KULTURNATIONALISME // KOMMENTAR – Aflysning af kunstnere baseret på nationalitet må bringes til ophør, om ikke andet så for vores egen sikkerheds skyld, skriver Jon Eirik Lundberg i dette indlæg om debatten om den russiske børnebogillustrator Anastasia Arkhipova som formand for H.C. Andersen-prisen. Når et regime hævder, at en kunstner står på deres side, er det alle andres pligt at anlægge den stærkest mulige skepsis til troværdigheden i udsagnet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
H. C. Andersens eventyr er oversat til næsten alle verdens sprog, og illustreret af talrige kunstnere. Men den mest prominente illustrator, anset som den største, er den russiske illustrator og kunstprofessorAnastasia Arkhipova. Den danske afdeling i Det Internationale Råd for Bøger for Unge (IBBY, der har hovedsæde i Basel) og som står bag H. C. Andersen-prisen har indtil for nylig haft Dronning Margrethe 2. af Danmark som protektor.
Men sådan forholder det sig ikke længere. Det afgørende stridspunkt er fortællingen om netop Anastasia Anakhova, der for nylig blev valgt til at lede IBBY’s nedsatte jury for prisen, nærmere bestemt Anakhovas relation til krigen i Ukraine – Anakhova har dog nu trukket sig som juryformand.
Men har processen været rimelig?
Når man tjekker hendes sociale medier, ser man, at hun den 24. februar 2022, dagen da Rusland invaderede Ukraine, postede et helt sort billede. En sort firkant. Hendes profilbillede viser hendes portræt i skygge plus en hvid fredsdue. Altså: indenfor rammerne af et enkelt billedsprog forstår man, at her er der absolut ikke tale om nogen tilhænger af krigen.
Er de født i Rusland er de automatisk erklæret ’fjende’. Dette fænomen har et navn. Det hedder Nationalisme
Hun er blevet beskyldt for at være associeret med en organisation, der står for propaganda på Putinregimets vegne, Moskvas Kunstnersammenslutning (MOCX). Men Arkhipova afviser kategorisk, at hun har nogen forbindelse til MOCX – omend hun til DR har sagt, at hun vil trække sig fra. bestyrelsen
Her er en beskrivelse af hele Anastasia Anakhovas karriere:
ANASTASIA ARKHIPOVA was born and is living in Moscow.
She graduated from Moscow State Academy of Fine Arts named after Surikov.
She started working as illustrator while a student and since then has illustrated a lot of books for children by Brothers Grimm, H.-C. Andersen, Oscar Wilde, Charles Dickens etc. Some of the books were published in many countries all over the world: Germany, France, Italy, Spain, USA, UK, Sweden, Finland, Japan, China, Korea, Poland, Lithuania, etc.
Anastasia participated in many exhibitions in Russia, Germany, Spain, Italy, Japan, etc.
In 2003 she won the 1st Prize in All Russia contest “Book of the Year” in the nomination “ the best illustrator”.
Anastasia is academician of the Russian Academy of Art, she has the title of Honored artist of Russia and is in head of the Association of illustrators and book designers of Moscow. In 2010 she got the medal from the Moscow Union of Artists for her creative work and in 2013 – Silver medal from the Russian Academy of Art for her illustrations for Charles Dickens. She is a professor at the Stroganov Academy of Arts.
In 2008 she initiated organization of a new annual All Russia professional contest for book illustrators and designers “Obraz Knigi” (“Book Image ”) and up to now is the president of the jury. Anastasia was member of the jury for the H.-C Andersen Award, three times member of the jury at BIB (Biennale on illustration for children’s books, Bratislava) and is member of the jury of the International Concours for Illustration “Nambook” in Korea.
She organized exhibitions of Russian illustrations in Russia and abroad at International book fairs – Italy, Bulgaria, India, China, Spain, France, Switzerland, Germany etc.
Anastasia is nomitated for Astrid Lindgren Memorial Award 2016
Kilde: Russian Books for Childrenhttps://www.facebook.com/Russianbooksforchildren/photos/anastasia-arkhipova-was-born-and-is-living-in-moscowshe-graduated-from-moscow-st/618956088252747/?paipv=0&eav=AfZ5gbetzXkFhU_KuSjaNvmnvtSclCVhBFesGSQtQHPwy0k5w-pr5ErcGmsYtdq9kxo&_rdr
Anakhova afviser kategorisk, at hun har nogen forbindelse til MOCX, der sidste år på sin hjemmeside udskrev en konkurrence med det formål at: “encourage artists to submit artwork that would promote Russia’s “special military operation” in Ukraine.”
Overfor DR tager illustratoren skarpt afstand fra konkurrencen, som hun siger, at hun intet ved om og finder “afskyelig”. Hun afviser også at have siddet i MOCX’ bestyrelse, men siger senere til DR, at hun vil “trække sig fra bestyrelsen” og at hun føler sig “dømt på forhånd”.
Russisk vildledning
Historisk set står dette kommunikative greb til gengæld i direkte forlængelse af russisk vildledning, en teknik man på de kanter har udviklet helt siden revolutionens dage.
Under Sovjetperioden malede staten fangetransporter om, så de lignede brødbiler og frugttransporter. I februar sidste år lod russerne verden forstå, at de udkæmper et slag i 2. verdenskrig i 2022, fast besluttede, som de er, på at fjerne et ”nazistisk regime” i Kiev. Hvis præsident altså er jøde.
Den eneste indrømmelse, Rusland har givet i den sammenhæng, var en personlig undskyldning fra Putin til Israels statsminister Naftali Bennett. Det skete efter udenrigsminister Sergei Lavrov forsvarede nazi-historien med, at ”Hitler havde jødisk blod”. Lavrov har ikke selv trukket dette tilbage. I udsagnet fornemmer man omfanget af den russiske kynisme. Sproget er et våben på linje med bomber. Man kan sige og påstå hvad som helst.
I Vesten er der nærmest gået sport i at påstå, at kunstnere står i forlængelse af regimet, og derfor må ”cancelleres”
Når sådan et regime hævder, at en kunstner står på deres side, er det alle andres pligt at anlægge den stærkest mulige skepsis til troværdigheden i udsagnet. Desværre sker der det modsatte. I Vesten er der nærmest gået sport i at påstå, at kunstnere står i forlængelse af regimet og derfor må ”cancelleres”.
Den tilgang bygger på en gammel formular. Det altafgørende element i vurderingen af kunstnernes politiske tilhørighed er deres nationalitet. Ikke deres egne holdninger, ikke en gang hvor de bor eller hvad de gør. Er de født i Rusland, er de automatisk erklæret ’fjende’. Dette fænomen har et navn. Det hedder Nationalisme.
Brug af kunstnere i propaganda er historisk
Det kræver ingen dyb indsigt i 2. verdenskrig at vide, at kombinationen af krig og nationalisme er svanger med katastrofer. Fordi nationalismen indebærer en militarisering af hele tilværelsen. Litteratur og ballet bliver pludselig en del af parternes våbenarsenal.
At betegne en propagandavirksomhed som en ”kunstnerisk organisation” er frejdigt. Men også, hvis man giver det lidt kritisk eftertanke, ganske nemt at gennemskue. Man kan trygt antage, at kunstnere generelt hælder i anarkistisk retning rent politisk. Man kan ikke bruge kunst som politisk kommunikation, af den simple årsag, at tvetydighed er en af de egenskaber der konstituerer et kunstværk. Forstået som at fravær af tvetydighed udløser tvivl om der er tale om et kunstværk overhovedet.
Man kan ikke bruge kunst som politisk kommunikation, af den simple årsag, at tvetydighed er en af de egenskaber der konstituerer et kunstværk. Forstået som at fravær af tvetydighed udløser tvivl om der er tale om et kunstværk overhovedet
Men man kan til gengæld bruge kunstnere som rekvisitter i sin propaganda. Man kan f.eks. hævde man har kunstnerne på sin side, og dermed opnå et skin af moralsk legitimitet. Fordi opinionen betragter kunstnere som en gruppe med særlig høj personlig integritet.
Men – og her bliver det interessant for os – man kan også påstå, at modparten har kunstnerne på sin side. Og på den måde udvide feltet for ens egen mobilisering. Hvis modparten har kunstnere på sin side, så må vi også have det på vores. Og skulle det vise sig modparten alligevel ikke har det, så kan vi jo påstå det alene for at udvide vores egen mobilisering.
Nationaliseringen af fjenden
Sådan er krigens logik. Alle må være med. Derfor er der ingen grænser for krigen. Og det er derfor den kan blive både lang og dyb. I forrige århundrede trak krige næsten alle verdens lande ind i sig. Første de direkte konfrontationer i Europa, derefter de mange stedfortræderkrige jorden rundt. I alle disse eksempler spillede nationalismen en afgørende rolle.
Derfor er det vores pligt at sætte grænser for krigen. Og det gør vi ved at afvise nationalismen. I øjeblikket har man ikke rullet en nationalisme ud, der opsluger os selv. Vi er stadig EU.
Men det vigtige er, at man har begyndt det nemme sted: ved at nationalisere fjenden.
Vi kan se, med hvilken effekt og hvor modstandsløst dette greb vinder frem. Der kan kun være et spørgsmål om tid, før nationalismen også beder om vores tilslutning, hvis ikke vi sætter foden ned nu.
Aflysning af kunstnere baseret på nationalitet må bringes til ophør, om ikke andet så for vores egen sikkerheds skyld.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og