realisere politiske håb og ideer. Men ikke hverken ro, forkælelse eller storhed. Det er efter fralæggelsen af magten, man får mulighed for at lege. Se bare Lars Løkke og Helle Thorning Schmidt.
Magtfuldkommenhed, et andet sjovt ord knyttet til statsministeren, er i sig selv absurd. Vi regeres af en mindretalsregering med støttepartier. Man skal skaffe sig et flertal for sine forslag og ideer. Der findes ikke et i forvejen.
Politikere under pres
Nogle mener, at de direkte kan se på statsministeren, at hun ”synes om at bestemme”. Det er selvfølgelig noget værre noget at have kvinder, som bestemmer, og hvis man tilmed ser veloplagt og vågen ud, så er man glad for at bestemme. Det er endnu værre.
Hvordan mon man ser ud, så alle kan aflæse, at man er ”glad for at bestemme”? Er det smilet, som gør det? I så fald: gense et par af pressekonferencerne under pandemien. Jeg synes ikke, det virkede, som om, nogen nød at skulle træffe potentielt fatale beslutninger.
Hadet hos vælgerne må helst ikke glide ind og blive norm i det politiske liv. Dialog skaber muligheder. Det gør had ikke
I modsætning til hysterikerne med deres had, forsøger jeg at se politikerne som det, de snart bliver, nemlig flerdimensionale aktører. De (fleste) er ikke monstre. Ingen af dem kan afgøre noget som helst uden at konferere med andre.
De er gået ind i politik af idealistiske årsager, men havner i et nærmest selvkørende system, som ikke nødvendigvis giver dem, hvad de håbede. Det praktiske arbejde mod løsninger hæmmes af interne og eksterne kampe og af en stigende splittelse mellem partierne.
Hadet er et demokratisk problem
Hadet er et demokratisk problem. USA var i januar helt derude, hvor oprørere stormede Capitol og rejste en galge uden for bygningen.
Vi er ikke derude, men det er svært at se det, som over 35 % af befolkningen ønsker (ifølge Berlingeren), en regering, som rækker fra blå til rød og tilbage igen.
Til en vis grad er vi nødt til at ”leve med” de politikere, som findes. Vi kan stemme på dem eller på andre, men de fleste bliver nok på deres plads (bortset fra DF’erne). Hadet hos vælgerne må helst ikke glide ind og blive norm i det politiske liv. Dialog skaber muligheder. Det gør had ikke.
Den type, som ikke kunne se, at der var noget som helst at komme efter m.h.t. #MeToo, er aktive igen. I deres optik ”fører hun sig frem”, statsministeren. Det er jo nok lidt svært at undgå, når man har den stilling, hun har.
De tror, at Jonas Vingegaard ikke kan lide hende, ”men ikke tør sige til hende, at hun skal gå væk”. Og så er de ude i, at Mette Frederiksen har stjålet sejren fra ham, for ”det er så typisk for hende”, og at hun har polariseret landet ene kvinde.
Vores politikere på godt og ondt
Nej, jeg er ikke debattør, det Gud forbyde – ej heller ude og ludre for et parti. Men jeg genkender had. Vi er alle sammen nødt til at acceptere de politikere, som af folket vælges til at regere landet i en periode.
Politikere belønnes ikke med overvældende luksus eller særlige privilegier. De er ikke ansat, men folkevalgte
Måske opfører disse mennesker sig ikke helt sådan, som vi selv ville gøre. Deres opgaver og forpligtelser er forskellige fra vores. De kan ikke være usynlige eller ydmygt tavse. De er også symboler for vores land. De arbejder på det, som engang var rigets vigtigste borg. Det er huset egentlig stadig, på visse måder.
Politikere belønnes ikke med overvældende luksus eller særlige privilegier. De er ikke ansat, men folkevalgte. Derfor har de visse særrettigheder. Man kan tage orlov, og man skal ikke på kontanthjælp i det øjeblik, man afgår som minister. Landet ønsker ikke at straffe dem, som har givet år af deres liv til styret af staten.
På godt og ondt er vi koblet til landets ledere. Kritisér dem, men forlang ikke, at de bliver præcis, som I ønsker dem, og had dem ikke.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
